Gudmund Schütte: Teutoner og Thy

Landskabsnavnet Thy, gammeldansk Thyuth eller Thythe Sysæl, men Indbyggernavnet thyboer, indtager en fremragende Stilling indenfor det danske Sprog, ja indenfor Sproget i den samlede store Folkegruppe Gottjod (engelsk the Teutons, tysk die Germanen), thi det hænger efter al Rimelighed på Sæt og Vis sammen med den navnkundige Oldstamme Teutonerne, Kimbrernes Stalbrødre på det vældige Folketog, der bragte Romerriget til Undergangens Rand, 113-101 før Kristus. Og Teutonernavnet er det ældste Ord, der overhovedet er optegnet på Folkegruppen Gottjods Tungemål.

Ude i den store Verden har man sædvanlig en helt anden Opfattelse av Teutonerne end hærhjemme: man regner dem nemlig for identiske med Tyskerne. Det er lydlig fristende, thi både Teutoner og Tyskere kommer av et gammelt ord for "Folk", gotisk thiuda. Vi har det endnu i Ordet "Uty(d)ske", egentlig = "Ufolk, Umenneske", samt i Folkegruppenavnet Got-tjod og i Folkenavnet Svi-tjod, "Svenskerfolk". Men i Virkeligheden, historisk seet, har Teutoner og Tyskere intet med hinanden at gøre. De rigtige Teutoner, omtalt siden 4de Århundrede før Kristus, hører hjemme i det danske Område, medens Tyskernes navn kommer av et Sprognavn theotisc, deutsch, dvs. "folkelig", der siden 8de Årh. brugtes i Mellemeuropa om det tyske Folkesprog i Modsætning til Kirkens fremmede, lærde Sprog, Latinen. I boglærd Stil dannede man så av theotisc et Folkenavn theutonici, der kunstig var sammentydet med det gamle klassiske Folkenavn Teutoner.

I nyere Tid har Englænderene givet Teutoner en ny Tydning; det sættes lig med den Folkegruppe, der på gammelt nordisk kaldes Gottjod, men av romerne og tyskerne kaldes Germaner. En lignende Hæder er vederfaret Teutonernes Stalbrødre, Kimbrerne. Deres Navn overføres stundom på Folkegruppen Gottjod. Således i Peder Syvs vigtige skrift "Nogle Betenkninger over det cimbriske Sprog", 1663.
Nu skal vi efterspore Teutonernavnets Saga fra Ophavet av.

Vor Hjemmelsmand, den første Optegner av et gottonsk Ord, er den dristige græske Opdagelsesrejsende Pytheas, der omkring 345 før Kristus drog ud fra sin fædreneby Marseille i Sydgallien for at søge Midnatssolens Land og Produktionsstedet for det i Syden efterspurgte Smykkestof, Ravet. Han nåede frem nordenfor Skotland til et Øland Thule, som dog ikke var selve Midnatssolens Land. Siden gæstede han den jyske Ravkyst. Hans Færd er bleven drøftet bl.a. av Geografen H. P. Steensby i "Geogr. Tidsskr." 1924 og av Landsarkivar Svend Aakjær i "Hist. Aarb. f. Thisted Amt" 1944; det er vel i øvrigt nærmest mig, der har åbnet Drøftelsen med min Artikel "Nordgrænsen for Iagttagelserne hos Pytheas", "Geogr. Tidsskrift" 1917.

Plinius skriver dærom i sin "Naturhistorie" XXXVII, 35: "Pytheas siger, at Gutonerne (var. Guioner), en Stamme i Germanien, bor ved en Flod-og-Ebbestrand (aestuarium) på Oceankysten ved Navn Mentonomon(?) … En dags Sejlads derfra ligger Øen Abalos. Didhen drives (Ravet) ved Vårtid av Bølgerne, og det er en fast Udsondring fra Havet. Indbyggerne bruger det som Ildebrændsel og sælger det til sine Grander Teutonerne".

Dette Frasagn er desværre uklart overleveret, og Tydningen er ret usikker.

Ravkystens Indbyggere kaldes i Håndskrifterne snart Guioner, snart Gutoner. Guioner måtte rettes til Inguioner, dvs. de fra "Beouwulf" kendt Ingwine, et Tilnavn for Danerne, atter svarende til Kongeætten Ynglingar i Sverige. Hvis den rette Form er Gutoner, vilde det være en Vranglæsning av anden art. Plinius eller hans Hjemmelsmand vilde have vranglæst det første Bogstav og således have bildt sig ind, at der var tale om Goter på den Preussiske Ravkyst. Navnet måtte da sikkert rettes til Eutoner, og dærmed menes Jydestammen, hvis ældste Bopæl synes at have været ved Hjertingbugten og Esbjerg; efter den opkaldtes det sønderjyske Vadested Jotenwath, nu Jyndevad. – Om den ene eller den anden Tydning er rigtig, er såre tvivlsomt.

Det Flod-og-Ebbe-Farvand, hvor Ravet skylles op, kaldes Mentonomon, men i andre Håndskrifter Metuonis. Førstnævnte staves av Aakjær Mentonom, og han seer dæri Navnet æ Minnd eller Gammelminde ved Bøvling fjord. Der kunne vel også tænkes på Thorsminde. Men Læsemåden er som sagt usikker.

At Ravøen Abalos skal ligge en Dags Sejlads fra Fastlandet, lyder ikke troligt. Ikke een av Øerne langs Jyllands Vestkyst ligge så langt ude; det skulde da være Helgoland. Aakjær skriver Abalom og gætter på Aalum, en nu forsvunden By og Storgård på Agger-Halvøen. Ligheden er dog noget illusorisk overdreven. Når Plinius skriver Abalum, er m’et jo blot latinsk Kasusmærke; i Nævneform lyder Navnet Abalus, græsk Abalos. – At abal- kunde blive til aal-, er ikke meget troligt. Man venter avl-. Ligningen er og bliver usikker.

I bog IV, 94, omtaler Plinius en Ø Raunonia eller Baunonia, hvor Ravet ligeledes ved Vårtid skylles op. Den har man tydet som Rænnum, det nuværende Rindum ved Ringkøbing. Men også dette er usikkert Gætværk.

M.h.t. Teutonerne, så har nogle ment, at det kunde være samme Navn som de førnævnte, sikkert vranglæste Gutoner. Det passer dog næppe, thi de to Navne bøjes hos Plinius forskellig. Hensynsformen hedder det ene Sted Gutonibus, det andet Sted Teutonis. Dvs., den ene Stamme hedder i Nævneform på Latin Gutones, den anden Teutoni. Vi må altså holde Teutonerne for sig selv. Og vi får da hos Plinius den Oplysning, at de ikke bor på selve Ravkysten, da de ikke samler Ravet, men må købe det av deres Grander.

M.h.t. Ravets Natur har den gode Pytheas åbenbart fået bundet en tyk Skrøne på Ærmet: at det samles i så store Bunker, så det kan bruges som Ildebrændsel.

Hvor boede da Teutonerne, når de på Pytheas’ Tid ikke boede på Ravkysten?

Dærom hører vi hos et Par klassiske Geografer.

Romeren Pomponius Mela kort efter Kristi Fødsel taler i sin "Chorografi" III, 31, om en Bugt Cod- (Codanus sinus), hvis Navn vel hænger sammen med dat Quade Gat, Kattegat. "I den bor Kimbrer og Teutoner". I III, 57, taler han atter om Cod-Bugten og siger: "I den er Codanovia, som Teutonerne endnu har inde; den overgår de andre (Øer) såvel i Frugtbarhed som i Størrelse."

Codanovia synes at være et Radbræk av det hos Plinius forekommende Navn Scadinavia, der atter hænger sammen med de av Plinius og Ptolemaios nævnte skandiske Øer. Efter dette måtte der nærmest tænkes på Sjælland. Man måtte vel forbinde Teutonerne med det sjællandske Herred Thyuthæbiærg, ny Tybjærg.

Der er imidlertid en anden Hjemmelsmand, der anbringer Teutonerne ret avvigende, nemlig den græske Geograf Ptolemaios, der udgav sin "Geografi" efter 150 e. Kr. Østenfor Saxerne i Holsten og Lakkobarderne (Langobarderne) i Bardengau ved Nedre-Elben, altså omtrent i Meklenborg, sætter han følgende Stammer:

Teutonoaroi Ouirunoi.
Teutones Auarpoi.

Den gode Ptolemaios må nu ikke tages særlig højtidelig som Hjemmelsmand for Folkestammers Navne og Bopæle. Han er, rentud sagt, den forfærdeligste Kluddermikkel. Een og samme Stamme nævnes to-tre Gange på vidt forskellige Steder, og Navnene radbrækkes på det grusomste. F.Ex. står Lakkobardoi med radbrækket Navn på det rigtige Sted, i Bardengau, og Langobardoi med rigtig Navneform på splittergalt Sted, ved Rhinen. I nærværende Tilfælde har han tydelig set dobbelt på Teutonerne og deres Naboer. På det ene Kort, der har været skrevet på Latin, han han læst:

Teuton(i) vari.
Viruni.

På det andet:

Teutones Ouarnoi.

Bogstaverne vari ovenover Viruni var tænkt som en Rettelse, der skulde indføre den rigtige, velbekendte Læsemåde Varini, som av Korttegneren var radbrækket efter den romerske Provinshovedstad Virunum syd for Donau. Men Ptolemaios, Kluddermikkel, som han var, bildte sig ind, at vari var Halen paa det foranstående Navn Teuton(i), og således digtede han den uhyrlige Vanskabning Teutonoaroi.

Vi oplyses altså av Ptolemaios’ tvende Hjemmelsmænd om, at Teutonerne har været Grander til den særdeles velkendte Folkestamme Varinerne el. Varnerne, som synes at have boet i Meklenborg og dær har efterladt sig et Minde i Strømmen Warnow og Strømmundingen Warnemünde.

Efter Ptolemaios at dømme, skulde også Teutonerne have boet i Meklenborg, men det strider avgjort mod Melas Fremstilling, der tvende Gange sætter dem midt i Cod-bugten (Kattegat-Østersøen), den ene Gang på en stor, frugtbar Ø. Da nu Ptolemaios som sagt er en stor Kluddermikkel, tør vi ikke tage hans kontinentale Stedfæstelse for gode Varer. Vi må blot holde fast ved den dobbelt overleverede Efterretning, at Teutonerne er Naboer til Varinerne i Meklenborg. Dærefter kunde Teutonerne f. Ex. sættes på Øen Rygen. Så vilde de samtidig være Naboer til Varinerne og dog bo på en Ø i det Havområde, som Mela kalder Cod-bugten.

Men hvad med Thy og Thyboerne?

Vi må vel gætte på, at Teutonerne i Oldtiden har været spaltede i to Grene – slig Folkespaltning forekommer ofte –, den ene på Sjælland-Rygen, den anden et Steds i Jylland. Avdeling nr. 2 måtte så efterhånden have forskudt sig vestpå til Thy. Kanske er denne Forskydning allerede sket før Kristi tid. Det kunde man fristes til at slutte av Teutoners og Kimbrers fælles Vandring, der synes at have et Spejlbillede i Naboskabet mellem Thy og Himmerland.

Thy hedder paa Gammeldansk Thyuth, i "Valdemars Jordebog" Thythe Sysæl, oldnordisk Thjoð, hos Adam av Bremen Thud. Da der findes et gammelt Stammenavn Teutoner, og andre gamle Stammenavne har holdt sig paa jysk Grund (Himmerboer, Hardboer, Angelboer etc.), vilde det være højst urimeligt at tillægge Thy noget andet Ophav end Teutonernavnet. At det har kunde holde sig til Nutiden, skyldes især Landets Karakter av Næsten-Ø. Da Enevælden avskaffede den gamle nordiske Syssel-Inddeling og tyskede den om til en Amts-Inddeling, slap Thy forholdsvis godt, idet Avløseren Thisted Amt ialfald mindede om det gamle Navn. Men hvor vildledende den administrative Navnereform var, ses dærav, at Englænderen Chadwick i "The Origin of the English Nation" (1907), s. 214, kalder Thy og Himmerland for "forhenværende Navne". – Det vilde være mest rimeligt og pietetsfuldt at gøre et Tilbageskridt og avløse Thisted Amt med Thy Amt. I Norge har man været mindre ræd; dær har man radikalt udjaget den Amts-Inddeling, som de danske Konger voldelig havde påtvunget Landet, og er vendt tilbage til den gode, gamle Fylkes-Inddeling. Men vi Danske er sikkert for dorske og vanetrælske til at genindføre vor nationale Syssel-Inddeling, desværre.

Landsdelens Sydgrænse markeres ved Navnet Thybo-Røn, der modsættes Harbo-øre, opkaldt efter Hardsyssels Indbyggere, Hardboerne, Oldtidens Haruder.

Ved et sært Træf har Thy faaet en Værnehelgen, der minder om Landsdelens Navn: Kristendomsforkynderen St. Theodgar, nu Thøger. Vokalen ø genfindes i Folkemålsformen for Thyboernes Navn, Tøboer.

