Hans Ellekilde: Svend Grundtvig og de danske folkeminder

I et fynsk Folkeæventyr i Gamle Danske Minder, Mester Flik-Flikker, fortælles der, hvorledes 4 Brødre, en Mestertænker, en Mestertyv, en Mesterskytte og en Mester Flik-Flikker ved fælles Hjælp redder en Prinsesse ud af Dragens Vold. Da de nu er kommet hjem til hendes Faders Slot paa et Skib, der sejler baade paa Land og Vand, opstaar der Strid mellem Brødrene, om hvem der skal have Prinsessen. »Det maa være mig,« sagde Tænkeren, »uden min Hjælp havde I aldrig fundet Prinsessen.« »Du har Ret,« sagde Kongen. »Nej, det maa være mig« sagde Mestertyven, for ingen af jer kunde gaa gennem Ilden ind til Dragen uden jeg, og ingen af jer kunde liste hende fra Dragen uden jeg.« »Du har ogsaa Ret,« sagde Kongen. »Nej, det maa være mig, sagde Mesterskytten, for havde jeg ikke skudt Dragen, da den forfulgte os, saa havde den taget Prinsessen igen og lagt jer andre øde.« »Ja Du har ogsaa Ret, sagde Kongen. Men saa kom Mester Flik-Flikker. »Ja, det er meget rigtigt, hvad mine Brødre har sagt: at uden dem vilde vi hverken have fundet eller faaet eller beholdt Prinsessen: men havde jeg ikke været, saa var Prinsessen dog aldrig kommet levende hjem, for ingen anden end jeg kunde gøre Skibet i Stand igen, da Dragen havde slaaet det i Stykker.« "Ja Du har Ret min Søn", sagde Kongen, "Du skal have Prinsessen". Jeg kunde tænke mig vor Folkemindevidenskabs fire Stormænd, Svend Grundtvig, Evald Tang Kristensen, Feilberg og Axel Olrik i al Venskabelighed ligesom disse Brødre tvistes om, hvem der er den største, hvem der har udrettet det mest uundværlige for Indsamlingen og Udforskningen af det danske Folks Digtning. "Jeg har vist Vejen", kunde jeg tænke mig Svend Grundtvig sige, "uden mig havde I aldrig set, at den Danske Folkedigtning var værd at ofre et Livs Møje for at vinde". "Jeg har listet den frem af dens skjulte Gemmer", svarer Tang Kristensen, "ingen af jer havde som jeg kunnet gaa ind i de usleste Hytter og drage Skatten fra de gamle Dage frem". "Jeg har truffet dens dybe Mening", svarer Broder Feilberg, "ingen af jer har som jeg kunnet søge Verden omkring, for at forstaa den danske Bondes Tro". "Ja, det er meget rigtigt", siger saa Axel Olrik, "uden jer mine ældre Brødre, havde vi hverken fundet eller faaet eller forstaaet Folkedigtningen, men uden mig havde Folkedigtningen kun været en død Skat, jeg har faaet den til at straale i sin fulde Glans". Jeg skal vel vogte mig for at være uretfærdig som Æventyrkongen, og sige til den sidste, til Axel Olrik: "Ja, Du har Ret, Du skal have Prinsessen", naar jeg føler, at Æventyrdigterens Mening er den, at ingen af de 4 Brødre kan undværes, uden at der mistes noget saa afgørende, at man kun med en vis Gru kan tænke – hvis nu ikke han havde været. Men den, der maaske allerdaarligst kan undværes efter Æventyrdigterens Mening er den første, Tænkeren, der forudser, hvorledes alt vil ske, og stiller hver af de andre Brødre sin Opgave, alt efter deres Ævners ejendommelige Beskaffenhed, Svend Grundtvig, der lægger Grunden til saa vel Indsamling som Udforskning af Folkets Digtning og Tro, der ved sit store Exempel i Danmarks gamle Folkeviser og Gamle danske Minder driver hver af sine Efterfølgere og Lærlinge til Livet igennem at yde deres højeste og bedste, Tang Kristensen sine Jyske Folkeminder og Danske Sagn, Feilberg sin Jyske Ordbog og sit Dansk Bondeliv, Axel Olrik sin Danmarks Heltedigtning og sine Ragnarokundersøgelser, og som desforuden skaber det Samarbejde mellem sig og de yngre Forskere indbyrdes, der har givet den danske Folkemindeindsamling og -Forskning den store forbilledlige Karakter ude omkring i Verden. Svend Grundtvig er det levende Mellemled mellem den store Lysgiver, hans fader N. F. S. Grundtvig og hele den senere danske Folkemindeforskning, der i Svend Grundtvigs Aand arbejder paa, at "ren og klar skal Nutid føre Fortids Røst til Fremtids Øre".

Svend Grundtvig blev født på Kristianshavn den 9. september 1824. Faderen vilde ikke "ofre Gutterne med Kinder røde til Grammatikken og den visse Død", og han sendte derfor ikke sine to Sønner i den "sorte Skole", men ledede selv deres Undervisning. Særlig i Græsk, Engelsk og Dansk, men ikke Latin. Den lille Svend var meget betaget af den Undtagelsesstilling, han havde; han sagde til sin Ven Vilhelm Blom, der nød den regelrette Latinskoleundervisning: "det duer dog ikke med den Drivhusuddannelse, I faar". "Nej, Du mener vel, at Drivhusuddannelsen er bedre", svarede Vennen rapt. Faderens Uddannelsesmetode var ret skæbnesvanger for den ældre, mere jævnt og almindeligt begavede Broder Johan, som ikke af den Vej naaede, hvad han kunde have naaet ad den slagne Landevej, men for den videnskabelig begavede yngre Broder Svend var det en i høj Grad frugtbringende og tilskyndelsesrig Undervisning, som Faderen gav ham, naar man ser bort fra de Ulæmper, denne frie Uddannelsesform i rigt Maal bragte ham Livet igennem. Han blev først Student, da han var næsten 22 Aar gammel, og han fik først Magisterkonferens ved Universitetet i 1860, 36 Aar gammel, 2 Aar efter han var bleven gift. I sin Professorstilling ved Universitetet 1863-1883 bragte Faderens ensidige og upraktiske Uddannelse Sønnen de vanskeligste og haardeste Kaar og hæmmede hans videnskabelige Livsarbejde, ligesaa meget som den i den tidlige Ungdom havde fremmet det. Kun faa Drenge har i sin Barndom faaet et saa levende Indtryk af, hvad Poesi er, som de to Brødre Grundtvig. Faderen førte sine Drenge til Poesiens Kilder, til Bibelen, til Homer og Herodot, til de oldnordiske Sagaer og Eddakvad, til Sakso, til hele den nationale Digtning, og Svend elskede og beundrede sin Faders og – ja maaske endnu mere - sin Gudfader B. S. Ingemanns historiske Digtning. "Vel er jeg en Muldvarp", skriver han i 1859 til Ingemann, "der dybt under Jorden søger og henter det gamle Guld – og kan da ogsaa komme de gamle Kongegrave for nær og komme for Skade til at støde op i et Blomsterbed –, men jeg er dog hverken blind for den ægte Guldglands, ej heller døv for Fuglesangen enten fra de gamle Dage eller fra de nye; og havde ikke Sangen fra de nye om de gamle Dage tidlig naaet mit Øre og mit Hjærte, saa var jeg aldrig kommet paa Sporet efter det gamle Danefæ, thi "den græder ej for Guld, som aldrig Guld aatte"." 

