| |
Holger Drachmann: Af Derovre fra
grænsen (1877)
Når vi vender os fra fjendens
monument, så har vi foran os de danskes monument – den gamle Dybbøl Mølle.
Står den ikke der, lyslevende, sej og kraftig i sin overbevisning om at stå
på sin ret, til trods for at den står på fjendens grund? Er der ikke kerne i
den; og bider og tygger ikke dens stenhårde tænder al denne kerne, for at
sigte skallerne fra og kun give kerne igen? Nedskudt og oprejst, brændt og
opbygget, har den som en fugl Fønix stedse rejst sig af sin aske, og hæver nu
i dette øjeblik sine store, mørke vinger mod himlen, som om den ville tage
aftenens skyer til vidne på, at den har båret meget og er rede til at bære
mere. Og hvorfor? Den lever på en idé; og når man lever på en idé, kan man
ikke falde sammen. Den kan også tale, ligesom de faldnes skygger; ja
bedre end skyggerne. [...]
Jeg stod udenfor det lille skovhus i
udkanten af Bøffelkobbel Skov, hvor for tretten år siden den danske dragon var
kommet sprængende og blevet kastet af hesten ved preussiske geværer bag
træerne. Jeg stod ved siden af den unge pige, i sin tarvelige, klædelige
dragt, med dette noget i øjet, som ingen dansk bondepige ovre fra øerne skulle
kunne fremvise. Jeg stod foran den grav, som fædrelandskærligheden havde
indviet, pieteten smykket. Vi danske fra øerne er sådan et æstetisk folk. Jeg
kunne, trods pieteten og fædrelandskærligheden, ikke undlade en lille
bevægelse i mit stille sind: ja, dette er ærligt og smukt og varmt ment, men
– lidt smagløst. Den unge pige stod og så’ på disse bomber og fuldkugler
med flagrende dannebrogssløjfer, disse græsrabatter med tro, håb og
kærlighed i evighedskranse, og denne enfoldige inskription over de faldne
krigere. Hendes træk var så rolige og hendes blik så fordringsløst, sikkert i
al sin troskyldighed, da hun vendte det mod mig og i sin dybe, faste dialekt
sagde:
Ikke sandt, det er så kønt!
Da jeg trykkede hendes moder, den
gamle, halvblinde kone, min skærv i hånden, vendte hun sig bort.
Glem os ikke! sagde hun, da jeg tog
af sted.
Glem os ikke!
En stor, rigtudrustet kunstner fra
renæssancen kunne måske i et lykkeligt øjeblik fængsle dette udtryk i den
sønderjyske piges øjne. En stilist ville, selv med opbydelsen af hele den
moderne kunst, stå hjælpeløs overfor gengivelsen af indtrykket. Men man
har jo lov til at fordre sig troet på sit ord, når man taler ærligt og varmt
til et folk. Hvis al det håb, den inderlighed, den dybe resignation og den
brændende tro, som lå i dette blik, kunne gennemtrænge det danske folk, så
kunne en vandringsmand derovre ved grænsen begynde at tro på en regeneration
hos det danske folk, hos det folk, som aldrig er interessant ved sin opblussen i
øjeblikket, som kan være så forunderlig svagt gennem lange tiders
selvfortærende hvile, og som kan rejse sig, stærkere end noget andet, mere
pålidelig i sin kraft, og kæmpe og lide i heltemodig enfold gennem trange og
truende timer – fordi det da kaster sit frønnede ved fra sig, som offer på
håbets brændende vagtblus.
Af Derovre fra Grænsen, fra kapitlerne
"Efter solnedgang" og "Gilder og grave" 1877. Genoptr. DIH
Kildebind s. 225
fuldkugler: massive
kanonkugler
|
|
