FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG

Man kan endnu høre sagn om danskernes og svenskernes sidste kampe om Skåne. Til Fredshøj i Ring sogn (Skyds herred) kom en dag en trop på tohundrede danskere, som var blevet afskåret fra hovedhæren og var halvt forgået af sult og kulde. Bondehustruen gik selv ud til dem med kavring (et slags hårdt, surt brød) og anden mad og sagde: "Jeg skal mætte jer alle, men gør os så ingen skade". Det ville de heller ikke gøre, for de forstod, at kvinden regnede dem som landsmænd, selvom hun ingenting sagde; men da hun så, at en af soldaterne var barfodet, gav hun ham strømper og sko. "Giv mig nu også øksen dér", sagde soldaten, for han var også våbenløs. "Det kan jeg ikke, thi nu er vi jo fjender og dem må vi ikke give våben i hånd", svarede hun. Da lo soldaten, påtog sig en bister mine og råbte: "Giv mig øksen, ellers skal I få hele den danske hær her!" "Da må jeg vige for overmagten", svarede konen, og så fik danskeren et godt våben, uden at svenskerne kunne beskylde den skånske kvinde for at have givet ham det.
Næsten endnu tydeligere fremtræder skåningens kærlighed til det gamle moderland i følgende sagn, som er blevet mig fortalt af en bondekvinde fra Ausås sogn (Sønder Åsbo herred):
Under "Stenbockkrigen" førte folket i Helsingborgs omegn gerne levnedsmidler til danskerne, for disse plejede altid sige: "Kom I bare! Vi er jo eders landsmænd og gør Jer ingen skade".
Derimod fortæller sagnene om, at svenskerne hvervede skånske bønder til soldater med list. De lagde en sølvmønt i et bæger brændevin, som blev budt den intetanende bonde; når denne så havde tømt bægeret og fået mønten, påstod svenskerne: - "Nu er du hvervet!" og så måtte han med det samme træde i tjeneste. Mange af disse fangne karle rømmede og frelste sig, andre blev grebet og skudt. En sådan flygtning indførtes en dag til Ausås præstegård i Sønder Åsbo herred for at forvares til han skulle skydes. Præstekonen bad svenskerne om at skåne hans liv, men de afslog hendes bøn; dog udvirkede hun til sidst, at han skulle skydes inde på gårdspladsen i præstegården. Nu forholdt det sig sådan med præstekonen, at hun havde lært en del gode kunstner af sin præst; derfor voldte hun, at ikke en eneste kugle ramte den fangne skåningen. Da blev svenskerne forbløffede, gav bonden fri og agtede sig vel for ikke at sætte sig op mod præstefolkene i Ausås.

Fra Eva Wigströms upublicerede tredjebind til Folkdiktning, bind I og II trykt i København og Gøteborg 1880 og 1881. Optrykt uændret i Svenska Sagor och Sägner. Folktro och sägner från skilda landskap (Falun 1952). Venligst indsendt til Skræp af Mads Kierkegaard.

FORSIDE  NYT  SKRÆP  FOLKET AF ÆLDE  OCCIDENT  SKJALD  MIDGÅRD  AFTENLAND  ANTENORA  MEDIER  TIDSSKRIFT  SØG