| |
Johan Ottosen: Det haver så
nyligen regnet (1890)
Det haver
så nyligen regnet,
det har
stormet og pisket i vor lund;
frø af
ugræs er føget over hegnet, –
åg på
nakke og lås for vor mund.
Årets løb
har sin lov,
der blev
lyst i vor skov, –
ak, hvor
kort, indtil alt er stormens rov!
Det har
regnet, men regnen gav grøde;
det har
stormet, men stormen gjorde stærk.
Som de
troede, at skoven alt var øde,
så de
vårkraftens spirende værk.
For de
gamle, som faldt,
er der ny
overalt;
de vil
møde, hver gang der bliver kaldt.
Og de
troede, at hjertebånd kan briste,
og de
troede, at glemmes kan vor ret;
de skal
vide, de aldrig ser de sidste,
de skal
vide, at ingen bliver træt.
Thi som
årene randt,
sås det:
båndene bandt, –
kræfter
fødtes for kræfterne, som svandt.
De kan
spærre med farver og med pæle,
de kan
lokke med løfter og med løn. –
fælles
sprog giver tankerne mæle,
fælles
vilje gør kampdagen skøn.
Nye
stridsmænd skal der,
nye
stridsmænd skal her
slutte
kreds om den fane, vi har kær.
Ja, det
haver så nyligen regnet,
og de
træer, de drypper endnu;
mangen eg
er for uvejret segnet,
men endda
er vi frejdige i hu;
viger ej ud
af spor,
for vi
kender det ord:
Det har
slet ingen hast for dem, som tror.
I anledning af
sønderjydernes besøg i København, marts 1890. Genoptr.
DIH Kildebind s. 264
|
|
