| |
Steen Steensen Blicher
(1782-1848)
Forfatter,
lærer og præst. Påbegyndte teologiske studier i 1801. Nærede stor interesse
for det 18. århundredes engelske litteratur (bl.a. Ossian-digtene og Popes
digtning). Deltog i forsvaret af København 1807. Udgav Digte 1. del
(1814), Jyllandsrejse i 6 døgn (1818). Fra 1819 præst i Lysgård og
Thorning på randen af den jyske hede. Her levede han sig ind i den natur og det
folkeliv, hvis skildrer han blev i digte, noveller og historiske fortællinger
– bl.a. Bautastene (1823), Oldsagn fra Alheden (1823), Jyske
røverhistorier (1823), Brudstykker af en landsbydegns dagbog (1824),
Præsten i Thorning (1824), Sneklokken (1825), Ak, hvor
forandret! (1829), Hosekræmmeren (1829), Præsten i Vejlby
(1829), Trækfuglene (1838), E Bindstouw (1842). Genudgav flere af
sine noveller i København (I-V, 1833-36) efter råd fra vennen B. S. Ingemann.
Han udgav også en række oplysende artikler (bl.a. om landbrug og hedens
opdyrkning til gavn for det danske folks udvikling) samt tidsskriftet Nordlyset
(1827-29). Blichers forfatterskab indeholder kulturhistorisk værdifulde
skildringer af heden og dens folk. Hans kærlighed til fædrelandet kom tidligt
til udtryk i bl.a. flere digte (f.eks. ”Najaden” fra Digte (1814),
”Hjalmar og Angantyr” fra Jyllandsrejse (1818), særligt Natten på
Jellingehøje (1817/1821) og Til Danmarks ungdom) samt i mindeord og
fædrelandssange. For Danmarks åndelige vækkelse og rejsning udfoldede han
stor energi på det nationale område og organiserede bl.a. folkemøderne på
Himmelbjerget (fra 1839), der kom til at danne mønster for andre folkemøder
rundt om i landet. I denne forbindelse kan ligeledes nævnes skriftet Danmarks
nuværende tilstand (1828) samt flere artikler, bl.a. om den almindelige værnepligt
i Jyllandsposten og om andre nationale spørgsmål i Dannevirke.
Skrev desuden en række digte som indlæg i grækernes frihedskamp mod tyrkerne
og var desuden en af de første talsmænd for skandinavismen.
Nomos
modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte
Tekster på Skræp
af S. Steensen Blicher -
Steen Steensen Blicher:
Hjemve (1814)
Steen
Steensen Blicher: "Hic patria, hic bene" (1828)
Steen
Steensen Blicher: Hvad koster det? (1838)
Tilbage
|
|