| |
Jens Jessen: Om Sønderjyllands
historie (1902)
Fra
vore modstandere kan man høre den indvending mod vore valgmøder, at vi næsten
ikke taler om det tyske riges indre sager, om enkeltheder i lovgivningen og
lignende ting. De glemmer, at der altid tilstedes forespørgsler om almene
anliggender, så enhver jo kunne bringe slige emner på tale, når der var trang
til det.
I
den tyske presse har man også undret sig over, at der altid er fuldt hus ved
vore møder, skønt vi næsten kun taler om uvedkommende kedsommelige ting. Det
lader til, vi er ikke tyskerne krasse nok. Det er sandt, at vi afholder os fra
at skaffe oplivelse ved personlige angreb på modstandere. Vi mener nemlig, at
hvis vi fik folk til at tro, at personerne på vor side var engle, og at
modstanderne var meget ufuldkomne mennesker, så ville lidet være vundet, når
man så til gengæld sluttede, at den sag, der kunne opretholdes af dårlige
redskaber, måtte være bedre end den, der kun kunne forsvares af engle.
Modstanderne
forstår ikke vort standpunkt. Vi er ikke et politisk parti som andre, der vil
vinde en øjeblikkelig fordel og vil leve fra hånden i munden, da det altid kan
søge nye tropper, når de gamle falder fra. Nej, de øjeblikkelige spørgsmål
er ikke af afgørende betydning for os. Vi må altid holde på en fast stok af
tilhængere om en stor sag. Vi er mindre et politisk end et folkeligt parti eller
rettere en hel befolkning.
Hos
os gælder det til enhver tid om grundsætninger og om en fast stilling, om det,
der har blivende værd, om fælles livssyn ud over det rent partipolitiske, fælles
livsværdier, fælles livsindhold, fælles livsgrund.
Det almindelige grundlag
for vort folkeliv finder vi i historien. Når vi stoler på at vinde ungdommen,
så er det, fordi vi kan vise dem hen til fortiden. I et eventyr fortælles, at
en ung mand, der ville ud for at vinde livslykken, først gik til sin moders
gravhøj for at tale med hendes ånd og få dens velsignelse og vejledning.
Intet fæster sig i vor ungdoms sind som indtryk af fædrelandets historie, thi
folkets ånd taler derigennem.
En dag i sidste efterår (den 14. november 1901) holdt den nye prøjsiske overpræsident
i Slesvig, friherre Wilmowski, en tale i Rensborg, hvori han mindede om en
gammel port der i byen, som indtil først i afvigte hundredår (1806) bar den
indskrift på latin: Ejderen er det romerske
(tyske) riges grænse (Eidora terminus imperii romani). Men
nu, sagde den prøjsiske overpræsident med stolthed, nu er grænsen
flyttet til den blinkende Kongeå. Det mente hans exellence at alle
skulle glæde sig over!
Hr. Wilmowski har her draget en god
skillelinje mellem den gamle danskhed og den nye
prøjsiske tyskhed:
Danskheden
er trofasthed mod landets fortid gennem tusinde år; det er forsvaret for vort
eget.
Prøjseri er jubel over, at en fremmed magt er trængt ind i vort land og har
undertvunget det; det er kampen for det fremmede.
Ja, i slesvigere, nu kan
I jo selv vælge.
Vort lands historie
vidner om, at Sønderjylland altid har været et dansk land, at vi alle sammen
er et led af det danske folk. Tyskerne har travlt med at fortælle vor ungdom,
at da angelsakserne for 14-15 hundrede år siden, 449, drog til Bretland, da var
det fra vor landsdel, anglerne udvandrede; indbyggerne i det sønderjyske
landskab Angel, angelboerne, er en rest af dem. Det med angelboerne som
tysk stamme har intet på sig, for de har tidligere alle talt dansk.
