| |
D. G. Monrad: Om Dannevirkes rømning (1864)
Men lad os ikke dømme overilet; lad
os ikke fælde nogen dom, før alt foreligger klart; besindigheden dømmer ikke,
før sagen er oplyst fra alle sider. Da jeg så og talte med disse mænd, den
kommanderende general, stabschefen og dem, som står disse nærmest, beundrede
jeg dem; der var over dem udbredt den største koldblodighed og rolighed,
støttet på overbevisningen om, at en alvorlig modstand måtte gøres ved
Dannevirke. Lad os derfor ikke letsindigt gå hen og fordømme sådanne mænd
(afbrydelse og stærk modsigelse fra tribunen). Ja, vil De, mine herrer,
letsindigt gøre det, det bliver Deres sag; jeg vil det ikke.
Jeg vil sige Dem en ting: Et tegn
på, at en nation er sin opløsning nær, det er, når man slynger ordet
"forræderi" ud imod dem, som tjener deres fædreland tro, når man
kaster mistanke på dem, som er beredte til at ofre deres liv for fædrelandet,
når der, medens fjenden står i landet og kanontordenen høres fra den ene by
til den anden, haves gadeopløb og tumulter, hvorved man tror at tiltvinge sig
visse beslutninger, og som gør det nødvendigt med magt at værne om den
offentlige orden og kongehusets sikkerhed.
En nation må i farens stund slutte
sig sammen og arbejde sammen. Lad os forene os sammen og arbejde sammen for
fædrelandet i denne farens stund; lad den ene ikke kaste mistanke over på den
anden; lad ikke disse tanker, som ond vilje har udspredt hin side Elben for her
at så mistillidens sæd mellem kongen og folket, gro op i danske hjerter. Tro
ikke, hvad man lader komme frem dér, for at det skal berettes i vore blade og
udbrede mistankens sæd; vær ikke så enfoldige at lade slig tale få indpas
hos Dem!
Mine herrer, jeg ved, at et stort
ansvar hviler på mig; ikke har jeg bævet tilbage for at bære dette ansvar, og
jeg siger derfor: Havde jeg skygge af ansvar med hensyn til den tagne
krigsrådsbeslutning om at forlade Dannevirkestillingen, sandelig, jeg skulle
stå frem og skulle ikke frygte skriget imod mig.
Men det beder jeg Dem om, og jeg
anråber i den henseende Deres retfærdighedsfølelse, at når mænd, som har
vist sig modige og kække i mange feltslag og uforfærdet har udsat deres liv
lige overfor fjenden, tager en beslutning, som De, mine herrer, ikke kan
forklare Dem, at De da ikke lader mistanken falde på dem, før deres adfærd er
oplyst og deres bevæggrunde ligger klart for, – og for Gud i himlens skyld,
lad det ikke komme dertil, at bevægelser på gaderne skulle være det, der
udøvede indflydelse på regeringens beslutninger.
Her sidder folkets udkårne mænd,
de mænd, som er udgåede af dets egen midte, udgåede af en valglov, der ikke
udelukker nogen borger fra at deltage i valgene; disse mænd kan i sandhed siges
at være folkekårne – de sidder her og kan forhandle og overveje om
fædrelandets stilling og skæbne; for dem kan alle nødvendige oplysninger
fremlægges; de kan tage deres beslutninger, og jeg erklærer for mit
vedkommende, at så lidt som jeg nogensinde vil vige for gadebevægelser, så
villig er jeg til at vige, dersom der fra landets repræsentation blev udtrykt
ønske om, at jeg skulle forlade den plads, jeg nu indtager.
Af tale i folketinget, februar 1864. Genoptr.
DIH Kildebind s. 214
|
|
