| |
Kaj Munk: Danmarkssang (1943)
Danmark,
land af hav og himmel,
blæst og
bygers bo,
dine øers
muntre vrimmel,
Jyllands
mørke ro!
Gøded
tusind år din have
med vort
blod, vor gråd –
nu gror
korn på fædres grave,
dåd af
deres dåd.
Sangen
stiger fri og fager.
Tankens baun står tændt.
Ven er
bonden med sin ager,
sindet
opadvendt.
Havet helt
til verdens ende
fører til
din dør
ud til
togter dine svende
rask som
altid før.
Blæsten
Dannebroge hæver,
friheds
åndedræt!
rødt og
hvidt vort blod det kræver,
jamen kun
for ret.
Som med
sejr det stjerneblinked
frem for
danskens lejr,
det til
kamp os altid vinket
for det
sandes sejr.
Dansk var
moders røst, der byssed
os for
stød og rift,
og den
pigemund, der kyssed
frem os til
bedrift.
Dansk hvert
ord, der hjertet ildner
og gør
synet klart,
og den
bøn, som sjælen stilner
i før
sidste fart.
Den Skæbne ej til os,
1943. Venligst tilsendt Skræp af Peter Neerup Buhl
|
|
