| |
Harald Nielsen: Forsvar og
demokrati (1908)
Når man trænger dybere ind i
forsvarsspørgsmålet, ser man, at det hænger nøje sammen med hele vor
nationale tilværelse og til syvende og sidst munder ud i spørgsmålet:
Hvad er en nation?
Dette må man jo nemlig vide, hvis
man vil gøre sig klart; hvilke muligheder vi har for at kunne vedblive at være
en nation, og om et forsvar hører til de nødvendige betingelser for at være
det.
Flertallet af danske ville straks
– uden betænkning besvare spørgsmålet således: en nation er et folk med et
fælles sprog og fælles historie. Nogle ville føje til: med selvstændighed og
vilje til at forsvare den. Derom ville der dog være delte meninger. Det er
netop tvistepunktet, som skal undersøges.
Men selv den del af svaret, som
flertallet var enige om, ville ikke kunne stå for kritik.
Man har nationer med en levende
nationalfølelse, for hvilke sproget aldeles ikke er det forbindende. I Schweiz
taler man tre sprog ved siden af hinanden. I "De forenede Stater" er
det officielle sprog ikke særegent for landet, og under det officielle sprog,
der for masser af amerikanske borgere ikke er modersmålet, lever og trives en
række andre Sprog. "De forenede Stater" er overhovedet beviset for,
hvor store forskelligheder, der kan rummes indenfor en nation uden vanskelighed.
I henseende til race, til sprog, til fortid er befolkningen en af de mest
brogede i verden, og dog lider folket ikke under nogen national splid. Det er
eet folk, een nation.
En nation kan altså omfatte
forskelligheder af enhver art, og ensartethed med hensyn til sprog, historie,
religion o.s.v. må betragtes som en begunstigelse, men ikke som en absolut
nødvendighed.
Det samme resultat kommer Renan til
i det foredrag, han holdt på Sorbonne 1882.
Han viser, hvor forgæves det vil
være at bygge en nations tilværelsesret på geografiske, historiske eller
etnografiske grunde. Erobringer har forandret grænserne, undertvungne folkeslag
er blevet indsmeltet i nationen og er gået op i den, og de smerter, det engang
voldte, er længst glemte. Vi har et eksempel for øje på den anden side
sundet. De provinser, der engang var danske og kæmpede mod Sverige, er nu
svenske helt og fuldt, som om der aldrig var øvet tvang imod dem.
Da Renan til sidst skal pege på,
hvad en nation er, véd han derfor heller ikke andet at sige end: at det er et
folk med fælles vilje. "At have udrettet store ting sammen (dvs: at
have ytret sig som en samvilje), at ville udrette store ting sammen (dvs: bevare
denne samvilje usvækket), det er den væsentlige betingelse for at være en
nation". Han tilspidser tankegangen i de ord: "En nations tilværelse
er en daglig gentagen beslutning af folket, ligesom individernes tilværelse er
en uafbrudt ytring af liv".
Svaret er tilsyneladende meget
magert og lidet oplysende, men vi vil senere få at se, hvor rigtigt det er og
hvor meget, der ligger i det. [...]
Man har nyligt fra socialdemokratisk
side gentaget, at vort forsvar hviler på den løgn, at vi kan forsvare os. Der
er grund til at spørge, hvorledes det
demokrati vil blive, der lever på den løgn, som det vil være at slås
indbyrdes om en frihed, som man ikke vil forsvare udadtil.
Skulle afvæbning finde sted, da kan
man kun ønske, at landet hurtigst muligt må blive erobret, inden den hule og
fuldkommen forløjede samfundstilstand helt har ødelagt folket.
Vort militærvæsen har det sundeste
og bedste grundlag, noget socialt fænomen kan have. Det hviler på den sandhed,
at vi skal forsvare os, fordi vi er en stat, og fordi vi er et
demokratisk samfund.
Det er et rent umiddelbart livskrav
til os. En nation forsvarer sig ikke efter en nøjere overvejelse. Den forsvarer
sig, fordi den er en nation, og er en nation, fordi den forsvarer sig. Dens
selvhævdelse kan ligeså lidt som individets være afhængig af nogen
begrundelse. Individet spørger ikke først, om det kan få sikret sig en så og
så lang levetid, inden det overhovedet giver sig til at leve. Det lever og hævder
sig, som om det gjaldt at leve evigt.
Det samme bør nationen
– blot med
så meget større grund. Man hører om mennesker, at de kun lever, fordi de vil
leve. For nationernes vedkommende kan der ikke være tvivl om, at dette
spiller en rolle. For dem er beslutningen en del af opfyldelsen. I dette er der
intet gådefuldt. Det er en lov, der gælder ikke blot for nationen, men også
for andre sociale foreteelser, som f.eks. ægteskabet. Selv om der gives
skilsmisse, og den bliver benyttet nok så rigeligt, kan man dog ikke gifte sig
med den bagtanke, at det ikke kan vare. Forudsætningen er altid og må altid
være, at det skal vare, og i denne forudsætning ligger en del af ægteskabets
styrke; thi parternes opførsel og de egenskaber, der udvikles i samlivet,
bliver anderledes, når man går ud fra, at det skal vare, end når man
indretter sig på, at det ikke kan vare.
Genudg. i Fire Felttog, 1949 Venligst
tilsendt Skræp af Peter Neerup Buhl.
|
|
