Hans Ellekilde: Thieles Folkesagn

Bibliotheksmanden og Kunsthistorikeren Just Mathias Thieles Danske Folkesagn I-IV 1818-23 er ubetinget den danske Sagnsamling, der har haft den største Betydning for den danske Digtekunst som Stofkilde og som Inspirationsmulighed for Digtere som H. C. Andersen, J. L. Heiberg, Blicher, Ingemann, Poul Møller, Chr. Winther, H. P. Holst og mange mindre Aander, deriblandt Digteren J. M. Thiele selv. Det er ikke, fordi Danske Folkesagn 1818-23 maa regnes for vor bedste danske Sagnsamling, for det er den ingenlunde. Dens Efterfølger, Thieles Danmarks Folkesagn 1843 I-II overgaar den i Fylde, Afrunding og systematisk Orden; Svend Grundtvigs Gamle danske Minder I-III 1854-61 overstraaler den i folkepoetisk Skønhed, og den kan ikke maale sig med Tang Kristensens Jyske Folkeminder (Bd. 3, 4, 6, 8 og 9) i folkelig Kraft, eller med hans Danske Sagn I-VII, den danske Sagnlitteraturs Hovedværk, i videnskabelig Værdi. Men Thieles Danske Folkesagn 1818-23 har det Fortrin fremfor alle sine Efterfølgere, at det er den første danske Sagnsamling, og den har derfor kunnet virke paa Thieles Digterbrødre med Nyhedens stærke Kraft, ja paa H. C. Andersen som grøn Digterspire i 1820 har den virket som en Aabenbaring, slet og ret. Jeg vover den Paastand, at H. C. Andersen aldrig var blevet Æventyrdigter, men blot Novelle- og Romanforfatter, hvis han ikke i sin tidlige Ungdom havde lært Thieles Folkesagn at kende og derigennem gjort den for ham betydningsfulde Opdagelse, at Almuens Fortælling, som han umiddelbart kendte den fra Odense og fra Udflugter til Elvedgaard og Regisse Kilde i Frørup, var værd at hæve frem i Lyset. Ogsaa Blichers Noveller skylder Thieles Folkesagn mere, end man i Almindelighed er klar over, idet Thiele ogsaa har vist ham Vej til at samle Oldsagn fra Alheden, Jyske Røverhistorier og Æ Bindstouws Viser og Fortællinger. Jeg skal ikke her i dette Festskrift til Ære for Vilhelm Andersen, min uforglemmelige Lærer, skrive Litteraturhistorie og undersøge Forholdet imellem Thieles Folkesagn og H. C. Andersens Æventyr eller Blichers Noveller, det overlader jeg foreløbig til de unge Litteraturhistorikere, Vilhelm Andersens Elever i Aanden, der vandrer videre i Mesterens Fodspor. Jeg foretrækker i Stedet at skrive Folkemindehistorie til Gavn for de unge Litteraturhistorikere, for der er ikke mange, der bedre end jeg ved, at Thieles Danske Folkesagn er den vanskeligste danske Sagnsamling, en ung Litteraturforsker kan faa med at gøre, eller lad mig nøjes med at sige den næstvanskeligste, for Thieles senere Samling Danmarks Folkesagn I-II er ubetinget den vanskeligste danske Sagnsamling, skikket til at gaa i Vandet paa, ikke alene for grønne Studenter, men selv for graanende Professorer, som Professor Kr. Nyrop i hans lille Bog Toves Tryllering 1907. Vanskeligheden ved Thieles Danske Folkesagn ligger i, at Thiele ikke som sine Efterfølgere, Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen, giver os de enkelte Sagnopskrifter, hver for sig, med nøjagtige Oplysninger om Meddeler eller Optegner. Nej, Thiele kombinerer ældre Opskrifter fra Litteratur og Manuskripter og ganske friske Optegnelser fra hans egen eller hans mange Medarbejderes Indsamlinger sammen til en ofte digterisk værdifuld, men videnskabelig uheldig Helhed. Thieles sydsjællandske Sagn om Toves Tryllering og Kong Valdemars vilde Jagt, der har været den afgørende Betingelse for mange Digteres Gurreromantik, er en saadan uheldig Kombination af temmelig forskelligartede sydsjællandske Opskrifter, af Digterne henførte til Nordsjælland uden Viden om, at den gamle nordsjællandske Folkeoverlevering i Gurreegnen ikke kender nogen Tove som Kong Valdemar Atterdags Elskerinde, men i Stedet for henfører det fra Sydsjælland laante Sagn om Tryllekæden til Valdemar Atterdags Dronning Helvig, Dronning Margrethes Moder (sml. Fra Frederiksborg Amt 1930 S. 169 f.). En anden stor videnskabelig Vanskelighed ved Thieles Folkesagn, i Modsætning til Grundtvig og Tang Kristensens danske Sagnsamlinger, er den, at Thieles Originaloptegnelser fra 1817 og følgende Aar, og hans Medarbejderes originale Optegnelser, sendte til ham ude fra Landet, desværre er gaaet tabt, og det er kun forholdsvis lidt, som Thiele selv i Forordene til sine Folkesagn og i sin udførlige Levnedsbeskrivelse Af mit Livs Aarbøger I-II fortæller om sin egen og sine Medarbejderes Indsamlinger. I hans Brevsamling (Ny kgl. Saml. 1540 Fol.) er der bortset fra Lægen J. R. Hübertz Breve fra 1839, saa at sige ingen Breve fra Thieles mange Sagnoptegnere. Ganske anderledes med Svend Grundtvig og Tang Kristensen, hvis Originaloptegnelser og hvis Medarbejderes Originalmeddelelser er bevaret i Dansk Folkemindesamling, tillige med en Mængde Breve fra disse Medarbejdere. Saa meget mere Grund er der for Thieles Vedkommende til at samle de spredte Oplysninger sammen og haabe paa, at netop dette Indsamlingsarbejde siden hen vil kalde nye og mere værdifulde Oplysninger frem. Det vil Just Mathias Thiele i fuldeste Maal fortjene: foruden sine store Fortjenester som Kobberstiksamlingens Genopretter og Thorvaldsens Levnedsskildrer har han den uvisnelige Fortjeneste at være den første danske Mand, der har vandret rundt i Landet udenfor Hjemsognet for at samle Folkesagn, og at være den første, der, saa fuldstændigt som det var ham muligt, har søgt at samle hele den ældre danske Sagnoverlevering efter Sakse frem i topografiske Værker og Manuskripter. 

Just Mathias Thiele er født i København d. 13. December 1795. Hans Fader var den indvandrede tyske Bogtrykker Johan Rudolf Thiele (22/12 1736–30/1 1815), hans Moder Anna Koed de Hemmer (8/10 1758–11/7 1812) var Præstedatter fra Lyngby ved Grenaa (sml. Aarb. I, 138). Thiele blev Student i Oktober 1816 og straks i 1817 Volontør paa det kongelige Bibliothek. "Ved den Leilighed, jeg her havde til at snuse om imellem gamle Bøger og Manuskripter, opstod snart den Tanke i mig, at samle paa danske Folkesagn, som indtil den Tid var lidet paaagtede, og havde jeg ikke kunnet støtte mig til, at Brødrene Grimm allerede havde samlet de tydske Folkesagn (1816), vilde de Fleste i Danmark have betragtet mit Forehavende som Daarskab. Jeg begyndte altsaa, ved Siden af det lidet interessante Catalogarbeide, saa smaat at samle Folkesagn ud af gamle Bøger og Manuskripter" (Aarb. I 84, her og i det følgende citeret efter Originalmanuskriptet 89 I-IV i det kongelige Bibliothek). Et Ophold paa Nysø ved Præstø den 20-29. Maj 1817 hos Vennen Henrik Stampe benyttede Thiele til at indsamle Folkesagn i den nærmeste Omegn. 

"Da den gamle Baron og Huuslæreren, Cand. Repholtz, interesserede sig levende for mit Forehavende, førtes jeg ikke alene omkring til Steder, hvor man troede, at der var noget at finde, men gamle Folk paa Godset hentedes til Gaarden og trakteredes, for at jeg kunde udpumpe dem, og jeg gjorde ogsaa en fortræffelig Indhøst, her paa Stedet. Paa en Execursion fra Nysøe i to Dage til Gisselfeldt, gjorde jeg Bekjendtskab med den Danneskjoldske Familie, som var meget elskværdig. Allerede den første Aften dækkede Greven et Bord med fundne Oldsager for mig og viste mig selv omkring i den gamle Borg, hvorved jeg modtog flere Berigelser til min Samling af Folkesagn, ligesom jeg ogsaa paa en Udflugt fra Nysøe til Møens Klint fik mange flere Bidrag. Da jeg saaledes, efter disse meget behagelige Dage, i Slutningen af Mai, vendte tilbage til Kjøbenhavn, var min Samling af danske Folkesagn, som jeg paa Bibliotheket havde udskrevet af gamle Bøger og Manuscripter, betydeligt forøget med det, jeg havde fundet i de gamle Bønders mundtlige Meddelelser, og jeg kjendte nu Veien til at forøge min Samling endnu mere paa andre Egne."

Thiele indgav en Ansøgning til Finanserne om en lille Understøttelse til Fodrejser i Provinserne til Indsamling af saadanne Folkesagn, men man troede nok, at han var lidt forrykt, og det blev rent ud afslaaet. Han havde ogsaa den Tanke at ville ansøge om at faa tilstaaet Sognebefordring rundt om i Landet, men mærkede snart, at det vilde være rettest at rejse med Apostlenes Befordring, skønt han paa denne Maade ikke vilde kunne komme ret langt omkring. Nu kom Sommerferien, og hos sin Halvbroder, Godsforvalter Thomas Rudolf Thiele i Sorø kunde han have et Standkvarter, mens han gennemsøgte Omegnen. Dette besluttede Thiele saa meget hellere, som han paa denne Tid havde et Hjerteanliggende, der paa denne Maade kunde forenes med Sagnindsamlingen. Thiele sværmede nemlig for en ung Pige, Ove Mallings Datter, Gitte, som denne Sommerferie var i Besøg hos sin Svoger, Proprietær Giersing paa Nørager, tre Mil fra Sorø i Sæby Sogn nær Tissø. "Jeg drog altsaa til Sorø d. 26. Juli, og her var der jo en Rigdom af Folkesagn paa alle Kanter. Men Egnen derhenne paa den anden Side af Slagelse, havde dog noget mere tiltrækkende, og allerede den 31 samme Maaned begav jeg mig med min Randsel paa Nakken, først til Pedersborg, derfra til Bromme, til Tersløse og forbi Vedbygaard til Egnen nærmest om Nørager, altid undervejs beskæftiget med at høre og at nedskrive de Folkesagn, Bønderne vilde fortælle mig. Det var imidlertid ikke saa meget let at faae disse Historier pillede ud af gamle Mænd og Kjærlinger. Saa snart jeg begyndte at udspørge dem, bleve de mistænkelige og troede, at jeg vilde udspionere deres Tro, og af denne Grund lærte jeg snart, aldrig at tage ind til Præsterne. Jeg slog mig helst til Ro, især i daarligt Veir, hos de fattigste Bønder, gjorde Børnene Foræringer af Billeder eller af smaa Bøger, jeg havde med, og naar jeg da var bleven lidt hjemme, lagde jeg mit Reisekort frem paa Bordet, og tog deraf Anledning til at tale om andre, nærliggende Byer. Det forundrede da de Omstaaende, at jeg paa dette Papir kunde see, hvilke Byer og Veie, der laa nærmest omkring, og naar saa Talen var kommen lidt paa Gang, begyndte jeg med at fortælle, hvad man her eller der havde fortalt om denne eller hin Kirke, denne eller hin gamle Dysse o. s. v., og nu varede det ikke længe, førend jeg mødte Berigtigelser, eller andre Historier – dog altid med den Bemærkning, at saadant troede man i gamle Dage – men nu troede man ikke paa Sligt. Saaledes gik alt godt, indtil jeg tog mit Blyant for at skrive, hvad de havde fortalt – saa var det som oftest forbi med deres Fortællinger!

En tidlig Morgenstund – jeg havde nok overnattet hos nogle Bønderfolk i Vedby – kom jeg til Nørager, mine Længslers Maal. Jeg havde ikke noget Bekjendtskab til Familien Giersing, og det var langtfra min Hensigt at præsentere mig der i min Vandringscostume, – jeg vilde kun see mit Hjertes Dronning og, om muligt, blive seet af hende, og denne Lykke tilmaaltes mine beskedne Ønsker kun netop." Thiele saa Frk. Malling komme ridende sidst i en Cavalcade igennem et Led, rejste sig i rette Øjeblik fra sit Skjul og havde den Lykke at se hende nær ved, men om hun saa ham eller genkendte ham, det blev ham ikke vitterligt. Thiele fik Bud til en Ven af sig, Ernst Kirstein, der lærte Landvæsen paa Gaarden. Thiele antog, at havde Gitte Malling ikke set ham, vilde hun nok af Kirstein erfare, at hun havde haft dette uventede Besøg.

"Jeg skulde nu fortsætte min Vandring videre, og det var mig ganske ligegyldigt, i hvilken Retning Vinden vilde føre mig, da jeg jo allevegne kunde finde Bønder og Folkesagn. Jeg vilde nu blot have lidt Anvisning om den nærmeste Station, hvor jeg kunde overnatte, eftersom Solen allerede dalede." Det var efter Kirsteins Forklaring Bromølle en Mil borte, og dær, tilføjede han, "skal du tage dig iagt for, at du ikke bliver kastet ud i Mølleaaen". Denne Advarsel forklarede Kirstein ved at meddele Thiele det "Folkesagn", at Bromølle stod i meget ringe Anseelse der paa Egnen. "Det hed sig, at Kromandens Fader i sin Tid havde haft Ord for, at det var hans Sædvane, at yppe Klammeri mellem Gæsterne, og, naar det saa kom til Slagsmaal, at give en af Parterne et afgjørende Knubs, og derefter at kaste Liget ud igjennem en lille Dør, der endnu skulde kunne sees paa Muren, ud mod Aaen." Thiele satte alligevel Kursen efter Bromølle, og da han omsider nærmede sig Møllen, saa han ganske rigtigt den omtalte Dør paa Muren ud imod Aaen. Af Værten, en høj, mørkladen Mand med et sort Skæg bagved det røde Halstørklæde, blev han modtaget som en mistænkelig Person, til han fandt paa at vise sit akademiske Borgerbrev som Pas. Efter en Nat i samme Rum som den lidet hyggelige Vært, vaagnede Thiele op til en ny Solskinsdag. "Da jeg havde betalt og sagt Farvel, tog den dejligste Sommermorgen mig i sin livsglade Arm, og med min Randsel paa Nakken, Stokken i Haanden, gik det nu opad Bakke og nedad Bakke igjennem Skoven under en glad Morgensang, som jeg istemmede med Fuglene. Jeg kom til den smukke Kirke i Holmstrup, hvor jeg havde et Sagn at efterspørge, jeg passerede ogsaa de deilige Egne omkring Frydendal og Katterup, Kongens Mølle og Skarritsøe, men forøvrigt veed jeg ikke, hvor jeg tilbragte den lange Dag. Om Aftenen naaede jeg Skielskøer, da Kirkeuret slog saa mange Slag, at det efter catholsk Skik maatte have været ved Ave Maria." Her overnattede han hos Købmand Valentin, som tog imod fremmede Gæster, da der ikke fandtes noget Gæstgiveri i Skelskør. Den næste Dag lod den elskværdige Mand Thiele køre til Sorø med en lille Vogn, som vistnok ikke havde andet Ærinde i Sorø end bringe ham dertil.

Det er sandsynligt, at Thiele i Mindet sammenblander to forskellige Indsamlingsvandringer, en Tur over Nørager-Bromølle-Kundby-Vognserup-Holbæk med Hjemvandring over Aagerup-Frydendal-Eskildstrup i Munkebjergby Sogn til Sorø, og en senere Tur over Antvortskov, Slagelse, Landsgrav med Hellig Anders Kilde og Hvilehøj til Skelskør og Hjemkørsel derfra med Købmand Valentins Vogn. Det vil næppe være muligt, selv for en saa udmærket Fodgænger som Thiele paa een Dag at tilbagelægge Vejen fra Bromølle over Frydendal og Jyderup, vest om Tissø til Skelskør. Mens vi har Sagn fra mundtlig Overlevering fra Kundby, Vognserup, Aagerup, Tølløse og Eskildstrup paa Sorø Amt i Danske Folkesagn I, som Thiele selv maa have optegnet, har vi fra Egnen Vest for Tissø kun et eneste Sagn (I 42) Troldenes Udvandring af Landet, knyttet til Egnen Dalby-Mullerup i Kirke-Helsinge Sogn, men det er ikke udelukket, at Thiele kan have hørt dette Sagn i Sæby lige Øst for Tissø, hvortil Fiskerne fra Reersø jævnlig kom med deres Fisk. Mens Thiele har en Række Sagn fra Antvorskov og Landsgrav, synes han ingen Sagn at have optegnet i Byerne imellem Slagelse og Skelskør.

Den 12. August 1817 var Thiele atter paa Nørager, denne Gang ridende som indbudt Gæst af Familien Giersing, og han vendte Dagen efter tilbage til Sorø. Det var dog ikke Gitte Malling, der blev hans Fremtidsbrud. I Sorø forblev Thiele indtil d. 20. August, altid beskæftiget med at indhøste Folkesagn der og i Omegnen. Efter de i Danske Folkesagn I meddelte mundtlige Sagn at dømme maa han have været en Tur i Lynge, Alsted, Fjenneslev og Sigersted. Da han den 21. August skulde tiltræde Hjemrejsen, besluttede han at gøre denne til Fods, for ad et Par Mils Omvej at aflægge Besøg i et Par Smaabyer, hvor man sagde ham, at der var noget at hente. Blandt andet gjaldt det om at faa fat paa en Vise om Tuel Sø. Meget træt og mødig kom han efter omtrent 8 Mils Vandring om Aftenen til Roskilde, og næste Dag tilbage til København. Efter de i Danske Folkesagn I meddelte mundtlige Sagn kan det med nogenlunde Sikkerhed antages, at Thieles Vandring er gaaet igennem Gyrstinge, hvor han optegnede en Variant af det Sagn (I 61), som ligger til Grund for H. C. Andersens Æventyr "Pigen som traadte paa Brødet". Fra Gyrstinge er Turen nok gaaet gennem Haraldsted, Vigersted, Særløse op til Gevninge med det bekendte Røversagn om Thyre Boløkse og hendes 12 Sønner (I 16), som Thiele selv 1857 dramatiserede, og derfra videre til Roskilde og København.

Efter Hjemkomsten fra Sorø havde Thiele nok at bestille med at ordne de mange nye indsamlede Sagn, men efter et Besøg paa Sophienholm hos Fru Friderike Brun den 31. August, begav han sig atter paa en Fodtur til Frederiksborg d. 3. og 4. September 1817. Den 12. September var Thiele atter paa Sophienholm. Det er muligt, at Thiele i den mellemliggende Uge har været en Fodtur i Tisvilde og det nordlige Odsherred (Rørvig og Højby Sogne) og maaske har lagt Hjemvejen over Frederiksværk, Slangerup og Værebro til Sophienholm. Vi har i alle Tilfælde i Danske Folkesagn en meget kraftig mundtlig Overlevering fra Højby Sogn og fra Værebroegnen syd for Slangerup, der næppe kan forklares paa anden Maade, end ved at Thiele personlig maa have besøgt de paagældende Steder. At Thiele ogsaa maa have været i Helsingør og det nordsjællandske Gurre paa et eller andet Tidspunkt af den store Indsamlingssommer 1817, fremgaar af Thieles første lille Sagnbog "Prøver af Danske Folkesagn", der udkom i Slutningen af Oktober 1817. Her finder vi det berømte Sagn om Holger Danske under Kronborg, som paa en saa smuk Maade indleder "Prøver af danske Folkesagn", og vi finder imellem de sydsjællandske Sagn om Kong Valdemars vilde Jagt ogsaa en lille Efterretning om det nordsjællandske Gurre. "I det nordlige Sjælland har han et andet Gurre, hvor man finder Ruiner, der endnu kaldes Waldemars Slot. Her er det en Skik, at de gamle Koner ved St. Hansdagstid gaaer om Natten ud paa Veien og aabner Ledene for ham. En halv Miil fra Gurre ligger Waldemars Høi, omgiven af Vand. Her, siger Sagnet, gaaer hver Midnat sex sortklædte Præster mumlende hen over Øen." Thiele regner aabenbart det sydsjællandske Gurre i Køng Sogn ved Vordingborg som det første og fornemste Gurre – det er hertil hans litterære Sagn om Toves Tryllering knytter sig, og ikke til Gurre i Nordsjælland.