Desuden er næsten alle nyere historikere enige om, at de gamle angler, der drog
over Vesterhavet, kom nede fra tyskland. Men selv om de var komne her fra Sønderjylland,
og selv om de i så fald ikke var en dansk stamme, men enten en mellemting
mellem danskere og tyskere eller hele tyskere, hvad ville det så sige, at de
havde boet her, når de var rejst bort med deres pakkenelliker, rejst frivillig
bort, rejst bort alle sammen, så der nu ikke findes spor tilbage at dem, ikke så
meget som et stedsnavn? Det ville jo så være aldeles ligegyldigt.
Hovedsagen er, at alle
virkelig pålidelige minder om vor oldtid peger mod nord: alle oldsager, der
findes i hele Sønderjylland, er danske; alle runestene, der er fundne nede ved
Danevirke, er danske; alle gamle stedsnavne lige ned til Slien, Egernførde
fjord og Ejderen er danske. Der er i hele Angel ikke en landsby, ikke en gård
og ikke et hus, uden at det gamle navn er dansk.
Rejs
ned til byen Slesvig. Se på den gamle domkirke. Over hoveddøren er der en
halvrund stenplade med et ældgammelt udhugget billede. Midt i billedet står Kristus
mellem domkirkens to værnehelgener, apostelen Peder og sankt Lavrentius.
Frelseren overgiver kirkens nogle til den hellige Peder og modtager en
skriftrulle af sankt Lavrentius. Domkirkens bygherre, en mand med krone på
hovedet, rækker en model af kirken, med to tårne op imod frelseren. Det menes
at være kong Knud den Store eller Knud den Hellige. Det er det ældste danske
kongebillede, der gives. Vi danske må
rejse ned til Slesvig for at se den ældste afbildning af en af vore danske
konger. Og hvad står der på skriftrullen, stenbåndet? En tysk videnskabsmand,
professor Haupt, har for et par år siden tydet indskriften. Der står på
latin:
"Uddriv
du mig tyskeren, verdens tyran, og kald de folk tilbage, der dyrker sankt Peder
i ærefrygt."
(tu mihi Germanum fundi depelle tyrannum et revoca gentes petrum pietate
colentes.)
Det
tyske ærkebispedømme i Bremen havde i midalderen en tid lang tilranet sig
magten over Slesvig stiftskirke; men det danske ærkebispedømme i Lund havde
atter fået herredømmet.
Det
står der altså på vor landsdels ældste hovedbygning, at i gamle dage lød Kristi
befaling om at bortjage de tyske tyranner og at kalde tilbage de danske, der
dyrker Gud i ærefrygt.
Stenbåndet
på kirkedøren i Slesvig fører det samme vidnesbyrd
fra midalderen som de runestene fra oldtiden, der er fundne uden for
byen; alle deres indskrifter er affattede på dansk: vi står her på gammel
dansk jord. Lad en vanartet slægt i nutiden juble over landsforræderi og falde
de fremmede til fode. Det går her, som så ofte sagt, efter bibelens ord: hvor
børnene tier, skal stenene tale.
Uden
for Slesvig ved en vig af Slien omslutter en vældig halvkredsvold den plads,
hvor det gamle danske H e d e b y lå. Et stykke derfra er på begge sider af Oksevejen,
den gamle adelvej fra Viborg til Hamborg, levninger af Tyra Danebods virke; vejåbningen
hed i gamle dage Karlegat, mændenes port. Andre steder her ved D a n e v i r k
e finder man stærke murlevninger fra Valdemarsmuren, der minder om Valdemar den
Stores og Aksel Hvides, biskop Absalons, storværker. Mellem hovedvolden og Hedeby
ligger Margretevolden, opkaldt efter dronning Margrete Fredkulla, den svenske
konge Inges datter, der i 1101 ved
de nordiske kongers fredsmøde i Kongshelle som den unge fredspige var givet den
norske konge Magnus Barfod til ægte, efter hvis død hun blev gift med kong Niels
af Danmark.
