| |
Jakob Knudsen: Om folkelig
vækkelse og Grundtvig (1904)
Ordet "folkelig"
kan oversættes fra dansk til to fremmede ord: det ene er populær, det
andet national. – Når Grundtvig brugte ordet folkelig i
forbindelse med højskolen, så mente han dermed altid det sidste; når han som
hovedegenskaben ved al højskoleoplysning fremhævede dette: at den skulle være
folkelig, da mente han slet ikke dermed, at den skulle være
populær-videnskabelig, men ene og alene, at den skulle være dansk.
Grundtvig havde nemlig den
anskuelse, at når en dansker ikke var dansk, så var han sjæleligt ingenting.
En kosmopolit kunne, efter Grundtvigs mening, vel gå oprejst på to ben og have
næsen midt imellem øjnene; men han kunne ingen sjæl have; som menneske talte
han ikke med. – Det kom af, at Grundtvig ved danskhed ikke forstod
visse anskuelser med hensyn til forsvarssagen eller en vis begejstring for
dannebrog, men derimod selve støbningen af danskens sjæl, således som den var
gydt i modersmålets former og præget af fædrelandets historie. Eller, med et
andet billede: han mente, at det havde sig med sjælens danskhed, ligesom med
veddets tegning i de forskellige træsorter. Bøgeveddet kendes på dets små,
brune kommastreger imellem årerne; egeveddet på dets tætte, faste bygning,
gennemvævet med de ligesom flygtigt henkastede, uregelmæssige båndtegninger;
fyrreveddet på sin spydformede, mørke flammetegning. Således, efter
Grundtvigs mening, med menneskesjælene: de er særtegnede af deres
nationalitet; den danske sjæl har sin ganske bestemte tegning. Uden national
tegning eksisterer der slet ikke sjæl, intet, som ånd kan påvirke – og det
er det, Grundtvig mener med sjæl. – Og fremdeles: alt, hvad
menneskesjælen virkelig tilegner sig, bliver af den præget nationalt. Ellers
er det slet ikke tilegnet.
– Alt, hvad fyrretræet optager
i sin organisme – det være sig luft, vand eller hvilke som helst andre stoffer,
der nævnes kan – det bliver altsammen præget med fyrrens spydformede, mørke
flammeårer; således og ikke anderledes ser det ud, så snart det er blevet ved
af fyrrens ved. En anden sag er det, om man f.eks. driver en jernnagle ind i
fyrretræets stamme; den får ikke fyrreveddets tegning, thi den er vel med
hammerslag drevet derind, men den er ikke blevet en levende del deraf. Ligeledes
kan der gå råddenskab i træet – ja, da slettes flammetegningen også ud,
det hele bliver en ensartet, brunrød, frønnet masse. – Men så længe træet
er sundt og derfor levende kan optage stoffer i sig, da præger det dem med sin
tegning, og før de har fået den, er de heller ikke optagne. – Et dansk
menneske kan bibringes religion, moral, æstetik, kundskaber, dannelse etc.,
etc., men det er altsammen ganske ligegyldigt og værdiløst, hvis det ikke er
blevet præget dansk hos det menneske; thi i så fald er det slet ikke levende
tilegnet, det er sjæleligt uvedkommende. [...] Når Grundtvigs slagord var: det
menneskelige først, derefter det kristelige, da ville det her til lands og i
hans mund sige: dansk først, siden det kristelige.
Af artikel fra 1904, At være sig selv, 1965.
Genoptr. DIH Kildebind s. 69
|
|