Da "Prøver af Danske Folkesagn" 1817 er en meget sjælden Bog, saa sjælden, at det kongelige Bibliothek ikke laaner sit Exemplar ud til Hjemlaan, anser jeg det for formaalstjenligt at give en stedordnet Oversigt over Indholdet i denne lille Bog, uanset, at Sagnene herfra siden bliver genoptrykt i Danske Folkesagn I Side om Side med mange andre Folkesagn – optegnet af Thiele under hans Indsamlingsvandringer i 1817 – dog i en ganske anden Orden end i "Prøver" 1817. Fra Thieles Fødeby København stammer Sagnet om det under Københavns Volde levende begravne Barn, fortalt af en gammel Kone (I 3). Fra hans Moders Fødeby Lyngby ved Grenaa findes der ingen Sagn. Fra Høsterkøbegnen i Nordsjælland stammer Sagnene om Mangelbjerg og Gillesbjerg (I 22) og om Damhesten i Agersø (I 23), vistnok fortalt af Thieles Svigerinde Ane, en Bondepige fra Høsterkøb, eller hendes Moder (sml. Aarbøger I 15). Fra Tisvildeturen stammer Beskrivelsen af Helene Kilde og Grav og Sagnet om den skaanske Kongedatter, der, forfulgt af en ond Konge, styrter sig i Havet, sejler til Sjælland paa en Sten og lever længe paa Egnen som en hellig Kvinde (I 30). Hverken i Prøver 1817 eller Danske Folkesagn I 1818 meddeler Thiele det lille, simple Sagn, han i Sorø 1814 hørte en Bondepige fra Frederiksborgkanten fortælle (Aarb. I 52), at Kilden udspringer, hvor en ung brudeklædt Pige driver i Land efter hendes Baads Forlis, et Sagn, som Thiele skriver en Romance over, hans tidligste, men ikke første trykte Digt, siden optaget i hans Digtsamling Rosenblade 1818 (S. 129-132). Sagnet om St. Karens Kilde (I 30) har Thiele hørt i Odsherred, ikke i Tisvilde (Prøver 9). Fra Højby Sogn i Odsherred stammer desuden Sagnet om Svend Fælling i Odsherred (I 40), og Sagnet om Kong Valdemars vilde Jagt igennem Ibsgaard i Højby (I 91). Fra Sommeropholdet i Sorø stammer Sagnene om Brøndhøj i Pedersborg (I 63) og om Natravnen i Haverup (I 139). Sagnet om Tissøs Tilblivelse (I 43) maa af Thiele være hørt i Kundby mellem Holbæk og Kallundborg, og ikke i Nørageregnen ved Tissø, da man her vilde have fortalt Sagnet om Sæby Kirke, ganske tæt ved Tissø, og ikke om den fjerntliggende og uvedkommende Kundby Kirke. Derimod maa Sagnet om Klokken i Sæby Kirke, der ringer i Tissø (Prøver 15, I 45) være optegnet i Egnen om Nørager. Fra Hjemvejen Holbæk-Sorø stammer det prægtige Sagn Alterbægeret i Aagerup (I 48), der for Thiele ganske fordunklede et nærbeslægtet Sagn om Holmstrup Kirkes Alterbæger (I 177). Fra Thieles Slagelsetur stammer Sagnene om Hellig Anders (Hvilehøj, Helligkilden i Landsgrav og Følsfjeddet ved Antvortskov) indkapslet i ældre litterær Overlevering (sml. I 74-76). Fra Hjemvandringen Sorø-Roskilde-København stammer Sagnene om Tuel Sø (I S.67-71) og den disse Sagn uvedkommende Folkevise om Jomfru Thorelil (DgF. 102). Desuden Sagnene om Vigersted Kirkes Alterbæger (I 55), om Benløse (I 56), om Thyres Hul i Borrevejle Skov (I 16) og om den vilde Jagt i Bidstrup ved Roskilde (I 91). Fra Nysøopholdet Maj 1817 stammer den sydsjællandske Overlevering om Kong Valdemars vilde Jagt (I 91) og om Kong Valdemars Taarn i Vordingborg (I 93). Fra Mønsturen stammer den mundtlige Overlevering i Sagnet om Pilegrimstenen ved Fanefjord (I 99). Thiele kender Sagnene om den vilde Jagt fra Egnen om Herlufsholm (I 92), og han har vistnok af Grev Danneskjold paa Gisselfeldt hørt fortælle om Kong Valdemars Kamre paa Vallø og Tølløsegaard (I 92). Det sidste Sagn kan dog meget vel være hørt i Aagerup ved Holbæk. Nogle af Sagnene i "Prøver" er ustedfaste, saa man ikke kan se, fra hvad Egne af Sjælland, de stammer. Det gælder Sagnforestillingerne Kirkelammet og Helhesten (I 136 og 137) og de naturforklarende Sagn om Storken, Svalen, Viben og Turtelduen (I 140-42). Fra fynske Kendinge har Thiele vage Forestillinger om de fynske Kirkevarer, fra bornholmske Kendinge lige saa vage Forestillinger om de bornholmske underjordiske og Bondeveddesagnene. Udelukkende fra litterære Kilder stammer det tyske Sagn om det oldenborgske Horn, det skaanske Sagn om Ljungby Horn og forskellige udenlandske Sagn om den vilde Jagt. Af ældre dansk Overlevering i litterær Kilde har vi Ole Worms Sagnoptegnelser om Helene Kilde og Hr. Jens i Helsinge (I 29 og 32), Alterbægersagnene fra Ondløse (I 177) og fra Alsted, Sagnene om Kirkelammet i Karlslunde (I 137), Sagnene om Højerup Kirke i Stevns (I 83) og om Bogø (I 104). Sagnet om Toves Tryllering (I 89) stammer udelukkende fra litterære Kilder, og det samme gælder det jyske Sagn om Svend Fælling (Th. I 173 sml. II 64-67).

"Prøver af danske Folkesagn" indledes med et Forord af Rasmus Nyerup, der sikkert har være den unge Thiele behjælpelig med at gøre hans Noter og Henvisninger til den ældre Sagnlitteratur i stedshistoriske Værker og Haandskrifter saa righoldig og værdifuld som mulig. Nyerup fremhæver, at der ligger "en hidtil ikke noksom paaagtet Skat forborgen i Almuens mundtlige Traditioner, eller i saadanne Eventyr, hvis Fortælling de lange Vinteraftener har afvexlet med Læsningen i Holger Danske og Sangene om Axel Thordsen". Med mærkeligt Klarsyn udtaler Rasmus Nyerup: "Disse Efterretninger kunne, foruden den antikvariske, ethnographiske og psychologiske Interesse ogsaa i en anden Henseende medføre Nytte. De skaffe Poeterne Stof og Æmne til videre Bearbejdelse. Mangen herlig Tragoedie var, som bekjendt, først et Eventyr eller Sagn og fandt efter Aarhundreders Forløb en begejstret Sanger, hvis Aand polerede den simple Graasten, indtil den blev den blankeste Krystal." Thieles egen Fortale af 20. Okt. 1817 fremhæver Ønskeligheden af i Landets forskellige Egne at vinde Medarbejdere for Indsamlingen af danske Folkesagn: "Altid mere og mere lokket af de mange baade historiske og poethiske Guldkorn, der ligge hist og her useete paa Marker og alfare Veie, har jeg i afvigte Sommer, ved at sammenholde mundtlige Traditioner med trykte og haandskrevne chorographiske Værker, indsamlet flere end tohundrede sjællandske Folkesagn af forskjællig Værdi. Da den største Deel af disse ere blevne indsamlede paa smaae Fodvandringer, kun i enkelte Egne af Sjælland, synes det antageligt, at de neppe udgjøre Trediedelen af, hvad der endnu maa være tilbage, og derom ere alle enige, at Jylland alene eier flere, end alle de danske Øer tilsammentagne. En saadan Indhøst overstiger da langt det, som en Enkelt formaaer, og man maatte jo desuden, for Samlingens Fuldstændigheds Skyld, ønske saa mange Deeltagere som muligt." Thiele vil udgive de paa den Maade indsamlede Folkesagn i tvangløse Hæfter, efterhaanden som de optegnede Sagn indkommer. Thiele mener, at "skjønt en ønskelig Local-Orden derved gjøres umulig, vil saadan Mangel dog med Lethed siden kunne afbødes ved et Register, som anviser, hvad man vel maatte kunne søge om een eller anden Egn". Efter dette Tilfældighedsprincip er Danske Folkesagn II-IV "ordnet", mens Danske Folkesagn I derimod følger en god topografisk Orden: København, Roskilde, Nordsjælland, Odsherred, Midtsjælland, Sydsjælland, Møn, Falster, Fyn og Nørrejylland. Det har bl. a. den Betydning, at vi tydeligt kan se, at Thiele henfører Sagnet om Toves Tryllering og Kong Valdemars vilde Jagt til Sydsjælland og ikke til Nordsjælland.
Thieles Hensigt med "Prøver" at skaffe sig Medarbejdere i Landets forskellige Egne lykkedes udmærket, ogsaa i første Omgang. I Løbet af Foraaret 1818 modtager han Meddelelser fra forskellige, desværre unævnte Medarbejdere, der optages i Danske Folkesagn I, mærket i Noterne med Ordet Meddelt, mens Thieles egne personlige Optegnelser er mærket i Noterne ved Ordet Mundtligt. Det gælder Sagn fra Bjernede ved Sorø, fra Kallundborgegnen, fra Falster, fra Fyn, fra Æbeltoft og Aarhusegnen, fra Vendsyssel, fra Viborg- og Koldingegnen. Hovedmassen af Sagnene i Danske Folkesagn I stammer dog fra Thieles egne sjællandske Indsamlinger i Sommeren 1817, antagelig fortsat i Forsommeren 1818 med Indsamlinger i Omegnen af hans Svigerfader Mægler Holtens Landgaard, Lindegaarden i Skibby Sogn, Hornsherred. Sommerferien 1818 tilbringer Thiele først en Uge paa Kallundborg Ladegaard hos Kommandør Stub, hvor han har ypperlig Lejlighed til at indsamle Refsnæs oldtidsagtige Overlevering. Hele Resten af Ferien tilbragte Thiele sammen med Chr. Molbech hos Geheimeraad Gyldencrone, tæt syd for Aarhus, hvor Thiele d. 1ste Aug. 1818 slutter Fortalen til Danske Folkesagn I. Han udtaler her om sin Indsamling bl. a.: "Thi selv har jeg vel kunnet indsamle, og det saa godt, som hver Anden, og samlet har jeg, ikke alene som Bien, der dog kun samler ene til Andres Brug, men mere som en Musernes Hengivne, der vandrer ud, for at lære og forlyste sig, og vender tilbage med Hænderne fulde af Blomster, hvis friskeste og livligste Duft, han selv har indsuget paa Veien, uden dog at være som Barnet, der selv suger det saftige Kjød af det røde Kirsebær og derpaa nedgraver Stenene i Jorden, at de skulle voxe op til Gavn for andre." Om sin egen Gengivelse af Sagnene udtaler han sig ogsaa: "At jeg nu, som ogsaa i Fremtiden, sender dig disse rødmudsige Bønderdrenge, saaledes som de løbe ved Gadekjæret, i Træskoe og med lange Haar over Ørerne, maa Du ikke lade Dig fortryde. Vil Du selv tage Dig af Een eller Anden iblandt dem, og pynte og pudse ham lidt, skal det glæde mig, naar kun Du lader ham beholde Sølvknapperne i Koften og ikke giver ham moderne overtrukne istedet. Og finder Du da mit Arbeide Tak værdt, da skal jeg ærligen dele den med hver den, der har staaet mig bi og givet mig meget til det, jeg selv havde samlet. Og aabenhjertigen maa jeg tilstaae for Dig, at jeg venter intet mindre," nemlig at alle de, som læser og bruger Danske Folkesagn I, skulde blive Thieles virksomme Medarbejdere i Sagnindsamlingen.

Refsnæssagnene fra Sommerferien 1818 findes let i Danske Folkesagn II 1819, men ikke saadan med Thieles østjyske Sagn fra Egnen om Moesgaard. Her er det ikke muligt med Sikkerhed at fastslaa, hvad Thiele selv har indsamlet, og hvad hans forskellige Medarbejdere har optegnet til ham. I Fortalen til Danske Folkesagn II fremhæver han blandt sine Medarbejdere Regimentskirurgen Mathias Winther i Odense (1795-1834) og den senere berømte Kunsthistoriker Niels Høyen i København (1798-1870). "Og have deres Bidrag været saa klækkelige, at Du, kjære Læser maa tilgive, at jeg egenkjerligen ikke gjør nøiagtigere Regnskab og derved alt for tydeligt lægger for Dagen, at jeg dennegang har pløiet med Andres Kalv." Skade, at Thiele alligevel ikke har gjort det. Det vilde da have været ganske morsomt at fastslaa, hvad Niels Høyen har optegnet til Thiele, mens det nu er næsten umuligt, saa meget mere som der ikke findes Sagn fra Faderens Fødeegn Højen i det nordlige Vendsyssel, og vi mærkelig nok ikke kender Høyens Moders Fødested, andet end vi ved, at hun har været en jysk Podemesters Datter. End ikke Moderens Pigenavn kendes med Sikkerhed. J. L. Ussing, Høyens Levnedstegner, kalder hende Inger Margrethe Schrøder, mens Folketællingslisten for 1801, Rigensgade 406, kalder hende Inger Margrethe Nielsen. Jeg vil gerne tro, uden foreløbig at kunne godtgøre det, at det meget smukke Sagn, Nissen i Tirup og den hvide Hest (II 4), som Lundbye har tegnet saa smukt, skal hidrøre fra Høyens Moder. Om Høyen selv meddeler J. L. Ussing: "Den lille Niels var fra sin tidligste Barndom en ualmindelig opvakt Dreng. Han saa sig om, hvor han kunde, snakkede med Alle og var Alles Yndling. Brænderiet med sine store Kjedler og sin evige Susen var hans faste Tumleplads; Pigerne og Karlene fortalte ham Eventyr, hver fra den Egn af Landet, hvor de havde hjemme." Ussing fortæller siden om Niels Høyen i Latinskolen: "Hver en Historiebog, der faldt ham i Hænderne, læste han, alvorlige Bøger lige saa vel som Tusind og en Nat og Holger Danskes Krønike, og han var snart langt forud for sine Kammerater ... De lo ad den latinske Dreng, der kunde more sig over taabelige Ammestueeventyr, og, naar han efter sin fromme Moders Anvisning læste i Bibelen, trak de ungdommelige Rationalister paa Smilebaandet." Kedeligt, at vi slet ikke kan godtgøre, hvilke Sagn, der er optegnet af en Sagnelsker som Høyen. Selv om Høyens Fader som god Jyde foretrak jyske Karle og Piger i sin Bryggergaard, skal det nok ikke fejle, at nogen af dem har været fra Sjælland.

Langt lettere er det derimod at udpege, hvad Mathias Winther i Odense maa have samlet til Thiele. Det er først og fremmest overleveringen fra hans Fødesogn Vissenbjærg vest for Odense, dernæst den meget omfattende Samling fra Odense og nærmeste Omegn, der har stor litteraturhistorisk Værdi ved at vise, hvad der blev fortalt af Almuen i H. C. Andersens Fødeby i Tiden under hans Opvækst. Størstedelen af den rige fynske Overlevering i Danske Folkesagn II-IV er sikkert samlet af Mathias Winther og hans Medhjælpere, bl.a. Lærer Grønvald i Næsbyhoved-Broby, der nævnes i Fortalen til Winthers Danske Folkeæventyr 1823, vor første danske Æventyrsamling. Her viser bl. a. Æventyr som "De elleve Svaner" og "Manden og hans Skygge" Berøringspunkter med H. C. Andersens senere Æventyrdigtning. Det er selvfølgelig Winthers fynske Folkesagn fra Odense og nærmeste Omegn i Thieles Folkesagn, der har gjort det stærkeste Indtryk paa Fynboen H. C. Andersen, hvis første trykte Arbejder var et Drama om Røverne i Vissenbjærg, en Rædselsnovelle Genfærdet ved Palnatokes Grav, og en Omdigtning af Folkeæventyret Dødningen, hørt ved Humleplukningen, vistnok paa Elvedgaard. Enhver H. C. Andersenforsker bør ved Lejlighed foretage et lille Studium af Odensesagnene i Danske Folkesagn II-IV (sml. H. Ellekilde Odense Bys Sagnoverlevering 1819 i Fyns Stiftstidende 23 Nov. 1930). Helt umuligt er det ikke, at H. C. Andersen kan være Hjemmelsmand for et eller andet af de fynske Folkesagn i Danske Folkesagn IV, da H. C. Andersen i Juni 1820 imellem sine Velgørere ogsaa kunde regne Just Mathias Thiele og havde indfundet sig hos ham for at vise sin Taknemmelighed, hvad Thiele giver en kostelig Skildring af i Mit Livs Aarbøger I 133. En tredie fynsk Meddeler til Thiele er vistnok Historikeren Vedel Simonsen paa Elvedgaard, fra hvem muligvis den fra Skovby Herred stammende Overlevering væsentlig hidrører.