Danmarks
første navne fra oldtid og midalder mødes nede ved Danevirke. Og de to
dronningenavne giver os endnu vort løsen i nutiden. Tyra Danebod har sit navn
af, at hun ville bøde på Danmark, forsvare vort land og vort folk; Margrete Fredkulla
ville værne om freden.
Forsvar
og fred, det er det, vi vil.
Men
i Slien tæt inde ved Slesvig ser vi Maageøen; her lå i gamle dage Juriansborg,
hvor brodermorderen hertug Abel boede. Ja, desværre, vor landsdel har også
kendt brodermordere, forrædere, der går i ledtog med udenlandske fjender mod
deres egne brødre.
Men
landsforræderi har jo altid skullet besmykkes. Da den danske konges landfoged på
Sild Uve Jens Lornsen i 1830 begyndte at prædike løsning af Slesvigs
forbindelse med kongeriget, og flensborgeren professor kr. Paulsen i Kiel imødegik
ham med historiens vidnesbyrd om, at Sønderjylland var et dansk land, turde Uve
Lornsen ikke modsige ham, men afviste hans indvending med de ord: "Gamle
historiske forhold kommer os ikke ved." Men da senere den danske konges
embedsmænd og en flok advokater i Holsten og Sydslesvig samt et par forræderske
prinser lavede oprør, skulle der pyntes på edsbruddet og forræderiet, og så
brugte man et af en gammel historisk skrammelkiste fremhentet ord "up
ewig ungedeelt". Med dette udtryk skulde samvittigheden dysses i ro;
med det ville man vaske de brudte eder af sine fingre.
Blandt
de "slesvig-holstenske" kampmidler var også en henvisning til et
dokument fra 1326 (Constitutio Valdemariana), hvori der skal stå, at Danmark og
Sønderjylland ikke måtte forenes under een hersker. Det var et dokument, som
grev Gert lod den unge hertug Valdemar af Sønderjylland underskrive, da han for
en kort tid gjorde ham til konge. Dokumentet er forsvundet, og den nævnte
bestemmelse findes ikke i den gamle afskrift deraf. Men selv om den var ægte,
faldt den jo bort, da senere hertugtitien og kongeværdigheden forenedes i en og
samme person.
I året 1375 uddøde Abels
efterkommere, der som kongens lensmænd havde været hertuger i Sønderjylland
og til sidst boet på Gottorp. Den sidste af dem var hertug Valdemars søn Henrik.
De holstenske grever, der var i slægt med dem, gjorde krav på at
arve landet. Dronning Margrete måtte 1386 på sin søn kong Olavs vegne give Sønderjylland
som dansk len til den holstenske greve Gerhard. Da greverne i Holsten idelig
udstykkede deres land mellem sig, hvad der var tilladt efter tysk lensskik, men
selvfølgelig til skade for indbyggerne, som udsugedes af de mange herrer, så
forlangte Margrete, overensstemmende med d a n s k lensskik, at lenet ikke måtte
deles, så at Sønderjylland skulde blive
tilsammen udelt. På Danehoffet i nyborg (1386) gik grev Gerhard ind på
dette vilkår. En udstykning af landet måtte ikke finde sted.
Den
holstenske greveæt sad inde med Sønderjylland i 73 år. Den sidste mand af slægten
var hertug Adolf. Da hans søstersøn Kristian
af Oldenborg 1448 blev konge af Danmark,
havde Adolf taget det løfte at ham, at han
ikke også skulle være hertug i Slesvig; men det er sandsynligt, at Adolf har givet kongen denne forskrivning tilbage. I hvert
fald var der senere slet ikke tale herom. Efter Adolfs død blev kong Kristian
valgt til hertug i Slesvig og Greve i Holsten. Da Kristian den første 1448 var
bleven fransk konge, havde han i Haderslev
(den 1. september 1448) måttet underskrive en håndfæstning, hvis vigtigste
forskrifter var følgende: 1) Hver gang tronen bliver ledig, skal en ny konge
tages ved valg. 2) Embedsmænd skal være fødte i landet, ingen udenlandske
herrer må komme ind i riget uden rigsrådets samtykke (i tidligere håndfæstninger
var de enkelte landsdele holdte hver for sig, så at embedsbesættelser og
forflyttelser skulde blive inden for den enkelte landsdel). 3) Kongen må ikke føre
krig eller pålægge skat uden rigsrådets samtykke. 4) Kongens børn har ikke
arveret til rørligt eller urørligt gods i riget; med andre ord, landet
måtte ikke udstykkes, men skulle holdes sammen udelt.
Efter hertug Adolfs død
1459 havde Sønderjylland uden videre kunnet inddrages i Kongeriget som et
forfaldent len; men kong Kristian ville gerne have det tyske Holsten med, og så
gik han ind på at lade sig vælge til hertug i Slesvig og greve i Holsten.
Dette skete i Ribe (den 2. Marts 1460). Kongen indgik en håndsfæstning, der i
hovedsagen indeholdt de samme forskrifter som håndfæstningen i Haderslev,
nemlig. ―
1) Hver gang en hersker dør, skal en ny hersker tages ved valg. 2) Embedsmændene
skal være fødte i landet. 3) Der må ikke føres krig og pålægges skatter
uden stændernes samtykke.
4) Lenet må ikke deles mellem sønnerne, arven
må ikke udstykkes; landene skal blive evig
tilsammen udelt ("up ewig ungedeelt").
Om
Sønderjyllands tilbagevenden til riget udbryder en krønike, der på den tid
blev skrevet i Ejdersted: "Da sandedes det gamle ord, som man ofte hører
gamle folk bruge: den dag skal oprinde, da Gottorp og hertugdømmet uden sværdslag
kommer tilbage under kronen." Medens man altså i Sønderjylland, selv så
langt imod syd som nede i Ejdersted, glædede sig over, at det tvivlsomme
forhold med holstenske grever som hertuger i Slesvig ophørte, og at den nøjere
tilknytning til kongeriget opnåedes, var en del holstenere misfornøjede med,
at hovedparten af deres landsmænd gik ind under den danske konges herredømme.
I en krønike fra Lybæk tolkes dette misnøje i hårde ord: "Således blev
da" ―
siges der ―
"holstenerne danske og ―
― ― gav sig med god vilje, uden sværdslag,
under kongen af Danmark, hvad deres forfædre i mange år havde været imod og
havde forhindret med værgende hånd. ―
― ― Alt dette havde holstenerne nu glemt på denne tid
og blev af fri vilje trælle."
Dette
er altså sammenhængen med det berømte eller berygtede "up ewig ungedeelt".
Den danske lensret, hvorefter en lensarv
ikke måtte deles, landet ikke udstykkes, blev ikke alene hævdet for det danske
herlugdømmet Slesvig, men også udstrakt til det tyske Holsten, der dengang
endnu var et grevskab, men senere fik navn af hertugdømme.
Det var en gentagelse af dronning Margretes fordring fra 1386 til de
holstenske grever, at Sønderjylland ikke måtte deles; det var en gentagelse af
den forskrift i den kongerigske håndfæstning i Haderslev 1448, at landet ikke
måtte deles.
Hvorledes
gik det senere med disse forskrifter, disse såkaldte "landsprivilegier"
?
Med
valgretten gik det således, at efter kong Frederik den tredjes valg 1648 blev
der ikke mere valgt nogen hertug; men førstefødselsretten gjaldt, da oprøret
kom 1848, havde valgretten været afskaffet i 200 år.
Fra reformationen
(1530-1540) blev der fuldstændig slået en streg over den forskrift, at embedsmænd
skulle være fødte i landet, der blev fuldt af indvandrede præster fra Tyskland.
Også som verdslige embedsmænd fik udlændinge ansættelse. Ved siden af de
mange tyske præster og andre embedsmænd fik også enkelte mænd fra kongeriget
ansættelse. Forskriften om embedsmændene havde, da oprøret udbrød 1848, været
sat ud af kraft i over 300 år.
Forskriften
om krigsførelse
og skattepålæg
var bleven uænset efter enevældens indførelse i hertugdømmerne 1658;
indkaldelsen af stænderne eller landdagen fandt efterhånden ikke mere sted.
Den sidste landdag, hvis man vil betragte den som en sådan, var den, der
1721 samledes på Gottorp slot for at godkende Slesvigs
adskillelse fra Holsten og indlemmelse i den danske krone. Den nævnte
forskrift havde ved oprørets udbrud 1848 altså været ophævet i mindst 127 år.
Og
så "Up ewig ungedeelt", forskriften om, at hertugdømmerne ikke måtte
deles, arven ikke udstykkes. Allerede ved Kristian den Førstes død var hertugdømmerne
gåede over til både kong Hans og hans broder hertug Frederik, senere kong Frederik
den Første; en tid lang ejede de dem i fællesskab; så udskiftede de dem efter
amter, der lå rundt omkring imellem hverandre. Efter Frederik den Førstes død
skete en lignende udstykning, og fra den tid var der både en kongelig del og en
fyrstelig eller hertugelig del af hertugdømmerne; den sidste ejedes af
hertugerne på Gottorp, der indførte førstefødselsretten i deres del, endnu
inden kongehertugerne havde gjort det i den kongelige del. Da hertugerne havde
givet sig i ledtog med rigets fjender, mistede de deres besiddelser i Sønderjylland,
som blev endelig forenet med den danske krone 1721. Dermed var båndet mellem Slesvig
og Holsten brudt. Da oprøret 1848 udbrød, havde Slesvig og Holsten været
adskilte i 127 år.
Og
af håndfæstningen fra 1460, af disse for længe siden ophævede "landsprivilegier"
ville man 1848 udlede retten til at gøre oprør og bryde eder og begå
landsforræderi! Hvad om man i Kongeriget havde krævet fri forfatning,
kongevalg o. s. v. på grundlag af den 400 år gamle håndfæstning fra
haderslev 1448! Det kunne man lige så godt have gjort, som oprørerne kunne beråbe
sig på håndfæstningen i Ribe 1460. Der var kun en aldersforskel af 12 år.
Ved
udlandets hjælp havde hertugen af Gottorp 1658 opnået, at hans lensforhold til
den danske krone ophævedes for hele hans slægts levetid. Dog måtte lenet ikke
formindskes, da det efter slægtens uddøen skulde falde tilbage til kronen.
Også kongens del af Sønderjylland
blev samtidig og på de samme vilkår i formen skilt fra kronen. Men efter at
kongen havde fået enevoldsmagten (1660), blev der senere i Kongeloven
fastsat, at alt land, som kongen ejede eller måtte komme til at eje,
skulle
danne en fælles arv, der ikke måtte adskilles. Dermed var den kongelige del af
Slesvig atter forenet med kronen.
På
grund af de gottorpske hertugers forbund med udlandet (Sverige) besatte og
indlemmede kong Kristian den Femte den hertugelige del af Sønderjylland, men måtte
igen opgive besiddelsen. Hans søn Frederik den Fjerde besatte under den store
nordiske krig (1700-1721) den gottorpske del af Slesvig og udstedte 1713 en
kundgørelse, hvorved han tog den i eje (den 18. Februar 1713). Da denne
indtagelse aldrig blev hævet, da den tværtimod kort efter blev godkendt af England
og Prøjsen, senere tillige af Frankrig, til sidst af den gottorpske hertugslægt
selv, som var kommen på Ruslands kejsertrone, og da ifølge Kongeloven enhver
tilvækst til den danske konges besiddelser skulle være en uadskillelig del af
riget, så kunne der fra nu af ikke være tvivl om, at Danmarks
rige gik til Ejderen.
