FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG

Der Malmø var berendt og til undsætning trængte

besætningen var svag, brødkurven skyhøjt hængte

da tænkte svensken så: nu er det høje tid

at sende Malmø hjælp og gøre muligst flid.

Det til den danske lejr de danske listigt spurgte

at svenskens folk brød op og hastigt støvle smurte

hen over Holingsbro i mening at få fat

Kævling og Geddingbro den samme første nat.

Men det gik mod al agt, de danske vidste trækken

de dem formente det at komme over bækken,

afkaste Geddingsbro og straks igen på ny

med tusind hest og mand berendte Malmøs by.

Men om man en gang går i krigen mist, så tænker

man dog et andet op og bruger list og rænker.

De svenske derfor vil vel vove mangen mand

at de end ganske kvit skal blive al Skåneland.

Dog prøver de det først om de sig kan bortsnige

og komme uden slag til Malmø at undvige.

Men kan det ikke ske? Den sag kan gøres klar?

Da får de gøre det som de ej agtet har

det første går ej an, hvorfor på andet tænkes

hvor danarmaden kan forstærkes og end krænkes.

Dertil behøves tid, hvorfor at vinde den

man overløber gør af fødte svenske mænd!

De foregiver at i lejren død og hunger

hel strengelig reger´ og jammers vise sjunger!

Den svenske magt ta´r af og ved sig ingen råd,

men alting var af løgn en fin udspunden tråd.

Thi fjenden som så svag sig daglig lod forlyde

han daglig stærked sig til at igennem bryde.

Grev Pontus kom til hjælp med otte tusind mand

og samlede sig så at holde hos en hånd.

Før turde svensken ej opbryde, thi han vidste

at danske mænd ej lod sig af ham længe friste.

Men der han i sin magt tredobbelt bleven var

forsøgte han at gå og ellers stå til svar.

Han gik den ganske nat til morgenrødes vinger

udspredtes, da hans folk sig frem til dagen svinger

da mærkes svenskens nik, hver dansk sig færdig gør

at holde tørning og ret fægte som han bør.

De svenske sig i skik og fuld slagtorden satte,

men flyttede sig dog og ville undgå dette.

Men efter kongens ord det danske folk gik på

som løver og stod fast enddog de var kun få.

Dog var der nogen fejl iblandt de stolte helte.

Det kække heltemod for hidsigt var at smelte

den meget store hob, thi rytteriet straks

foruden stykker og fodfolk sig gav til slags.

Dog var de lykkelige og mandligt sig teede

de fluks hug ned for fod og intet af dem skete

som jo var priseligt, det fjenden selv består,

at de sig mandig holdt og gjorde mange sår.

Dog vendte bladet sig thi alle svenske knægte

sig mod den venstre fløj begav at modig fægte.

Det gik dem også an, de drev vor venstre arm!

I stor forvirring, at vi havde deraf harm.

Men det fik ende snart. Vor fodfolk kom til måde

og drev den højre fløj tilbage uden nåde.

Dog blev den straks undsat af svensk kavaleri,

så den sig satte fluks igen til klammeri.

Dermed gik slaget an for alvor, hver da fægted.

Så mangen en af hug blev såred og forsmægted

vor venstre fløj faldt af, vor styrker tagne blev.

Så mangen en sit navn med blodig fingre skrev.

Men som med ebbe og flod det ofte sig forandrer,

så gå det og i krig: forlis og sejr vandrer,

så frem så hid, så did tilbage mangen gang.

Man mener at have tabt, dog høres en anden sang.

Så gik det også her, den venstre vinge flyde,

men kongens garde sig på fjenden at indbryde

begyndte mandelig dem til undsætning kom

den rette vinge som omkring sig gjorde Rom.

Thi Arensdorff med magt ind på de svenske trængte

hr. Rantzou og Merheim i sporet efter hængte.

Da gik det lykkeligt, den svenske garde faldt,

det svenske fodfolk og blev mesten fældet alt.

Her måtte bukke med dragoner og landsknægte

som var af Finland ført´ og kunne mandig fægte,

de faner, fenniker og stykker efterlod,

og resten sig til Lund begav på løbend´ fod.

Her var ret sejrens tegn, af danske og svenske stykker,

det danske løsen gik tillige: fjenden rykker

sin magt fra valsteds plads og sætter sig ved Lund.

Han mængden havde dog, enddog han mange miste,

han atter sætte sig med hast igen at friste

sin lykkes hårde sind, og sætte an med magt

på danske højre fløj, som da holdt sejrs magt!

Var striden før ej hård? Da blev den da tilfulde.

Thi hvo da frøs i frost, han endeligen skulle

sig selv arbejde varm, med mindre han sig

udi sit eget blod ville vælte som et lig.

Her brugtes krudt og lod og til sidst de klinger blanke

for hvilke mangen helt imod sin manddoms tanke

til døden blev hensendt. Det havde varet endnu

om natten havde ej den trætte brudt itu.

Thi solen det fortrød og sine stråler gemte,

og natten med sit mørke den store vrede tæmte,

at striden hørte op og hver mand så sig om,

den vinternat at få et roligt soverum.

Til Malmø svensken gik, han nåede det han ville.

Valpladsen stod vi på og fyrede meget silde,

som løven over rov monne brøle gladelig

så tordnede vi med dansk løsen fejerlig.

Derefter gik vi og til Landskrone at besøge,

de svage tropper og alt andet at forøge.

Feltstykkerne dernæst med hast at hente ind,

foruden byttet som da stod for våge og vind.

Men da foruden tvivl en fjende fjenden havde

udsendt som iblandt os alting så farligt lavede.

At vi ej byttet, som da stod til tredje dag

urørt afhentede, var dog en mulig sag.

Så let som jeg nu kan klø mig ved mit øre,

så let jeg sige vil, vi havde kunnet køre

til sejrspladsen og det ganske bytte hent

med stykker og alting og frydeild optændt.

Men det var alt for højt, det lykken os misundte

som sejren os gav og hver mand os tilmundte.

Det var dog ære nok at alting så blev delt

at ingen sige kan, jeg haver vundet helt.

Den danske sejr vandt, den svenske byttet søgte,

og med ringe ting sin helbredspung forøgte.

Den danske æren har, han som modig helt

hjem fører sejrstegn til danske kongetelt.

De adelsbytte har, herpucker skønne faner,

standarter, fenniker som pryder deres aner.

Med få de lagde ned folk i hobetal,

så at af pladsen blev en blodig dødesal.

Af blandet folk som lå på pladsen tør man sige,

at vel ni tusind mand af høje, ringe, rige

og end seks hundrede foruden over al

blandt hvilke svenske mænd her var største i tal.

Her ligger kække mænd, hvis ben og blod er blandet

iblandt hinanden få, at ingen siger andet

end de er af en slægt de var og af en tro.

Dog kunne de med fred ej hos hinanden bo.

Her ligger svenske mænd her ligger tyske knægte,

her ligger danske mænd som vældig kunne fægte.

Hver stod for konge sin på yderst nip og ret.

Derfor dem dette skrift til ære er opsat.

Her ligger kække mænd af himmelen begravne

som ikke havde grav, dog det kunne lidet gavne.

Gid himmelen så vel hver sjæl til sig tog op

som den med sne og hagl bedækkede hver krop.

Af Dend store Nordens Konnings kong Christian dend Femtis berømmelige Land-Togs og aff Gud forleente lyckelige Seyersvindingers Ilias, 1681 Expeditio Octava 44-48

Slaget ved Lund: 4. Dec. 1676. Et af de afgørende slag under Skånske krig 1675-79. Kampene indledtes ved Løddes å, hvor svenskerne drev den danske venstre flanke tilbage. Den danske højre flanke slog dog igen og svenskerne måtte tage flugten. Den svenske hær gjorde imidlertid holdt ved Lund, hvor den slog de danske styrker tilbage.

støvle smurte: flygtede

trækken: listen

går…mist: har uheld

danarmaden: den danske hær

lejren: den svenske lejr

nik: kneb

tørning: kamp

i skik: i orden

slagtorden: slogorden

foruden: uden

stykker: kanoner

sig gav til slags: blev slået

hug: huggede

jo: ej

består: indrømmer

gik…an: lykkedes for dem

arm: fløj

til måde: i rette tid

klammeri: strid

gik…an: begyndte

forsmægted: døde

den rette: den højre

fenniker: små faner

stykker: kanoner

løsen: salut

friste: forsøge.

lod: kugle

feltstykker: feltkanoner

for våge og vind: uden tilsyn

tilmundte: overdrog

sin helbreds pung: sit vel

herpucker: pauker

nip: spids

FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG