Claus Eskildsen: Sydslesvigerne — sydgermanere eller nordboere?

Spørgsmaalets Betydning

Israeliterne, en nomadiserende Ørkenstamme, faldt en Dag ind i Kanaans Land og erobrede det ved Vold og List og under Udfoldelse af stor Grusomhed. Men selv om Landet fra den Tid var deres, laa der dog nede i Folkeunderbevidstheden en stadig Anklage: I har stjaalet denne Jord fra andre! Derfor kompenseredes dette Kompleks, idet Folket lagde den største Vægt paa de gamle Overleveringer om, at Jahve havde givet dette Land til Stamfædrene, og at disse Patriarker havde deres Grave her.

Dette lille Træk viser, hvilken Betydning den ældste Ret til Bopladsen har for et Folk. Vi finder det tilsvarende overalt i Verden, ogsaa i Europa. Tyskerne gik i Middelalderen over Elbefloden østpaa og erobrede Jord fra Venderne, Polakkerne, Preusserne og andre. Alle gamle Bynavne i Østelbien (Berlin, Stettin og Schwerin, Danzig og Leipzig, Güstrow og Hagenow, Ratibor og Brennabor o. s. v.) retter ved deres slaviske Sprog en stadig Anklage for Rov mod det tyske Folk. Derfor fremhæver Tyskerne saa stærkt, at der boede germanske Stammer paa denne Jord, inden Slaverne.trængte frem, og de brutale Nationalsocialister søgte endog at gøre Jorden stum ved at forbyde Brugen af de ældgamle slaviske Navne og erstatte dem ved frit opfundne tyske. Dette sidste har ogsaa andre Erobrerfolk gjort, bl. a. Magyarerne. Ethvert Folk ønsker at sidde paa sin Hjemstavns Jord med den Ret, den ældste Bebyggelse giver; i et Grænseomraade er dette Kærnepunktet, om det ene eller det andet Folk har den ældste, den oprindelige og dermed egentlig den eneste Ret paa dette Sted.

Hvad det omstridte Grænseland Sønderjylland angaar, ligger Forholdene tilsyneladende klart belyst. Alle gamle Bynavne — med Undtagelse af nogle i det sydligste Grænseomraade og Navnene i Frisland — er danske Navne, fuldstændigt svarende til Bynavnene overalt paa gammelt dansk Omraade. Danske Marknavne helt nede i det sydligste Sønderjylland vidner endnu i Dag om, at det var danske Mennesker, der første Gang ryddede denne Jord og tog den i Eje. Intet Steds har vi det mindste Holdepunkt for, at et andet Folks Navne har været knyttede til denne Jord tidligere, saa man har maattet danisere forefundne Stednavne. Dansk var altsaa det Sprog, de første Rydningsmænd talte, og vi kan følge med i, hvorledes dette Sprog først i nyere Tid er veget fra den gamle Sydgrænse til op imod Flensborg.

Er der saa noget at diskutere? Er der nogen, der vil bestride, at Sønderjylland fra Ældgammel Tid har været beboet af Danskere, og at det danske Folk har den ældste Hjemstedsret her? — Ja, Tyskerne bestrider det, og dette er psykologisk let forstaaeligt, thi den sønderjydske Jords danske Tale slynger dem Ordene i Ansigtet: I er fremmede her; I forstaar ikke det Sprog, mine Marker og Byer taler; I har ingen Hjemstedsret her!

Hvordan vil man saa bortforklare de tilsyneladende saa aabenlyse og uomstødelige Kendsgerninger? I tidligere Tider konstruerede man en Modsætning mellem vestgermanske Jyder og nordgermanske Daner, og da Tyskerne ogsaa hørte til de vestgermanske Folk, skulde hele Jylland oprindelig med større Ret høre til Tyskland end til Danmark. I et historisk Atlasværk af Dr. H. Pferdmenges, trykt i Hamborg 1930, ser man paa det allerførste Kort hele Jylland indtegnet som hørende til »Deutschland um das Jahr 1«, altsaa til Tyskland ved Kristi Fødsel! Endnu i den nyeste Tid har denne vestgermanske Jyde altsaa maattet holde for. I en lille Bog »Schleswig-Holsteins Erbe und Sendung«, udkommet 1935, paastaar den i Krigen faldne Prof. Karl Alnor, Kiel, at Jydsk hører til de vestgermanske Sprog, og han slutter deraf: »Naar der altsaa skal gives et alternativt Svar paa Spørgsmaalet, om Slesvig oprindelig er vestgermansk (tysk) eller nordgermansk (dansk) Bosættelsesomraade, saa kan dette Svar kun falde ud til Fordel for tysk Urbebyggelse.« (Side 11/12).

I Virkeligheden forfægtede Prof. Alnor her en Teori, der længe har været forladt af tyske og danske Videnskabsmænd. Det er længe klarlagt, at Jydsk aldrig har været vestgermansk, at Ordet Vestgermansk kun er en Sprogbetegnelse, der er indført i Sprogvidenskaben for godt 100 Aar siden, og at der aldrig har været Tale om en vestgermansk Fællesfølelse. Prof. Otto Scheel i Kiel, der efter 1933 var Nationalsocialismens første videnskabelige Vaabendrager i Kampen mod Danskhedens Ret til Sønderjylland, indrømmede da ogsaa i sit lille Skrift »Schleswig — urdänisches Land?«, udkommet 1937, at den vestgermanske Teori ikke duede. Men dette skete kun for at give Plads for endnu løsere Teorier. Danskerne har ikke den ældste Ret til Sønderjylland, paastod Prof. Scheel, thi de ældste Stednavne er fællesgermanske (Endelserne ing, sted, um). Dette er naturligvis lige saa rigtigt som Paastanden om, at det tyske Folk ikke har den ældste Ret i Thüringen eller Bayern, hvor vi finder de samme fællesgermanske Stednavne. Desuden konstruerede Prof. Scheel paa Grundlag af Romeren Tacitus's Udtalelser et gammelt »Ingvæon-Fællesskab« og et »Nerthusfællesskab, hvor Danerne skulde have staaet udenfor. Kendsgerninger er imidlertid, at Danerne i gamle Kvad kaldes »Ingvæonernes Herrer og Beskyttere«, og at der med Hensyn til gammel Gudedyrkelse kan konstateres et meget tydeligt Skel ved Ejder. Prof. Scheel turde da ogsaa næppe have Lyst til at gentage sine Teorier i Dag.

Alligevel viser disse tyske Paastande, at det er nødvendigt at hævde det danske Folks ældste Ret til Sønderjylland.


Stednavne, Personnavne, Racepræg

Det et allerede sagt, at Jordens Tale, de gamle By- og Marknavne, er den sikreste Grund at bygge paa. De er ældre end alle Dokumenter og andre skriftlige Kilder; de fortæller klart, hvilket Folk der sidder paa et bestemt Omraade med den Ret, den ældste Bebyggelse giver; de stempler enhver, ikke forstaar deres Tale, som en fremmed paa denne Jord.

Den sønderjydske Jord taler saa tydeligt, saa enhver kan forstaa det.

Der findes et Sæt ældgamle Enstavelsesnavne, som ingen kan tyde i Dag (Sild, Røm o. a.). Det er muligt, at de gaar langt, langt tilbage i Tiden. Saa følger de før omtalte fællesgermanske Navne, der kendes fra Nordkap til Norditalien: Endelserne -ing, -sted og -um. De siger os altsaa heller ikke noget om det tyske eller det danske Folks ældste Ret til Sønderjylland.