Det gamle Danefæ, ja, det var først og fremmest Folkevisen i dens ægte gamle Skikkelse og ikke den forvanskede Form, som den havde faaet i den store Nyerup-Rahbekske Viseudgave I-V 1812-1814. I 1839 købte N. F. S. Grundtvig paa en Auktion et Folkevisehaandskrift fra 1656. Faderen lod den femtenaarige Svend faa Fingre i det, og han blev ikke betænkelig, da han saa, hvad det førte til, nemlig at den halvvoksne Dreng gaar op paa det kongelige Bibliothek og gennemarbejder den ene Adelsvisebog efter den anden og sammenligner den med Nyerup og Rahbeks Udgave. Han modarbejder ikke Drengens Kærlighed, hvad Fædre saa ofte gør, naar de ser unge Sønner med lidet verdensklog Lidenskab kaste sig over denne eller hin Sag, Faderen støtter tværtimod hans Kærlighed af hele sin Ævne. Og da Sønnen i April 1841 mismodig og angst for, hvad de brødløse Undersøgelser vil føre til, beder Faderen om Lov til at blive Ingeniørofficer, for at han kunde blive til noget i Livet, siden han ikke maatte blive Student, da trøster og opmuntrer Faderen ham, og viser ham, at han er paa ret Køl. "Og nu sidder han igen rolig og lidt dybere i Iliaden, i de danske og engelske Kæmpeviser og i sine adelige Slægtregistre, hvor han med Guds Hjælp nok skal trives til at tage ordentlig fat paa et Dagværk, naar Timen kommer", skriver Faderen til sin Ven B. S. Ingemann d. 1. Maj 1841. Faderen tager ham med paa sin store Englandsrejse Sommeren 1843 for hans Studier og hans Udviklings Skyld. Paa Bibliothekerne i London, Oxford og Edinburg gennemgaar Svend Grundtvig de engelske Folkevisehaandskrifter fra det 18de Aarhundredes Slutning. Da han kommer Hjem, fremsætter han sin Plan om en ny Udgave af Folkeviserne til Afløsning af den Nyerup-Rahbekske Udgave fra 1812-14 (Dansk Folkeblad 29/12 1843 og 5/1 1844), og udsteder han sit Opraab "Om Kæmpevisen til danske Mænd og Kvinder" (December 1843) med Opfordring til Indsamling af de Folkeviser, der endnu maatte leve i Folkemunde. Det blev for ham Indledningen til et fyrreaarigt Arbejde med at indsamle Folkets Digtning, i Begyndelsen kun Folkeviser, men efter Treaarskrigen Folkedigtningen i sin Helhed. De følgende Aar fyldes med Arbejdet paa Fordanskningen af Engelske og Skotske Folkeviser (1842-46) og Forberedelse til Studenterexamen. Men da den var til Side i Efteraaretet 1846, tog han igen fat paa Folkeviserne. Han udgav i Februar 1847 sin Plan til og i August 1847 sin Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser for Samfundet. til den danske Litteraturs Fremme. Denne Plan og Prøve vakte en voldsom Modsigelse fra Mænd som Chr. Molbech, I. Levin, Liebenberg, P. Hjort o. fl. Jeg henviser til den udførlige Skildring af den store Kæmpevisestrid i Danske Studier 1905 og understreger blot i denne Sammenhæng, at N. F. S. Grundtvig bidrog ikke lidt til sin Søns velfortjente Sejr ved sit Indlæg: Om Kæmpevise-Bogen 1847, hvor han paa en veltalende, men rolig og saglig Maade stiller alt paa rette Plads, samtidig med at han viser sin dybe Forstaaelse af det videnskabelige Kæmpearbejde, hans Søn havde sat sig som Livsmaal at gennemføre. Men dette Arbejde afbrødes pludselig af det slesvig-holstenske Oprør i Marts 1848. Svend Grundtvig lagde Folkevisearbejdet til Side og meldte sig som frivillig. Hans første Krigsoplevelse var meget smertelig, hans Ungdomsven Maleren Joh. Th. Lundby segnede død om i hans Arm, ramt af etVaadeskud under Hvilet i Bedsted den 26de April 1848. Han lod sig efter denne sørgelige Tildragelse uddanne som Løjtnant og deltog derefter i Treaarskrigen lige til den sidste Dag. Han var med ved Isted og Mysunde og stod paa Feltvagt i Svansen, da hans elskede Moder Elise Grundtvig døde den 14de Januar 1851. Han blev foreløbig i Hæren og arbejdede i sin Fritid paa Danmarks gamle Folkeviser, hvis lste Bind, de egentlige Kæmpeviser, udkom i 1853. Den 1ste Juli 1853 opgav han den aktive Militærtjeneste og fik nu rigelig Tid til sin Raadighed, og han fik nu sine bedste og frugtbareste Arbejdsaar. Ikke blot udgav han endnu to store Bind af Danmarks gamle Folkeviser, Trylleviserne i 1856 og de Historiske Viser i 1862, men han fik ogsaa sammen med Jon Sigurdsson udgivet de islandske Folkeviser (Izlenzk Fornkvædi 1ste Bind, 1854-58), og hvad der er af større Vigtighed for os, sine Gamle danske Minder I-III i Aarene 1854-1861. Men efter sin Ansættelse ved Universitetet i 1863 og efter Krigen i 1864, hvis Udfald gik ham saare nær til Hjærte, lammedes hans Arbejdskraft stærkt, ved alt hvad Universitetsstillingen førte med sig af Pligtarbejde, som han burde været fri for, jeg tænker her særlig paa Haandudgaven af Sæmunds Edda fra 1868 og 1874. Danmarks gamle Folkevisers Fuldførelse skred nu kun langsomt frem. 4de Bind blev først udgivet 1873, 1ste Halvbind af 5te Bind kom 1877-78, og i hans Dødsaar 1883 kom der udførlige Tillæg til DgF Nr. 1 til 56. I 1889 udgav Axel Olrik 2det Halvbind paa Grundlag af S. Grundtvigs Forarbejder og i 1895 begyndte han under Titlen Danske Ridderviser I-III en Fortsættelse af Danmarks gamle Folkeviser. Ved Axel Olriks Død i 1917 var Værket endnu ikke færdigt, nu fuldføres det af Arkivar i Dansk Folkemindesamling H. Grüner-Nielsen. (Sml. Højskolebladet for 5te September). Men ved S. Grundtvigs og hans Efterfølgeres Arbejde er der skabt et Nationalværk af den største videnskabelige Værdi, et solidt og fast Grundlag for en Mængde Undersøgelser af vore Folkeviser ved Mænd som Steenstrup, A. D. Jørgensen, E. v. d. Recke, Sofus Larsen o. m. flere, der viderefører de Undersøgelser, som særlig Svend Grundtvig paa en saa glimrende Maade har lagt Grunden til ved sine lærde og grundige Indledninger til hver enkelt af de ialt 285 Folkeviser han i sin Livsdag naaede at faa udgivet. Ved disse Indledninger til Folkeviserne og ved sit betagende lille Arbejde, Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning 1867 har Svend Grundtvig grundlagt den danske Folkedigtningsforskning, videreført med saa straalende Genialitet af hans yngste og kæreste Elev Axel Olrik, ikke mindst i Danmarks Heltedigtning og Undersøgelserne af Ragnaroksmyterne. Jeg skal ikke gaa i Enkeltheder med at opregne, hvad Svend har udrettet ved sine Undersøgelser af Folkeviser og Heltekvad, jeg skal her kun understrege, at han har grundlagt den danske Sagnforsknings Tradition, hvis Særkende er, at den ser paa Visen, paa Helte- eller Mytekvadet, paa Æventyret, paa Stedsagnet, paa Børnerimet, paa Gaaden eller Ordsproget, som Digtning og søger at forstaa denne Digtning med den størst mulige digteriske Samstemthed med den, i Forbindelse med klar og nøgtern videnskabelig Erkendelse af dens Begrænsning i den ene eller den anden Retning. Hver enkelt af Folkedigtningens Frembringelser, Myten, Heltekvadet, Æventyret, Folkesagnet, o. s. v. bliver for Svend Grundtvig og hans danske Forskerskole en levende Helhed, en organisk Sammenhæng, hvor alt gaar til efter Digtningens Love, men ikke en mekanisk Sammenklumpning af tilfældige Motiver, hvis oprindelige Forbindelse indbyrdes med større eller mindre Held kan klarlægges efter en matematisk Procentregningsmetode, som den finske Forskerskole synes at tro.
