FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG

»Hans Udtalelser var ganske malplacerede og taktløse.«
Randers Dagblad, 20/4 1914.

For selve kampen og for dem, der kæmpede, kan vi hejse flaget på hel stang. Ellers er der liden grund for os til at flage for mindet om 64.
   Ved Mysunde afslog vi stolt en overlegen styrkes angreb. Ved Sankelmark stansede vi forfølgerne. Og ved Helgoland sejrede vore orlogsmænd over jævnbyrdige modstandere. 
   Men for Dybbøl havde vi tilbagetoget fra Danevirke; efter Dybbøl tabet af Als. Og ved fredsslutningen måtte vi med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg afstå en tredjedel af det daværende danske monarki.
   Det var Danebrog ført tilbage fra Kiel og Altona til Kolding og Ribe. Det var en ny skæbnesvanger indskrænkning af statens omfang, magt, rigdom og anseelse. Hvad dette betyder, skønnes kun af få nu, i en tid, hvor selve statsbegrebet er ved – hos os – at forsvinde.
   Bedre begribes det nationale tab. Med Danevirke mistede vi den tusindårige grænsevold, det olddanske kronland, som slægt efter slægt havde kæmpet og blødt for. Og med landet fra Flensborg nordefter blev en af de kraftigste grene frarevet folkestammen.   
   Disse tab føltes, og var, dobbelt frygtelige paj grund af de fejl og forsømmelser, hvorved vi selv havde medskyld i det, vi nu måtte lide.
   Groft havde vi gennem hundreder af år tilsidesat den danske grænsebefolknings tarv. Sydslesvig var fortysket under den danske krone. Nordslesvigs danskhed havde, trods klageråb efter klageråb, måtte klare sig uden hjælp mod det holstenske ridderskab og de fortyskede embedsmænd, lige til Treårskrigen. Nu endelig havde vi lært at skønne denne danskheds kraft og værdi; og nu mistede vi den.
   Men der var også ny forsømmelse, nye fejl at angre for silde.
   Størstedelen af vort folk havde, indtil krigen var der, levet i uvidenhed om de virkelige forhold.
   Danevirke – Thyras virke, Haralds vold og Valdemars mur – stod for den almindelige bevidsthed som en uindtagelig fæstning. De Meza, hed det sig, havde erklæret, at han »kun« kunne holde stillingen i 6 dage; men hver af disse dage skulle koste angriberen, nogle sagde 30- og andre 50,000 mand.
   Og for resten, hvortil fæstninger? Kendte vi ikke vor tapre landsoldat fra Isted og Fredericia? Havde vi ikke nylig i Treårskrigen knust oprørerne og jævnbyrdigt taget kampen op med preusserne?
   Jo, kom kun! –
   Sandheden var den, at når Preussen i Treårskrigen officielt overlod oprørerne til deres skæbne og sluttede fred med Danmark uden at opnå noget afgørende, skyldes dette ikke de danske våbens overlegenhed, men Ruslands trusler.
   Sandheden var den, at vel havde vi – takket være vor faste hærordning fra Frederik VI's tid - kæmpet ærefuldt mod preusserne og gang efter gang slået også den af tyske officerer indøvede og med tyske friskarer forstærkede oprørshær; men vi havde dog måttet nøjes med vore nørrejydske og sønderjydske sejre; Holsten havde vi ikke undertvunget, ikke rørt.
   Sandheden var fremdeles den, at overfor preussernes angreb i 48 havde vi – af mangel på solide fæstningsanlæg – simpelthen måttet opgive Jylland og trække hæren over til øerne. Først under våbenhvilen blev Fredericia sat i stand; resultat: 6. juli 49. Dybbøl henlå endnu kun svagt feltbefæstet; resultat: Sundeved rømmet, hæren over til als. I 1850 var Danevirkestillingen delvis brugeliggjort; resultat: Angrebene på Mysunde og Frederiksstad afslåedes.
   Alt dette vidste de kyndige. Og de vidste, at nu, 16 år efter forrige krigs udbrud, lå de samme fæstninger dels forfaldne, dels ganske utilstrækkeligt og ufærdigt istandsatte, medens selve hærens faste orden var opløst i famlende nyforsøg.
   Folket havde intet lært af erfaringen. Regeringen havde intet villet lære. Og de sagkyndige havde ikke fået lov til at bruge det, de havde lært.
