| |
Jens Jessen: Om truslerne mod
danskheden (1891)
Ved
siden af denne tilfredsstillelse på mine egne og mit blads vegne har den hædersbevisning,
jeg har været genstand for, ydet mig en endnu langt større glæde. Få og små
og overvundne, som vi er, må vi først og fremmest se at holde modet oppe
iblandt os. Til daglig brug holder vi derfor ikke af at tale for meget om de farer,
der omringer os på alle sider, og det turde være, at vi er i vane med at lægge
for ringe vægt på alt det, der truer os. Men vi bør ikke dølge for os selv,
at vor stilling er alvorlig. Det er næppe trykket af den udvortes magt, der er
det værste, næppe heller den almenmenneskelige svaghed og ynkelighed, hvorved
folk fristes til frafald og overløberi; men den fremmede herlighed
rummer i sig en dragende magt, der kan øve sin virkning på unge sjæle, som
ikke alt er befæstede i et sundt og vakt åndsliv. Opøves ungdommen fra barndomsårene
i tysk sprog, tysk sang, tysk tankesæt, prøjsisk eksercits, prøjsisk historie,
prøjsisk forgudelse, brandenborgsk lydighed, og føres dette arbejde hos den
mandlige ungdom videre ved gymnastik- og idrætsforeninger, frivillige brandværn
og krigerforeninger, ganske bortset fra selve militærtiden, så kan det hænde,
at en fader og moder med sorg i hjertet en dag må opdage, at deres barn er
revet bort fra dem, at han er bjergtagen af en fremmed ånd, at han ikke længere
kendes ved sit eget og sine egne. Det nytter ikke at lukke øjnene for denne fare. Den er tilstede og må modarbejdes med kraft. Men dette arbejde kan kun
optages af hjemmet, og det tilfalder her først og fremmest kvinden. Lader vore
kvinder sig dåre af fremmed væsen, låner de øre til fremmed tale, tages de
fangne af en tåbelig forfængelighed efter at slutte sig til de mægtige indvandrere,
så brydes hjemlivet i sin hjertespire, og vor folkeager fyldes med ukrudt. Men
når jeg ser mange hundrede kvinder på en enkelt egn ved at hædre en deltager
i kampen for folkesagen lægge deres alvor og kærlighed for dagen, en alvor,
der med foragt vrager fremmed gøgl og tant, en kærlighed, der ikke trættes
ved atter og atter at tænde håbets og troskabens kærte, så styrkes jeg i den
forvisning, at den danske befolkning i Sønderjylland evner for lange tider at føre
kampen for vort folks og vort fædrelands hellige sag.
Derfor
bringer jeg af mit fulde hjerte en inderlig tak til de trofaste kvinder, der har
villet vise mig, at kampen for retten tæller mange venner.
J.
Jessen.
Fra
takkebrev til de sønderjyske kvinder, der efter Jessens løsladelse fra endnu
en svær fængselsstraf havde hædret ham for hans utrættelige arbejde for
Sønderjyllands sag. Flensborg Avis den 9. juni 1891.
|
|
