Gudmund Schütte: Eddaens Gudelære og dens Genklang i Salling

Det er jammerfattigt, hvad vi veed om vore Forfædres ældste Tro, når vi tænker på Forfædrene i snævreste Mening, Indbyggerne av Salling Syssel. Hvad der lader sig opdrive av svage Levninger, har jeg skrabet sammen i Artiklen "Sallingsk og furlandsk Hedenskab", "Historisk Aarbog for Skive og Omegn" 1925. Landet lå for fjærnt fra Kulturens Brændpunkter, fra sådanne fornemme Stortempler som Lejre eller Odense, Odins Vi. Ingen Tacitus, ingen Snorre, ingen Saxe har ulejliget sig til Sallinglands Strande for at sammensanke Kvabjydernes Myter. Det er så sandt ikke hær, at Nordmændenes og Islændingenes "Edda", den norrøne Troslæres navnkundige "Oldemoder", så Dagens Lys. Men noget må der jo have været troet. Hvordan så det ud? Kan vi stole på "Eddaen"?

Der har stået en mægtig Strid om disse Vidnesbyrd. Den store Normand Sophus Bugge har noget pietetsløs antastet det navnkundige Eddakvad "Vølvens Spådom" med dets Skildring av Verdens Skabelse og Undergang. Han har villet skære det ned til at være for en stor Del Kopi av "Johannes' Åbenbaring" og av middelalderlig teologiske Fantasier, som er slæbt hærind av Munkene. Andre Forskere, især Tyskere, har forarget taget til Genmæle mod denne Vanhelligelse.

Jeg er nu tilbøjelig til i noget Mon at give de tyske Kritikere Ret. Der er altfor mærkeligt, ordret Samstem i Skabelseslæren og Ragnaroklæren, som den foreligger i de ældste norske og tyske Oldkvad. Det kan umuligt være tilfældigt Slump. Ganske vist er de pågældende tyske Kvad kristne, men det ligger dog nær nok at formode, at Forfatterne for at live op i den digteriske Udmaling har øst av gamle fra Hedenold nedarvede Formler; når man brugte Hedningtemplerne til kristne Gudshuse, kunde man også bruge hedenske Udtryk og Billeder i kristi Omtydning.

Men hvis det nu er rigtigt, at disse Urforestillinger er fælles for Norden og Tyskland, – hvis et og samme Eddavers dukker op med næsten bogstavelig stemmende Ordlyd på Atlanterhavs-Øen Island og i Alpernes Grandelag, – så er det en logisk tvingende Slutning, at hele Mellemrummet engang har genlydt dærav. Det er Ting, der engang har været Folkeeje i Salling og Fjendsherred, i Skive såvelsom i Harre, Wojns, Tise og Hindborg og allevegne. Og selvom ikke enhver Sallingbodreng har kunnet opremse Verset for at blive udskreven av Drengeklassen og "konfirmeres" som voxent Karlmenneske, så har Kundskaben dærom dog ialfald været uomgængelig nødvendig for enhver Høvdingesøn, der higede efter at opnå Kaldet som Odins Gode i Oddense Tempel. Dærfor kan det vel også have sin Interesse for de gamle Sallingboers Efterkommere at høre lidt dærom; selvom det for en Del bliver Opkog av gammelkendte Ting, kendte som Randers Handsker, så vil jeg søge at stille dem i nyt Lys ved overalt at søge Tilknytning til vor kære, særlige Hjemmind.

Først lidt om "Eddaen"s Skabelseslære, den, hvis Gyldighed for Salling vi lærer at kende av de samstemmende islandske og sydtyske Vidnesbyrd.

Oprindelig, tænkte man, herskede det store Øde, det uendelige Gab, Tomheders Tomhed. Det var forud for Urstamfaderen Ymers Skabelse. Således hedder det i "Vølvens Spådom":

Det var Arilds Tid,
da Ymer bygged.
Ej var Sand, ej Sø,
ej svale Vover.

Jord ej fandtes,
ej Ophimmel.
Det var Ginnung-Gab,
og Græs ingensteds.

I næstfølgende Strofe omtales Sol og Måne; der har vist Oprindelig Været en Strofe, som fortalte: Sol ej skinned, Måne ej lyste. Nu skal vi høre, hvordan det lyder i et oldhøjtysk Kvad, "Wessobrunner Bønnen":

Det erfor jeg blandt Folk
fremmerst av Undere,
at ingen Jord var
eller Ophimmel,
ej Bladtræ, ej Bjærg der var,
ej Sølvstjærne nogen,
ej Solen skinned,
ej Månen lyste,
ej den mægtige Sø.

Enhver må kunne høre, at det er samme Uropfattelse, der går igen i de to Texter fra vidt adskilte Egne, altså eengang også har været Allemands-Eje i Salling. Så følger i "Eddaen" Skildringen av, hvordan Verden skabes av Urjætten Ymers Krop og Legemsdele. Det er i Hovedsagen samme Liste over Verdenselementer som ovenfor, der nu går igen:

Av Ymers Huld
al Jorden skabtes,
av Sårvæsken Sø;
Bjærg av Benene,
Bladtræ av Håret,
av Hovedskal Himlen.
Men av hans Bryn
gjorde blide Magter
Midgård for Mænds Sønner.

Hær savner vi Ekko i Tysk, men til Gengæld skildres i det oldhøjtyske Kvad "Muspilli", hvordan ved Dommedag Verden forgår, Træer, Bjærge, Åer, Himmel og Måne ødelægges, Midgård brænder.

Det er en ægte Prøve på Ånden i oldgottonsk Digtning. Een og samme Liste Verdenselementer bruges til at skildre, først Tilstanden i det øde Urgab, dærnæst Verdens Skabelse og endelig Verdens Undergang. Men Gentagelsen virker ikke tør og trættende som en kedsommelig Klapremølle; tværtimod, den varieres og udfyldes med særegne, digteriske Enkeltheder, så den kommer til at virke med vældig Kraft.

Det er ganske mærkeligt, at dette Urkvad om Verdens Ophav og Undergang genlyder fra det fjerneste Nord og Syd, ligesom de eneste nogenlunde nævneværdige Uroverleveringer fra sallingsk Hedenskab netop drejer sig om hidhørende Forestillinger, som vi siden skal se.

Hvordan foregik nu Verdens Skabelse?

Dærom fortæller gamle tyske Kvad, siger Romeren Tacitus, at en Gud Tvisto fremstod av Jordens Skød, og han avlede atter Sønnen Mand, Urmennesket. Det er ikke meget, vi hær får at vide, men det er til Gengæld Ærværdigt gammelt, stammer fra selve den Tid, da Kristus vandrede på Jorden, og vi kan udfylde det med norrøne Vidnesbyrd.

Tvisto skal uden Tvivl tydes "Tvetullen", "den tvekønnede". Og netop denne Natur havde Urjætten Ymer, av hvis Krop og Legemsdele Jord, Himmel og Væxter skabtes, som vi ovenfor hørte. Om ham hedder det i "Vafthrudnesmål":

Under Hånden voxed
Mø og Mand sammen.
Fod med Fod
hos den fuldvise Jætte
avled sexhovedet Søn.

Ymer er vistnok det samme som oldsvensk Ymuman, en Indbygger av Umeå Lapmark. De gamle Nordboer mente, at de nedstammede fra Finner og Lapper, som vi også kan se av andre Myter. De havde ikke ligesom Nutidens Hitlermænd den Forfængelighedens Orm, at de med Djævlens Vold og Magt vilde være "rene Arier".

Iøvrigt fortæller Snorre i sin prosaiske "Edda", at av det tomme Gab fremstod Koen Aud-humla, av hvis Mælk Ymer nærede sig. Samme Ko optrådte også selvstændig skabende, idet hun frembragte Urvæsenet Buri. Det var åbenbart ikke bare ét Urstamvæsen; der var flere om Buddet. Og i den gotiske Kongestamtavle har vi igen en Myte, der minder om den nysudnævnte, men har sine særegne Træk. Ligesom Eddaens Gab (Gap) avler Humla, således fortæller Goterne, at Gapt avlede Humal, fra hvem atter Goterkongen Didrik av Bern nedstammede. Gapt må tænkes at være Legemliggørelsen av Gabet, Ginuungagap.

Dærmed føres vi atter til vor Urhistorie. Saxe har øverst i Toppen av sin Historiebog den Fortælling, at Humblus var Fader til Dan og Angul. – Humla, Humal, Humblus er aabenbart et og samme Urvæsen i forskellige Udgaver, snart Hunkøn, snart Hankøn, kendt både hos Nordmænd, Goter og Danske. Det har sikkert også figureret i Sallingboernes hedenske Katekismus.

Endnu en Stamfader kender vi fra "Lejrekrøniken". Dær hedder han Ypper; han boede i Uppsala og havde Sønnerne Nore, dvs. Nordmanden, Østen, dvs. Østmanden (Svenskeren), og Dan, dvs. Danskeren. Ypper er vel en Omdannelse av Urjætten Ymer; Navnet knytter ham til Uppsala.

Hvorledes førtes nu Skabelsen videre?

I første Århundrede efter Kristus hører vi hos Tacitus, at Tvistos Søn Mand avlede tre Sønner, Ingvo, Ermin og Istjo, fra hvem atter de forskellige Stammegrupper regnede deres Ætter. Vi finder altså Efterkommere efter Urmennesket Mand opført i tre Slægtlinjer i en Stamtavle, som jeg kalder "Mannungstamtavlen". Og den mindedes endnu trofast hos Frankerne i 6te Årh., altså et halvt Årtusend ned i Tiden.

De danske regnedes i 6. Århundrede til Ingvos Efterkommere, som vi seer av "Bjovulfskvadet", hvor de kaldes Ingvenner. Dærom minder vel også den danske Folkevise om Langbarderne, hvor Udvandringen foregår efter det kloge Råd av Fru Inger på Sjælland; Inger har været Ingvennernes Værneånd. Også den svenske Kongeæt Ynglingerne avleder sig fra Ingvo. Men den fuldstændige Liste over Mands Sønner kendes ikke i Norden.

Den hjemlige Folkeæt kaldtes siden den store folkevandring for Gottjod, "Goterfolket". Navnet er egentlig lånt fra Goterne søndenfor Østersøen, men det omtydedes hurtigt til Godtjod, "Gudefolk", som det jo lå lige for hånden. Dette Gottjods øverste Avdeling, Aseguderne, havde hjemme i Asgård eller Ophimmelen, medens de menneskelige Goter boede i Midgård. Navnet Midgård kendes fra Gotisk, Oldhøjtysk, Oldnedertysk, Oldengelsk og Oldnorsk; det er altså tydelig fælles for alle vor Folkegruppes Grene og har engang også været kendt i Salling.
Asernes Rige tænkes i "Eddaen" inddelt således, at hver Gud havde sin stavrimende Bopæl: Odin troner i Asgård på Højsædet Hlidskjalf, hvorfra han overskuer hele Verden; Thor boer i Thrudvang, Njørd i Noatun, dvs. "Skibsindhegning"; Heimdal i Himmelbjærg; Balder i Bredeblik, Frøja i Folkvang; mærkelig nok savnes en stavrimende Bopæl for hendes Broder Frøj.

Denne Inddeling kan vi egentlig ganske godt finde genspejlet i Salling Syssel, for dæri har hver av Hovedguddommene een fremtrædende Stedtilknytning og netop kun denne ene: Odin har tronet i Oddense, Wojns, Thor ved den hellige Kilde i Thorsdal i Kobberup Sogn, Ti i Tise, Frøj i Frøslev, lige midt i Hjærtet av Mors; Njörd under Tilnavnet Nore vil Sven Aakjær knytte til Norge Herred, det nuværende Nørre Herred, dvs. "Nore-høje". Frugtbarhedsgudinden Frøjas Navn savnes, men hendes Dobbeltgængerske Hörn, som Snorre omtaler, har åbenbart ejet Herredscentre Hærnburg, nu Hindborg. Det er egentlig et fint Udvalg av Gudestedfæstelser, og få Egne av Danmark kan opvise noget lignende.

En ganske tilsvarende religiøs Inddeling havde Svenskernes Centralområde Upland: Odin, (som også bærer Navnet Sige), havde sit Hovedtempel i Sigtuna ifølge Snorres "Heimskringla", Thor ejede Thorstuna Herred, Frøj Frötuna Herred, Ull Ulleråker Herred.

Menneskeverdenen Midgård omgives efter norsk-islandske Forestillinger av Midgårdsormen, en uhyre lang Jætteslange, som er Sindbillede for det jordomslyngende Verdenshav. I Jætten Utgardalokes Hal kommer Midgårdsormen luskende ind og skal forestille Jætternes Huskat, som Thor skal løfte fra Gulvet; med Opbydelse av al sin Kraft evner han kun at få den til at løfte en eneste Fod. En anden Gang er Thor på Fisketur, og det lykkes ham at få Midgårdsormen på Krogen, men Jætten Hymer, som ledsager ham, skærer i en Fart Snøren over, så Ormen plasker tilbage i Søen, og Thor narres for sit Bytte.

Midgårdsormen, som vi kender ham fra Myten, er norsk-islandsk, og Forestillingen er bleven os så fjærn, så danske Skoledrenge kan høres tale om "Thor og Hvidkålsormen", ligesom andre laver Fenrisulven om til "Fædrelandsulven". Men engang var han et naturligt Fantasiudtryk for det bølgende, blågrå Hav, og det spillede samme Rolle for de gamle Nordboer som den store Søslange for Alverdens Matroser i vore Dage. Og Uhyret spøgte ikke bare omkring Norge og Island, men også ved de nordvestjyske Kyster og i Sallingland, som vi siden skal se. – Som sagt, om den Ting er de Lærde enige, at Midgårdsormen forestiller Verdenshavet, som omslynger Midgård. Dærmed slår man sig imidlertid til Tåls; man tænker sig, at Midgårdsormen er bare Verdenshavet i blå Almindelighed, og Midgård er den Del av Jorden, hvor det boer Mennesker, lige meget hvad Nationalitet de så tilhører. Men jeg tør tage et højt Væddemål på, at der bag det mystiske Sindbillede ligger andet og mere, end de Lærde med deres noget bovlamme Fantasi kan forestille sig. For at skønne det bedes man kaste et Blik på min Figur S. 472, som forestiller Europa ved År 500 e. Kr., opfattet på malerisk-fantastisk Vis. Man vil da se, at Midgårdsormen svarer til en fortsat Kæde av Have, nemlig "Midgårdshavet" (ordret oversat av latinsk "Mare Mediterraneum", ellers kaldet Middelhavet), Atlanterhavet, Vesterhavet og Nordhavet. Og det dærav omslyngede Midgård er ingenlunde hele den av Mennesker indtagne Jordklode, men indskrænker sig væsentlig til det gottonske Område, nemlig: 1. Norden; 2. Tyskland; 3. de gottonske Kongeriger Frankrig (på nær Bretagne), Spanien og Italien. Dærimod næsten alt Land hinsides Midgårdsormen tilhører Udgårds fremmede, ikke-gottonske Folk; der er først hele Vestasien, næsten hele Afrika, dærnæst det halve England, næsten hele Skotland og endelig hele Irland. Således tolket bliver det gamle Sindbillede først for Alvor forståeligt for os; det får Dybde og nationalt Indhold. Nu vil naturligvis een og anden kritisk Anmelder komme og sige: hvordan skulde dog de gamle Nordboer uden Verdenskort og uden luftfotografiske Fugleperspektivbilleder og uden Dr. Schüttes etnologiske Håndbog "Vor Folkegruppe Gottjod" have haft Rede på Landenes Form og alle Europas Indbyggere og deres Nationalitet! Men jeg vover at hævde, at disse gamle Hedningers etnografiske Kundskab var langt større, end vi drømmer om. Folkevandringstidens livlige Samfærdsel i alle Verdenshjørner havde gjort Folk geografisk interesserede, og Kvadet "Widsith" viser, at Angelsaxerne i 6. Århundrede kendte Navne på Folkefærd lige fra Finmarken til Syrien og Saracenien. Der er intet, der forbyder os at antage, at sådanne Erfaringer kunde bundfælde sig i et mytisk Sindbillede som Midgårdsormen.

Dærtil kommer nu, at i nordjysk Folketro boltrer Midgårdsormen sig i bedste Velvære den Dag idag. Blot har den mistet sit fornemme oldnorske Navn og må nøjes med det almindelige Lindormenavn, og den har ligesom i Utgardalokes Hal forladt det våde Element og er kravlet op på Landjorden uden dog helt at tabe Søen av Sigte. Dærom læses nøjere i Arkivar Ellekildes interessante Artikel "Træet på Tis Enge", trykt i "Historisk Aarbog for Thisted Amt", 1931. Vi skal nu gennemgå de forskellige jyske Myter om Midgårdsormen.

Nærmest Eddatypen står en Optegnelse hos Ev. Tang Kristensen, "Jyske Folkeminder", VIII, Nr. 699. Langs Stranden i Hanherred går en Lindorm under Jorden. Den går stadigvæk vestpå. Nys så man den i en Fordybning i Bjærget ved Svinkløv i Hjortdal Sogn, og den stræber at nå til Bulbjærg. Hær har vi Lindormen på Landjorden, men vi nærmer os dog den gamle Forestilling om Midgårdsormen som kystomslyngende Søuhyre, for selvom Bæstet vandrer under Jorden, følger det tydelig Kystlinjen. Da det er i stadig Vandring vestpå, må vi tænke os, at det er startet fra Skagen, og Grenen, der stritter ud som Skel mellem Skagerak og Kattegat, er jo grandgivelig ligesom Lindormens Halespids. Når Ormen stræber mod Bulbjærg, så er det ingenlunde noget tilfældigt valgt Endemål;

for ved Bulbjærg hæver sig jo ude i Havstokken den stejle, isolerede Skarreklit, der åbenbart er Lindormens Hoved, rejsende sig truende over Havfladen.–

Da Lindormen nu vandrer langs Hanherreds Kyst og rimeligvis langs hele Kysten fra Skagens Odde til Skarreklit, seer vi altså, hvordan den bræmmer Jyllands Nordvestkyst ud mod det åbne Verdenshav, med andre Ord netop optræder i samme rolle som Midgårdsormen, som Ydergrænse for Midgård.

Og den lader sig forfølge videre vestpå endnu. I et tylandsk Sagn hos Svend Grundtvig, "Gamle danske Minder", III, 126, meddelt av F. Uhrbrand, hedder det, at der ligger en Lindorm i Kløv Bakke i Ty og venter på at bryde frem av sin Hule. Når den rejser sig, vil Jorden ryste dærved. Den må gå gennem tre tændte Bål. En klog Doktor mener at kunne uskadeliggøre dens Magt ved at kaste Dråber av en Tryllevæske på den; men slår det fejl, så ve os allesammen! For da ser det for Alvor galt ud: da vil Lindormen gå ud i Verden, og intet kan stå for den.

Fra Ty kommer vi nu endelig til det, der fortælles i den sallingske "Edda". Under den højt fremspringende Ø Fur hviler Lindormens Hoved; det er igen et højt Fremspring i havet, der ligesom ved Skarreklit fremkalder Forestillingen om Lindormehovedet; jfr. Sognet Lindknud i det sydlige Jylland = Lindormeknude. – En uhyre Lindorm strækker sig i Grinderslev Sogns østre Udkant gennem hele Sognets Længde. Hovedet er gemt under Lever Bakke ved Astrup Vig, Ryggen snart under Norgård, snart under Mogenstrup By;

Halen under Eskjær. Denne Drage giver Udtryk for iøjnefaldende Træk i Landskabet. Den isoleret liggende Knold Lever Bakke kan uvilkårligt minde om Hovedet på et Uhyre, og Navnet vil vel sige "Lindwormbakken". Fra Astrup Grænseskel mod mod Mogenstrup hæver Landet sig i et fremskudt Bakkedrag, der godt kan lignes ved Dragens Bryst. Det fladere Land, som dækkes av Eskjær Skov, kan svare til det mellemste Kropstykke med Bugen. Tise Bakkers stejle, takkede Kam er Dragens Hale. Og Odden Sundsøre, der endnu ligger indenfor Eskjær Hovedgårds gamle Herlighedsrettigheders Område, minder livagtig om Halespidsen, der stritter ud i det salte Vand ganske som Skagens Gren.

Sådan ligger altså Lindormen og bier på Handlingens Time, væsentlig på Landjorden, men med Hovedet nær Astrup Vig, og med Halespidsen ude i Sundet; og fælles med Midgårdsormen har den sin Indstilling i det kommende Verdensdrama: den er Udtryk for en underjordisk Jætteverden, som er fjendsk mod Gottjod og ligger og lurer på at gøre Fortræd med sin Ildspruden og sit Jordskælv.

Vi slutter da med at fastslå, at Midgårdsormen er et Natursindbillede, snart av Verdensformat, – det gottonske Område Midgårds Grænse mod de fremmede og fjendtlige Racer i Udgård – snart en blot jysk Foreteelse: Nordjyllands Grænse mod Vesterhavet, eller Sallings Østgrænse mod Skive Fjord. Sikkert er det, at da den stadig spøger i forskellige Udgaver, har den måttet høre til den autoriserede Katekismus i de gamle Nordboers hedenske Skole.