Saa snart vi imidlertid kommer til de Stednavne, der er forskellige paa dansk og tysk Omraade — og mange af dem går langt tilbage i forhistorisk Tid — staar Skellet mellem Nordisk og Tysk klart ved Ejder. Ned til Ejder har vi Endelserne -lev, -by, -bøl, -rup (trup, drup), -toft og -mark og -vang, -skov og -ris og -ved og -lund, -vraa og -kær og -mose, -næs og -vig og -sund, -bro og -vad o. s. v., o. s. v. Det er de samme Navne, vi møder overalt paa gammelt dansk Omraade, og man kan næppe nævne et Stednavn i Sønderjylland, uden at der findes helt ligelydende andre Steder i Danmark. — Men det er i Virkeligheden Nordens Sydgrænse, der ligger ved Ejder, thi det dybtgaaende nordiske Fællesskab er sig ikke mindst deri, at Stednavnene over hele det nordiske Omraade ikke blot er nær enslydende, men ogsaa er dannede efter de samme Regler.

Syd for Ejder er alle Stednavne, der er yngre end den fællesgermanske Tid, i Vest- og Midtholsten tyske, i Østholsten vendiske. Vi finder der de tyske Endelser -dorf, -kamp, hagen, -horst, -fleth, -wurth, -lohe, -hude, -hausen, -brück, -feld, -mühle o. s. v., o. s. v. Vi finder i Østholsten et Mylder vendiske Navne med Endelserne -in, -itz, -zig, -ow, -bor, grad, -gard o. s. v., o. s. v.

Interessant er det at konstatere, at Nordfriserne i Vestslesvig ikke udvisker Ejderskellet, idet de gaar ind under nordisk Navneskik. De vigtigste Stednavneendelser paa frisisk Omraade er -um og -bøl og -toft.


http://www.nomos-dk.dk/folket/esk_sy1.gif

Som et enkelt Eksempel paa, hvor tydeligt Ejderskellet staar, bringes ovenstaaende to Kort: den danske Endelse -bøl og den tilsvarende tyske Endelse -büttel. Utallige andre Stednavnekort vilde vise det samme.

Det maa dog noteres, at der findes et Overgangsomraade mellem Dansk og Tysk mellem Linien Egernfjord-Slesvig-Danevirke i Nord og Ejder i Syd. Her laa oprindelig i Øst den uigennemtrængelige Danskerskov (tysk »Dänischwohld«), i Midten Lo Hede og Krop Hede, i Vest Stapelholms Moser og Sumpe. Det var det strategiske Forterræn for Danskernes Grænsevold Danevirke. Dette Omraade var kun meget tyndt bebygget fra dansk Side, da det i Aaret 1260 af Hertug Abels Søn blev givet i varig Pant til de holstenske Grever. Disse indkaldte holstenske Bønder som Rydningsmænd, og her finder vi derfor tyske Stednavne blandet med de danske.


*


Som det er vist i den historiske Redegørelse, stadfæster Historien, hvad der her er sagt om det gamle Ejderskel. I 811 møder vi Ejdergrænsen som Skel mellem den danske Konges og Frankerkejserens Riger. I over 1000 Aar har der været rettet et stærkt tysk Pres mod denne Linie. Ikke mindst den sidste Verdenskrig har vist os og hele Verden, hvilken fantastisk Kraft det ekspansive tyske Folk er i Besiddelse af. Naar det kun er lykkedes Tyskerne at presse det danske Sprog de Par Mil tilbage fra Danevirke til Flensborg, er dette et klart Bevis paa en lige saa fantastisk Sejghed hos det danske Folkeelement i Sønderjylland. Man behøver blot at tænke paa, hvad Venderne, Polakkerne og andre slaviske Folk har mistet.

Tyskerne kunde presse det danske Sprog tilbage, fordi dansk Styres Fejlgreb aabnede Døren for tysk Kulturindflydelse i dette Omraade, og de har derfor kunnet fortyske disse Sønderjyder med Hensyn til kulturel og national Indstilling; men de har ikke formaaet at kolonisere dette Syd- og Mellemslesvig med tyske Mennesker. Det er stadig Folk af nordisk-dansk Æt, der bor der.

I Tønder, den mest tyske By Nord for den nuværende Statsgrænse, var kun 8,7 Procent af de 2500 Mænd, der fra 1700-1869 aflagde Borgered i Byen, hjemmehørende paa tysk Omraade, og da de saa godt som alle giftede sig med Landets Døtre, kan enhver forstaa, at det tyske Blodsislæt i Byen var saa godt som ingen Ting. De fleste er ikke klar over, at Byer som Helsingør, Slagelse, Vordingborg og Fredericia havde mere tysk »Blod« i deres Borgerskab end de nordslesvigske Købstæder, og at der i Københavns Borgerskab gennem Tiderne fandtes dobbelt saa meget tysk »Blod« som i Tønders. I Købstæderne længere sydpaa er det tyske Element naturligvis noget stærkere, men ude paa Landet sidder endnu de gamle Slægter Hansen og Petersen paa deres Gaarde og vidner om, at den sydslesvigske Befolkning ætmæssigt set stærkt overvejende hører til det danske Folk.

Vil man nemlig undersøge, om en Befolkning med Hensyn til Rod og Æt hører til det ene eller det andet Folk, findes der intet bedre Middel end denne Befolknings Navne. Naturligvis skal dette ikke, presses ved at anvende det paa hver enkelt Familie. En Familie Petersen i München kan udmærket være af overvejende tysk Æt, selv om den har beholdt sit Navn efter en dansk Stamfader, der engang for lang Tid siden flyttede til Tyskland; det tilsvarende gælder natur ligvis omvendt. Men naar man tager en Befolkning som Helhed, er enhver Tvivl udelukket.


http://www.nomos-dk.dk/folket/esk_sy2.gif


Den foranstaaende Tavle er tydelig nok. Enhver kan prøve at læse den højt for at faa et tydeligt Indtryk af nordisk Fællesskab fra Nordkap til Ejder og en klar Grænse mellem dansk-nordisk og tysk »Blod« ved Ejder.

Man behøver ikke bedre Beviser; alligevel er det overmaade interessant at erfare, at tyske Raceundersøgelser har maalt et klart legemligt Skel ved Slien. (Befolkningen mellem Sli-Danevirke og Ejder er jo, som før omtalt, efter 1260 blevet stærkt blandet med tysk »Blod«). Kiels Universitets antropologiske Institut foretog i 1929 Raceundersøgelser i Sli-Omraadet. Dr. Keiter, der ledede disse Undersøgelser, sammenfatter Resultatet i følgende Ord: »Antropologien stadfæster den historiske og lingvistiske Kendsgerning, at Befolkningen Nord for Slien har et stærkere nordgermansk Islæt.«


Folke-Underbevidsthed i Sydslesvig

Plattysk er efterhaanden blevet Sydslesvigernes Sprog; kulturelt og nationalt er det store Flertal blevet fortysket; men dansk er endnu Folkesindet, Folkeinstinktet, den folkelige Underbevidsthed.

Tydeligt viser dette sig i den forskellige Maade, hvorpaa en Slesviger og en Holstener bygger deres Hjem, i Særdeleshed Bondegaarden. En svensk Redaktør og Videnskabsmand Udtrykte det for nogle Aar siden paa følgende Maade: »Nu mener jeg at have været ved alle omstridte Grænser i Europa og mener at kende dem alle; men jeg kan i hele Europa ikke nævne en Landegrænse, der staar saa skarpt, saa iøjnefaldende, at enhver Turist skal se den, som det ældgamle Skel mellem Nordisk og Tysk ved Ejder. Norden gaar fra Lappernes Røghytter i Nord til Holstenernes Røghuse i Syd.« Det var altsaa Byggemaaden, han i første Række tænkte paa.


http://www.nomos-dk.dk/folket/esk_sy3.gif



De to Billeder viser en dansk Bondegaard fra Jyndevad i Sønderjylland og en nedersaksisk Bondegaard fra Jevenstedt i Holsten. Forskellen er meget iøjnefaldende.

Den danske Gaard er smal og lav; Længden er det mest iøjnefaldende. De fleste danske Gaarde har flere Længer, og disse anbringes altid i ret Vinkel til hinanden, symmetrisk ordnet omkring en Gaardsplads. Den danske Gaard er orienteret efter Verdenshjørner, idet den helst vender Vinduessiden mod Syd; hvis den retter sig efter Vejen, lægger den sig hen med Langsiden og Vinduessiden ud til Vejen. — Den danske Gaard bestaar af tre skarpt adskilte Dele: Stuer, Stald og Lo-Lade. Hovedskillevæggene gaar paa tværs af længderetningen. Den danske Gaard har i umindelige Tider haft Skorsten, og Skorstenene er altid anbragt oppe paa Mønningen.

Saksergaarden er bred, høj, kraftig. Den søger at forene alt under eet Tag; men bygges der Udhuse, anbringes disse vilkaarligt til hinanden; en Gaardsplads i dansk Forstand forekommer ikke Syd for Ejderen. Saksergaarden orienterer sig efter Vejen, idet den altid vender Gavlen med den brede Port ud til Vejen. Gennem denne Port skal man ind, naar man vil besøge Manden; en Indgangsdør i dansk Forstand findes ikke. — Kommer man ind i Saksergaarden, opdager man, at langt den største Del af Huset optages af en stor Lo, der gaar paa langs gennem Huset. Ved Siden af Loen staar Kreaturer og Heste, med Hovederne vendt ind mod Loen. Midt oppe foran Loen staar den aabne Arne. Saksergaarden kender hverken Komfur eller Kakkelovn eller Skorsten. Røgen søger ud gennem Porten eller gennem »Uglehullet« oppe i Gavlen.

Disse gennemgribende Forskelle præger hele Byggemaaden, ikke blot Bondens og Husmandens Hjem, men ogsaa alle andre Bygninger paa Landet og delvis i Købstæderne.

Grænsen mellem dansk og tysk Byggemaade laa naturligvis oprindelig ved Ejder. Saksergaarden trængte dog i Middelalderen nordpaa til tæt ved Linien Sli-Danevirke og beherskede ogsaa et enkelt Sogn (Ostenfeld Sogn) Nord for Danevirke. I Dag er den igen paa Retur, saa Omraadet mellem Danevirke og Ejder er stærkt blandet. — Friserne følger dansk-nordisk Byggemaade.

Det Folkeinstinkt, der giver sig Udtryk i Byggemaaden, er det mest iøjnefaldende Bevis for, at den sydslesvigske Befolkning hører til de nordiske Folk.

Det nordiske Folkeinstinkt viser sig ligeledes i daglig Levemaade, Klædning og Mad, Sæd og Skik.

Slesvig og Holsten har igennem Aarhundreder været kædet sammen paa mangfoldig Maade; plattysk Sprog tales paa begge Sider af Ejderen; politiske Forandringer og Kulturstrømninger har været fælles; men dybt nede i Underbevidstheden er de gamle Skel blevet staaende.
Ved Ejder findes endnu i Dag et tydeligt Skel med Hensyn til Vognenes Sporvidde, idet alle Vogne Syd for Ejder er en halv Fod bredere af Spor end vore. Man møder Syd for Ejder et andet Markled, et andet Leskaft, en anden Maade at svinge Plejlen paa. Man lægger straks Mærke til, at Kvinder paa en helt anden Maade tager Del i Udendørsarbejdet, tærsker med Plejl, kører med Hestene, hegner paa Marken og meget andet.

Min Svoger blev i Begyndelsen af Halvfemserne forflyttet til et Lærerembede Syd for Slien, fordi baade han og Konen var dansksindede. Jeg mindes, da de første Gang kom hjem og fortalte om Forholdene dernede. Det mest ejendommelige for min Svoger havde været, at han skulde ind ad en Port og ikke ind ad en Dør, naar han skulde besøge Folk. Det, der havde gjort det dybeste Indtryk paa min Søster, var, at Konerne dernede spændte Hestene for Vognen, kørte til Købstaden med Produkterne, spændte fra, naar de kom hjem, »for saa at gaa paa Visit, lige saa fine som vi andre«.

Velkendt fra gammel Tid er Forskellen mellem den danske Træsko, som Slesvigeren bruger, og de tyske Mandfolkeklodser, som Holsteneren gaar med. »Hannemann kommer fra Jylland med store Træsko paa«, siger en gammel tysk Spottevise om Danskerne, og i en anden hedder det:


»Du armes Land, von Gott veracht't,
wo man aus Holz die Schuhe macht,
wo man die schwarzen Töpfe brennt,
und wo man Butter Schmiere nennt!«


Træsko, Jydepotter og Navnet »Smør«, det var vel nok Morskab værd! Man kunde ogsaa have nævnt vor Forkærlighed for Grød. Omvendt har Slesvigeren altid gjort Nar ad de holstenske Klumper (Melboller). De er saa store som en Bondenæve og saa haarde, at man kan kaste dem tre Gange over Huset frem og tilbage, uden at der er en Bule at se paa dem. »Klüdden mit Speck« (Klumper med Flæsk) er den holstenske Ret, der svarer til Slesvigernes Boghvedegrøds dominerende Stilling. Holsteneren har den »tyske Mave«, der ynder det fede, det blodige, det sødt-sure. Sydslesvigeren har »dansk Mave«, der bl. a. elsker Rødgrød, et Brækmiddel for en Tysker.

Sæd og Skik i Angel og Mellemslesvig er typisk danske. Dette gælder alt, der knytter sig til Livets Gang: Barsel, Bryllup, Straalæg, Begravelse m.m., og alt, der knytter sig til Aarets Gang: Højtider, Høst m.m. I Angel bruger man f. Eks. den danske Skik med at pynte det sidste Neg, i Holsten kører man den tyske Høstkrans hjem.


*


Intet viser dog mere overbevisende, at Sydslesvigerne er Nordboere, end deres danske Lynne, Temperament, Folkesind, Retsbevidsthed.

Slesvigerne er mere stille, forsigtige, hjælpsomme end Holstenerne; Slesvigerne har mere Sans for Humor, og de elsker individuel Frihed, Friserne stærkest. Holsteneren er mere grov, brutal, ufølsom over for sine Medmenneskers Nød, og han elsker at marchere i Takt. Den tyske Højskoleforstander Detlef Hansen, der selv er Slesviger, skrev engang. »Det Danske er idyllisk, fint, humorfyldt. Det ubetingede, eksakte, præcise, Underofficerskommandoen, der ikke taaler Protest, hører, for det slesvigske Menneske til tysk Art.«

Lad mig citere et Par andre Udtalelser:

»Germaniens Völkerstimmen« 1843. »Angelboerne siger ikke deres Mening saa lige ud som Holstenerne, der ofte er grove. Paa denne Maade er de meget klogere end Holstenerne og ligner helt deres Naboer nordpaa.«

Da den tyske Digter Hoffmann von Fallersleben i 1845 kom til Slesvig for at gæste de tyske Brødre dér, noterede han meget skuffet i sin Dagbog: »Disse Slesvigere har jo næsten intet andet fælles med os end vort Sprog. Danskervæsnet stikker dybt i dem og træder frem ved enhver Lejlighed.«

Den tyske lærde Professor Richard Haupt skrev 1931: »Det er endnu ikke bevidst for enhver, at de to nordelbiske Hertugdømmer, der sammenfattes i det fuldstændig uorganisk dannede Navn Slesvigholsten, paa ingen Maade bebos af en Befolkning af samme Art.« Han fortsætter med at sige, at det er idiotisk, hvis en Mand kalder sig en Slesvig-Holstener; man kan være Slesviger, man kan være Holstener, man kan bo i en Provins Slesvig-Holsten; men man kan ikke være en Slesvig-Holstener, thi en Slesviger og en Holstener er vidt forskellige af Sind og Art.

Englænderen C. Brudenell-Bruce, Sekretær for den internationale Kommission i Afstemningstiden 1919-20, skrev 1934: »Der raader — saa mærkeligt dette end maa lyde — mere Sympati mellem Nordslesvigere og Sydslesvigere end mellem Sydslesvigere og Holstenere. Slesvigs Befolkning er af samme Nedstamning og har samme Kultur, og Sprogforskellen skiller ikke saa meget, som man ofte tror.«

Brudenell-Bruce har Ret. I den første Verdenskrig viste det sig ude i Felten, at Angelboerne instinktivt altid søgte hen til Nordslesvigerne. Til Trods for Sprogforskellen følte de sig mere hjemme i deres Kreds end i Holstenernes og andre Tyskeres. — En ung Mand fra Sjælland fortalte mig, hvorledes en Vandrer fra Angel instinktivt havde søgt hans Selskab i et sydtysk Vandrehjem. Væsensfællesskabet er stærkere end Sprogfællesskabet; Sydslesvigeren har Væsensfællesskab med det danske Folk.

Sproget skiller Sydslesvigere og Nordslesvigere, men ikke saa meget, som man skulde tro, sagde Brudenell-Bruce.

Danske By- og Marknavne helt ned til Ejdergrænsen viser, at den dansk-tyske Sproggrænse oprindeligt faldt sammen med Statsgrænsen. Efter Afstaaelsen (Pantsættelsen) af Sydslesvig i 1260 blev det nedertyske Sprog det herskende op til Linien Egernfjord-Slesvig-Danevirke, og efterhaanden erobrede dette Sprog ogsaa det oprindeligt danske Svansø. Dog taltes der endnu i 1780 Dansk i den nordligste Del af Svansø, særlig i Landsbyerne ud til Slien.

I Aarhundreder stod Sproggrænsen fast ved Linien Sli-Slesvig-Husum. Det er først efter 1800, at Plattysk fra denne Linie er rykket nordpaa og har erobret først Angel og dernæst Midtlandet op til en omtrentlig Linie Flensborg-Læk-Rødenæs. I. Virkeligheden kan den dansk-tyske Sproggrænse ikke trækkes op som en klar Linie; den er et Bælte, hvor begge Sprog forstaas og tales.

Om Aarsagerne til Sprogskiftet i Sydslesvig er der talt andet Steds. Hovedaarsagen var Hensynet til det tyske Sprog i Kirke og Skole, som den danske Regering paatvang Befolkningen. Det danske Modersmaal blev derved degraderet til et plat, gement, simpelt, korrumperet Sprog; Tysk var det fine Sprog. Livlige Handelsforbindelser sydpaa og manglende Forbindelser nordpaa bidrog til at fremme Sprogskiftet; nationale Motiver var stærkt medvirkende i Angel, særlig mellem de slesvigske Krige.

Til Trods for, at Sydslesvigs Befolkning i Dag taler Plattysk, viser mærkeligt nok just deres Maal, at de ikke er Sydgermanere, men Nordboere. Det Plattyske er, især i Angel, blandet med en Mængde danske Ord; andre Ord er oversatte til en Form, der er ganske ukendt Syd for Ejder; dansk er i mange Tilfælde Ordenes Bøjning og frem for alt Ordstillingen i Sætningen. Tydeligst træder det danske Underlag dog frem i hele Mundlaget, Tonefaldet, Udtalemaaden, det vigtigste ved et Sprog.

Om dette betyder, at et Retur-Sprogskifte tilbage til Fædrenes danske Modersmaal vil være en let og smertefri Proces, vover jeg ikke at paastaa. Men givet er det, at Sydslesvigerne ikke kan vindes helt for Danmark, inden de har fundet tilbage til deres Hjemstavns gamle Sprog og ved dette til Forbindelsen med det danske Aandsliv.


Fra Kai Lænkholm (red.): Sydslesvig. Dets historiske og kulturelle liv. Udgivet af Dansk-Nordisk Ungdomsforbund 1945. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Claus Eskildsen >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg