| |
Kaj Munk: Kristus og Danmark (1943)
Det er nytårsdag. Ikke for kirken, men for verden. Kirken
har sit eget nytår i første søndag i Advent. Da synger vi: Vær velkommen,
Herrens År, og velkommen herhid!
Den første Januar er ingen kirkehelligdag. Man kunne
kalde den en verdslig helligdag. Vore tanker går fra kirken udad til verden,
til vort fædreland. Et nyt år oprinder over Danmark i dag. Hvordan er det
gamle gået? hvordan vil det ny gå? Hvad har vi at takke Kristus for i det
gamle, spørger vi – her i kirken, og hvad vil han forlange af os i det nye?
Mange kristne vil sige: Vi takker Gud for, at vi blev
holdt uden for krigen i det svundne år. –
Også jeg elsker mit hjem, mit hus,
min førlighed, min ægtefælle og mine børn. Også jeg vil indtil fortvivlelse
nødigt se mit hjem i ruiner og mine børn rulle sig med afrevne lemmer i
splinter og murstøv. Og dog er der to ting, jeg endnu nødigere vil se, jeg med
Guds hjælp endnu nødigere vil se. Det er sandheden forrådt og mit land
prisgive sin ære.
Jeg kan ikke være med til at takke
Gud for, at vi er "Holdt uden for Krigen". For det første er vi jo
ikke udenfor. Vort land er besat. Hvad det kan komme til at betyde for os af
blod og brand ved bombeangreb og invasion, ved ingen. Og for det andet kan man
ikke takke Gud for, at han hjalp én med at snyde i hestehandel. Gud forlangte
kamp af os. Vi sveg hans bud, og vi sveg vort eget ord og beslutning. Man skal
ikke gøre nar af Gud ved at takke ham for, at fanden hytter sine.
Er ordene for stærke? Nej, den, der
sviger Gud, stiller sig under Djævelens beskyttelse. Vi er uden for vort kald
og vor bestemmelse i disse år. Danmark er under Guds vrede. Derfor er det, vi
har det så godt.
Vi har skulket fra vor pligt. Vi
lader andre bløde for vor skyld og vor sag. Vi har solgt vor sjæl til
kompromisets onde ånd og skrevet kontrakten under med andres blod. Derfor er
det, alt lykkes for os.
Pennen brander mig i hånden, som
var den af glødende jern, mens jeg skriver disse ord. Men jeg skal bære det
jernbyrd. Hvorfor? Fordi jeg er en kristen mand, fordi jeg står på
prækestolen, fordi evangeliet i dag nævner ordet Jesus. Ham er det, der driver
mig frem.
Hvor er vort folks kamp for den tro, det hidtil har påberåbt sig?
hvor er dets indsats til sejr for de idealer, som det dog ønsker skal sejre?
Tro ikke, hvad politikerne siger,
når de skamroser os. Der er mange brave og retsindige mænd imellem dem. De
danske rigsdagsmænd kan måle sig med verdens bedste, hvad rene hænder angår.
De er fri for magtbegær, de er endnu mere fri for korruption. Men de ser deres
opgave ikke i at føre, men at lade sig føre. Deres eksistens som politikere er
jo ifølge de foreliggende regler afhængig af, at de roser folket, roser
vælgerne. Stol ikke på dem! de er parter i sagen!
Og stol ikke på højskolefolkene.
Ak, hvor er højskolens røde tro og hvide vrede i denne sorte nat? Man skulle
tro, den var alderdomsbarn af Grundtvig, avlet, da han var mere senil, end han
nogensinde blev. Det er Indre-Missions formand, det er Pastor Bartholdy, der har
sagt vor situation de ord, som højskolen skulle have sagt, og som manden
Grundtvig ville have sagt, om han havde været levende blandt os i dag. Der er
højskoler, hvorfra der går klang af sværdet Skræp, og Gud være lovet
for dem! Det er mest dem, der ikke kan gå.
Og stol ikke for meget på
præsterne. De er for usselt lønnede. Og de er opdraget i humanitet. De har
glemt eller aldrig fået at vide, hvad kristendom er. De bar fået
kæ-æ-ærlighed ind med patteflasken. I en verden af mandfolk taler de alt for
ofte kvindagtighedens sag. De "holder sig fra politik". De prædiker
fred for enhver pris til opbyggelse for Djævelen, der hellere end gerne ser, at
det onde får fred til at brede sig. Ordet hedder ikke: Når din næste får et
slag på den ene kind, så er det din opgave at hjælpe til med at holde ham,
så han kan få et på den anden kind også. Stol ikke for meget på præsterne,
for de vågner og husker, at de er tjenere for det hele evangelium, for
Fredsfyrsten, der kom for at bringe ikke fred, men sværd, for ham, der tilgav
Peter og lod Judas hænge sig, ham, der var sagtmodig og ydmyg af hjertet og dog
drev tempelskænderne ud.
Og tro ikke på flertallet, der
gerne vil hoppe, og derfor er let at lokke. Det brede folk gasser sig i sine
foresnakkeres lovprisninger af folkets selvdicipiin og mageløse Sammenhold og
høje kultur. Hvor meget af dets selvdiciplin er fejhed? Og består dets
sammenhold i andet end at forholde sig afdød og dets høje kultur i mere end at
bukke for den, der sparker døren ind? Tro ikke det brede, misrøgtede folk!
Kernen i det tror jeg på, den er sund, men den ligger dybt, dybt inde. Det er
forkælet og forvænnet. Hvornår har der rejst sig iblandt os en virkelig vilje
med mod til at forlange noget af vort Folk. Den statsminister, som
begravedes på statens bekostning, var utrættelig i at understrege, at da det
gjaldt vort liv og vor ære, og alle andre folk lod sig slå til
krøblinge for deres, sørgede vi snildelig for at bevare vore bygninger uskadte
og vore skind uden en rift. De tåber, (måtte man altså slutte), i de andre,
kæmpende lande! Vor største digter nutildags, han, hvis bøger efterspørges
umætteligt, overfylder folket med sine solstråleskrøner om, hvor godt det dog
altid går til sidst i denne rare verden. Og en af vore mest sungne lyrikere, en
digter af de virkelig store, opammede vort folk med sit
Dyre du og
dig
og dingeli
og lej
og dyre du
og dingelej
–
ja, den leg, den blev os dyr!
Har vi da overhovedet intet gjort
for at møde vor skæbne oprejst? Jo, vi har arrangeret nogle møder for
ungdommen, hvortil der kom en del gamle, som sang alsang og gik hjem i følelsen
af at have gjort nationalt, hvad der med billighed kunne forlanges.
Ellers har vort folk ladet sig
umyndiggøre til at se de mænd fjernet fra regeringen, det ønskede at beholde,
og se de mænd forblive, det ønskede pokker i vold, og se andre træde ind, som
det intet ønske nærede om og havde en tillid til, der er mindre end liden.
Og imens er vort politi vokset som
ved elefantiasis, og vore domstole synes ofte at have glemt loven over lovene.
Ak, hvor lydigt har de krummet sig i støvet, redaktører og direktører. Der er
nok af tører, men der er få, der tør. Det frie danske folk har fast uden
sværdslag ladet sig gøre til et slavefolk, kan de, der kæmper, smæde os.
"Hellere træl i asken end helt på kirkegården".
Ethvert større bal, enhver
omfangsrigere fællesspisning indledes med, at en taler udtrykker nogle sukke
over de forhåndenværende tunge forhold og et lammefromt ønske om, at vi snart
må få vor frihed og selvstændighed tilbage, "som det er lovet os".
Hvorefter man giver sig jazzen eller kalkunerne i vold. Andre landes ungdom, ja,
deres legemer rådner på valpladsen, men vor ungdoms sjæle går i opløsning i
danselokalerne. Vi tør ikke forlange alvor af den, for vi tør ikke forlange
alvor af os selv. Vi stikker til halsen i materialisme, vi tror ikke en døjt
på Kristi ord, at sjælen er mere end legemet. Den er så nem at slutte et
møde med, den lille korte:
Kæmp for
alt, hvad du har kært,
om så det
gælder!
Vi synger den gerne, men mene med
den, efterleve den Vorherre bevare os! – og nok engang: Vorherre bevare os!!
Og de, der protesterer, de, der
virkelig vil noget, de, der ved, at ungdommen fordærves, hvis man vil trykke
den ned i ene passivitet, at landet snydes for sin Fremtid, hvis man kun tænker
på dets nutid, de, der sætter sig selv ind mod eftergivenhed og mod
dobbeltspil, hvordan går det dem? Mod rigets grundlov, mod folkets
retsbevidsthed, mod selve retfærdigheden slæber efter fremmed behov
landsmænd landsmænd i fængsel. Så mange af Danmarks bedste mænd og kvinder
er efterhånden overfaldet, deporteret og drevet i landflygtighed, at det meget
vel lader sig sige, borgerkrig er i gang.
Henrik Ibsen ville lære det norske
folk at tænke stort. Vore digtere, vore førere har lært os pjat og almisseri.
"Det er så synd for de unge med den militæruddannelse, det er så synd
for de unge, at de erotisk skal vente til ægteskabet"... vi var det folk i
Europa, der havde det bedst og syntes bestandig, at det var synd for os, vi var
til.
Tænke stort! Fik han så lært sit
folk det? Ja, se på det folk idag! Dets mod og kraft lyser over verden. Hvor
har den danske kirke beundret sit broderfolks i dens rankbed cg klarhed. Det
finske folk, det norske folk, ingen af dem større end vi! Og dog hvor uendeligt
større!
Hvad har vi danske at holde os til?
Vor fremtid? Den er ingenting værd, hvis den ikke lever i os i dag.
Vor grundlov? Den duer kun i et
folk, hvis faste forsæt det er at respektere den og stå urokkelig på at
forlange den respekteret.
Vor konge? Ung er han ikke længer,
og sygdom og uheld har faret hårdt frem imod ham. Og dog er han vort
samlingsmærke og har vor dybe fulde hengivenhed. Men han er kun een. Og hvem er
de mænd, der omgiver ham?
Der går en anekdote om en fynsk
kone i et menighedsråd, som engang i rådvildhed slap til at sige: "Jamen
det er da forskrækkeligt, så har vi jo ikke andre end Vorherre at holde os
til."
Så "forskrækkelig" er
vor situation i dag. Vi har kun Vorherre at holde os til. Gudskelov for ham!
Gudværelovet vi har Gud, ham, hvis vrede altid tillige er nåde, ham, der har
syndens forladelse for et helt folk, og der giver kræfter, så du bliver ung
igen som ørnen.
For det er, hvad vort gamle folk har
brug for: en foryngelsens kraft, Guds foryngende kraft, så et nyt folk skal
fremstå, der dog er det gamle: Fædrenes værdige Sønner. Evangeliet skal
1ære det danske folk at tænke stort. At vælge værdighed frem for profit,
frihed frem for velbetalt formynderskab, at tro på offerviljens sejr, på liv
af død, på fremtid af selvhengivelse, kort, på Kristus: hvad gavner det et
folk, om det hyttede sig til al verdens fordele, men tog skade på sin sjæl?
Korset i vort flag –
det er længe
siden, vi har vidst, det betød noget. Og så er det dog netop korset, der
særtegner nordens flag. Vi har listet i kirke, de få af os, der kom der, og
hørt om korset, om Kristi lidelses eksempel og Kristi krav om selvfornægtelse
og kamp... og vi har ment, det skulle tages åndeligt, og det hørte ikke vor
tid til, vi var kristne, når vi sad i kirken og sang Amen, men nej, nej, vi er
først kristne, når vi går ud i verden og siger nej til Djævelen og alt hans
Væsen og alle hans gerninger og ja til den hellige Ånd.
Det kræver vi her af jet fra kirken
på Nytårsdag, i mænd i den danske regering, så sandt i vil være et kristent
folks regering, at I vil i det år, der kommer, handle i Kristi krafts og
kærligheds ånd. Vi ved, Jeres opgave er titanisk svær. Men hvis I handler i
Guds ånd, vil han, der er titanernes overmand, give jer standhaftighed, visdom
og styrke.
