| |
Jens Jessen: Om værnet for
stammeejendommeligheden (1898)
Rigtignok
indrømmer vi, at der er lyder også på den danske side. Det nytter ikke, at
der hos det danske folk er tilstrækkelig begavelse, god smag, mere end
almindelig deltagtighed i videnskabens frugter, for disse gode egenskaber
svækkes stærkt ved den danske magelighed. Det bliver let noget
sløjt med den almindelige virksomhed; der er ikke flugt og fart nok i arbejdet.
Til at hævde sig i livet er det ikke tilstrækkeligt at være et godt hoved, at
kunne glæde sig over kønne ting, at kunne te sig med lethed og føre ordet
uden stor vanskelighed. Alt dette hjælper ikke nær så meget til at bryde sig
vej i tilværelsen som fremad stræbende sans og udholdenhed, og det er der næppe
nok af i det danske folk.
Hvad
vi må slå vor lid til, er først og fremmest den danske folkeoplysning, den
almindelige dyrkning af hele samfundslivet. Åndsdannelsen er bleven hele folkets
ejendom. Intet land har et sidestykke
hertil. Den er ikke en gold, flad oplæring og afretning, heller ikke den kundskab,
som opblæser, men det er livsoplysningen, sjæleudviklingen, fællesskab om åndslivets
bedste goder. Der kan være meget i denne retning at ønske endnu, men ikke
lidet er nået. Den åndelige livsstrøm gennemrisler hele det danske folk, og
fra denne kilde befrugtes også det lille folkesamfund sønden for Kongeåen.
Mere
og mere forener den danske folkeoplysning sig med duelighed i det sædvanlige liv.
En jævn åndsudvikling støtter og fremmer dygtigheden
i den daglige gerning. Og så er det en lykke for os, at den udvortes fremgang i
Danmark netop fremtræder på det område, der ligger største delen al, vor befolkning
nærmest, nemlig i landbruget. Lad prøjserne udsætte præmie for alle
unge mennesker fra dansktalende egne, som tyr til tyske landboskoler, de
allerfleste går hellere nordpå, også fordi der er mest at lære.
Og
så har vi på vor side en hjælp, som prøjserne selv er meget ivrige efter at
byde os. Det er det tyske tryk. Ikke alene således, at det avler nogen utilfredshed,
noget mishag, en opblussende uvilje, der hurtigt fortærer sig selv, men der tændes
lys over modsætningen mellem tysk og dansk, mellem det fremmede og det
hjemlige. Den unge mand, der får den fulde følelse heraf, sporer trang til at
værge sin stammeejendommelighed, sin folkelige personlighed, at forsvare sig
selv og sit eget. Med andre ord, menneskeværdigheden vågner. Sindet renses
under trykket. Det ubetydelige og uvedkommende udskilles, medens det gode sindsmalm
smeltes og samles. I denne digel støbes en menneskevilje.
Er
en sådan skærsild gennemgået, så tør et menneske tage det op med mange af tilværelsens
genvordigheder. Der kræves og fostres dygtiggørelse på alle livets enemærker.
Med en sådan ungdom står en befolkning rustet til at værne den hjemlige arne
mod al den ufred, som truer med at bryde ind.
Flensborg
Avis den 1. januar 1898. Venligst indsendt til Skræp af Mads
Kierkegaard.
|
|