Efter
at Danmarks krig med Sverige var afsluttet med freden i Frederiksborg (den 3. juli
1720), hvorved Sverige samtykkede i, at hertug karl Frederik af Gottorp mistede
sine lande, ville den tyske kejser som lensherre over Holsten, hvilket land
altid havde været et tysk len, ikke samtykke i hertugens fordrivelse fra de
holstenske besiddelser, og fra den tid af var hertugerne kun indehavere af deres
lande i Holsten, medens hele Sønderjylland stod under kongen. Frankrig og England
påtog sig at garantere Slesvigs tilhørsforhold til Danmark til evige tider.
Derefter
indkaldte kongen "prælater [provster], det hele ridderskab og andre, som
ejer adeligt gods i hertugdømmet Slesvig", til et møde på Gottorp slot
for at hylde kongen som enevældig landsherre og sværge troskab og lydighed mod
ham og hans efterfølgere efter Kongelovens orden". Hyldningen og edsaflæggelsen
fandt sted uden nogen modsigelse, på et guldbæger, som dronningen nogle uger
efter forærede kongen til hans 50årige fødselsdag, er der et billede, hvor
tre mænd, fremstillende adelen, præsteskabet og borgerskabet, knæler for
kongen, der sidder på en trone. Oven over står den indskrift: "Stænderne
i fyrstendømmet Slesvig hylder kong frederik IV. 1721 den 4. September."
Som tegn på, at hele Sønderjylland
fra nu af betragtedes som indlemmet i riget, blev i det danske våben de sønderjyske
løver, der hidtil havde haft plads i midterskjoldet sammen med Holstens våbenmærker,
flyttede ud i hovedskjoldet mellem kronens andre lande. Da senere (1767) den
gottorpske slægt afstod sine holstenske lande
til Danmark som bytte for Oldenborg, og den danske konge således blev enehertug
i Holsten, vedblev ikke des mindre de holstenske våbenmærker at stå i
mellemskjoldet, hvor de står den dag i dag. Holsten blev nemlig ingen sinde en
del af Danmarks rige, men vedblev at være et tysk rigsland under den danske
konges herredømme.
Man
har stridt om, hvorvidt indlemmelsen i 1721 var, en indlemmelse af hele Sønderjylland
i kongeriget eller kun af den hertugelige del i den kongelige del af Slesvig. En
sådan skelnen lå ikke for datidens bevidsthed. Man betragtede den kongelige
del af Sønderjylland som kronens eje, der efter kongeloven aldrig kunne skilles
fra riget; en forening med den kongelige del måtte følgelig blive en
indlemmelse i riget.
Hvad
der var tidens opfattelse, kan ikke omtvistes. Fra 1721 var alle enige om, at Ejderen
var det danske riges grænse.
For
nogle år siden lod Flensborg Avis foretage en undersøgelse af geografiske og
lignende værker fra de to sidste hundred år for at lå klarhed over brugen af
navnet Sønderjylland, opfattelsen af hertugdømmets statsretlige stilling,
stedsnavnenes brug osv. Et par hundrede værker på dansk, tysk, engelsk,
fransk, latin osv blev gennemsete. Det er, så vidt vides, første gang, at en sådan
prøvelse har fundet sted. Det viste sig da, ikke alene at navnet Sønderjylland
og de danske stedsnavne altid har været i uafbrudt brug, men at man efter 1721
i alle lande anså hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland for en
uadskillelig del af Danmarks rige, og at dette efter alle vidnesbyrd nåede til Ejderen.
Følgelig
var det et helt nyt påfund, da i den første halvdel af det sidste hundredår
indvandrede tyske professorer og andre ved tyske universiteter uddannede
personer ville udbrede den forestilling, at hertugdømmet statsretlig hørte
lige så meget sammen med Holsten som med kongeriget og ikke havde den
kongerigske arvefølge. Når det nydannede "slesvigholstenske" parti
for at støtte sine usande påstande støvede i gamle papirer og hængte sig i
et enkelt udtryk som det berygtede "up ewig ungedeelt" ―
der, ret beset, betød dansk lensret og dansk arvegang ―,
så handlede det som en processyg mand, en ildesindet person, der uden at bryde
sig om hævd og arv og fastgroet mening vil tilsnige sig en ret ved spidsfindig
fortolkning og brug af et gammelt dokument.
Men dobbelt galt bliver
det dog, når papirerne er falske. Og de "slesvigholstenske" papirer
var falske. Selv om den gamle håndfæstning fra 1460 havde haft det indhold,
oprørspartiet ville lægge ind i den, så var den for længe siden ikke alene
sat ud af kraft, men retlig ophævet med alle parters samtykke.
Også
af denne grund kunne den holstenske greve Karl
Moltke dømme, som han gjorde, da han 1853 som minister for Slesvig i en
skrivelse til den slesvigske stænderforsamling betegnede den holstenske opstand
1848 som "det skammeligste oprør, der nogen sinde har fundet sted i noget
som helst land: et oprør, der blev forberedt ved de mest uforskammede løgne og
bagvaskelser, påbegyndt med det sorteste forræderi, fortsat med mageløs
hårdnakkethed,
hovmod og grusomhed og endt med nederdrægtighed".
Vel
vandt oprørerne ikke sejr i krigen 1848-50, men de havde givet den fremmede prøjsiske
stat et påskud til at blande sig i Danmarks anliggender, og lejligheden blev
yderligere og med snildhed benyttet af Bismarck i 1864 med det udfald, at både
de to tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg, af hvilke det sidste på
fredelig vis var kommet til Danmark 1815, og tillige det gamle danske kronland Sønderjylland
foreløbig gik tabt for Danmark, der endnu må vente på opfyldelsen af den
folkeafstemning, som blev lovet i fredstraktalen i Prag 1866 (§ 5) efter
krigen, mellem Østerrig og Prøjsen.
Alle
"slesvigholstenske" drømme om oprettelse af en selvstændig stat
"Slesvig-Holsten" er slåede til jorden; uden barmhjertighed er
hertugdømmerne blevne berøvede enhver art af uafhængighed og indlemmede i en
fremmed stat.
Og
så vil fortyskningpartiet endda blive ved at tale om vor historie og derfra
hente våben mod os danske!
Forfatteren
Henrik Pontoppidan fortæller i sin bog "Den lille rødhætte" om en
herregårdsfrue, som efter sin mands død gjorde underslæb af testamentet og
derved blev ejer af godset. Men hun kunne ikke få sig til at tilintetgøre
dokumentet, og samvittigheden lod hende ingen fred. I søvnløse nætter stod
hun op og gik ind i salen, hvor hun havde gemt testamentet i et hult rum under
et vindue. Hun tog det frem og læste i det. Disse nattevandringer til salen
blev påfaldende og gav stødet til opdagelsen af falskneriet. Hun endte i
tugthuset.
Fortyskningspartiet
bærer sig ad som hin falsknerske. Samvittigheden giver det ingen ro. Det må
idelig tale om historien. I sin sædelige forvildelse vil det dække over
falskneriet ved fremdeles at påstå, at landsforræderne mod vort fædreland
havde ret, og at vi danske kun har halt uret.
Hele vort indre oprøres
ved en sådan fornægtelse af sandhed og ret. Vi venter, at vor ungdom vil
oprøres og harmes med os og blive stærk til at bryde ud af den løgnevæv,
hvori man vil indspinde den, at den vil fatte det faste forsæt, for hele livet
at blive tro mod vor sag og at deltage i kampen for den, ledet som vi af de
gode, ærlige ønsker:
Ned
med falsknerne!
Retten og sandheden leve!
Talen Vor Fortid holdt
i Fjelstrup den 22. februar 1902. Her efter Redaktør
Jessen i tale og skrift. I udvalg ved Marie Jessen, 1921. s. 50-61. Venligst
indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.
|
|