Hinsides Midgårdsormens Grænsebælte ligger, som jeg nævnte, Udgård, Verdens Yderzone. Dær huserer Gottjods Fjender, de fremmede Menneskeracer, der tænkes som Trolde og Utysker. Mod Nordøst boer Jætterne, dvs. "Æderne", "Menneskeæderne"; allerede de gamle Inder og Grækere tænkte sig disse Egne folkede av menneskeædende Vilde. Mod Syd boer Surts Sønner,– de sortsmudskede Sydlændinge. Deres Land kaldes på Oldnorsk Muspell, et Ord, der genfindes i den oldtyske Ragnaroksmyte hvad der viser, at Forestillingen hører til det urgamle Fælleseje, som engang også har været kendt i Salling. Mod Vest tænkte Angelsaxerne sig Midgårds Grænse som en Mur, der løb på langs gennem Britannien fra Nord mod Syd; østenfor den boede ordentlige Mennesker, dvs. Gottjod, de angelsaxiske Nybyggere; vestenfor den boede kun Udyr og Utysker, dvs. de keltiske Indfødte, som Angelsaxerne fortrængte fra deres Odelsjord.

Midgårds Midtpunkt er Verdenstræet, Yggdrasils Ask. – Dærom siger "Vølvens Spådom":

En Ask veed jeg stande,
hedder Yggdrasil;
høj, med hvidligt
Havdynd vædet.
Dærfra kommer Dugg,
som i Dale falder.
Altid står den grøn
over Urds Brønd.

Snorre siger i sin "Edda", at Asken er størst av alle Træer og bedst; dens Grene rækker over hele Verden og står op over Himlen; tre Rødder holder Træet oppe, den ene hos Aserne, den anden hos Rimjætterne, den tredje over Niflheim, Tågeverdenen. Ved den Rod, der strækker sig til Himlen, har Aserne deres Tingsted. Dær ligger Urds Brønd, viet til den store Norne Urd, som holder Verdens Skæbne i sin Hånd. "Urds Ord siger ingen Mand imod", hedder det.

Hær er vi igen nået til et Punkt, hvor den sallingske "Edda" har et Ord med at skulle have sagt, og det finder mægtig Genklang i hele Nordvestjylland. I Evald Tang Kristensens "Danske Sagn", II G 397, fortæller K. K. Jensen fra Gudum i det nordlige Hardsyssel, at på et Sted i Salling ved Navn Tis Enge står der et Træ, som kommer til at danne Midtpunktet i Striden ved Dommedag. Den tylandske Meddeler Joh. Nielsen hos Sv. Grundtvig "Gamle danske Minder", III, S. 137, siger, at Træet ved Tis Enge har tre grene, og det er så forfærdelig stort, så det ser ud, som det var skyfast. Der er spået av, at Kongerne av Danmark, Norge og Sverige under Dommedagsslaget skal binde Heste ved Træet. Når de norrøne Konger skal binde Heste ved Træet, skønner vi, at det strækker sin Indflydelse ud over hele Norden, ligesom Yggdrasils Ask med sine Grene rækker over hele Verden. Altså, vort Hjem ved Limfjorden har været intet mindre end hele Verdens Midtpunkt, – slig mente da de gamle Sallingboer og Tyboer.

Nøjagtig hvor Tis Enge ligger, siges ikke i nævnte Sagn; de henlægges blot i Almindelighed til Salling. En Variant siger: Kløv Bakke i Ty, og også Fur og Viborg gør Krav på at være Åstedet. Man vilde uvilkårlig fristes til at standse ved Tise Sogn i Salling; men Joh. Nielsen fra Tyholm skriver Navnet med to i'er, og P. Uhrbrand fra Årup i Snedsted Sogn skriver "Tis Enge", se "Gl. d. Minder", III, 137. Dvs.: Navnet skal udtales med Stød og kan dærfor ikke sættes lig med Sognenavnet Tise. Da Tis Enge nu allevegne ligesom svæver i Luften, har Arkivar Ellekilde sikkert Ret i, at det tilhører den rene Mytologi. Det er en overjordisk Valplads, tilhørende den gamle Himmel- og Krigsgud Ti eller Tir, – ham, til hvem Tirsdagen og Tislundstenen var viede. Sagnet er altså så ældgammelt, at det viser os den Gudeverden, der gik forud for Aseguden Odins Ophøjelse til Overgud. løvrigt er der i Sagnoverleveringen flere Træk, der røber Verdens træets særlige Natur og Hellighed.

