| |
Jens Jessen: Om danskheden (1902)
Med
rette kan man indvende, at vi ikke har grækernes oldtidskultur, ikke jødernes
racekraft, ikke svejtsernes fædrelandsfølelse og ikke hollændernes dygtighed.
Men vi har dog noget af hvert, og meget af, hvad vi savner, kan vi tilkæmpe os.
De store formål har vi fælles med hine folk. Det græske sprog blev genfødt
efter et par årtusinder; det jødiske åndsliv holder
folket oppe i adspredelsen; den svejtsiske borgerlige frihed sammenbinder et folk,
der taler tre sprog og har forskellig religionsbekendelse; den hollandske samvittighedsfrihed
lever endnu som landets gode ånd.
Men det
danske folk, og vi med det, har et godt og livskraftigt modersmål, der nok er værd
at holde på, et åndsliv, der i vore dage skyder så kraftige skud som hos
intet folkesamfund af samme tal, en borgerlig frihedsfølelse, der som sans for
personlig uafhængighed endog trivedes under Enevælden, og en samvittighedsfrihed
og tålsomhed, der er så stor som nogensteds.
Dette er
vor danskhed: ikke alene vort sprog, for i en stor del af Sønderjylland har man
lagt modersmålet øde; ikke alene vort åndsliv, thi hvor man river tungen ud
af folkets mund, river man ofte med det samme sjælen ud af folkets legeme; men
også vor borgerlige friheds- og retfærdighedsfølelse og vor danske tålsomhed
og sunde sans. Man skal ikke kimse ad de dansksindede sønderjyder, der som følge
af tidligere tiders folkelige vanrøgt taler tysk, men har dansk følelse. Deres
danskhed kan bunde i deres medfødte gode danske natur, i deres danske blod og
deres danske sjæl.
Hvad trænger
vi til for at hævde os? I sangen om "Fremtidsmaalet" har Frederik
Paludan-Müller sagt, hvad Danmark venter af sine børn:
Ynglinger
i plade,
drenge klædt i stål,
mænd med faste hjerter,
det er Danmarks mål.
― ― ―
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme stærke kvinder,
det er Danmarks mål.
[...]
Det danske folk har vel haft for meget af tonekunst og sang, har vugget sig for
stærkt i drøm og digtning. Vort rige åndsliv må underbygges af nøjsomhed og
hårdførhed, legemskraft og sindsstyrke. Et kraftigt legeme må huse en fast
sjæl.
Fortyskningspartiet
kan ikke lide, at vor ungdom danner idrætslag og gymnastikforeninger. Men vi
har i vor åndelig kamp brug for en stærk slægt. Får vi mænd med faste
hjerter som hjemmets værger og fromme stærke kvinder som dets vogtere, så vil
troen og håber og modet blive ved at leve iblandt os, og så har vi trods alt
gode udsigter.
Fra talen Vore
Udsigter holdt i Haderslev den 6. marts 1902. Her efter Redaktør
Jessen i tale og skrift. I udvalg ved Marie Jessen, 1921. s. 75-76. Venligst
indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.
|
|
