| |
D. G. Monrad: Fortsat kamp (1864)
Vi må vide, at i et land som vort,
hvor vi har en armé og en mængde officerer, der kun er kort uddannede, ligger
det i sagens natur, at man så at sige i begyndelsen må kæmpe slet, men deraf
følger ikke, at man skal blive ved at kæmpe slet.
Det kan ikke siges, at vor
modstandskraft er brudt, det kan ikke siges, at vi ikke skulle være i stand til
yderligere fortsat kamp; næsten overalt, hvor så store ofre har måttet
bringes, er freden sluttet i det overvundne lands hovedstad, men ikke før. Jeg
peger hen på en kongeskikkelse, der tilhørte det forbigangne dynasti, på
Frederik den Tredie; dengang da alt var taget, og kun København var tilbage, da
sagde han ikke: Nu er min modstandskraft brudt, nu må jeg opgive det hele; men
han sagde: Jeg vil dø i min rede! Men København nu ligner ikke København for
200 år siden.
Mine herrer! Jeg frygter for, at
denne fredsslutning, og det har jeg sagt tidligere, vil være Danmarks dødsdom.
Vi ser jo, hvad traktater har at betyde, de sønderrives som løse blade; hvad
betyder indgåede forpligtelser, de rives itu efter bedste tykke. Læg mærke
til den nye folkeret, der gør sig gældende. Når man tror sig ret sikker og
mener at have mange store magter, der står en inde for noget, der har anerkendt
noget, og det så kommer til stykket, så siger den ene: Ja, jeg har ikke ene
påtaget mig denne forpligtelse; dersom de andre vil overholde den, så vil jeg
gå med; således siger de alle, og så går ingen med.
Der er et nyt princip,
der har begyndt at trænge sig frem i ordningen af de europæiske forhold, der,
måske også på grund af, at tiden mere og mere får en demokratisk udvikling,
vil få større og større betydning, det er nationalitetsprincippet,
folkelighedens princip. Der er folkeligheder, som består, og folkeligheder, som
går til grunde; der er folkeligheder, hvorpå dødsstemplet sættes.
Men er det ikke, som om i den
europæiske bevidsthed dødsstemplet sættes på den danske folkelighed, når
2-300.000 af vore danske slesvigske brødre gives hen til deres værste fjender?
Er det ikke, som om dødsstemplet er sat på den danske folkelighed, og at vi
forgæves vil påkalde nationalitetsprincippet for at frelse det øvrige? Tror
man, at der, når det efter nogle års forløb viser sig, at det er gået godt
med at beherske disse stille danske, da vil rejse sig større forundring over,
at man atter tager 5-600.000 ind under sig? Den grundsætning, at det danske
folk har lov til at være sammen og leve sammen, at den danske nationalitet har
lov til at bestå, er ikke blot anfægtet, men dødsstemplet er sat på dansk
folkelighed og nationalitet.
Jeg frygter for, at det vil være
umuligt for dette lille land, der bliver tilbage, at bevare sin politiske
selvstændighed; jeg frygter for, at man, i sine bestræbelser for at bevare sin
politiske selvstændighed og derved undgå en ulykke, skal styrte landet i en
endnu langt, langt større ulykke, nemlig en deling efter Storebælt. Dersom
noget skulle kunne siges at ligge for, eftersom begivenhederne går, da siger
jeg, at dette vil stå som det sandsynligste.
Det er disse grunde, hvorfor jeg
ikke ser mig i stand til at give mit "ja" til fredsslutningen, hvorfor
jeg med frejdig overbevisning om, at jeg har handlet således, som jeg selv
måtte finde at være rigtigt, handlet, ikke efter nogen opbrusende følelse,
men efter moden overvejelse, afgiver mit "nej".
Af folketingstale, november 1864. Genoptr. DIH
Kildebind s.217
eftersom ...: som udviklingen tegner sig
|
|