Det hedder hos Tyholmingen Joh. Nielsen, at det allerede har stået dær i mange År, og det har været savet av mange Gange, men lige meget hjælper det, – det groer strax op igen, det vil ikke væk. Lignende fortæller Peder Kristensen fra Fabjærg i nørre Hardsyssel, og Peder Svensgaard sammesteds fra. Lærer Møller fra Sir i Hardsyssel omtaler ikke Træet, men dærimod en stor underlig, ukendt Blomst, der groer frem på Dommedagsslagets Valplads, se "Jyske Folkeminder" VIII, Nr. 697. Om en hellig Tjørn eller Hyld, der trods Nedskæring altid groer op igen, fortælles mangfoldige Steder. Således heder det på Lyrskovslagets Valplads, at når Kong Magnes Mænd engang kommer ridende og finder Hylden i Live, vil de udfri Danmark av Nød.

Ifølge Sallingboen Jørgen Villadsen skal der i et Træ i Viborg Sø komme en Skade og bygge Rede, og fra dens æg skal Holger Danske nedstamme. Han skulde så endda en Gang komme til at stride for Danmark. Se Ev. T. Kristensen "Danske Sagn", II, G. 342.

Det evigunge, altid grønskende, altid genopvoxende Træ med den heltefødende Fugls Rede i Himmelguden Tis Enge eller i den hellige Sø ved de "viede Bjærge" (Viborg) genkalder os tydelig det ældgamle norrøne Billede med Yggdrasils Ask, som "altid står grøn over Urds Brønd".

Hvad enten Stedet nu er Salling, Ty eller Viborg, så er det åbenbart aldeles faststående ved den midterste eller vestlige Limfjord, at Verdens Midtpunkt tænkes liggende. Hær har det urgamle Eddasagn om Midgårds Midte slået Rod mere end noget andet Sted i Danmark, ja, vi kan næsten sige end i hele Norden.

I noget Mon kan Sallingboerne på Odinsreligionens Tid også siges at have haft Ret til at regne deres Hjemstavn for et religiøst Brændpunkt. For de "viede Bjærge" nær den navnkundige Kongekåringsplads og Tingplads var dengang Nørrejyllands religiøse og politiske Midtpunkt. Og i Salling fandtes den eneste ænseværdige Odinshelligdom vestenfor Skivefjord og nordenfor Hardsyssel, nemlig Oddense eller Wojns, som deler Navn med Fyns navnkundige hellige Midtpunkt, Odins Vi, det nuværende Odense. Sagnet fortæller jo, at Odinsjægeren havde Herregård i Wojns, hvor han holdt til med sine Hunde og huserede rundtenom med sin vilde Jagt. Desuden har jeg fortalt ovenfor, at vi i Salling Syssel finder Spor av et mærkelig fuldtalligt Udvalg av Helligdomme for Hovedguddommene. Det er da rimeligt, at Sallingboerne har regnet sig for finere end Naboerne, der holdt sig mere til gammeldags Naturmagter: mod Nord på Fur og mod Syd ved Dagbjærg Dojs ærede man jo en almindelig "Bjærgmand", en gammeldags Jætte, og Himmerboernes Tyregud, som de havde med på Toget mod Rom År 113 før Kristus, har vel også stået for Sallingboerne som Udtryk for et lavere Kulturtrin.

*

Tilslut skal vi nu se på Verdens Undergang, – den hvor til i Salling Myterne om Verdenstræet og om Midgårdsormen er knyttede.

I "Vølvens Spådom" skildres den forudgående Ængstelige Stemning og Forvarslerne om Ødelæggelsen.

Nu skælver Yggdrasils
Ask den høje.
Det gamle Træ jamrer,
da Jætten løsnes.

Midgårdsormen, som hær kaldes Jørmundgand, "det vældige Uhyre", rejser sig i sin Vælde:

Jørmungand fnyser
i Jættevrede.
Ormen pisker Vandet,
mens Ørnen skriger.

