H. P. Hanssen: Tale til sønderjyderne (1918)

Der er gået halvfemte år, siden jeg på årsmødet i Haderslev sidst talte til mine vælgere og meningsfæller på et offentligt møde.

Mellem da og nu ligger der vældige verdensbegivenheder, som har kastet dybe skygger hen over Nordslesvig og påført os trængsler som ingen sinde før. 

Vor tanke skal i dag dvæle ved dem, der måtte drage i felten. Henved 30.000 nordslesvigere drog ud. Over 6000 af dem er blevet derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt så mange danske livet som krigen i 1864.

Spredt ud over landene ligger nu vore faldne brødres grave. De findes i Ruslands susende nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder og i Serbiens dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien. Særligt tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over landet til Flandern. Og mange har fundet deres sidste hvilested i de store lukkede jernkasser dybt på havets bund.

Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste, og tusinder af støtte, trofaste danske mænd. Vi ved, hvor ofte og hvor gerne deres tanker fandt vej herhjem. Censuren har undertrykt mange feltbreve og lemlæstet andre. Og dog viser så at sige alle hidtil offentliggjorte breve derude fra, at hjemmet var lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde tilværelse. Med hvilken kærlighed omfattede de ikke til det sidste deres nære pårørende, vort lille folkesamfund og vort minderige hjemland med al dets ynde, dets nutidstrængsler og fremtidshåb. Vi siger: Ære være deres minde!

Ud over landet sidder nu deres forældre, hustruer og børn, fæstemøer, slægt og venner tilbage i sorg og savn. Mangt et hvorfor vil ikke forstumme. Mangt et sind kan ikke finde ro. Men Gud ske lov! Nu lysner det i øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lysere og lykkeligere tid vil snart oprinde. Og da håber vi, at også de, der er ramt hårdest, vil kunne sige med Terje Vigen:

Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Og så får du ha’ tak da, Gud!

Efter verdenskrigens udbrud måtte det være vor politiske opgave at søge det nordslesvigske spørgsmål løst ved den kommende fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af krigen som sejrherre. Dette pålagde os en tilbagetrukken, afventende holdning. Vort parlamentariske arbejde samlede sig om løsningen af dagens små opgaver.

Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende dage, er, at jeg på den danske befolknings vegne gennem den danske gesandt i Berlin retter en bøn til den danske regering om, at vort gamle fædreland vil modtage os, når vi nu snart i henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede folkeafstemning udtaler vort ønske om atter at blive forenet med Danmark. Samtidig vil vi bede den danske regering om at foretage de skridt, der vil være nødvendige, for at sagen kan blive afgjort under de forestående forhandlinger om verdensfreden.

En ny tid er ved at oprinde. Den vil stille os over for store opgaver. Vi har allerede i disse dage nedsat en række udvalg, som skal forberede deres løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres arbejde.

Men ved siden af disse opgaver af rent praktisk art vil den nye tid også stille os andre opgaver. Her i Åbenrå, hvor vi er samlede, levede og virkede J.P. Junggreen. De vil endnu mindes, at der var et ord, som han aldrig blev træt af at foreholde vore modstandere. Det var det gamle bibelord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem! I den tid, vi nu går ind i, vil vi få lejlighed til at vise, at vi også anerkender dette ord som forpligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestå denne prøve.

Og så vil jeg blot endnu til slut udtale, at det er min faste overbevisning, at vi nu snart vil nå frem til en tid, hvor vi af fuldt hjerte vil kunne synge med Bjørnson:

Alt, hvad fædrene har kæmpet,
mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
så vi vandt vor ret

 

Tale på Folkehjem i Åbenrå, 17.11.1918. Genoptr. DIH Kildebind s. 272

støtte:stabile

Terje Vigen: fortællende digt af Henrik Ibsen, 1861, om en mands generhvervelse af selvværd efter heroiske handlinger

J.P. Junggreen
: dansksindet politiker og skribent (1827-86)


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg