Adam Wagner: Dansk identitet i den tidlige middelalder

I 1991 udkom Dansk identitetshistorie,1 som var det første egentlige værk, der forsøgte at indkredse emnet "national identitet" i Danmark gennem tiderne. Behandlingen af emnet rakte dog ikke længere bagud i tid end 1550. Siden har flere danske og udenlandske historikere beskæftiget sig med forekomsten og karakteren af dansk, national identitet i forskellige historiske perioder; således også i middelalderen. Det foreløbige resultat må siges at være, at der i en eller anden forstand har været en dansk identitet i middelalderen, uden at emnet dog kan siges at være færdigbehandlet eller udtømt.

Emnet "national identitet" har de sidste ti års tid også været populært i fx aviserne, hvor debattører og meningsdannere gerne udbreder sig om den nationale identitets historiske udvikling. I sådanne populære eller polemiske fremstillinger ser den fremherskende opfattelse dog meget entydigt ud til at være, at nationer i det hele taget – og dermed også den danske – er moderne konstruktioner opstået efter den franske revolution. Således ser billedet, der præsenteres i offentligheden, ikke ud til at harmonere med de forsigtige konklusioner, man ellers foreløbigt må drage af forskningens resultater. Typisk var fx udstillingen "Mythen der Nationen", der blev vist i Deutsches Historisches Museum i Berlin første halvår af 1998. Her præsenteredes EU-landenes samt enkelte ansøgerlandes nationale myter fra forrige århundrede. Selvom mange af myterne er af ældre dato, hævdede udstillingen og den tilhørende katalog,2 at myterne først sent var blevet formet som "nationale myter" som led i en moderne nationsbygningsproces. Som et eksempel på en dansk national myte var medtaget en romantisk afbildning af opførelsen af Danevirke under Thyra Danebods ledelse.

Fagligt set er behandlingen af spørgsmålet om dansk nationalbevidstheds rolle, karakter og udbredelse i tidlig dansk middelalder endnu langt fra tilstrækkelig. Opfattelsen i offentligheden er tilsyneladende, at en sådan ikke eksisterede i førmoderne tid. Dette og hint sammenkoblet med en ellers i tiden udbredt interesse for emnet giver altså god grund til at søge yderligere afklaring af spørgsmålet om danskhed i den tidlig middelalder, hvilket denne artikel vil forsøge at bidrage til. Nedenfor vil problemstillingen formuleres nærmere, og en løsning på denne vil derefter søges ved gennemgang af to danske krøniker fra den tidlige middelalder, hvilket vil efterfølges af en sammenfatning og en konklusion.

Eksisterede der et dansk folk i middelalderen? For at kunne besvare dette skal det opklares, om følgende ud fra datidens kilder at dømme var til stede: En dansk navngiven gruppe, med opfattelse af fælles byrd og herkomst, der besad en fælles erindring eller historie, havde fælles sprog, tro og skikke og havde tilknytning til et fælles historisk område, hjemland eller fædreland og dertil havde en fællesskabsfølelse eller nationalbevidsthed for afgørende dele af befolkningsgruppens vedkommende.

To krøniker fra den tidlige middelalder

I det følgende vil to krøniker fra Danmark blive behandlet: Ælnoths Krønike og Saxos Danmarkshistorie. Da pladsen er begrænset, kan der ikke behandles flere, og de to er da udvalgt ud fra ønsket om at favne nogenlunde vidt for at sikre udsagnenes bredde: Meget kort sagt er Ælnoths Krønike skrevet af en engelskfødt præst og Saxos Danmarkshistorie kendt for sin forherligelse af kongeslægten.

Man må gå ud fra, at forfatterne, hvilke mål de end måtte have med deres krøniker, i en eller anden grad afspejler holdninger, der også har været delt af andre i deres samtid. Man må naturligvis vurdere hvilke, der har været del af en mere almen forestilling og hvilke, der er specifikke for det enkelte værk. Hvad forfatteren uudtalt og som en selvfølge antager at være alment akcepteret og ukontroversielt, har sandsynligvis også af andre samtidige været opfattet sådan. Når en forfatter fx nærmest refleksagtigt benytter sig af pronomenet "vi" om et bestemt etnisk fællesskab, viser det, at han som en selvfølge går ud fra, at i hvert fald et bredere samfundslag vil forstå pronomenet på samme måde som han.

De latinske betegnelser

Inden den egentlige behandling, hvor de latinske betegnelser for centrale ord og begreber (eller evt. tekstpassager) løbende vil blive anført efter oversatte udtryk,3 skal nogle af de helt centrale latinske gloser, nemlig dem der kan oversættes med folk, nation o.l., her kommenteres.

En central latinsk glose er således ordet gens, der som oftest dækker over det, man vil kalde et folk. Da Isidor af Sevilla lavede opslagsværket Etymologi, videreførte han den romerske tradition og sidestillede de to begreber natio og gens i betydningen: Et fællesskab der enten har samme oprindelse eller efter vilje til adskillelse afgrænser sig fra en anden nation.4 Den klassiske litteratur anvendte begreberne gens og natio som betegnelser for folkegrupper, hvis medlemmer først og fremmest mentes at være forbundet af fælles afstamning, dernæst af sprog, skikke og levevis. Natio er dog også et videre begreb, som i det hele taget kan dække organiserede fællesskaber karakteriseret ved herkomst; historiske fællesskaber. Det kan altså også være et statsligt eller geografisk fællesskab. Selvom ordet naturligvis kan have samme betydningsindhold som gens, er det altså langt fra givet. Gens derimod er entydigt en betegnelse for grupper opfattet som værende genetisk beslægtet gennem generationer (som man ville formulere det i vore dage).5 Altså for en gruppe med fælles afstamning; et ord der uden problemer kan oversættes med "folk", men som dog også mere vagt kan oversættes med "stamme". Betegnelsen populus kunne også anvendes i samme betydning, men havde ofte blot betydning af almindelige folk, den brede masse. Ordet lingua, tunge, kunne også anvendes som betegnelse for et folk, hvis sproget var det bemærkelsesværdige.6 At begreberne er flydende, er egentlig ikke mærkeligt, selvom det naturligvis kan være frustrerende. Det er jo ord, der igennem århundreder med vekslen har været brugt til at beskrive et heller ikke tidligere særlig veldefineret fænomen. Fænomenets kerne er netop opfattelsen af, at der er tale om et arvet fællesskab, dvs. en gruppe med fælles ophav, og at denne gruppe derfor har fælles sprog og skikke. Dette er både noget, man har forestillet sig i middelalderen, og det er noget, man har kunnet iagttage. Disse forskellige begreber er forsøg på at beskrive fænomenet. Man skal naturligvis være på vagt i hvert enkelt tilfælde: Benyttes ordet populus, og kan det i sammenhængen blot være betegnelsen for almuen, ja, så betegner det naturligvis ikke et folk, som etnisk gruppe. Benyttes ordet lingua til gengæld som betegnelse ikke blot for sproget men som betegnelse for en enhed af sprog, folk og kultur, ja, så må man tage det som udtryk for en opfattelse af gruppen som et folk.

Den engelske Ælnoth

Ælnoths Krønike er skrevet i starten af 1120erne måske i 1122.7 Krøniken er det betydeligste værk om Knud den Hellige (1080-86)8 og hans martyrium. Forfatteren er den engelskfødte præst Ælnoth, der kom til Odense i 1098 eller '99.

Da nu Ælnoth var født i England, er det interessant at se, hvorvidt han tænker i nationale baner eller ej; hvorvidt det faktum, at han er født i udlandet, er noget han lægger vægt på. Han siger om sig selv selv: "jeg, Ælnoth,... født i England [Anglorum orbis] og nu i talrige år [24] bosat som udlænding [peregrinatus9] i Danmark".10 Ælnoth har altså efter 24 år i Danmark været opfattet som udlænding p.g.a. sin herkomst. Man blev altså ikke dansk af at bo og virke i Danmark.

For Ælnoth er menneskeheden inddelt i folkeslag. Fx siges det om Knud den Helliges gode rygte, at det bredte sig "både hos skotter, orknøboer og irere, der bor i landene yderst i vest, såvel som hos englændere, gallere og saxere, så at hans navn var kendt overalt. Det berømmedes ligeledes i Italien, men også hos det frankerfolk [francigens11], som kaldes romanere og er meget krigerisk, lød hans navn i beundring og frygt."12 Det frankerfolk, der kaldes romanere, dækker over normannerne, som Ælnoth nødvendigvis må betragte som krigeriske, da de jo har erobret England.

Et eksempel på, at sproget kendetegner en navngiven befolkning, kendes også hos Ælnoth. Om islændinge siger han, at de "på deres eget sprog ligesom på dansk og norsk kaldes islændinge".13 For det første er det naturligvis interessant, at der skelnes mellem disse tre nordiske sprog, og at de altså ikke blot under et kaldes dansk tunge.14 Endvidere er det et eksempel på, at Ælnoth er opmærksom på disse forskelle; at "islændingene" har "deres eget" sprog.

Ælnoth har også en opfattelse af sit eget folk: "Om englændernes ædle folk [Anglorum gens nobilissima] ved vi gennem den krønike, som folkets historieskriver [gentis historiographo], den ærværdige præst, Beda, har skrevet,15 at det nedstammer fra de gamle saxere."16 Her er forestillingen om et engelsk folk udtalt, og man mærker oven i købet en vis stolthed fra Ælnoths side. Denne forbinden sig med englænderne træder tydeligt frem i det følgende: "Da nu englændernes tapre kong Harold var blevet dræbt under sydnormannernes hertug Vilhelms listige overfald, og Vilhelm snart fik det engelske rige [Anglorum imperium] fast i sit greb, og da englænderne nu i nogen tid havde levet under disse romaneres eller franklænderes herrevælde, blussede et håb op hos dem om at genvinde deres frihed [libertas]."17 Striden mellem Harold og Vilhelm kan ikke her siges at blive betragtet som et dynastisk opgør. I Ælnoths opfattelse er det et fremmed folk, der har erobret englændernes land og nu hersker over det; frihed vil åbenbart sige ikke at være underlagt et fremmed folk. Ælnoth fortæller videre, at den snu fjende ikke har ladet nogen anfører eller høvding tilbage til at genvinde friheden.18 Påvirket af engelske sendemænd beslutter Knud den Hellige sig for at hjælpe englænderne for "at give det ædle folk [gens nobilissima] dets gamle frihed tilbage og for at straffe romanernes og frankernes vigtighed og for at hævne drabet på sin frænde [Harold]."19 Selvom forklaringen måske ikke holder til en næmere analyse, er Knuds hensyn til det engelske folk altså hos Ælnoth en af de mange gode ting kongen gør. I hvilken grad man i samtiden har lagt vægt på folkeslagenes forskelligheder, og i hvilken grad der har været sådanne, kan ses af følgende citat om normannernes forsvarsforberedelser: "En hær, der bestod af både gallere, bretoner og krigere fra Maine, fyldte byernes huse så stærkt, at borgerne knap nok kunde finde plads ved deres arner. Og han [Vilhelm] bød englænderne, hvis længsel efter den danske hærs ankomst han havde hørt om, at rage deres skæg, at bære våben og klæder ganske som de romanskes, og for at narre de ankommende daner skulde de i alle måder se ud som mændene fra Frankerland. Dog var der kun få, som gjorde det."20 Der har altså været synlig forskel på de forskellige folkeslags moder og klædningsskikke i en sådan grad, at man kunne se forskel - en forskel man også var opmærksom på. Dette er der i øvrigt også et barsk eksempel på fra middelalderens Irland: Det irske parlament (af englændere) mødtes i Dublin i 1297 for at samle kræfterne i den pågående krig mod gælerne. Det blev bl.a. forbudt englændere fremover at bære irske klæder eller lægge sig efter irsk mode, da det kunne medføre, at de blev regnet for irere og derfor helt unødvendigt slået ihjel!21

Konge for folket

Som det måske er bekendt, nåede Knud den Hellige aldrig til England, førend han blev dræbt af en rasende folkeskare i Skt. Albani kirke i Odense. Ælnoth filosoferer over grunden til dette utidige drab. Når nu det ville have været sådan en god ting at befri englænderne, var det naturligvis mærkeligt, at Gud ikke havde ladet det ske. Ælnoth overvejede, om "enten det nu var for at udskyde dette folks [gens] afstraffelse [dvs. normannernes], eller det var for at bevare den ypperlige fyrstes martyrglorie for hans eget folk [propria gens] i stedet for at give den til fremmede [extranei]. For Gud vilde af danernes fyrste skænke folket en værnehelgen og førstemartyr, vi har nemlig ikke af nogen beretning fra de gamle erfaret, at nogen mand i deres folk [ex eorum gente] var blevet udmærket ved martyrium".22 Ælnoth opererer også her tydeligt med forskellige folkeslag. Ved at Knud dør i Danmark, får danerne deres egen martyr, hvilket jo ikke ville være sket, hvis han var blevet konge for de for danerne fremmede (i.e. englænderne). At Ælnoth omtaler danerne som "deres folk", er naturligvis blot en understregning af, at det ikke er Ælnoths eget. I øvrigt må det tilføjes, at extraneus dårligt kan oversættes med andet end "udlænding" eller evt. "en fremmed".

Selvom Gud ifølge Ælnoth havde indflydelse på Knuds død, var det naturligvis foragteligt, når folket slog kongen ihjel: "Hvem vil ikke vise foragt, når en konge bliver dræbt af sit eget folk [a gente propria]? ... Men det stejle Danmark [Dacia] vilde ikke finde sig i, at dets fromme fyrste, ... viste folket vejen frem til trivsel og frihed, ivrig efter at lede folket [vulgus] bort fra de gerninger, der førte til trældom."23 Det er klart at vulgus henviser til folket forstået som den brede masse, mens gens derimod henviser til danerne. I øvrigt er folket, som det ses, lig Danmark; når folket dræber sin konge, er det "det stejle Danmark", der ikke vil finde sig i fyrsten.

Den sammenhæng, der ideelt set var mellem konge og folk, ses i øvrigt også af Ælnoths omtale af valget af Harald Hen (1074-80) til konge: "så fik Harald ... ved folkets [gens] enige valg tildelt kongemagten".24 Her ses en opfattelse af, at det er folket, der vælger kongen. Hvordan en god konge skulle være, ses også af eksemplet Harald Hens, idet han efter befolkningens ønske udformede love og sørgede for deres overholdelse. "Derfor har også danerne lige til i dag af de valgte eller udpegede konger forlangt de af kong Harald stadfæstede love efterlevet".25 Ælnoth giver et eksempel på, at Knud den Hellige ikke fulgte danernes ønske og derfor blev upopulær: "For fremmede [advenae26] og udlændinge [advenientes27], ligegyldigt hvorfra de kom, bestemte han, at de, hvis de da ikke havde pådraget sig skyld, skulde nyde samme ret som landets indbyggere. Dette vakte stor uvilje hos danerne, men jeg tror ikke, det på nogen måde var Gud imod."28 Naturligvis kan Ælnoth ikke mene, at det var Gud imod, når det drejer sig om en af Knud den Helliges bestemmelser; i øvrigt har han jo selv som udlænding interesse i en sådan ordning. Hvad der er mere interessant, er naturligvis det, at landets indbyggere er lig danerne, og at disse selv har skelnet kraftigt mellem sig og de tilrejsende.

En anden konge, der af Ælnoth får rosende ord med på vejen, er Svend Estridsen 1047-74). Han lagde "hånd om herredømmet i sit fædreland [nativum solum] og styrede landet i resten af sin levetid med den største ære."29 At fædrelandet her hedder nativum solum, der vel direkte bør oversættes med "fødejord", og ikke patria, understreger i højere grad den konkrete tilknytning til landet. Betegnelsen bruges i øvrigt her om hele Danmark. Svend Estridsen gjorde andre gode ting, bl.a. "beskærmede han ... beslutsomt sit folk [gens sua] mod fremmedes angreb [extranearum gentium incursio]".30

Dette er altså bl.a., hvad en god konge skal: Beskærme sit folk, som har indsat ham, mod fremmedes angreb. For at kunne det må man naturligvis vide, hvem der er ens folk, og hvem der fremmede. At ikke alle, der boede og virkede i Danmark, blev betragtet som en del af folket, danerne, fremgår det, som vist i det foregående, også af Ælnoths Krønike. Ælnoth skelner skarpt mellem forskellige folkeslag, der kendes på sprog, klædedragt og afstamning.

Saxos Danmarkshistorie

Saxos imponerende Danmarkshistorie er blevet færdiggjort engang efter 1208. Værket var bestilt af ærkebiskop Absalon (ærkebiskop 1177-1201) og overrasker derfor ikke med sin meget konge- og kirketro indstilling. Værket er i højere grad end andre krøniker gennemarbejdet efter bestemte motiver. Et ledemotiv er Saxos ønske om at sidestille Danmark og Romerriget; Danmark skulle fremstilles som en ældgammel kulturnation på højde med Rom. Helt konkret afspejles dette i Danmarks konkurrence med det Tysk-romerske Rige, som blev set som en forlængelse af Rom.31 Således bliver den stadige kamp mod tyskerne også en del af kompositionen. Et andet gennemgående motiv er patria, fædrelandet, selv, som Inge Skovgaard-Petersen kalder værkets "egentlige hovedperson".32 For Saxo betegner patria først og fremmest Danmark men kan i enkelte tilfælde betegne kongen og hans følge.33 Et tredie motiv er kongen og hans slægt. Saxo nævner selv i fortalen, at det er kongens, Valdemar Sejrs, forfædre, han her vil berette om. Men han nævner også, at det er danernes bedrifter, han vil fortælle om.34 Således er Danmark, kongen, kongeslægten, og det danske folk tæt forbundne størrelser og er det teksten igennem.35 Sverrir Jakobsson hævder dog, at Saxo med sit værk ikke forsøger at genspejle den almindelige mentalitet men at forme den ved at opmuntre til enhed blandt kongens undersåtter på et nationalt grundlag. Saxo formidler altså en kongepatriotisme.36 Sverrir er derfor skeptisk over for brugen af Saxo som kilde til det han kalder popular identity.37 Sverrirs indvendinger mod Saxo som kilde til samtidens opfattelse, hvad angår nationaliteten og tilknytningen til kongemagten, må naturligvis tages til efterretning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Saxo forsøger at styrke kongemagten og kirken og vel heller ikke, at fædrelandet er af højeste vigtighed for ham. Men at dette skulle udelukke en nationalbevidsthed, også i bredere lag af befolkningen, er vel ikke givet på forhånd. Muligvis er Saxo propagandist; men det er en dårlig propagandist, der ikke slår på noget i forvejen akcepteret - det nye skal ind ved hjælp af det gamle. Man kan spørge, hvorvidt det er ideen om Danmark og danerne som eet rige og eet folk, der skal sælges ved hjælp af kongeslægten, eller om det er den siddende kongeslægt, der skal legitimeres ved hjælp af danerne og Danmark. Vist er den røde tråd i værket kongefølgen, men kongen er ikke en løsrevet størrelse: Han er danernes konge. Hans legitimitet er danerne og Danmark - disse er henholdsvis hans fundament og ramme.

I øvrigt ser det ud til, at Saxo ganske enkelt har set verden som inddelt i folkeslag med disses lande og konger; og eftersom det nok ikke er sandsynligt, at Gesta Danorum er skrevet for at udbrede selve ideen om nationers eksistens, må man gå ud fra, at det vitterlig er en del af Saxos verdensbillede - dermed må forestillingen om danerne med Danmark og danernes konge som noget naturligt også være en ærlig, ukunstlet overbevisning fra Saxos side. Har han virkelig stået alene med dette syn på verden? Selvom det ganske givet ikke er Saxos mål at afspejle samtidens mentalitet, virker det usandsynligt, at han ikke alligevel skulle komme til det. I det følgende har jeg af pladshensyn kun behandlet et lille udpluk af alle de saxocitater, der ville være relevante for emnet.

Fædrelandet

Saxo nævner fædrelandet (patria) utallige steder. For at få vished om, hvad der mere præcist ligger i begrebet, kræves en nærmere undersøgelse. Det første sted, det nævnes, er i begyndelsen af Fortalen: "Eftersom andre nationer [nationes] plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre [maiores], kunne den danske ærkebiskop [Danorum maximus pontifex] Absalon, der altid glødede af iver efter at forherlige vores fædreland [patria nostra], ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle."38 Ordet natio anvendes her tilsyneladende om de organiserede samfund og ikke om folkeslagene. Fædrelandet karakteriseres som "vores", hvilket viser Saxos tilknytning. Men hvem "vi" dækker over, fremgår ikke af denne sammenhæng; det kunne være indbyggerne i det hele taget så vel som danerne som folk. At ærkebiskop Absalon derimod kaldes "den danske ærkebiskop" (eller måske snarere: Danernes ærkebiskop) er bemærkelsesværdigt.39 At fædrelandet er Danmark, fremgår dog i øvrigt af Fortalen; yderligere fremgår det også, hvad fædrelandet Danmark dækker over. Saxo beskriver nemlig "vores fædreland" (nostra patria) og dets beliggenhed.40 Jylland beskrives først og fortælles at strække sig helt til "det tyske område" (Theutoniæ fines (vel egentlig: "Tysklands område")), hvorfra det er adskilt af Ejderen. Herefter nævnes Lille Frisland (i.e. Nordfrisland), som tilsyneladende ikke er en integreret del af Danmark heller, selvom det ligger nord for Ejderen. I hvert fald skelnes der mellem Jylland og Lille Frisland. Herefter nævnes Fyn, Sjælland, Skåne, Halland og Blekinge.41 Danmark er ikke defineret af den danske konges magtområde, idet Saxo just forinden har rost Valdemar Sejr for at have udstrakt "riget" (regnum) helt til Elben42 - og fædrelandet Danmark gik jo kun til Ejderen. Derfor betegner regnum i denne forbindelse snarere kongemagt eller herredømme; i hvert fald er regnum her ikke sammenfaldende med nostra patria eller Dania.

Danske landsmænd

Dette fædreland burde man være tro imod ligesom mod sine landsmænd: Saxo refererer Frode Fredegods love, der stod som toppen af visdom, mytiske som de var. En af bestemmelserne heri hed ifølge Saxo: "En landflygtig der blev en fjende af sit eget fædreland [patria sua] og bar skjold mod sine landsmænd [cives], måtte bøde med liv og ejendom."43 Forbrydelsen var altså det, at man blev fjende af fædrelandet og landsmændene. Hvem disse landsmænd er, kan man ikke se herudaf, andet end at de altså var borgere i riget. Af en anden af Frodes bestemmelser hedder det imidlertid ifølge Saxo: "hvis en dansker [Danus] blev dræbt af en udlænding [alienigena], skulle to udlændinge [extranei] bøde med livet for hans død."44 Alienigena kan ligesom extraneus også kun oversættes med en udlænding eller en fremmed, så betydningen er klar. Denne tankegang afspejler jo ikke så meget direkte retfærdighed, som den afspejler gruppeidentitet, eftersom bestemmelsen jo ikke engeng siger, at det er de skyldige, der skal slås ihjel; to udlændinge for een dansk.

Men hvem regnedes da som daner? En bemærkning i fortællingen om Bråvallaslagets efterspil giver et fingerpeg: Den svenskindsatte kong Ole viste sig brutal, hvorfor 12 fyrster heriblandt Vithne forberedte et attentat mod ham: "Den sidste [Vithne] var ganske vist sat til at herske over venderne, men hørte alligevel til danskerne af fødsel [Danos tamen origine contingebat]."45 Dansk var altså noget man var af fødsel. Endvidere giver Saxos fortælling om Erik Ejegod (1095-1103) på besøg i Konstantinopel et uddybende indblik i, hvem der regnedes for daner. Da kongen besøger den græske kejsers livvagt, væringegarden, der jo bestod af nordiske krigere, fattede kejseren mistanke "til de danskere [Dani] han selv havde et nært og fortroligt forhold til, ud fra den tanke at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra [patrius rex] end for den sold han betalte dem. Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk [Danica vox] der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt."46 Heraf fremgår det med al tydelighed, at livvagternes danskhed ikke afgjordes af hvilken konge, de tjente, men af deres oprindelse og følgelig af deres sprog; tilmed frygter kejseren altså denne danskhed så meget, at han ikke stoler på deres loyalitet når den danske konge er på besøg - kongen derhjemmefra. Dette understreges yderligere af den videre fortælling. "I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge [rex suus]. Det fik de lov til, men med ordre om at gå derud én ad gangen for at kongen ikke skulle kunne opildne dem alle sammen på en gang. ... Derpå begyndte han [Erik] at tale: Han gjorde dem opmærksom på at de danskere der var i græsk krigstjeneste, allerede forlænge siden havde nået ærens højeste tinder for deres mod og dygtighed: skønt de selv var fremmede, kommanderede de over landets egne borgere [indigenis exsules imperitare], og de havde det langt bedre ude end hjemme. ... Og han lovede at så snart de vendte hjem til fædrelandet [in patriam redissent], ville han belønne dem for deres tro tjeneste, ... I disse og lignende vendinger talte han til dem alle sammen, og derved sikrede han Grækenland oprigtig trofasthed fra danskernes side."47 Erik kaldes for "deres konge", selvom danerne jo tjener den græske kejser. Erik er konge over danerne, så meget som han er det over Danmark. Danerne regnes for "fremmede" (egl. "hjemløse") i Grækenland. Hjemme er Danmark, som er deres fædreland. Ens folkelige tilhørsforhold bestemmes åbenbart ikke af, hvor man bor, eller hvem man tjener, men er netop - et folkeligt tilhørsforhold.

Fremmede i landet

At dette også gjaldt i Danmark, lader Saxo forstå andetsteds. Under borgerkrigen på kong Niels' tid (1104-34), hvor Erik Emune (1134-37) satte Niels' borg ved Roskilde under belejring, og hvor han supplerede "sin hjemlige slagkraft med udenlandsk dygtighed [externum ingenium] og lærte sig blideteknik48 af de sachsere [Saxones] der boede i Roskilde. Folk her i landet [nostri] var nemlig stadig begyndere i krigskunsten og havde sjældent forstand på hvordan den slags fungerer."49 Roskildensere er altså ikke bare roskildensere: Der er sachsiske og danske roskildensere. Sachsere og så "vores", som der blot står i den latinske tekst om det, der i oversættelsen hedder "Folk her i landet". Dette får dog konsekvenser, da Erik Emune var flygtet til den norske kong Magnus; Kong Niels og Harald Kesje indtager nu byen, og Niels bøjer sig for Harald, "der forlangte at tyskerne [Theutonici] skulle straffes: han [Niels] stormede Roskilde og overlod alle de tyskere [Germani] der blev pågrebet i byen, til den klagende [Harald], som fik lov at straffe dem som han havde lyst. Og som straf for at de havde bygget bliderne, og også fordi han havde hørt hvordan de løgnagtigt havde pralet af at have dræbt ham, skamferede Harald dem alle sammen ved at skære næsetippen af dem mens han blev ved med at spørge dem om det mon var deres spyd der havde dræbt Harald!"50 Byens tyske borgere kan altså udpeges og bliver straffet p.g.a. deres herkomst; sådan må det betegnes, når de blot bliver straffet, fordi Harald tror, de alle har bygget blider, og dertil "har hørt", at byens tyskere praler med at have slået ham ihjel.

Også direkte tyskerhad har Saxo et eksempel på. Under borgerkrigen forfølger Svend Grathe (1146-57) og Valdemar den Store (1154-82) Knuds (1146-57) tropper, der var fra Sachsen. Tropperne var på vild flugt og skjulte sig om natten i nogle huse, hvor de blev indhentet af forfølgerne og dræbt: "Sejrherrerne havde nemlig aftalt at ingen på den tabende side skulle skånes, både fordi de hadede tyskere [tum Saxonum odio], og fordi de havde set hvordan de der var blevet taget til fange i den foregående krig og havde fået lov til at købe sig fri, var vendt tilbage som fjender."51 Hadet til sachserne (som der egentlig står) er her en ligeberettiget del af begrundelsen for at slå alle de flygtende fjender ihjel.

Dansk-tyske modsætninger

I det hele taget dukker det dansk-tyske modsætningsforhold op i Saxos værk gang på gang. Det ser ud til at være et gennemgående tema hos Saxo, og hans egen holdning er klart antitysk.

Da Valdemar den Store er i Tyskland på besøg hos kejseren, beretter Saxo således om en hændelse, der understreger opfattelsen af forskelle på dansk og tysk. Valdemar får brug for foder til sine heste og vil købe noget men får af kejseren at vide, at han ikke behøver at købe, da hele området er kejserens kones arvegods - han kan bare tage. "Hertil svarede Valdemar at han var konge, ikke landevejsrøver! Han nægtede at plyndre og stjæle for at skaffe sig forsyninger, og hvad han fandt utilladeligt hjemme [domus], havde han ikke tænkt sig at acceptere i udlandet [apud exteros52]. Selv om den slags voldshandlinger kunne siges at være undskyldelige i en nødsituation som den han stod i, kunne han ikke få sig selv til at gøre brug af tilladelsen, for han ville ikke ødelægge sit hjemlands mildhed og retsindighed [domesticæ æquitatis mansuetudo] med udenlandsk ufølsomhed [peregrina austeritas]."53 Her ses en dansk selvopfattelse som mild og retsindig overfor udenlandsk, tysk ufølsomhed. Saxo viser også en klar forskel på dansk og tysk opfattelse af fyrstemagten: Den tyske betragter i modsætning til den danske myndighedsområder som personligt arvegods.

Saxos antityskhed kommer også kraftigt til udtryk gennem hans store sagnhelt Starkad, der er kommet til den danske kong Ingjalds gård, hvor han beværtes. Han måler frådseriet med øjnene, men "den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han under ingen omstændigheder forfalde til", så han gør sig hård over for alle delikatesserne.54 Starkad ser hvordan ædle, gamle skikke går til i nymodens ødselhed og vender sig bort i væmmelse og beder om simpel bondekost, "for han ville ikke lade sig inficere af de udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for en nymodens forgudelse af ganen."55 Omvendt, siger Saxo, var det med Ingjald, thi han "kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. ... Derfra kom den løsslupne opførsel der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]."56 Starkad forklarer Ingjald sin vrede og siger, at det er kongens tyske venner med deres overdrevne vaner, der var skyld i frådseriet.57 Starkad skælder kongen ud for at sidde og ræbe afskyeligt, mens han "lod sig forlokke af tyskernes fristelser [Saxonica illecebra]" og var blevet "fuldkommen blottet for mandighed".58 Dronningen var af sachsisk herkomst, og hun bliver på det groveste afvist, da hun prøver at formilde Starkad. Bl.a kvæder Starkad: "Ingjalds uanstændige, kåde hustru / vil så gerne følge de tyske skikke: / alt er pragt og fråds, og hun koger ækle, / kunstige retter [Uxor Ingelli levis ac petulca / Theutonum ritus celebrare gestit, / instruit luxus et adulterinas / præparat escas]."59

Her må siges at være et eksempel på en klar skelnen mellem, hvad der er dansk, og hvad der er tysk; de gode, gamle, hjemlige skikke arvet fra forfædrene over for de nye, ødsle, fordærvende, kvindagtige tyske skikke, der kommer til landet p.g.a. kongens sachsiske hustru og tyske venner. Starkad går jo oven i købet så vidt, at han siger, at "vores område" har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab. Starkad vender sig således kraftigt imod tysk indflydelse repræsenteret ved tyskerne selv. At sagnfiguren Starkad i virkeligheden taler på Saxos vegne, kan der nok ikke være tvivl om, og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget plads Saxo lader denne episode optage; det må have ligget ham på sinde. C. Stephen Jaeger har i sin bog om høvisk hofkultur60 sat Saxo ind i en tradition af klerikalsk oprør mod høviskhed udbredt i Vesteuropa; Saxo er dog sen i denne sammenhæng, hvilket naturligvis skyldes denne hofkulturs senere ankomst til Danmark. Ja, Jaeger nævner endog, at det ikke ville være overdrevet at sige, at Saxos etiske hovedformål med sit værk var at tugte de forfinede sachsiske skikkes indtog i Danmark.61 Med Saxo sat ind i en sådan tradition er der til dels en forklaring på selve udfaldene mod de nye, kvindagtige skikke og bevarelsen af de gamle, mandige dyder. Men det forklarer ikke alt: Det er jo ikke blot det nye, Saxo gennem Starkad skælder ud på; det er de nye fremmede skikke som oven i købet er tyske introduceret af tyskere! Således er ondets rod udpeget ("Tysklands slampøl") medsamt ondets budbringere: De tyske venner og den tyske dronning. Jaeger er da heller ikke blind for denne side af sagen. Han undrer sig over, at Saxo så ensidigt skyder skylden på tyskerne, når nu han, lærd som han var, må have vidst, at den øvrige litteratur så på Frankrig som høviskhedens arnested. Det er dog ikke Jaegers ærinde at få svar på den slags spørgsmål, så han siger blot, at der kan have ligget personlige, lokale eller nationale følelser af nag eller rivaliseren bag.62 Bl.a. med tanke på Saxos hele komposition af sit værk med Danmark som parallel og konkurrent til Rom og det Tysk-romerske Rige og med hans øvrige understregning af det nationale, kan man nok roligt udelukke de personlige eller lokale følelser.

Nordisk ensartethed

At tyskerne blev regnet for kvindagtige, fremgår yderligere af Saxos fortælling om Bråvallaslaget, som i øvrigt også er et eksempel på skelnen mellem troppers folkelige tilhørsforhold og deraf følgende forskelligheder. Saxo lader den svenske kong Ring holde tale for sine tropper inden slaget, og her siger han bl.a., at Harald Hildetand på sine gamle dage er blevet besat af grådighed efter andres riger. Derfor, refererer Saxo Ring, "var svenskerne tvunget til at kæmpe for deres frihed, for deres fædreland og for deres børn [pro libertate, pro patria ac liberis dimicandi], i modsætning til fjenden, der var gået i felten af ren og skær dumdristighed og frækhed. I øvrigt var der kun ganske få danskere [perpauci Dani] derovre mens der stod en hel del sachsere [Saxones complures] og andre kvindagtige folkeslag [effeminatae gentes] i rækkerne. Derfor skulle svenskerne og nordmændene [Sueni & Norici] tænke på at nordiske styrker [turba Septentrionalis] altid havde været meget stærkere end tyskere og vendere [Germani & Sclavi]. En hær der snarere var et tilfældigt sammenrend af mennesker end en stabil militær enhed, behøvede man ikke tage alvorligt. Med den tale fik han for alvor sine mænds mod til at flamme."63 At disse ord ikke er kong Rings, kan der vel ikke være megen tvivl om; de må derimod af Saxo være regnet for ædruelige ord udtalt af en hærfører til sine krigere før et slag. Saxo må selv have fundet dem rimelige og regnet med, at hans læsere også ville det. I talen skelnes mellem daner, nordmænd og sveer på den ene side og sachsere og andre kvindagtige folkeslag på den anden. At der blandt disse andre var vendere, fremgår af Rings trøstende ord til sine krigere: De behøver ikke frygte, thi der er ikke mange daner med i Haralds hær, så de "nordiske styrker" er i flertal på hans egen side, hvortil kommer, at sveer og nordmænd altså udgør en "stabil militær enhed", mens de andre mere forskellige folkeslag altså er et "tilfældigt sammenrend af mennesker". Det er også bemærkelsesværdigt, at Ring i sin tale kæder begreberne frihed, fædreland og børnenes fremtid sammen. Mere interessant er det dog, at Saxo anser det for sandsynligt, at de ord, han har lagt Ring i munden, ville kunne få krigeres mod til at flamme. Har Saxo med sin egen baggrund i en krigerfamilie,64 og hans egen mulige deltagelse i togter hørt sådanne taler til krigerne og kendt deres effekt? Det er en tanke man ikke kan se bort fra. I så fald er det nærliggende at antage, at sådanne fædrelandskærlige taler, der fremhæver eget (egne) folkeslag overfor fjendens, har været anvendt på Saxos tid med ønsket effekt. Et andet eksempel på en sådan opmuntring af krigerne findes i fortællingen om et dansk togt mod baltiske sørøvere; et togt fra Saxos egen tid, som han sagtens kunne have været med på. I hvert fald er Saxos brug af ordet "vore" om krigerne og hæren hyppigere end andre steder, hvilket ville være naturligt, hvis han selv havde deltaget. Under alle omstændigheder fortælles det, at danerne er blevet mismodige heriblandt en af lederne, Christoffer, der dog havde en sekretær: Da denne, "en brite [natio Brittanica] ved navn Lukas, der ikke havde den store boglige dannelse, men var særdeles vidende om historiske emner, så hvor modfaldne mændene i vores hær var, brød han med høj og klar stemme den dystre og trykkende tavshed og forvandlede bekymring til gåpåmod, for han mindede vores mænd om deres forfædres bedrifter [veterum virtutes] og opmuntrede dem til at hævne deres dræbte kammerater - og det med en sådan veltalenhed at det ikke alene blæste deres dystre tanker bort, men også fik mod og styrke op i hver eneste mand, ja, det er helt utroligt at en udlænding [alienigena homo] i den grad kunne styrke vores landsmænds sind [in nostrorum animos] med sine ord."65 Her understreges jo tillige det for Saxo mærkværdige, at en udenforstående kunne inspirere "vores".

Historisk legitimering

At historien bliver brugt til at inspirere og sågar til at begrunde handlinger med, er altså heller ikke noget nyt; et sådant syn på historien som værende vedkommende bygger på visheden eller forestillingen om, at den handler om ens forfædre og derfor om een selv som del af det samme folk. Et klart eksempel herpå findes hos Saxo i beskrivelsen af Thyra Danebod, der efter den tyske kejser Ottos indfald i Jylland ønskede "at sikre fædrelandet bedre mod hemmelige indfald fra udenlandske fjender [clandestinis exterorum], og hun tog fat på at afgrænse det med en vold og en grav hele vejen fra Slien til Vesterhavet, og oven på denne grundvold byggede hun et umådelig solidt forsvarsværk af jord. Senere har kong Valdemar og Absalon, det danske folks ærkebiskop [Danicæ gentis antistes], vist tilsvarende hengivenhed over for fædrelandet ved oven på denne vold at anlægge en mur af teglsten. De foretrak at udbedre de steder hvor den gamle vold var ved at falde sammen, med et helt nyt og mere solidt anlæg, frem for at lade den forfalde stadig mere i fremtiden. Den oprindelige vold brugte de derfor som fundament da de med mandig kyndighed fuldførte hvad de kvindelige evner havde iværksat, men ikke fuldbragt. De var sig bevidst at de var en kvindes indsats overlegne, og deres værk blev da også så meget mere fremragende. Samme Thyra, der bag sit kvindelige ydre besad en mands mod, befriede også Skåne fra byrdefulde skatteforpligtelser under svensk herredømme. Ved således at holde fjenden borte, til den ene side med mure, til den anden side med våben, skænkede hun fædrelandets forskellige grænser lige god beskyttelse."66 Her sættes Valdemar den Stores og ærkebiskop Absalons indstats direkte i forlængelse af Thyras værk og det midt inde i fortællingen om hende. Thyra roses højlydt for at have værnet fædrelandet til begge sider, og jo større ros hun får, des bedre står Valdemar og Absalon, for de har naturligvis gjort det endnu bedre, eftersom de jo er mænd. Men myten om dronning Thyras bygning af Danevirke, der må have været udbredt, idet den jo bl.a. tidligere er kendt af Sven Aggesen, benyttes altså til at sætte Valdemars eget Danevirkebyggeri ind i en historisk sammenhæng som en direkte forlængelse af Thyras fædrelandsforsvar, og dermed forklares Valdemars forsvar mod tyskerne også historisk. Det bør i øvrigt bemærkes, at Absalon i endnu tydeligere vendinger end i fortalen kaldes danernes; her "det danske folks ærkebiskop". Dette på trods af at han jo egentlig var hele Nordens ærkebiskop og til nød kunne kaldes Danmarks - men her altså det danske folks. Da Saxo nok snarere ville fedte for sin arbejdsgiver end fornærme ham, må det altså være ment som en højst rosende benævnelse, og Saxo må have regnet med, at Absalon også ville have forstået det sådan.

Danernes frihed

Kampen for at holde danerne frie af tyskerne var et aktuelt problem på Saxos egen tid, og det er derfor interessant at se hans beskrivelse af Valdemar den Stores rejse til den tyske kejser. Absalons broder Esbern Snare er bange for, at kejseren vil forsøge at aftvinge kongen en lensed, og forsøger at tale ham fra at fortsætte rejsen, idet han bebrejder ham, at han vil fortsætte, så man næsten skulle tro "at han var ude på at lægge sit eget frie folk [libera gentis suæ], der ikke var vant til at bøje nakken for barbarer [barbari], under tyskernes usle åg [miserabilis Theutonicorum iugum] som sølle, foragtede slaver."67 Esberns fremstilling af en eventuel lensed går altså på, at danerne ikke skal underlægges tyskerne og ikke på, at kongen selv skulle blive afhængig af kejseren. Hensynet er altså til folket, og konsekvensen af en lensed ser Esbern, som at folket trælbindes gennem kongens binding. Kongen er altså ikke bare repræsentant for en egen slægt men er et med folket, danerne. Valdemar fortsætter dog rejsen, men bliver ifølge Saxo efterhånden klar over, at det virkelig forholder sig, som Esbern frygtede: "Da det gik op for kongen, fortrød han at han ikke havde lyttet til de gode råd, men han erklærede at selv om han godt kunne se at han havde fået kniven for struben, ville han hellere selv miste livet end lade sit land [patria] miste friheden."68 Valdemar må altså senere hen erklære sig enig med Esbern i hans betragtninger. Men efter at have fået nogle frynsegoder og undtagelser i forhold til andre lensmænd aflægger han dog ed. Kongen bliver lovet vendernes land og slipper ekstraordinært for at skulle stille tropper og lignende. I øvrigt: "Hans søn og umiddelbare efterfølger på tronen ville det stå frit for at fraskrive sig de betingelser der havde bundet hans far, for der skulle ikke være tale om et arveligt lydighedsforhold som skulle binde det danske folk [Danorum gens] for tid og evighed."69 Kongens binding ses altså som det danske folks binding. Lensforholdet opfattedes altså ikke som personligt men som folkets.

Kirkens danskhed

En lignende ulyst til at ligge under for udlændinge også hos kirken i Danmark ses af Saxos omtale af biskop Asser (ærkebiskop 1104-1137), der tager affære efter Erik Ejegods bandlysning: "Nu var han [Asser] så forbitret på sin modpart at han ikke kunne finde sig i at den hjemlige kirkes værdighed var underlagt en udenlansk kirkes myndighed [externum sacerdotium]. Derfor vendte han tilbage til Rom og ansøgte om at han selv såvel som hans rige og dets kirke [tum etiam patriam ac domestica sacra] blev befriet fra den sachsiske overhøjhed, så han ikke var tvunget til at rette sig efter fremmede folk [exteri] i kirkelige sager eller nødvendigvis skulle hente kirkens forskrifter fra udlændinge [ab alienigenis]."70 Erik Ejegod fulgte sagen om uafhængighed af Hamborg op: "For at danskerne [Dani] kunne blive fri for at forvalte deres kirkelige opgaver under en udenlandsk biskop [externus pontifex], sørgede han nemlig for at der blev sendt en delegation til den pavelige kurie for at anmode om det ærkebiskoppelige værdighedstegn der skulle smykke vores hjemlige [domestica] kirke. ... Og han [kuriens udsending] nøjedes ikke med at løsrive kirken fra den sachsiske overhøjhed, han lagde også den svenske og den norske kirke ind under den. Det er faktisk ikke så lidt Danmark [Dania] kan takke Roms velvilje for, ikke alene selvstændighed, men også herredømme over andre lande."71 Kirkens frihed for "sachsisk overhøjhed" er altså lig Danmarks selvstændighed. Således opfattedes ikke kun kongens uafhængighed af kejseren men også kirkens uafhængighed af Hamborg som garant for det danske folks frihed.

Opsummering i hovedtræk: For at lette opsummeringen vil de behandlede tilfælde og resultater blive delt ind i grupper defineret ud fra problemformuleringen.

En navngiven dansk gruppe: Begge de her behandlede krøniker opererer meget tydeligt med den navngivne gruppe danerne. Danerne optræder som en fast enhed, der handler på egen hånd. Hos Ælnoths behandling af Harald Hen var det fx danerne, der valgte og udpegede kongerne. Hos Saxo så vi fx, hvordan Frode Fredegods love krævede to udlændinge slået ihjel for hver dansk, der blev dræbt af een udlænding, og vi så, hvordan han lod kong Ring skelne mellem kvindagtige tyskere og vendere på den ene side og daner på den anden, selvom de kæmpede i samme hær.

Opfattelse af fælles byrd og herkomst: Både Ælnoth og Saxo går tydeligvis ud fra, at danerne (og folkeslag i det hele taget) er beslægtede, og at man var dansk af fødsel. Ælnoth fortæller, hvordan danerne skelnede skarpt mellem sig selv og de tilrejsende; Ælnoth er selv et eksempel på en sådan, idet han jo ikke regnes for dansk efter 24 års virke i landet. Han regnede også sig selv for udlænding og omtaler det danske folk som "deres folk". Saxo havde historien om Vithne, der nok var vendernes hersker men var dansk af fødsel. Endvidere mødte vi danerne i Konstantinopel, der stadig var daner p.g.a. deres oprindelse, og hvis tilhørsforhold altså ikke bestemtes af, hvilken hersker de tjente. Endelig opererer Saxo meget tydeligt med danernes "forfædre", hvorfor danerne følgelig er beslægtede.

Fælles erindring eller historie: Alene krønikernes opbygning viser opfattelsen af en fælles dansk historie, og de giver hver især deres udlægning af denne erindring. Ælnoths mål er dog ikke at fremstille historien, men han går dog alligevel tilbage til Magnus den Godes tid. Saxo starter sin fremstilling langt tilbage i den tågede fortid; hans fortælling startes ved danernes samling under kong Dan og er altså helt tydeligt en fælles dansk historie. Herudover så vi Saxos eksempler på fælles erindring og dens betydning i kamp. Saxo fortalte om den fremmede brite, der kunne opildne "vore folk" ved at fortælle om "de gamles bedrifter". Saxo søger selv at benytte sig af dette opildnende kneb ved direkte at sammenligne Thyras Danevirkebyggeri med Valdemars og Absalons.

Fælles sprog: Både Ælnoth og Saxo viser, at de er opmærksomme på et fælles sprog. Ælnoth betegner fx islændingene som gruppe med eget sprog, der var forskelligt fra dansk og norsk. Saxo definerede bl.a hos kejseren i Konstantinopel danerne som dem, der talte dansk.

Fælles tro: At danerne i den tidlige middelalder havde en fælles tro er kendt, og objektivt set kan dette altså bruges til at beskrive danernes kultur som ensartet. Men den subjektive side af sagen, danernes egen opmærksomhed på dette, er i denne tekst mindre belyst, end den kunne have været. Saxos beskrivelser af vendertogene er her nemlig ikke blevet undersøgt, og dette må gøres for at få fyldigere indblik i troens betydning for selvopfattelsen. Ælnoth talte dog livligt om Knud den Hellige som en danernes værnehelgen og martyr, som de ikke havde haft før. Også Saxos omtale af oprettelsen af det nordiske ærkebispesæde viser med al tydelighed en binding mellem kirke, folk og rige. Her skulle den danske kirke løsrives fra sachsisk overhøjhed så biskoppen, riget og dets kirke ikke skulle lyde fremmede. Endvidere benævnte Saxo gerne Absalon som danernes eller det danske folks ærkebiskop. Kirken har altså været opfattet som dansk og ikke en universel eller europæisk institution.

Fælles skikke: Ælnoth viser tydeligt ved omtalen af Vilhelms ordre til englænderne om at klæde og klippe sig som normannerne, at man i samtiden har opfattet fælles skikke som karakteristisk for et folk. Dog omtaler Ælnoth ingen skikke som specifikt danske. Saxo leverer derimod til overflod eksempler herpå. Her tænkes naturligvis på hans mange udfald mod tyske skikke og forherligelsen af de danske.

Tilknytning til et fælles historisk område, hjemland eller fædreland: Her er begge krøniker enige om, at danernes fædreland er Danmark; Danmark defineres af danerne. Ælnoth nævner jo fx, at danernes oprør, er Danmark, der gør oprør. Saxo viser i sin Fortale at Danmark er et velafgrænset areal, som ikke defineres af kongens magtområde. Forbindelsen mellem land og folk er altså total og et gennemgående træk i begge krøniker.

Fællesskabsfølelse eller nationalbevidsthed hos afgørende dele af befolkningen: Hos Ælnoth så vi, hvordan kongens virke ideelt set skal være folkets vel. Hos Saxo har vi set utallige eksempler på, at Saxo selv har forbundet sig med Danmark og danerne, men også eksempler på, at han må have gået ud fra, at hans læsere i lige høj grad har gjort det. Saxo viser os i øvrigt, at Absalon selv i høj grad har forbundet sig med danerne og Danmark ved bl.a. at lade sig kalde "det danske folks ærkebiskop". Endvidere lader Saxo flere steder skinne igennem, at en sådan forbinden sig med det danske har været mere udbredt. Helt konkret det føromtale vendertogs deltagere; men krigere i det hele taget, lader Saxo forstå, kan opildnes af fædrelandskærlige ord.

Begge forfattere har på en eller anden måde været tilknyttet kirken; Saxo er tillige ud af en krigerslægt og har i øvrigt gennem Absalon i en eller anden grad været tæt på magtens folk. Dette giver yderligere et fingerpeg om i hvilke kredse, der under alle omstændigheder var en opfattelse af Danmark og danerne, og hvor stærke følelser der har været forbundet hermed. At der således i kirkelige kredse også på de lavere niveauer har været en klar opfattelse af folket og fædrelandet, virker bestemt rimeligt at antage, mens man også med samme sikkerhed kan antage, at stormænd og krigere har haft en sådan klar opfattelse af disse fænomener og endog har forbundet sig stærkere hermed. Endelig har der på Saxos tid i selve magtens centrum været en markant nationalbevidsthed.

Dette kan opsummeres ud fra det gennemgåede. Det bør her bemærkes, at langt fra alle brugbare eksempler fra Saxo er anvendt og endvidere, at ønsket om bredde i kilderne samt den begrænsede plads har udelukket anvendelsen af fx Lejrekrøniken og Sven Aggesens danmarkshistorie, der ellers ville have forstærket det nationale indtryk.

Det kan konkluderes, at de gennemgåede krønikers forfattere har haft en helt klar opfattelse af Danmark og danerne som forbundne størrelser. Danerne og Danmark udgør en sammenhørende enhed. Kongemagten og kirken har på Valdemarernes tid (1157-1241) ligeledes haft en klar nationalbevidsthed, hvilket også stormænd har haft, og noget peger sågar på en nationalbevidsthed blandt almuen.

På baggrund af gennemgangen af Ælnoths Krønike og Saxos Danmarkshistorie kan det konkluderes, at man kan tale om et dansk folk i tidlig middelalder og dermed også om en dansk nationalbevidsthed, idet man må konstatere følgende: At danerne helt klart var en navngiven gruppe med en opfattelse af fælles byrd og herkomst. En gruppe der endvidere havde en fælles historie, havde fælles sprog og tildels var opmærksom herpå, havde en fælles tro, som bevidst blev afskåret fra udenlandsk indflydelse, og fælles skikke, der blev tildelt en del opmærksomhed og i øvrigt opfattet som værende væsensforskellige fra især de tyske, samt en stærk tilknytning til et fælles fædreland. Desuden må der siges at have været en fællesskabsfølelse eller nationalbevidsthed hos afgørende dele af befolkningen.

Artikel tidligere bragt i Sagnir, 21de årgang 2000. Reykjavik 2001. s.68-78.

Henvisninger

1 Dansk identitetshistorie 1-4. Redaktør Ole Feldbæk. Viborg, 1991-1992.

2 Mythen der Nationen. Ein europäisches Panorama. Udgiver Monika Flacke. München, 1998.

3 Måden, dette vil blive gjort på, er, at de latinske udtryk vil blive sat i parentes. Her vil følgende system blive anvendt: 1) I de fleste tilfælde er det latinske udtryk stræbt normaliseret m.h.t. stavemåde og ved anførsel af udtrykket i nominativ, hvis der er tale om et adjektiv eller et substantiv (eller begge dele). Er der tale om et præpositionsled, vil styrelsen naturligvis stå i den kasus præpositionen tilsiger. Alle disse tilfælde vil være kursiverede. 2) I andre tilfælde er den latinske tekst citeret direkte. Dette er gerne, når der er tale om en tekstpassage. Disse vil ligeledes være kursiverede. A) Er disse latinske belæg anført midt i et citat fra den danske oversættelse, vil de være anført i en skarp parentes. B) Er de anført i selve fremstillingens tekst, da i almindelig parentes. Endelig bør det bemærkes, at opklarende oplysninger i citerede tekststykker vil være ukursiverede og i skarp parentes.

4 Zientara, Benedykt: "Populus - Gens - Natio: Einige Probleme aus dem bereich der ethnischen Terminologie des frühen Mittelalters". Nationalismus in vorindustrieller Zeit. Redaktør Otto Dann. München, 1986, s. 16.

5 Kahl, Hans-Dietrich: "Einige Beobachtungen zum Sprachgebrauch von natio im mittelalterlichen Latein mit Ausblicken auf das neuhochdeutsche Fremdwort "Nation"." Aspekte der Nationenbildung im Mittelalter. Ergebnisse der Marburger Rundgespräche 1972-1975. Udgivere Helmut Beumann & Werner Schröder. Sigmaringen, 1978, s. 103-106.

6 Zientara, Benedykt: Frühzeit der europäischen Nationen. Die Entstehung von Nationalbewußtsein im nachkarolingischen Europa. Münster, 1997 (polsk originaludg. Warzawa, 1986), s. 24-30.

7 Ælnoths Krønike. Oversættelse Erling Albrectsen. Viborg, 1984, s. 15.

8 For kongerne angives deres regeringsår.

9 Eller: "ikke-borger".

10 Ælnoths Krønike s. 110. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum. København, 1908-1912, s. 135.

11 Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 96.

12 Ælnoths Krønike, s. 48f.

13 Ælnoths Krønike, s. 30.

14 Denne betegnelse var ellers normal som fællesbetegnelse til ind i 13. årh., skønt der o. 1200 var tydeligt dialektskel mellem øst- og vestnordisk. Se fx: Sellevold, Berit Jansen et al.: "Mennesker og språk." Viking og Hvidekrist. Redaktør Else Roesdahl. Uddevalla, 1993, s. 118.

15 Her menes Bedas Historia ecclesiastica Anglorum (i.e. "Englændernes kirkehistorie").

16 Ælnoths Krønike, s. 49. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 96.

17 Ælnoths Krønike, s. 49. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s.96f.

18 Ælnoths Krønike, s. 50.

19 Ælnoths Krønike, s. 50f. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 97.

20 Ælnoths Krønike, s. 52. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 98f.

21 Lydon, James F.: "Nation and Race in Medieval Ireland." Forde, Simon et al.: Concepts of National Identity in the Middle Ages. Leeds, 1995.

22 Ælnoths Krønike, s. 51. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 98.

23 Ælnoths Krønike, s. 87. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 121 og 122.

24 Ælnoths Krønike, s. 39. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 90.

25 Ælnoths Krønike, s. 40.

26 Egl.: "tilkomne".

27 Egl.: "tilkommende".

28 Ælnoths Krønike, s. 56. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 101.

29 Ælnoths Krønike, s. 32. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 85.

30 Ælnoths Krønike, s. 33. Samt: Gertz, M.Cl.: Vitae sanctorum Danorum, s. 85.

31 Friis-Jensen, Karsten: "Middelalderens Danmark og det romerske imperium." Imperium romanum. Realitet, idé, ideal 2. Fra middelalder til oplysningstid. Redaktører Otto Steen Due og Jacob Isager. Århus, 1993, s. 202.

32 Skovgaard-Petersen, Inge: Da tidernes herre var nær. København, 1987, s. 216.

33 Skovgaard-Petersen, Inge: "Saxo's Denmark." The Birth of Identities. Redaktør Brian Patrick McGuire. Viborg, 1996, s. 139.

34 Saxos Danmarkshistorie 1-2. Oversættelse Peter Zeeberg. Viborg, 2000. Fortale, kapitel I, afsnit 1. Samt Fortale, kapitel I, afsnit 6. (For fremtiden vil henvisninger til Saxos Danmarkshistorie være ved angivelse af dennes forkortelse (GD) efterfulgt af bog med arabertal, kapitel med romertal og afsnit med arabertal. Nærværende henvisning vil altså hedde: GD Fortale I 1. Samt: GD Fortale I 6. (Hvorved Fortalen gør det ud for en bog). Henvisningen vil gælde både den danske udgave og den latinske udgave, der har samme inddeling: Saxonis Gesta Danorum 1. Udgivere J. Olrik og H. Ræder. København, 1931).

35 Skovgaard-Petersen, Inge: Da tidernes herre var nær, s. 92.

36 Sverrir Jakobsson: "Defining a Nation: Popular and Public Identity in the Middle Ages." Scandinavian Journal of History 24:1 (1999) s. 100.

37 Sverrir Jakobsson: "Defining a Nation: Popular and Public Identity in the Middle Ages." s. 101.

38 GD Fortale I 1.

39 Udover naturligvis det bemærkelsesværdige i hans betegnelse pontifex maximus og ikke det mere ydmyge archiepiscopus eller evt. antistes, der benyttes andetsteds i værket; det er vel den romerske parallel, der spiller ind her.

40 GD Fortale I 6.

41 GD Fortale II 1-5.

42 GD Fortale I 6.

43 GD 5 V 5.

44 GD 5 V 6.

45 GD 8 VI 2.

46 GD 12 VII 1.

47 GD 12 VII 2.

48 En blide er et belejringsvåben; en slags katapult.

49 GD 13 IX 6.

50 GD 13 XI 2.

51 GD 14 V 9.

52 Vel egentlig: "hos de udenlandske".

53 GD 14 XXVIII 21.

54 GD 6 VIII 5.

55 GD 6 VIII 6.

56 GD 6 VIII 7.

57 GD 6 IX 1.

58 GD 6 IX 2.

59 GD 6 IX 9.

60 Jaeger, C. Stephen: The Origins of Courtliness. Civilizing Trends and the Formation of Courtly Ideals 939-1210. Philadelphia, 1985.

61 Jaeger, C. Stephen: The Origins of Courtliness, s. 185.

62 Jaeger, C. Stephen: The Origins of Courtliness, s. 186f.

63 GD 8 IV 2.

64 GD Fortale I 6.

65 GD 14 XL 9.

66 GD 10 III.

67 GD 14 XXVIII 10.

68 GD 14 XXVIII 15.

69 GD 14 XXVIII 16.

70 GD 12 V 2.

71 GD 12 VI 6.