 
Svend Grundtvigs videnskabelige Arbejde er særlig kommet Folkevisen og Heltedigtningen til gode, men ogsaa den danske Æventyrforskning har ham meget at takke for. Gamle danske Minder I-III er i Virkeligheden vor grundlæggende danske Æventyrsamling. Før den Tid har vi saa at sige kun Mathias Winthers lille Samling Danske Folkeæventyr fra 1823 og 8 jyske Æventyr i Molbechs Udvalgte Eventyr 1842. Men foruden Æventyrene i Gamle danske Minder findes der i Svend Grundtvigs Samlinger paa Dansk Folkemindesamling henved 800 utrykte Æventyropskrifter, benyttede i hans Danske Folkeæventyr I-III 1876-1883. Disse Æventyr er afskrevet og ordnet i Æventyrtyper efter et af ham selv opfundet Typesystem, hvor hver enkelt Æventyrtype er betegnet med Tal (Æventyret om Svanejomfruerne og Slottet ved Verdens Ende er saaledes Æventyrtype Nr. 1 i hans System. Askepot-æventyret er Æventyrtype Nr. 47 o. s. v.). Efter dette System har Axel Olrik siden ladet ordne hele det øvrige danske Æventyrstof, først og fremmest Udtogene af de 2600 Æventyropskrifter, der findes i Tang Kristensens Samling. Selv om Svend Grundtvig kun lejlighedsvis har skrevet om Æventyrene, kan man med fuld Ret sige, at han har grundlagt den danske Æventyrforskning ved den Orden han har bragt i det tilsyneladende saa forviklede Stof ved sin naturlige og levende Følelse for hver enkelt Æventyrtypes poetiske Indhold. Sin Plan i Forordet til Gamle danske Minder III for 1861 om en fuldstændig videnskabelig Udgave af Danmarks Folkeæventyr, saaledes at ethvert Æventvr udførligt meddeles i een eller flere Hovedformer, mens de mindre fuldkomne Biformer gives i Uddrag, har han givet i Arv til sine Efterfølgere. 

For Folkesagnenes Vedkommende er Svend Grundtvigs Arbejde ikke saa banebrydende som for Visernes og Æventyrenes Vedkommende. Den unge Digter og Kunsthistoriker Just Mathias Thiele havde allerede i 1818-1823 udgivet sine Danske Folkesagn I-IV og i 1843 udgivet en gennemset og forøget Udgave deraf, som han kalder Danmarks Folkesagn I-II. Gamle danske Minder I-III viser paa det tydeligste, at Thiele ikke, som han troede, havde bragt Høsten i Lade, saa at kun Sloden var tilbage. Nej, Thiele havde gjort en god Begyndelse, men der var langt til Enden. Thiele havde ordnet Danmarks Folkesagn efter Indhold, Svend Grundtvig derimod lægger Vægten paa at vise, hvor forunderlig rigt Sagnstoffet i Virkeligheden var i den enkelte danske Egn, og udgiver derfor som Regel Sagnene hjemstavnsvis, snart knyttet til et enkelt Sogn, Ryslinge, Rønnebæk, Tingsted o. s. v., snart til en noget videre Kreds, som f. Eks. Egnen om den store Vildmose i Vendsyssel, eller Egnen om Silkeborgsøerne. Alle de mange Sagn, som ikke naaede at blive trykte i Gamle danske Minder, hvis 4de Bind altid blev savnet saa stærkt af hans trofaste Medarbejdere, blev efter hans Død trykt i Tang Kristensens Kæmpeværk Danske Sagn I-VII, men selv om dette Værk indeholder 16 Gange saa mange Sagn som Thieles Danmarks Folkesagn, vilde de endnu utrykte Sagn i Dansk Folkemindesamling og Tang Kristensens Samlinger fylde ligesaa meget som hele "Danske Sagn"', om de kom paa Tryk i deres Helhed.

Svend Grundtvig var jo først og fremmest Folkedigtningens Mand, men Gamle danske Minder viser, at han ogsaa havde Blikket aabent for baade Folketroen og for de gamle Folkeskikke. "Danmarks Folketro", det var i 1861 Grundtvigs nye Betegnelse for, hvad den gamle Thiele i 1860 kaldte "Den danske Almues overtroiske Meninger". Denne Forskel i Betegnelsen viser Svend Grundtvigs nye Opfattelse af Folkets Tro, ikke som en forvirret Hob af usammenhængende Meninger, men som en dyb og inderlig Sammenhæng, saaledes som særlig Grundtvigs store Lærling H. F. Feilberg udførligt har klarlagt det for os. For Folkeskikkenes Vedkommende lægger Grundtvig særlig Vægt paa den sjældne og den særlig gammeldags Forestilling; Hverdagslivets almindelige Kaar havde han som Folkedigtningsforsker mindre Sans for. Her maa baade Tang Kristensen og Feilberg nævnes som dem, der gaar videre end Grundtvig, men særlig vil jeg fremhæve hans 30 Aar yngre Broder Frederik Lange Grundtvig som den der med sin udførlige Skildring af Livet i den enkelte danske Gaard, Klokkergaarden paa Falster, har grundlagt den moderne videnskabelige Folkelivsskildring, hvis første Mand Henrik Ussing er. Under "Danmarks Folkeliv" henregnede Svend Grundtvig i det før nævnte Forord til Gamle danske Minder III baade Lege (Sanglege og Børnelege) og Rim og Remser og Gaader. Hans store Samlinger af den Art er gaaet op i Tang Kristensens grundlæggende Samlinger: Danske Børnerim, Remser og Lege 1896 og i Danske Folkegaader 1913. Ordsprog og Mundheld opstillede han derimod som en særlig sjette Sal i det Musæum, som han haabede at faa rejst for alle Danmarks Folkeminder. De øvrige 5 Sale var Viser, Æventyr, Sagn, Folkeliv og Folketro. For Ordsprogenes Vedkommende fortsatte han i særlig Grad sin Faders Arbejde, idet N. F. S. Grundtvig i 1816 i Dannevirke havde udstedt Opraab om Indsamling af Ordsprog han kunde bruge til sin Fordanskning af Sakso og Snorre. Ogsaa her gik S. Grundtvigs Samlinger op i Tang Kristensens indholdsrige Bog Danske Ordsprog og Mundheld 1890.

Jeg har nu gjort Rede for de forskellige Afdelinger i det Musæum for uhaandgribelige danske Oldsager som det i 1861 var S. Grundtvigs Tanke at faa rejst som et værdigt Side stykke til vort Nationalmusæums Samlinger af haandgribelige danske Oldsager, og jeg har antydet en Smule om, hvordan han og hans Efterfølgere har faaet de enkelte Sale fyldt. Tænkerens Tanke er virkeliggjort af Axel Olrik ved Oprettelsen af Dansk Folkemindesamling i 1904. Her staar nu i 1924 S. Grundtvigs Samlinger Side om Side med hans Efterfølgere Feilberg, Tang Kristensen og Axel Olriks. De fire særskilte Samlinger bærer Dansk Folkemindesamlings egne Samlinger oppe som de fire lysende Søjler bærer Højen oppe, naar den ved Juletid rejser sig paa røde Pæle. Og nu, Hundredaarsdagen for Svend Grundtvigs Fødsel ser jeg hans Navn og Virksomhed lyse med en særlig Glans. Uden ham var maaske Feilberg ikke blevet andet og mere end Præst, Evald Tang Kristensen sikkert ikke andet end Degn, og Axel Olrik var vel bleven Arkæolog. Og dog, vilde Æventyrkongen sige til ham, de yngre Brødres Fører og Leder og Foregangsmand: Dig tilkommer Prinsessen, saa vilde han svare med sin stolte Beskedenhed: Nej, hun tilkommer Evald Tang Kristensen før mig, og havde han levet til Støvets Aar, havde han føjet til: og Feilberg og Axel Olrik. Jeg har nok først haft Øje for "Folkeaandens gamle Minder", men Tang Kristensen har med egen Haand reddet dem fra Undergang, Feilberg har forstaaet deres dybe Mening og Axel Olrik har faaet dem til at straale i en Glans, som jeg har ønsket men ikke ævnet at faa frem i tilsvarende Grad. Og han vilde pege tilbage paa sin Fader og sige, hvad jeg har, har jeg fra ham; af ham har jeg lært i min Ungdom, saa jeg aldrig kunde glemme det, den dybe Kærlighed til Fædrelandet, og den stærke Begejstring for det danske Folks fra Fædrene nedarvede Digtning, som har fyldt mit Liv.

 

Højskolebladet Nr. 37, Fredag den 12. september, 1924, s. 1169-1180. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Svend Grundtvig >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg