| |
Jens Jessen: Blodet binder (1882)
Der
står i en sang om de danske kæmper, der er faldne i kampen for Sønderjylland,
to vægtige ord: Blodet binder. Det i kampen udgydte blod skulle for evig
have bundet Sønderjylland fast til moderlandet og forenet sønderjyderne med
det øvrige danske folk til een åndelig enhed. I Istedslaget blev 3797
danske mænd dræbte eller sårede. Hvis Sønderjylland, åndelig talt, for evig
var bevaret for Danmark, så har disse mænd, der lod deres liv eller udgød
deres blod for fædrelandet, ikke forgæves bukket under for døden eller set
den i øjnene. Men er det nu så, at blodet binder ?
Det
er ikke alt blod, der binder. Hvis så var, da ville det være en
let sag at binde lande og folkeslag sammen, der er adskilte i slægt og sprog, i
sæd og skik. Thi da ville enhver stor hær, der gik ud på landvinding, kunne
fuldbyrde en gerning for evigheden, da ville de små uden håb og uden trøst
for bestandig være prisgivne til at kues og knuses af overmagten. Men det er
lykkeligvis ikke så. Det er ikke alt blod, der binder.
På kæmpegraven
hist oppe på kirkegården står iblandt de mange mindesmærker en sten, der
mellem buskene og under bladhænget måske er skjult for alle deres øjne, der
ørkesløse slentrer omkring i dødens have, men
som snart opdages af enhver, der med stolthed, om end med vemod, dvæler ved graven.
På denne sten står de ord af menneskesønnen, som han udtalte den sidste nat,
før han gik i døden: Ingen har større
kærlighed end den, der sætter livet til for sine venner (Joh. 15, 13). Her
er der sagt, hvad der alene kan give blodet samlende og forenende kraft! Det
er kærligheden, der binder. De helte, der med hjertevarme gik i døden for
fædrelandet, der med glæde satte livet til for deres venner, for deres
dyrebare landsmænd, de udgød deres blod af kærlighed, og dette blod har
bindende kraft. Deres ild tænder i andre sjæle, deres troskab gemmes i andre hjerter,
deres kærlighed genopvækkes i andre sind. Mange tårer er udgydte ved de
faldnes grave. Hist oppe ved den store grav er de
der i ly af de skønne buske, der breder sig skærmende ud over højen,
opsendt mangen en stille bøn for den sag, som vore hedengangne kæmper led og
stred for. Disse tårer og disse bønner er ikke frugtesløse: de vedligeholder
kærlighedens hellige ild.
Vi
kender nok det dristige ord om "blod og jern", der skal sammenkitte og
sammenføje de før adskilte lande og folk til een statsenhed. Vi glemmer ikke,
at der også er flydt meget blod på den anden side i kampen om Sønderjylland.
Dette blod har foreløbig bundet os til den prøjsiske stat og det tyske rige.
Men derved er vi ikke blevne fremmede for os selv. Lad os længe nok tælles med
blandt kongeriget Prøjsens undersåtter og kejserriget Tysklands indbyggere:
vore hjerter gemmer dog
trofast en kærlighed, som ingen magthaver kan udrive.
Flensborg Avis den
25. juli 1882. Venligst indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.
|
|
