| |
C.C. Hall: Ja til fredsslutning
(1864)
Når talen er om at handle på
folkets vegne, da er man nødt til og forpligtet til at måtte overveje, om de
farer og ulykker, der vil true ved at svare nej, ikke er større end de, der vil
komme frem ved at sige ja.
Efter den alvorligste og
samvittighedsfuldeste overvejelse er jeg kommen til den fulde overbevisning, at
disse farer, således som vor situation er, således som den i enhver retning
er, både med hensyn til det indre og med hensyn til det ydre, vil blive større
ved at svare nej end ved at svare ja, og efter denne min opfattelse og
overbevisning kan jeg ikke forsvare at sige nej.
Når jeg da forsøger at besvare mig
selv det spørgsmål, hvilken fremtid der da vil komme for os, så føler jeg
sikkert alt det tunge og sorgfulde og nedtrykkende, der vil komme til at ligge i
den, – det vil blive en sørgelig og tung fremtid; men jeg føjer dog til: Det
er for mig ikke en håbløs fremtid; det er for mig ikke nogen dødsdom, der
fældes over mit fædreland! Jeg kan ikke gå ind på denne opfattelse. Når jeg
betragter vort lille fædreland således, som det nu bliver tilbage, da sker det
visseligen med et tungt og nedtrykt hjerte, og det ikke mindst, fordi jeg ved,
at det sidste år har været rigt på onde dunster, som har lagt deres klamme og
nedtrykkende tåge over det danske sind; men jeg ved også, at disse onde
dunster har fundet deres største næring netop i den uvisse og tvivlsomme
stilling, hvori vi stadigt har befundet os, og jeg har på ingen måde opgivet
håbet om, at når afgørelsen er sket, selv om den er tung og sorgfuld, så vil
dog dunsterne forsvinde og det gamle danske, frejdige sind atter komme frem!
Og når jeg ser hen til mine
slesvigske brødre, der går bort, kan jeg heller ikke opgive håbet, – og jeg
føler mig overbevist om, at dette håb ej heller er opgivet.
Man har vel sagt, at man har set,
hvorledes en del af en nationalitet kan kues og tilintetgøres. Men jeg har dog
den faste tro, at dette ikke vil ske lige overfor den danske nationalitet i
Slesvig, og jeg har denne tro, netop fordi de danske slesvigere under stedfundne
kampe, som måske i visse henseender har været fuldt så farlige, netop fordi
kampens berettigelse og formål ikke stod så klart, har vist, at de vil holde
fast på deres nationalitet, og jeg er overbevist om, og er styrket i denne min
overbevisning ved mange vidnesbyrd, der er kommet til mig, at denne følelse
ikke er blevet og ikke vil blive knust hos de danske slesvigere ved den
afgørelse, der nu måtte finde sted.
Den vil leve og overleve også de
anstrengelser, der måske vil blive gjort for at kue den, og den har nu en
støtte, som den tidligere ikke havde, en støtte nemlig hos et folk, vel et
lille, men som har den fordel, at det er et rent og fast og fuldstændig dansk
folk, der fremfor tidligere er sig bevidst, at det har kæmpet de hårdeste og
blodigste kampe for Slesvig, og derfor bragt de største ofre, er sig bevidst,
at, selv om det nuværende tryk har måttet lede til den afgørelse, som er
sket, dog ingen dansk slesviger vil – det håber vi – kunne tro, at noget
medlem af den danske repræsentation har frivilligt og godvilligt bortkastet
sine slesvigske brødre.
Af folketingstale, nov. 1864. Genoptr. DIH
Kildebind s. 219
|
|
