|
Chr. Richardt: Vort land - Venner
ser på Danmarks kort (1889)
Venner, ser
på Danmarks kort;
ser, så I
det aldrig glemmer,
til hver
plet har fået stemmer,
thi det
fædreland er vort!
Målt med
verden en det lille –
derfor
ingen plet at spilde!
Målt med
hjertet en det stort
dér er
Danmarks saga gjort!
Dette kort,
hvis flade ren
er af
tone-linjer spættet,
er med kors
og punkter plettet,
som om
hundred flueben
havde over
det spadseret
og med
prikker vildt markeret –
dette
flue-maskepi
er der
tusind minder i!
Disse øer,
store små
dette
fastland, disse vige,
disse
kyster, krumme, lige,
som dit
øje hviler på –
disse
skove, bakker, heder,
de har
været voksesteder
gennem
vinter, gennem vår,
for vort
folk i tusind år.
– Danmark
mellem hav og hav
har ej
stærke fjeldes værge;
få og små
er vore bjerge,
klint og
klit er skør og lav.
Men des
længer’ kan vi skue
over
markens lærketue,
følge
desto mere frit
fugle-sving
og sole-ridt!
Sammenknyttes
sted med sted,
ligner
kortet lidt en skude –
Bornholm
der agter ude,
det er
jollen, vi har med.
Kun vor
formast er tilbage
af de tre
fra gamle dage —
Skagen er
dens vimpel-fæst!
Sejlet
buger sig mod vest.
[...]
–
Ser du så
den farvestreg
hist lidt
syd for Kongeåen?
Glem den
ikke, stir kun på’en
dér er
Danmarks grænse – nej,
ej for
danske mænd og kvinder!
ej for vore
dyre minder!
ej for
grønne Danevang!
ej for
modersmålets klang!
Dér i
Uffes gamle land
rejste sig
vor første kirke!
Dér var
Thyres Dannevirke!
Dér steg
Dagmar ud på sand!
Dér har
F1ensborgfjorden sukket,
da Margrete
øjet lukked –
fejre
Dronning-navne tre,
aldrig ramt
af tidens le!
Der i mer
end tusind år
dansk og
tysk tog livtag sammen!
Snart var
sejren vor, snart skammen –
til vi fik
vort ulivssår.
Dér i
Sønderjyllands have
tues vore
heltegrave!
Dér kong
Fredrik sank i død –
dér er og
kong Christian fød!
– Venner ser
på Danmarks kort,
ser, så
aldrig I det glemmer!
Til hver
plet har fået stemmer,
klingende
snart blødt, snart hårdt!
Til I ender
med at bede:
skærme Gud
vor gamle rede –
skænke os
et Danmarks kort,
hvor alt
dansk igen er vort!
Når dit
eget liv engang,
alt som
tidens slagur dikker,
lig et
landkort for dig ligger
udspændt
som nu Danevang –
gid da
blandt de mørke pletter
frugtbar
manddoms sommersletter
efter gæve
fædres skik
måtte lyse
for dit blik!
Strofe 1-5, 68-72 af illustreret
versfortælling, 1885. Genoptr. DIH Kildebind s. 161
vimpel-fæst:
dvs.
dertil fastgjort(e) vimpel
tues: ligger som tuer, ses som
høje
|