Thor, "Midgårds Værner", går mod Midgårdsormen og fælder den, vakler så ni Skridt bort og falder selv død om, dræbt av Ormens Edder. Tilslut slynger Sydlandsjætten Surt Ild ud over Midgård, så den brænder op.
Dette Drama har sit Ekko i et oldtysk kvad; dæri kaldes Dommedag for Muspilli, "Kød-Ødelægelse", hvad der minder om Navnet Muspells Sønner, der tillægges Jætten Surt og hans Æt. Kvadet tager sit Udgangspunkt fra den Forestilling, at Profeten Elias deltager i Dommedagsslaget og såres til Blods; Han er hær trådt istedenfor Hedningguden Thor, Midgårds Værner.

Såsnart Eliases Blod
på Jorden drypper,
så brænder Bjærgene,
Bladtræ ej stander
et eneste på Jorden;
Åer udtørres,
Kæret sluges;
nu svies Himlen av Lue.
Månen falder,
Midgård brænder.

Således genlyder Ragnarokmyten langt sydpå i Tyskland. Men vi har et langt nærmere Ekko, en Genlyd oppe fra Limfjorden, fra Sallingland. Se Ev. T. Kristensen, "Danske Sagn", Il, E 33-36.

En Dag vil det være forbi med den Søvn, der dvalebinder Sallings Lindorm. Når Astrup og Eskjær kommer under samme Ejer, da vil den krumme sig sammen og bide sig i Halen, og da forgår alt levende ovenpå den. Der fortælles også, at sålænge der er en ordentlig Kone på Astrup, kan Lindormen ikke gøre noget. Men en skønne Dag vil det være forbi og vi må tage Astrupkonen som Sindbillede på hele Sallings Værne-Dis, der nu forlader Landet. Hær har vi et Fingerpeg om den onde Fimbulvinter, som "Eddaen" varsler: Brødre vorder hinandens Bane, Ikkeangrebspagter brydes, Had og Hordom hersker, det bliver Skarptid og Spydtid. Da vil Lindormen rejse sig i sin Vælde, og så søkker Astrup, og flyder Eskjær, og brænder Norgård. Kort sagt, alle de Gårde og Huse, der ligger ovenpå Lindormens Jættekrop fra "Lindwormbakken" ved Astrup Vig og til Halespidsen Sundsøre, vil gå under i det ræddelige Jordskælv. Hær har vi da den sallingske Udgave av Myten om Midgårdsormens Rasen ved Ragnarok, og når vi anspænder vor Høresans, kan vi kende ligesom en Genklang av det oldtyske Vers om Verdens Undergang. Dæri hed det jo:

Åer udtørres, Kæret sluges, Midgård brænder.

I Salling hedder det:

Astrup søkker, Eskjær flyder (Variant søkker), Norgård brænder.

At Astrup er trådt istedenfor de navnløse Åer, er såre naturligt, thi i Leverbakken ved Astrup Vig skal jo Lindormens Hoved ligge skjult. Kæret, på Sallingsk "æ Kjar", er ved en ringe Forskydning blevet til Herregården Eskjær, hvis Område rummer Lindormens Stjært. Og da Salling ikke rummer nogen Herregård ved Navn Midgård, har man naturligt indsat Norgård, der jo grænser til Lindormens Lejested ved Astrup Vig (tidligere kaldet Norre Vejle). Slutkatastrofen er i begge Overleveringer den samme: Verden brænder op.

Forbløffende tydelig genklinger det ældgamle Ragnaroksagn i Nord og Syd. Det var altså ikke bare Mundsvejr, når jeg i Indledningen sagde, at Eddaversene om Verdens Skabelse og Undergang måtte fordum enhver sallingsk Høvdingesøn kunne på Fingrene, om han ønskede at opnå Kaldet som Gode i Odinstemplet Wojns. Man har hær i Salling engang virkelig kunnet disse Vers og ladet dem gå videre til Efterslægten, så Mindet om dem lever den Dag idag.
_ _ _

Hærmed har vi fulgt Myterne om Verdens Skabelse, Indretning og Undergang til Vejs Ende. Og vi har seet, at de giver Genlyd i Salling og Omegn, om end ikke særlig fuldtonigt, så dog tydeligt nok. Dærfor er det ikke mere end billigt, at denne Genklang av "Eddaen" på jysk Grund nu atter bringes til Ære og Værdighed.

Historisk Aarbog forSkive og Omegn 1934. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >