|
Peter
Hiort Lorenzen
(1791-1845)
Købmand
og politiker. 1834 medlem af Slesvigs stænderforsamling som udpræget liberal
slesvig-holstener. Ønskede en folkelig grundlov for hertugdømmerne i union med
kongeriget med Slesvig stående udenfor det tyske forbund. Kom derved i et modsætningsforhold
flere slesvig-holstenere, især hertugen af Augustenborg. Stemte for Nis
Lorenzens danske sprogforslag 1838 og krævede respekt for dansk nationalitet og
sprog i Nordslesvig. Under påvirkning af Orla Lehmann og den vågnende
liberalisme i kongeriget brød Hiort Lorenzen 1840 endeligt med
slesvig-holstenerne og søgte konstitutionel frihed alene for Slesvig i
forbindelse med kongeriget. Stod i stændersamlingen 1842 som det danske
mindretals fører. Tilskyndet af Christian Flor talte Hiort Lorenzen trods
forbud dansk i stændersalen 11. nov. 1842 som en demonstration mod tyskhedens
overvægt (”Den deputerede Hiort Lorenzen talte dansk. Han vedblev at tale
dansk”). Begivenheden var medvirkende til det afgørende gennembrud for
danskheden i Sønderjylland og bruddet mellem dansk og tysk. Hiort Lorenzen blev
en af hovedkræfterne i det grundlæggende danske arbejde i disse år og
hyldedes 1843 på Skamlingsbanken. Han opnåede dog ikke kongens støtte, og de
tyske i Haderslev påførte ham økonomisk krig. Disse vanskeligheder og
overanstrengelse medvirkede til hans død allerede 1845.
Nomos
modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte
Citater under forberedelse
Tilbage
|