Vort folk opdeles mere og mere i
rige og fattige. I må forfølge krigsrigdommen med kristen ubarmhjertighed,
slå dem, der tjener blodpenge, med skatter, så de bløder selv og fordele
deres penge til de titusinder, der krymper sig under dyrtid og erstatningsvarers
svindel. I må stå værn om ungdommen, der daglig forråes og forsimples,
straffe hjemmene, der ikke værger deres Børn mod lus og fnat og kønssygdomme
og natteeventyr, der ødelægger liv for stedse. I skal være tro mod
demokratiets gudstemplede idealer: tving ikke samvittigheder, øv ikke vold mod
andre religioner end voldsreligionerne, skænk hvert menneske adgang til
ufordrejet retfærdighed, sky som pesten forfølgelse af det værgeløse. Og
glem så ikke, at I har et tusindårigt riges kronjuveler at værge, ikke blot
for idag, men for en tusindårig fremtid, og at de 3 første og største af de
juveler hedder: æren, æren og æren. Dette er det første og det sidste, og
kan I ikke værge den, er det bedre, I ikke er til.
Sneen smelter, tågen svinder, foran
os ligger et land, der vil grønnes. Vi elsker det usigeligt. For det er
Danmark. Vi elsker det for Rolfs tapperhed, for Thyras fremsyn, for Absalons
vikingekristendom, for Margrethes udsyn og store sjæl, for Christian den
Fjerdes trofaste virke, for den sønderjyske bondes udholdenhed og urokkelige
tro, for vor mors vinterru arbejdshænder og vor elskedes skærsommernats-kys.
Vi elsker det for dets åbne friske hovedstads skyld, for Fyn, der så pyntelig
om noget helt for sig selv, og for Jylland, der ligner England. For alle de
pludrende småøer og havet, der er vort kejserdømme fra floden til Jordens
ende.
Og vi elsker dette land for vore
digtere og tænkeres skyld, for Dalgas’s, for mejeriernes, for den danske
arbejders, han, der uden at knurre bærer dagens tunge byrde på sin brede
selvbevidste ryg, og for landsoldaten, han, som fra Svend Tveskægs tid til
Christian den Tiendes siger sin vittighed selv i døden. Vi elsker det, fordi
vore børns kinder er røde og runde, fordi det har lært os, at vi skal være
gode ved dyr og regne ethvert menneske for et menneske, fordi det har lagt hver
eneste af os ind i sjælen nordisk ridderlighed og nordisk afsky for bødler.
Vi elsker det, når det trives og
ler og fortæller verden eventyr, der er sande, men mest elsker vi det, når det
er faldet og ligger i afmagt og skam, fordi... fordi vi svigtede. Åh,
moder, tilgiv os!
Årtusinder ligger foran dig. Skal
vore børn og deres igen, skal de tænke på dette tidsrum, tænke på os på en
sådan måde, at vi rødmer i vore grave?
Nej. Thi sådan beder vi: Giv os
Kristendom, giv os mod og tro til at rejse os fra forsagthed og tvesindethed,
til at ville det eneste rette, ihvad det så skal koste os. Thi det at svigte
sine idealer, det alene kan få de farligste følger for land og folk. Lad os
få mod til at vende tilbage til troskab mod det, vi tror på, om så
fængslerne skal fyldes, til de sprænges. De, der villigt har ladet sig barbere
i nakken til ære for filistrene, må jo kunne dreje kværnen i Gaza så længe
for dem, at håret igen en dag er vokset ud.
Før os, kors i vort flag, før os
til at kæmpe på linje med det lænkede Norge og det blødende Finland i
Nordens kamp mod den idé, der er modsat alle vore, før det gamle Danmark frem
til dets nye ånd. Ikke af andres nåde og ved andres løfter skal Dannebrog
blive et frit flag påny; thi frihed kan kun foræres af Gud, og han forærer
den kun til dem, der ved, hvortil den gave forpligter. Før os, kors i vort
flag, frem til samling med de andre korsets flag. Med genvunden ære og
genvunden frihed det gamle Danmark i det unge Nord –
det syn skal lyse for os
på denne nytårsdag. Vi, der skimter det syn, vi vil sætte os selv ind for
det. Vi lover, vi vil det. Gud høre vor ed og sige selv sit amen.
Prædiken 1943. Trykt i Prædikener, 1948.
|
|