   – – –
   Vore ledende officerer, som forudså fredens kortvarighed, begyndte straks efter Treårskrigen at arbejde for permanent befæstning af halvøens vigtigste punkter.  
   Den første kommission blev nedsat 1851; den anden 1852. I 1853 indsendte ingeniørkorpset efter ordre et udførligt forslag. Og i 1857 kom den tredie, den store kommission, hvori sad generaler som de Meza, Fibiger, Seblegel og Baggesen, og andre officerer som h. Kauffmann og Ernst; efter disse vore første sagkyndiges enstemmige indstilling skulle der på Danevirke anvendes 2 mill. Rigsdaler, på Slimundingen 2, på Dybbøl-Als 2 og på Fredericia-Strib 8½ mill. Rigsdaler.
   Første, anden og tredie kommission, men intet hammerslag; kun en vante i ansigtet på virkeligheden.
   Krigsministeren, oberst Lundbye, henviste til rigsdagens »kun ringe beredvillighed« til pengeofre, hvor det drejede sig om fæstningsanlæg. Han undlod ethvert forsøg på at opfylde sin embedspligt, som var at overvinde denne rigsdagsuvilje med militære og statspolitiske grunde. Han selv antydede et forslag i retning af »det absolut nødvendige«. Og derfra undtog han udtrykkelig stormfrie værker og bombesikre opholdsrum for mandskabet.
   Det for ham absolut nødvendige var at stå sig godt med rigsdagen. At dette var absolut utilstrækkeligt for de soldater, der blev sprængt af preussernes granater i de billige blokhuse, og for det folk, der blev sønderrevet sammen med de sparsommelige værker, – det lod han disse soldater og dette folk om.  
   Men regeringen blev altså ikke styrtet på grund af overdådigt fæstningsbyggeri. Rigsdagen beholdt sin kun ringe beredvillighed uantastet. Der blev ikke øst penge ud for at berede en sejrrigt forsvarskrig; kun bagefter, til at betale en tabt. Først efter at blodet var spildt, landet plyndret, og folket lemlæstet, betalte vi også pengene, 80 millioner rigsdaler; for nu var vi nødt til det.  
   I årene 61, 62 og 63, mens vor rigsdag styrede stadig nærmere til krigen, anvendte den ialt: På Slimundingen intet; derfor kunne Friedrich Carl i 64 omgå vor stilling. På selve Danevirke 1/3 af det nødvendige; derfor måtte hæren overnatte i sne og regn under åben himmel og på halv kost; derfor måtte Danevirke opgives. På Dybbøl-als 1/20 og på Fredericia ca. 1/30 af det, de sagkyndige havde krævet; derfor blev Dybbøl skudt ned, als tabt og Fredericia rømmet. 
   Således udnyttede vi i tiden før 64 erfaringerne fra Treårskrigen.  
   Mens datidens idealistiske ordgydere holdt foredrag om Vorherres verdenshistoriske hensigter med det lille Danmark; mens datidens akademikere beroligede de urolige med hjælpen fra brødrefolkene i Sverige og Norge; og mens datidens politikere lavede kommunallove og forfatningskamp.  
   Alt, indtil det af ingen oplyste og vejledte folk stod med sin frie selvbestemmelsesret under Bismarcks kyrasserhær, stod med sin ypperlige kommunallov mod de lichtensteinske husarer, og med junigrundlovens ånd mod de preussiske granater.  
   Så slog stemningen over i raseri og fortvivlelse. 
   Og så udleverede statsmanden Monrad og krigsministeren Lundbye hæren og dens ledelse til folkets had og pøbelens hån. De udleverede bl.a. Den general de Meza, der i tide, men forgæves, havde fordret et forsvarligt Danevirke og siden dygtigt gennemført det tilbagetog, de andres forsømmelighed tvang ham til.  
   Monrad gemte sig og sit ansvar på Ny-Zeeland. Og 20 år efter, i sine nylig offentliggjorte erindringer, vipper han sit ansvar over på Vorherre. Herregud, vi er jo alle utilstrækkelige. – Lundbye? Ingen gjort ham noget, og han selv gjorde sig heller ingen ting. Rigsdagen raste og var bedrøvet. Men ingen, ingen af de skyldige stod frem og bekendte: »Skylden er min. Hæng mig, grav mig ned og forhån mit navn; jeg har fortjent det. Men gentag ikke mine fejl!«
   Og folket, det folk, som havde tilladt sig selv at forblive uvidende om sin stilling i verden, tilladt sine rigsdagsmænd og ministre den forbryderske dumhed at forsømme rigets forsvar – dette uvidende, letsindige og idealvrøvlende folk, vi, spyttede på dem, der kom levende hjem fra en virkelig kamp, dem, der med utilstrækkelige våben, slet værn og mangelfuldt førerskab, ikke havde sejret over den ypperligt rustede og veløvede overmagt, men som dog ved deres udholdende forsvar, deres lysende angrebsmod, havde skjult vor skam, ja, gjort Danmarks navn ære for alverden.  
   Kongen takkede dem. Den konge, som af sine ministre var blevet tvunget til krigen og trukket bort fra hæren, hvor hans plads var.  
   Men regeringen, rigsdagen, folket, havde ikke et ord til om-forladelse og tak. Det havde tavshed, spot og spyt for dem, som vi, sønnerne af de uvidende, de letsindige, de pligtforsømmende, men også af de tapre, ene har at takke for, at vi, trods alt, dog har noget at holde os oprejst ved, når vi mindes, hvad der skete i 64; noget at holde os oprejst ved, mens vi ser sandheden i øjnene, den, at nederlaget, tabet, skuffelsen, var fortjente!

Ikke de sparsommeligt kommunal-interesserede rigsdagsmænd; ikke de filosofiske og pligtforsømmende ministre; ikke de herrer med Vorherres hensigt og folkets fri selvbestemmelsesret.
   Men denne tapre strid uden håb, denne trofaste modstand uden midler, denne sårede, slagne, medtagne og af os selv –  kun af os! - ringeagtede hær skyldes det, at der midt gennem nederlaget kunne rejses nyt mod og ny kræfter i Danmark.  
   – – –
   Vi duede altså til ingenting. Alt var bristet . . .  
   Frede Bojsen, Ludvig Schrøder, Trier, Nørregård og Bogø: Den danske folkehøjskole, som den var.  
   Dalgas: Hedeselskabet.  
   Fjord, Segelcke: Det nye danske landbrug. 
   Estrup: Jernbanerne.  
   Tietgen: Skibsfart, handel, industri, Store Nordiske.  
   A. D. Jørgensen, Edvard Holm, Troels Lund: Den ny danske historiegranskning til forståelse af fortiden og vejledning fremad.  
   Alle disse og mange flere - kemikere, ingeniører, filosofer, sprogmænd, kunstnere og kritikere – de arbejdede sig gennem mismodet og håbløsheden. Mange af de mænd havde personligt deltaget i krigen; alle havde de følt nederlaget som et kald på alt, hvad de ejede af kraft og vilje. Det, der drev disse mænd, var den samme ånd, som opholdt hærens modstandskraft ved Dybbøl, den samme vilje, som førte 8. Brigades stormløb imod overmagten: Vi holder ud, trods alt; vi vil frem, trods alt.  
   De vilde vise verden, at vi var der endnu; lære os selv, at vi dog duede. De tog fat, hver på sit område, med at omsætte deres vrede og smerte, deres kærlighed og deres håb i arbejde, dag efter dag, på en usynlig fremtid.  
   Hvad de nåede, ved vi. Deres usynlige fremtid er vor synlige nutid. Af de slagnes kampe og de overvundnes vilje er den skabt.  

        Endnu mens krigens tåge lå tungt om land og by, 
        gik Danmark ud, i arbejdsdragt, mod nye tiders gry.
                            og skovl og spade klang,  
                             og tusind kilder sprang –  
                             nu gror den grønne vang.   

   Jævnfører vi Danmarks opsving efter 1864 med Hollands efter uafhængighedskampene mod Spanien i det 16. År hundrede, er der den forskel på vilkårene, at Holland vandt, vi tabte. Og dog rejste vi os.  
   Det har vi grund til at være stolte af. Nu, halvtreds år efter tabet, nederlaget, knusningen, ikke blot lever vi. I handel, skibsfart, industri, kunst og videnskab hævder vi os, efter vort folketal og landområde, jævnbyrdigt med vore naboer, ja, med vor overvinder fra den gang; i landbrug og folkelig kultur (andelsvæsenet) er vi de førende for alle.  
   Vi har da grund til at glæde os. 
   Men – hvorledes har det sig med den danske stolthed og den danske glæde?  
   Mangler der ikke noget? Se den del af det danske folk, hvis vilkår i 64 led den mest gennemgribende ændring, sønderjyderne.  
   Meget har de trods den statslige adskillelse kunnet hente hos os. Højskolen, efterskolerne, landbrugsskolerne, håndværkets nye rensning og vækst; kirkeliv, tænkning, poesi, billedkunst. På alle disse kulturområder deler de, hvad vi ejer. Vi har virkelig haft noget at afbetale vor gamle gæld med.  
   Men den inderste styrke i deres modstand er noget andet og dybere end kultur.  
   De blev indlemmede i den stat, som havde besejret deres gamle fædreland; undergivne den nation, de nylig selv havde kæmpet imod; små 200,000 danskere sammen med et halvt hundrede millioner tyskere, tæt sammen med preussernes mange millioner, under den strammeste regering i verden – en regering, der, hvor få og ufarlige disse danskere end var, ikke fandt det overflødigt at bruge de skarpeste midler for at underkue dem helt.  
   Således stod de overfor det valg, enten at opgive den tusindårs folkelige forsvarskamp, eller at fortsatte den, skønt ublodigt, under strengere vilkår. Det var meningsløst, det var håbløst - og dog valgte de at fortsatte kampen.
   De fortsætter den endnu. Man har frataget dem deres traktatmæssige ret og angrebet deres borgerlige; man har spærret dem alle regelmæssige veje til kundskab; man har forfulgt deres modersmål, ja deres sindelag fra skolen gennem kirken ind i hjemmet, fra vugge til grav; man søger nu at frarive dem selve jorden. De har værget og hævdet deres bet, de har på egen bekostning brudt sig nye veje til kundskab og praktisk dygtighed; de har renset og styrket deres danske modersmål og danske sindelag; de forsvarer deres jord med alle lovlige midler.  
   Forfølgelserne, fængselsstraffene, plagerierne, pengetabene, alle denne kamps åndelige og legemlige lidelser – alt dette kunne de have sluppet for, blot ved at snyde deres samvittighed, sælge deres ære.  
   De gjorde det ikke. De gør det ikke. Så få de er, står de som et folk. Svigter en af deres egne, føler alle de andre det som en skam og en smerte. Angribes en af deres egne, slutter alle de andre kres om ham. Også hos dem findes bondehovmod og borgervigtighed, findes uvilje mellem de mere og mindre velstillede i samfundet; men så snart det gælder, står de alle samlede. Også de kender til politisk uenighed, uenighed om midlerne, men de er alle fuldt enige om målet, et svar blade til fristere og tvangsmænd.
   Vi er danske, og vi vil vedblive at være danske! –
   Dette sind, denne samling har de ikke fået fra os.  
   Det, der skulle ene de mange og samle de spredte, det mangler her. Det glemte genrejserne; det er vi endnu ikke kommet i tanker om.  
   Arbejdet er nødvendigt og godt; men ikke nok. Arbejder jeg for mit fædreland, vel, jeg høster dog personlig fordel deraf. Det bliver nemt mig selv, der kommer i forgrunden. Først gennem kampen og ved de ofre, der forbereder kampen, træder fædrelandet levende frem. Den enkelte giver sine penge; han får ingen synlige renter, det bliver måske først næste slægtled, som høster gavn af gaven. Han giver sit blod, sit liv, han er selv borte, men ikke forgæves; thi fædrelandet består. Den faldnes død giver hans liv til efterslægten i form af ære, mod, kraft.  

        Det er alle kræfters kilde  
        For et folk, som for en mand: 
        Går det godt og går det ilde,
        Jeg vil kæmpe, det jeg kan.

   Således bliver et folk skabt og opretholdt: Af den kampvilje og de kampofre, der samler alle stænder og alle slægter, levende og døde, i fælles ansvar for den fælles ære. 
   Anden vej gives ikke. Den vej har danskerne i SønderJylland som grænsefolk i tusinde år, og nu i det halve hundredeår som grænsefolk på den fejle side af grænsen, haft lettere end vi ved at finde. Dér var og er kun kamp eller folkelig undergang. Altid valget om og om igen, ikke til at slippe udenom. Virkelighedens, den fremmede verdens trusel og tryk så hårdt på, at det var umuligt ikke at mærke meningen.  
   Hos os har det været muligt at glemme det. 64 mindede vel selv de mest tungnemme om det tryk, som vi gennem tiderne har været underlagt, det geografisk-politisk tryk, som to gange har frasprængt store stykker af riget og dele af folket, og som vi stadig har at modstå eller knuses af. Men det var noget tungt, noget hårdt, noget dødelig alvorligt at mindes om. Og vi vil helst undgå det tunge, det hårde, den ramme alvor. Af egne svagheder lod vi os atter friste til nye forsøg på at slippe udenom.  
   Efter dette 64 drev og gennemdrev Hørup sin politik, som om vi var ene i verden. Om ham og om de bedste af dem, der fulgte ham, gælder det sikkert, at de i bitterhed og forbitrelse over de slag, vi havde fået i sammenstødet med den hårde verden derudenfor, hævnede sig – ved at lade, som om den ikke var til!
   Genrejserne, kulturens og det praktiske arbejdets mænd havde travlt med al det meget, de skulle nå. Og jo mere de nåede, des travlere fik de. Nu, i næste slægtled, ser de kun deres eget. Den oplysning og den dygtighed, som fra først af var midler til folkets genrejsning, er nu blevet selve målet. – 64? Ja, et uretfærdigt overfald og et smerteligt tab. Men vi havde altså ret. Gudskelov. Og hvad udad tabtes, indad atter vindes.
   Flertallet faldt efter krigens ophidselse hen i sløvhed. Og da de nye førere begyndte at få de brede lag med sig fremad, var det til standspolitik, praktisk dygtiggørelse og åndelig kultur. Det var også det nemmeste. Det er altid nemmest at holde sig indenfor sogne- eller byporten. Alene det at tage stilling til noget fremmed kræver anstrengelse. En dansk udenrigspolitik, et fædrelandsk forsvar – nej tak, det kender vi; hvad det fører til, har vi set. Lad os holde os til det, vi kan magte. Sogneråd eller byråd; dernæst amtsrådet; højt, højt oppe rigsdagen og ministeriet. Og så kommer verdens ende.  
   Ingen af dem, der havde folkets øre, dristede sig til at uddrage den sande lære af 64: »Dette forsømte vi, og således blev følgerne. Således er verden; se nu at ruste jer til at modstå den bedre næste gang.« Og de, der prøvede det, havde ikke folkets øre. De oprørte folkets retssans ved at ville redde det uden tilladelse. Og folket hævnede sig for provisorierne ved at gøre selve sin tilværelse provisorisk, afhængig af det tilfælde, om et fjendtligt regiment finder det fordelagtigt at rykke over grænsen eller at undlade det.  
   Således mødtes mageligheden og arbejdet, uvidenheden og kulturen hver fra sin kant i det store danske tilbagetog fra det virkelige liv.
   Tilbagetog?  
   Har vi da ikke stadig et landbrug og en kultur, videnskabelig, kunstnerisk, folkelig, af særegen og høj rang? Kommer ikke solen, månen og de elleve stjerner og nejer sig for den lille Josef? Har ikke tyskerne efterlignet J. P. Jacobsen? Var der ikke tsjekkere på Askov og russiske godsejere på Ladelund? 
   Sandelig, hvad udad tabtes, indad atter vindes! Å ja.  
   Men at hedeselskabet har opdyrket et hidtil øde landområde større end Lolland-Falster, Fyn og Langeland tilsammen, har det flyttet den grænse, der skærer Jylland over i højde med midten af Fyn og Sjælland?  
   At den danske bondestand er den mest oplyste i verden, har det hindret samme bondestand i at bruge sin politiske magtstilling lige så nationalt pligtforsømmende som tidligere borgerstanden og adelen?  
   At den danske arbejder har bedre råd end nogen arbejder andetsteds i verden, har det lært ham at elske sit fædreland, som andre landes arbejdere elsker deres? Har det hindret det danske socialdemokrati i – ene blandt alverdens socialdemokratier - at kræve sit land værgeløst prisgivet den første den værste erobrer?  
   At vi har flere forfattere og en ringere presse end nogen af vore naboer, beder det på landets geografiske delthed og udsatte stilling?  
   Nej!
   Der er et andet ord, sandere end det, vi lever på. Det lyder således: Hvor man har lidt sit nederlag, skal man have sin oprejsning.  
   Og alt, hvad der  – med fuld ret – kan siges om Danmarks praktiske og kulturelle opsving siden 64, betyder kun lidet overfor den kendsgerning, at hvor vi før led vort nederlag, forbereder vi nu vor undergang.

   Den gang var det ufærdige Danevirke uindtageligt; nu er den ufærdige folkeret vore drømmeres uindtagelige værn.  
   Den gang skulle den tapre landsoldat med dårlige våben sejre over enhver angriber; nu skal den tapre neutralitetserklæring gøre det.  
   Den gang var det brødrefolkene; nu er det såmænd det internationale socialdemokrati, man venter hjælpen fra.  
   Den gang var det Vorherres verdenshistoriske hensigter; nu skal et tåget og tilsløret begreb, som kaldes »udviklingen«, fritage os for livets ansvar og virkelighedens byrder.  
   Den gang var det kommission, kommission, kommission, – nu har der været en kommission med tre meninger og et råddent forlig.
   Den gang blev statens og nationens personliggjorte enhed, kongen, truet til føjelighed i rådet og trukket tilbage fra hæren; nu bliver kongen svigtet af dem, der skulle støtte ham, gjort magtesløs i rådet og trængt ud af folket – på trods af rigets grundlov. 
   Den gang var det politikere, som lavede kommunallov, mens krigen nærmede sig; nu er det politikere, som laver grundlovsændring, mens de omgivende stater ruster sig til verdenskrigen.  
   Den gang lod vi fæstningerne forfalde; nu vedtager vi selv at nedrive vor eneste fæstning.  
   Den gang tålte vi en krigsminister, der svigtede sin embedspligt; nu tåler vi først en forsvarsminister, der partipolitisk undergraver en frivillig indsamling til fædrelandets forsvar, og dernæst en, der i sit ministerium nægter at underskrive ethvert dokument, hvori krigstilfælde nævnes, en, der offentlig har det som sit mål at skaffe os et ubrugeligt forsvar.  
   Så meget har vi lært af 64.  
   Rigsdag og presse, ministre og vælgerfolk – vi lyver os fra det.  
   Med en idealisme, der siger: »Fred er det bedste; altså har vi verdensfreden.« Verdensfred, for Balkans kanoner er blevet kolde, mens markerne dernede er røde endnu af hundredetusinders blod.  
   Med en idealisme, der siger: »I åben mark, på lige fod« – på lige fod, de få mod de mange, de slet væbnede med de ypperligt væbnede, et halvt års rekrutter mod tre års soldater.  
   Med en blanding af idealisme og praktisk beregning, der siger: »Ganske vist er frihed, modersmål og fædreland værdier, ja, selv æren er en værdi, som der må gøres noget for; men, på den anden side, det går ikke at gøre det for dyrt.«  
   Eller med en anden ideal-blandet praktisk regning: »Det koster så og så meget og hjælper alligevel ikke; så må vi hellere bruge de penge til skoler og hospitaler.« Ja, hospitaler, hvor soldaterne fra et nyt Dybbøl kan dø under gunstige forhold; skoler, hvor vore børn kan få tidssvarende undervisning – på et sprog, som ikke er dansk.  
   Vi lyver os fra det, fremdeles, med en udenrigspolitik, der sætter folkets frie selvbestemmelsesret, alias en demokratisk forfatning, som hovedsagen – og samtidig nedlægger Københavns befæstning, over den almindelige værnepligt og på alle måder svækker vor forsvarskraft, uden hensyn til, at sådanne ytringer af den frie selvbestemmelsesret prisgiver både rigsdag, amtsråd og sogneråd, hele den demokratiske forfatning på et bræt, sammen med selve folket og landet som et billigt bytte for hvem som helst, der bare gider.  
   Vi lyver os fra det med en udenrigspolitik, der søger støtte hos den gennem tusind år farligste nabo, den af alle folkelige, økonomiske og militære grunde farligste; en udenrigspolitik, der indbilder sig ved komplimenter og føjelighed at kunne bøje tilværelsens hårde lov, afholde den stærkere fra at tage sin fordel, hvor han finder den.  
   Således ideal-vrøvler og falsklyver vi os udenom nødvendigheden, bort fra det eneste, der kan i fred samle og i kamp opretholde et folk.  
   Alle fejlene gør vi om igen, værre end før, og lader, som om følgerne kunne udeblive.  
   De er der allerede. 
   Den mand, der ifjor forhindrede en forbedring af den endnu ikke nedrevne fæstning, kan iår træde uhindret frem og tale til kongen og folket om »heltene fra Dybbøl«!
   De, som kryber med den allerforstandigste dumhed overfor Tyskland, kan uimodsagt pynte sig med sønderjydernes tapre selvhævd.  
   Den folketingsmand, der forråder endog vort rent kulturelle samarbejde med de danske sønderjyder til altysk mistænkeliggørelse, får straks et enstemmigt tillidsvotum fra sine stillere.  
   Den embedsmand, der i et tysk tidsskrift velmenende optræder som bestilt af danskhedens værste fjende, han hædres med en stor orden – ikke en tysk, nej, en dansk orden.  
   Den regering, der har folkestyret som hovedpunkt på sit program, afgør uforstyrret vigtige statssager ved kongelig resolution, mod kongens ønske, udenom rigsdagen; frivilligt stryger Danmarks regering Danebrog over en rigs del, hvor det har vajet i hundreder af år.
   Den dansk-folkelige regering bøjer sig for den tyske gesandts censur over bøger til dansk folkelig brug.  
   En tysk landråd kan i fredstid ustraffet forbyde danske lystrejsende, danske dampere adgang til alle havnene langs østkysten af Slesvig.  
   Hvert år, hver måned bringer os nye oplevelser af lignende art, ringeagt og overgreb udefra, utryghed og splid indadtil, det er følgerne, allerede i fredstid, af vort nye forsøg på at snyde os til at være et folk og have et fædreland.  
   – – –
   Korea, Tripolis, Bosnien-Herzegovina og – for dem, der kan høre noget så nært – Finland og Nordslesvig, skriger sandheden om, hvad national og historisk ret regnes for, når de tilsvarende magtmidler mangler.  
   Stormagternes militærrustninger, deres mobiliseringer og spionerier forkynder, hvor verdensfreden er henne.  
   Men samtidig har de små Balkanstater med store pengeofre og gennem blodige kampe frigjort sig fra et 500-årigt stormagtstyranni; de har, takket være deres væbnede vilje, kunnet trodse »Europa«s vilje, slå stormagterne og genvinde det fordum tabte. Det gælder altså endnu:

        De få vandt sejr, og de små blev store
        ved det de vovede, ved det de gjorde.

   Og samtidig, samtidig, har hele verden set disse nationer gå med rivende fart fremad i praktisk civilisation og åndelig kultur. At netop den fælles kampvilje, den fælles levende ære har givet dem modet og styrken også til denne fredelige fremgang, står som en erfaring, der kun ved groft bedrageri lader sig bortfortolke.  
   Ja, så nær som i Sverige har vi set, uden krig, hvad den vågne følelse af fælles ære folkeligt er værd på alle områder. Den er det, som siden 1905 har nyskabt Sverige i praktisk dygtighed og åndelig kraft. Og dette nye Sverige var det, som nu, den 6. Februar, på 50-årsdagen for vore 30,000's tilbagetog fra Danevirke, sendte 30,000 svenske bønder, med andre 40,000 bag sig, ind til Sveriges konge for at kræve, ikke et ubrugeligt forsvar, ikke et billigere forsvar, men et bedre forsvar, med øgede byrder.  
   Kun vi vil ikke høre, vil ikke se. Stadig på nye måder søger vi at slippe gratis til et folkeliv og et fædreland. 
   Under sådanne forhold fejrer vi mindet om 64. Således fejres mindet af det uofficielle Danmark, det, som lovgiver og hersker indadtil – det, der optræder udadtil på rigets og folkets vegne – det ansvarlige, som det kalder sig.  
   Var der ikke et andet Danmark, vilde jeg for min part ikke kunne udholde at leve længere.  
   Men der findes dog et andet Danmark.  