Teutonernes Vandring sydpå skal jeg hær ikke drøfte nøje i Enkeltheder. Den er i mangt og meget uklart fremstillet. Navnlig lader Kilderne os i Uvished om, hvor tidlig Samvandringen med Kimbrerne indtrådte. Grækeren Strabon, der i sin "Geografi" VII, s. 293, taler om Kimbrernes Tog, lader dem først angribe Bojerne i Boihaemum (Bøhmen), siden Skordiskerne ved Bjærget Skordos, nu Shar Dagh, dærpå Tauriskerne ved Hohe Tauern, og midlertidig slå sig ned hos Helvetierne i Svejts. Under alle disse Tog østpå og tilbage vestpå nævnes intet om Teutonerne. Først fra Svejts av kan vi være sikre på, at Samvandringen har fundet Sted. Medens senere Kimbrerne farer til Spanien, vendte Teutonerne sig nordpå til Belgien. Dær eller i Nordgallien genforenedes de to Stammer omsider, men kun for atter at dele sig. Man vedtog at angribe Italien fra alle tre Sider. Der blev kastet Lod om Angrebsvejene: Teutonerne fik Vejen gennem Vestalperne, Kimbrerne den gennem Midtalperne (Tyrol), og en keltisk Stamme Tigurinerne fik Vejen gennem Østalperne, men nåede forrsten aldrig frem. – År 102 før Kristus drog så Teutonerne sydpå ned av Rhonedalen under ledelse av Høvdingen Teutobod, som var jættehøj og sagdes at kunne springe over 6 Heste på een Gang; han var temmelig stor i Munden. (Hans Pral bringer os uvilkårligt til at tænke på en holbergsk "Helt" med et lignende Navn, Jacob von Thyboe). Men ved Aquæ Sextia. dvs. Aix en Provence, huggede Romergeneralen Marius Teutonerne Sønder og Sammen. Den kæphøje Teutobod flyede nordpå, men blev greben av Gallerne og udleveret til Marius. Kun som lænket Fange genså Teutobod Kimbrerhøvdingen Bojerik kort før Slaget ved Vercelli 29. Juli 101, hvor Bojerik faldt, og den hellige kimbriske Tyr erobredes, og Kimbrerhæren gik til Grunde. Ved Marius’ Triumftog i Rom var Teutobod Genstand for den romerske Pøbels Undren og Spot, som han gik dær, lænkebunden og ragende højt op over sine Medfanger.

En Avdeling Teutoner og Kimbrer var ifølge Cæsar bleven ladt tilbage i Belgien for at vogte Vandringshærens Bytte, der var blevet for mægtigt til at kunne slæbes videre med på Krigstogene. Disse Folk voxede siden op til en hel Stamme ved Navn Tungrer. De blev underkuede av Cæsar 58 før Kristus. Navnet Tungrer lever videre i Byen Tongern, fransk Tongres.

Der er også Spor av Teutoner og Kimbrer i den romerske Provins mellem Rhinen og Donau. Man har fundet en Milesten med Påskriften Toutoni og Vie-Indskrifter til den kimbriske Merkur (Odin).

Historiske Minder om Teutoners og Kimbrers Rasen holdt sig i Latinen og nedarvedes dærfra til de nyere europæiske Sprog: "teutonsk Bersærkergang" (furor Teutonicus) og "kimbriske Hyl". Den "kimbriske Halvø" er bleven et stående Navn for Jylland, og der findes Firmanavne som "Cimbrerkroen" og Bogtrykkeriet "Cimbria" i Ålborg. En Folkelevning i Norditalien ved Verona kaldes den dag i dag "Cembri", dvs. "Kimbrer". Bortset fra "den kimbriske Halvø" etc., er sådanne Navne dog normalt knyttede til ikkedanske Egne. Når man siger, at en Person går i "teutonsk Bersærkergang", svarer det til Folkemålets Udtryk "Gal som en Tysker". Og de norditalienske "Kimbrer" er et tysktalende Egnsfolk. Endelig har både Teutonernavnet og Kimbrernavnet opnået den Hæder at ophøjes til Fællesformel for den samledes Folkegruppe Gottjod, se ovenfor.

Lit. Schütte: "Vor Folkegruppe Gottjod", § 13, § 21; do. "Our Forefathers, the Gothonic Nations" § 245.

Historisk Aarbog for Thisted Amt 1945. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >