| |
Jens Jessen: Det sande folkelige
(1887)
Man
må holde tungen lige i munden. Det nytter ikke at gå fra den ene ensidighed
til den anden. I vore dage er nationalitetstanken så stærkt oppe, at den
indtager en overmåde vigtig plads i folkets åndsliv. Men det er med folkeligheden,
d. e. nationaliteten, ligesom med religionen; den er mere liv end lære. Derfor
kan der nok være en del ensidighed i den megen tale om nationalitetsprincippet,
folkelivets vækst og grøde m. m. Ligesom der gives en rå udvortes uniformering,
et af den ydre magt fremtvunget fællespræg, således gives der også en
indvortes uniformering, en af visse kulturstrømninger fremkaldt overensstemmelse
i tankesæt, der overskrider grænserne for berettiget åndelig påvirkning,
idet den udvisker det personlige, gør åndslivets grænser alt for flydende,
nedbryder skellet mellem individualiteterne, fylder alt i den samme form. Men
hvert menneske skal leve sit eget liv. Hvor stor berettigelse man end vil tillægge
de duftninger, der liver op i det åndelige liv og bøjer dets vækster i en
bestemt retning, så må man dog bestandig huske på, at overalt har det
selvudviklede, det at den hjemlige
jordbund fremspirede og nærede, større adkomst til luft og lys, til plads og fredning
end det, der mest fremkommer ved påvirkning udefra, ved andres indflydelse. Når
man vil hævde folkeejendommelighedens ret, så må man endnu langt mere hævde
den enkeltes ret til at leve sit eget liv, til, om han vil, at unddrage sig
ensidig dragelse, om den end fremkommer med krav på at være en algyldig bevægelse,
som alle skal bøje sig for. Man bør derfor ikke være for rask til at
forlange, at folk skal dele et bestemt folkeligt livssyn, nære den samme opfattelse
af almindelige eller netop foreliggende spørgsmål.
Dette gælder i høj grad Sønderjylland. Ikke skal man tro, at nogen er
mindre dansk, fordi han forbliver mindre berørt af de stridsspørgsmål, af de
politiske eller andre åndelige strømninger, der bevæger det danske folk. Tværtimod
er det naturligt, at de, der i udvortes henseende står uden for partikampen,
også indvortes forholder sig mindre deltagende end de, der står midt i kampen.
Man har derfor aldeles ingen ret til at forlange, at nogen dansk sønderjyde nødvendig
skal tilhøre det ene eller det andet af de politiske eller halvpolitiske partier
i kongeriget.
En
ensidig påvirkning fra et eller andet bestemt kongerigsk parti er hos os end
ikke ønskelig. Når en sådan indflydelse bliver stærk, må den fremkalde en
indbyrdes adskillelse, en søndring. Sligt kan vi mindst af alt tåle. Vor enighed
er vor styrke. Hvis derfor nogen i den mening, at gøre en god gerning ved at
bringe sine sønderjyske landsmænd
til at være ivrige deltagere i kongerigske stridsspørgsmål, udsår spirer til
uoverensstemmelse og deling, så kan han derved volde en
fortræd, som der måske ikke så let kan bødes på.
Hvad
er det sande folkelige? Det er det, der
vokser ud af folkets egen natur, det, der
har rod i sindet og stemmer overens med sjælens grundkrav.
At være folkelig, at være national betyder for os sønderjyder ikke at
være i fuld overensstemmelse med et eller andet parti i Kongeriget,
men at udfolde vort eget indre liv, at udvikle vor ejendommelighed, at
holde os til det ægte sønderjyske. Dette er ikke fraser og mundsvejr. Der
gives virkelig et under den skiftende historie avlet og opfostret sønderjysk folkeliv,
der med sine små afvigelser og særegenheder dog i sit grundlag er fuldstændig
og ægte dansk. Denne sunde vækst har en langt større udviklingsmulighed, en
langt rigere evne til at bære frugt, en langt fastere modstandskraft end en
hvilken som helst importeret plante, selv om denne kommer fra en beslægtet jordbund.
Vor
hovedstyrke i kampen ligger i dette: Vi vil være
os selv.
De af vore brødre, der en tid lang har ladet sig dåre af fremmed flitterguld,
vil nu ikke lade sig vinde at en nok så ordrig og ordfager skildring af nationalitetens
ret og folkelivets grøde; men når de ser, at vi holder os udelukkende til det
hjemlige, at det er det fra fædrene nedarvede, som opelskes og trives hos os,
at vi freder om alle de spirer, som forsynet har nedlagt i os, så vil det kalde
på dem, som kirkeklokkerne kalder på den vildfarende sjæl, så vil, samtidig
med at befolkningens dårlige elementer kaster sig i støvet for guldkalven, de
ædelttænkende blandt vore landsmænd i modstandernes lejr føle, at noget
drager dem over til os, noget, der ikke er beslægtet med kryberi og hykleri,
noget der er bedre end alle politiske og nationale lærdomme, noget, der er
uangribelig, fordi det er sandt, fordi det er ægte.
Men
netop dette folkelige standpunkt, hævdelsen af vor berettigede folkelige ejendommelighed,
stemmer fuldt overens med de politiske anskuelser, hvorom vi er enige: Kravet på
frihed til at udvikle os selvstændigt, kravet på lige ret for alle og forurettelse
for ingen.
Holder
vi fast på dette vort åndelige fælleseje, så er vi de stærkeste i kampen, så
sandt som et sundt og sandt åndsliv formår noget imod de åndelig knugende jernhænder.
Flensborg Avis 15. februar 1887. Venligst indsendt til Skræp af Mads
Kierkegaard.
|
|