   Halvkvalt af kultursnak i skytte- og gymnastikforeningerne; af punchetaler i den konservative og af intelligensidioti i den radikale studenterforening. Svagt fremspirende endog i den socialdemokratiske ungdom. Angerfuldt vågnende i literære og kunstneriske kredse. Frisk voksende i K.F.U.M, i spejderkorps og frivillige drengekorps; i danske kvinders forsvarsforening. Kraftigt udfoldet i de frivillige korps til fædrelandets forsvar. Lysvågent i ledende krese af vor handel og industri – og i vor hær, hvis befalingsmænd af alle grader, trods den moralske og økonomiske udsultning, man har budt dem og deres arbejde itu i en lang række år, med en i sandhed beundringsværdig troskab har gjort deres pligt og båret deres ansvar, og er rede til at bære dette ansvar og gøre denne pligt under alle forhold.  
   Et Danmark, som kender, eller stræber at kende, den virkelighed, vi lever i; et Danmark, som ved, at livets lov hedder kamp, og de, der vil narre loven, skal miste livet, men de lydige skal leve, gennem kampen og trods døden.
   Dette Danmark, hvortil også jeg hører, lytter i disse dage fra Dybbøl ud imod de røster fra Sverige og Norge, som med mer eller mindre åbenlys anger over brodersvigen den gang kalder fremad imod den stadig uløste fælles opgave. Men imedens vi mindes de støre fremtidsmål, som intet folk kan leve foruden, regner vi med nutidens vilkår.  
   Et nordisk forsvarsforbund er i lige grad for hvert enkelt af de tre folk den eneste frie storvej fremad. Det vil være i alle de store naboers interesse såvel som i vor. Men vi husker Asquiths ord, at trods Englands »levende interesse i de tre nordiske rigers uafhængighed« kan denne uafhængighed ingen respekt og ingen støtte vente, med mindre hver især af de tre gør sit for at sikre sig. Det er Sverige først undervejs til; Norge har ikke gjort sit, Danmark ikke heller. 
   Som det er, står vi alene. 
   Det er en alvorlig stilling; vi tager den alvorligt. Det er en truet stilling; men håbløs er den kun, hvis vi selv opgiver den.  
   Bruger vi al den arbejdskraft og al den forsvarskraft, vi råder over, vil vi, for at værne, hvad vi har, ofre blot en tredjedel af det, Grækenland har ofret på at genvinde det tabte, da får vi et Danmark, som selv de store ikke vil træde på uden tvingende nødvendighed. Et Danmark, som kan værge sig, kan slå igen, og blive kostbart at slå ned. Just under den nuværende verdensspænding mærkes enhver lille vægtforandring i magtgruppernes indbyrdes forhold; de regner meget nøjagtigt.  
   Men selv om man kunne bevise med tal og tegninger, hvad der aldrig kan bevises med tal og tegninger; selv om vi forud vidste, at vi dog skulle slås ned, selv da vilde vi kræve og arbejde for et forsvarsrustet fædreland. Sejr eller nederlag, vort frie sind vil vi have frelst. Vi vil betale den fulde pris for at være et folk. 
   Duer vi danske, eller duer vi ikke?  
   Skal Danmark have en fremtid, eller skal dette ældgamle og i tusinde år ærefuldt kæmpende rige nu visne hen og trampes ned, under allehånde påskud, svigtet af sine egne sønner?  
   Det er Dybbøls spørgsmål til os.  
   Det er det spørgsmål, som den 18. April retter til os.  
   De, der svarer: Nej, Danmark skal ikke forrådes. De, der svarer: Ja, Danmark skal bestå. De må huske, at svaret er ikke givet med en skåltale og et hurraråb, det gives, kun i handling, i arbejdet og ved valgene, i rigsdagen og i hjemmet, hver dag, så længe de lever.  
   Kun med et sådant nej og et sådant ja kan vi ærligt mindes Dybbøldagen. Alt andet er at håne de døde og spotte livet. Når vi mindes kampen, må vi love: Således vil også vi kæmpe. Når vi mindes nederlaget, må vi love: Næste gang skal våbnene være i orden og værnet fast.
   Vi, der vil dette, vi takker de gamle, dem, der stred, og dem, der faldt. Vi spørger ikke om højremand eller venstremand eller socialdemokrat. »Søger først det ene fornødne, så skal også alle disse andre ting gives eder.«
   Først fædrelandet.
   Først Danmarks frihed og ære.

Tale på Dybbøldagen 18. april 1914. Her efter Taktløs Tale paa Prosa og Vers.  Litterært Forlag 1924. Venligst indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.

FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG