| |
Harald Stein:
Fædrelandskærlighed og forsvar (1883)
Verden er forandret til en lejr,
hvor der rasles med våben; og ingen videnskab gør i vor tid så rivende
fremskridt som krigsvidenskaben, på hvis område den ene opfindelse afløser
den anden, så at det, der for få år siden blev betragtet som et fortrinligt
værge, bliver nu kastet hen som ubrugeligt skrammel. Står vort elskede Danmark
udenfor disse krige og rygter om krig?
Hver gang vi vandrer ved sundet, ved
flådens leje, vågner der da ikke minder i os om Danmarks kampe i 1801 og 1807?
Mindes ikke de fleste iblandt os de skønne år 1848-50? Skønt jeg kun var en
dreng, står det alt endnu så lyslevende for min erindring; jeg mindes den dag
de første tropper drog til lejren, mindes den dag den nye krigssang blev lagt
på børnenes læber i skolen; mindes, hvordan de større drenge (misundte af os
andre) drog til laboratoriet for at gøre hylstre til patroner; mindes den
travle færden på gader og stræder, når transporter af sårede drog forbi,
eller når skillingsbladene bragte budskab om sejre eller nederlag; mindes
Frederik 7. bag Olaf Ryes kiste; mindes indtogets skønne dage, da æresporte og
blomsterregn tog imod de hjemvendende tropper.
Jeg drager et slør over minderne
fra 1864, som endnu med centnervægt må tynge enhver, der elsker sit
fædreland, selv om vi takker Gud for, at vor trofaste hær og flåde kæmpede
sådan, at vor ære blev frelst. Men jeg spørger kun jer alle: må ikke
Slesvigs navn vække I os først et suk over tabet, vi har lidt, dernæst et
håb om genforening med alle dem, der er af os og vil høre til os, og endelig
en frygt for, at en ny kamp kan forestå hvor det ikke mere gælder tabet af en
provins, men hvor hele Danmarks tilværelse står på spil?
Hvad har det danske folk lært af
det, som vi har lidt? Har sukket over det blødende sår vakt alvor i alles
hjerter? Har håbet om en lysere fremtid bragt enighed i folket, så at det
lever efter det gamle visdomsord: "ved enighed vokser de små ting, ved
uenighed spredes de"?
Har frygten for den næste
afgørende kamp fylket alle danske, så at de står sammen som en mand, rede til
at ofre liv og blod for vort elskede fædreland? Sukket over tabet er henvejret
i mange hjerter; frygten for fremtiden mødes hos de fleste af intet håb;
vellevnet breder sig; pengekærheden vokser; vantroen stiger. Landet ligger
åbent for fjenden, og folkets kårne kives på tinge. Ofte mindes jeg i disse
tider Oehlenschlägers ord i Erik og Abel:
Hvad
er nu Danmark?
en
valplads, et uhyre brandsted.
Snart
oprette kan man store kampedysser
på
hederne med indskrift: her stod Danmark.
Hvor skal en sådan udvikling ende?
Guds ord minder os herom, når det siger: "hvert Rige, som er splidagtig
med sig selv, bliver øde". Endnu er her tid for os; endnu lever vi som et
selvstændigt folk; regering og rigsdag må være sig deres store ansvar
bevidst; men hele folket må vågne til bevidsthed om tidens alvor, og hver
enkelt iblandt os skal gøre sit for at holde sukket over vore tab i live, for
at styrke håbet om en lysere fremtid, for at berede os sådan, at vi med lidt
mindre frygt kan gå den sidste, afgørende kamp i møde.
Derfor hilser jeg med glæde de
foreninger, der er stiftede, de skrifter og blade, der udgives, de patriotiske
møder til forsvarssagens fremme, som holdes rundt omkring i vort land; derfor
smiler jeg slet ikke ad de 4000 kvinders henvendelse til vor konge; derfor
samstemmer jeg også med hine kvinder, som nu vil gøre en indsamling til
kanoner, og på hvis foranstaltning også dette møde afholdes: thi jeg hilser
det alt som udslag af den genvågnende nationalitetsfølelse, som de første
solstråler, der gennembryder den politikkens og partikævleriets mosedamp,
hvori vi så længe har levet.
Det synes mig så selvfølgeligt,
så indpodet os med modermælken, at vi elsker dette land, hvis minder er vore,
hvis sprog er vort modersmål, hvis flag vajer over vore hoveder, hvis brød
nærer os, hvis skønhed glæder os, som åbner os arne og hjem, medens vi
lever, og giver os og vore kære den grav, hvori vort legeme skal hvile indtil
opstandelsens dag.
Og derfor er det så bittert at leve
landsforvist fra den fædrene jord og derfor har hjemve sin nagende smerte, og
derfor betræder vi efter en rejse atter fædrelandets grund med inderlig
glæde; thi (hvad der end kan trykke os også der), så føler vi dog hjemmets
hygge og fred og
Ingensteds
er roserne så røde
og
ingensteds er tornene så små,
og
ingensteds er dunene så bløde,
som de, vor
barndoms uskyld hvilte på.
Og dog er der mangfoldige, som ikke
skammer sig ved at sige: et fædre1and har slet ingen betydning; thi en
kosmopolitisk, en verdensborgerlig strømning går gennem tiden, en
verdensanskuelse, som mener, at de enkelte nationers interesser fuldstændig
bør ofres og træde tilbage for de almenmenneskelige interesser; en anskuelse,
hvis valgsprog er dette: "overalt hvor man kan have det godt, der er
fædrelandet." Hvorfor disse grænseskel? Hvorfor disse kunstige
adskillelser mellem folkene?
I henhold til denne visdom ved jeg
også, at man kan træffe unge mennesker herhjemme, for hvem Rye og Scleppegrell
er fuldstændig ukendte navne, og Dannebrog er for dem kun en gammel klud, som
ikke har den allerfjerneste betydning.
Denne kosmopolitiske strømning kan
også fremtræde med et mere materialistisk præg, idet det hedder: "Mammon
er Gud; pengene behersker verden; bort med alle tåbelige indskrænkninger og
sentimentale erindringer. Lad grænserne kun falde, når blot markedet derved
kan blive større." Men om begge disse retninger af den
fædrelandsopgivende strømning vil jeg udtale: de har begge deres udspring i
den nymodens vantro, som er al fædrelandskærligheds værste fjende.
Altid er det blevet erfaret, og
altid vil det erfares, at jo dybere troen slår rødder i et folk, desto
dygtigere bliver det til alt godt. Og derfor er det også min fuldkomne
forvisning, at hvis fritænkeri og vantro, med den heraf følgende slaphed i
alle hellige følelser, sejrer i Danmark, så er vort fædreland fortabt; thi
"et folk, som vil være frit og stærkt, må tro, og et folk, som ikke vil
tro, må trælle" (Tocqueville).
Men atter er jeg forvisset om, at i
samme grad det danske folk bliver levende i troen, i samme grad vil også
fædrelandskærligheden igen give sig mægtigt til kende; da vil man frygte Gud
og ære kongen; da vil enighed vende tilbage, så at man ikke sætter
partiinteresser over landets velfærd; da vil der komme tider igen, som minder
om svundne årtiers løftede stemning; da vil man ikke sige: "overalt hvor
man kan leve godt, dér er fædrelandet", men man vil tværtimod sige:
"hvor fædrelandet er, der er der godt, og er det blevet fornedret og
ringe, så må det elskes desto mere"; da vil man ikke mistrøstigt tale om
fædrelandets undergang som en begribelig sag, men man vil sige: "fra
fædre er det kommet, til sønner skal det gå; og hver mand og hver kvinde i
folket vil da gøre vor store sproggransker Rasks ord til sit valgsprog:
"sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette."
Men har det jordiske fædreland
betydning, bør det da ikke også forsvares? Efter det, vi nu har fremstillet,
vil spørgsmålet ikke være svært at besvare; thi de, som ikke bekymrer sig
det mindste om et fædreland, vil svare øjeblikkelig: lad alt forsvar fare; thi
om jeg æder og drikker og sover som dansk eller tysk eller svensk eller
hollænder er mig ganske det samme; eller om den ene konges billede eller den
andens står på pengene, er mig ligegyldigt, når jeg blot har nok af dem.
