| |
Valdemar Rørdam: Danmark (1908)
Sorgløst
kan vi ej synge dit navn,
Danmark!
Der bløder
sår, og der brænder savn –
Den sang
kan tvang dog ej stænge.
Den er i
hvert slag, vort hjerte slår,
stærkere
nu i dag end i går.
Vi har
elsket dig længe, Danmark!
i tusinde
år.
Skæbner
skifter med tidernes gang,
Danmark!
Men aldrig
tav i vort sind den sang:
Du er vor
elskov og ære.
Og aldrig
klang det fra mand til mand,
som da du
faldt ved afgrundens rand:
Dig vil
alle vi bære,
Danmark,
vort
levende land!
Det klang
fra mejsel og murske og plov,
Danmark!
fra nybrudt
ager og genskabt skov
op mod de
drivende skyer.
Det sang,
hvor maskinernes kulrøg foer,
bruste i
hver ny dampers spor
ud fra
havne og byer:
Danmark,
det
frugtbare, gror.
Stride
strømme og storhavs brus,
Danmark!
det lufter
frisk i det grønne hus
ud mod alle
de kyster.
Men alt,
hvad vi henter af guld og gavn,
bringer vi
hjem fra fjernest havn,
kaldt af
bølgernes røster,
Danmark,
her hjem i
din favn.
Frit fra
sagas ædgamle gry,
Danmark!
vort
arbejds land og vor lykkes ly –
nu stiger
stormende floder.
Men
sønnernes vagt omkring dig står,
frit skal
du bo i din arvede gård,
du vor
blomstrende moder,
Danmark,
i tusinde
år!
Fra Under aaben Himmel,
1908. Venligst indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.
|
|