Men vi, som elsker vort fædreland,
vil sige: det skal forsvares, det bør forsvares til det yderste, og skal det
falde, så skal det falde med ære.
Men så bliver jo det næste
spørgsmål: hvordan skal det da forsvares? Og her vil jeg sige: såvidt som et
folk kan angribes på to måder, såvidt må også forsvaret være et
dobbeltsidigt forsvar. Et lille folk kan angribes med åndens våben, når et
større folks tankesæt og sprog, videnskab og litteratur stadig siver igennem
grænsevæggen; det er den langsomme, sikre erobring, som vi kun altfor godt
kender, og som i den såkaldte historiske retfærdigheds navn ender med en
anneksion.
Skal vi da stænge os for al
påvirkning udefra? Langtfra; vi hverken kan eller bør gøre det! Men samtidig
med at vi gør os fortrolige med alt, hvad der rører sig på åndens område i
de andre folk, prøver alt og beholder det gode, samtidig hermed må vi forsvare
os med åndens våben, ved ret at pleje og fremelske og bevare alt, hvad der er
ejendommeligt for vort land og vort folk, for at vi ikke skal blive betragtet
kun som et tillæg til, en udløber af et større, mere betydeligt folk, men at
vi må hævde vor plads som en selvstændig og levedygtig nation.
Gud skænke os engang igen en stor
digter, som ret kan synge fædrelandskærligheden ind i vore hjerter! Det er
godt, at vore fortidsminder fredes, at vore folkeejendommeligheder kan
fremstilles i fortrinlige samlinger; men vi må alle virke hen til at rejse et
åndeligt værn for vort lille land og vort stærkt udsatte folk. Skolen må
aldrig blive politik, men skal opflamme børnene til at elske deres fædreland,
så at der "som korn opvokser knægte, der kan frisk mod fjenden
fægte".
Men et folk kan også angribes med
legemlige våben. Vi er jo segnede i kampen mod den truende overmagt; og så
små er vi blevet, at hvem vi end kan tænkes at komme i kamp med, er vi forud
de mindste. Skal vi da lægge hænderne i skødet, hvor det gælder det
legemlige forsvar? Nogle vil svare: ja; lad os stole på vor åndelige
dygtighed; lad os stole på den almindelige retsbevidsthed i folkene; lad os
stole på de store magters gensidige skinsyge, som ikke vil overlade hinanden
byttet; lad os stole på alliancer, som i rette øjeblik kan yde os den
fornødne hjælp.
Men om alt dette må vi dog, belært
af erfaring, sige: det er kun en sumpet byggegrund til derpå at opføre vor
fremtids hus; thi traktater er jo i vor tid aldeles værdiløst papir; og den
almindelige retssikkerhed udtrykkes bedst i preusserkongen Frederik 2.s
grundsætning: "Den har altid ret, som har de fleste bajonetter".
Næppe nogen er forlegen
for at slutte alliance med et folk, hvor de stridende parter ikke kan alliere
sig indbyrdes, for at rejse det værn, som kan skænke en allieret et
støttepunkt, og bære vidnesbyrd for al verden om, at det ganske folk er
bestemt på at sælge sin tilværelse så dyrt som muligt. Og derfor vil jeg
sige: lad os væbne os til forsvar så godt vi formår og lad de sagkyndinge så
anvise os de bedste veje. Vi frelser os ikke ved skåltaler og sange for
fædrelandet.
Enhver stat, som vil hævde sin selvstændinghed, må derfor have en hær; men skulle vore soldater dø for os i
krigen, så må vi tænke på dem, arbejde for dem i freden; vi skylder dem de
bedste våben, vi kan lægge i deres hånd; og vi skylder dem det værn, vi på
nogen måde kan skaffe dem efter vor evne og de sagkyndiges råd. Og har staten
ej pengene rede til dette brug, så lad os borgere få nye pålæg; lad os kun
føle, hvad det vil sige at have et fædreland, som skal forsvares; erobrerens
hånd kan ellers let lære os bagefter, at dyrere end at forsvare sit land er
det at miste det.
Og derfor siger jeg til jer, I
kvinder, som efter evne vil virke for forsvarets sag: I har ret, thi når vi
krigens tid forlanger af jer, at I skal ofre fædrelandet jeres fædre, mænd og
sønner, så har I også ret til i fredens tid at udtale jeres håb og samle en
patriotisk gave til sagens fremme for at skaffe jeres kære våben og værn,
når de drager mod fjenden.
Vi glæder os over
fædrelandskærligheden, når vi læser om den i historien; skal vi da le ad
den, når vi møder den på vor vej?
Det at gøre alt til latter, er en kræftskade, som
tærer på vort folk! Skulle det, der var skønt efter 1807, da det
forarmede folk gav ca. 2 millioner kroner i frivilligt bidrag til
flåden, foruden at der byggedes 43 kanonbåde for privat regning –
skulle det da være så forkasteligt i vor tid, da pengene er der, men
kun én ting synes at mangle: fædrelandskær1igheden, som vil anvende
noget på landets frelse.
Og siger nogen, hvad nytter det at
tænke på forsvar, da svarer jeg blot: hvis Frederik 3. i 1658, da
svenskekongen ejede hele Danmark og kun hovedstaden stod tilbage, havde sagt
disse ord, da var landet mistet, folket udslettet af nationernes tal, og æren
tabt; men alt blev reddet, med håb mod håb, fordi kongen og folket med ham
"ville dø i sin rede".
Men er det bestemt i Guds råd, at
Danmark endnu engang skal bukke under, så lad det bukke under, så lad det
falde med ære, så at vore børn ikke skal forbande deres fædre som en
trællesindet slægt, men kan fortælle med stolthed om fædrenes enighed og
dåd og samle kræfter til påny at afryste åget. Og derfor skal vi væbne os;
thi det er sandt, hvad Chr. Richardt nys har sunget:
Selv om det ej kom
til nytte,
selv om vi blev fjendebytte, –
uden ofre for vor hytte
ingen dansk samvittighed!
Danmark har ofte været lige så
dybt nede som nu; men i rette øjeblik vågnede folkeånden, og Gud sendte de
rette mænd. Vi må vente på Guds time; men lad os arbejde for den og bede om
den. Og derfor gentager jeg: jeg ærer den danske kvinde for den gerning, hun
her har for, håber, at den må lykkes, og hilser den som et middel til at
vække og styrke den nationale bevidsthed.
Vil store skarer af mænd vedblive
at sove på afgrundens rand, sove tryggelig under det politiske mareridt, så
skal det påskønnes, at kvinden søger at vække; udfaldet står I Guds hånd;
men om hende skal det siges: "Hun gjorde, hvad hun kunne".
Men så mange i denne kreds, som
elsker vort fædreland og kan bede en bøn, vil folde vore hænder og bede: tag
i din varetægt, o Gud, vort gamle elskede fædreland, beskærm vor konge og
hans hus, bevar vort folk; lad troen, kærligheden og håbet vokse iblandt os;
lad enighed vende tilbage; lad den dag også oprinde, da atter det skilte bøjer
sig sammen, og lad vort fædreland bestå indtil dagenes ende!
Af foredrag, optrykt i tidsskriftet Vort
Forsvar, 8.4.1883. Genoptr. DIH Kildebind s. 244
centner: vægtenhed
på 100 pund
fylket: samlet
Erik og Abel: tragedie
fra 1820 - om det rette forhold til fædrelandet.
Ingensteds...:
gengivelse efter hukommelsen af Baggesens digt "Giensyn og
Tilbageblik" (1797)
Rye og
Schleppegrell: krigshelte fra 1. Slesvigsle krig, faldt begge som anfører for
deres brigade, 1849 og 1850.
Tocqueville: fransk
politiker og historiker (1805-59), der med sin skribentvirksomhed fik stor
betydning for de liberale ideers udbredelse.
Rask: Rasmus Rask
(1787-1832), sprogforsker, banebrydende arbejder indenfor sproghistorien i
studiet af nordiske og indoeuropæiske sprog.
virke hen til:
arbejde for, stræbe efter
forlegen for: ivrig
efter
Tilbage
|
|