I Sommeren 1819, efter Udsendelsen af Danske Folkesagn II, foretager Thiele en Schweiz- og Italiensvandring, og har da selvfølgelig ingen Mulighed for at samle Folkesagn hjemme i Danmark. I Sommeren 1820 foretager Thiele med sin Ven og Svoger Christian Holten en Ferietur til Randers (Aarb. I 136). Først skulde de besøge Justitsraad Mantheys paa Falkensten syd for Slagelse, dernæst den unge Holtens tidligere Lærer, Pastor Sundbye i Barløse, Vestfyn, og til sidst Stiftprovst Kruses Familie i Randers. Thiele benyttede Opholdet paa Falkensten til antikvariske Udflugter i Omegnen og samlede en Del Folkesagn. En smuk Tegning af Voldstedet Trælleborg i Heininge Sogn vest for Slagelse, foretaget den 24. Juli 1820, findes i Nationalmusæets Arkiv, men Folkesagnene fra Falkenstens Omegn synes mærkelig nok ikke anvendte i Danske Folkesagn III-IV. I Odense gjorde Thiele personligt Bekendtskab med Mathias Winther, "der af Interesse for min Samling af danske Folkesagn allerede længe havde været en nidkjær Medsamler og blev det fremdeles". Af ham laante Thiele et Manuskript "Om de Wintherske og Thestrupske Familier, sammenskrevet efter mundtlige Traditioner af Provst Rasmus Winther" i Ørbæk 1766, som han jævnlig benytter i Danske Folkesagn III og IV (Sml. III 87). Lad mig her henvise til Davidsen Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn 1883, S. 310-13 om M. Winthers senere sørgelige Skæbne i København som Udgiver af Smudsbladet Raketten. 

Thieles Levnedsskildring fortæller ikke noget om, at han har samlet Folkesagn i det idylliske Barløse, og vi finder heller ikke i Danske Folkesagn III eller IV Sagn fra Barløse eller nærmeste Omegn, som Thiele let kan have optegnet. Rejsen fra Barløse til Randers gik over Vejle og Jælling, Skanderborg udenom Aarhus over Borum til Randers. I Jælling besaa Thiele og hans Rejsefæller Jællinghøjene, ledsagede af en lærd Bondeknøs, der havde læst "den saxiske Grammatik". Fra denne Bondeknøs stammer rimeligvis Jællingsagnene (IV 83) og vel ogsaa den ret stærke Overlevering fra Skibet Sogn mellem Vejle og Jælling i Danske Folkesagn III. I øvrigt synes det ikke, som Randersrejsen har sat dybe Spor i Thieles Sagnindsamling; den ypperlige østjyske Overlevering fra Egnen om Herregaarden Mattrup, der findes i Danske Folkesagn III, skyldes rimeligvis en ukendt østjysk Medarbejder. Fortalen til 3de Del af Folkesagnene, der desværre ikke er dateret, giver næsten heller ingen Oplysninger om Thieles egen Sagnindsamling og om hans mange nye jyske Medarbejdere. Han meddeler, at han tænker at vente med senere Samlinger, til han har haft Lejlighed til at berejse Vestkanten af Jylland, de mange Smaaøer under Fyn, Laaland, Falster og de jyske Kyster, hvor han venter sig større Resultat af sin Indsamling end paa sin Randersrejse. Det varer da ogsaa næsten tre Aar, før 4de og sidste Bind af Danske Folkesagn udkommer i Foraaret 1823. Sommeren 1821 tilbragte Thiele paa Bakkehuset hos Rahbeks for at genrejse sit nedbrudte Helbred, og han fik næppe den Sommer gjort synderlig ved Sagnindsamlingen. I Sommeren 1822 besøgte han sin Ven Peter Tutein paa Marienborg og vandrede omkring paa det sagnrige Møn. Over Bogø kom han til Falster, hvor han var indbudt af Kammerraad Schmidt paa Corselitze. Over Nykøbing drog han til Laaland, hvor han fik adskillige gode Sager i sin Pose, og til sidst opsøgte han sin Ven Christian Winther i Købelev Præstegaard, hvor den gamle elskværdige Provst Rasmus Møller, Poul Møllers Fader, modtog ham i al Venlighed. Thiele skulde nu efter sin Plan undersøge Smaaøerne Fæmø og Fejø, for at se, hvorvidt den afsondrede Befolkning muligvis havde noget at fortælle ham. Men Udbyttet var ikke stort, og nu sad han et Par Dage adskilt fra hele den civiliserede Verden paa disse Øer uden at kunne slippe bort, førend et forbigaaende Skib kunde optage ham som en Robinson. Da en Damper omsider nærmede sig, blev han sat om Bord af en Fisker og kom saaledes tilbage til sit kære København (Aarb. I 183 f.). Her gav Thiele sig i Lag med at undersøge Adelsvisehaandskrifterne og sammenligne Viserne dær med Abrahamson, Nyerup og Rahbeks Folkeviseudgave, et Arbejde Thiele siden overlod Grundtvig som Forarbejde for Danmarks gamle Folkeviser, og som nu findes i Dansk Folkemindesamling.

I 1823 udkom 4de Del af Sagnene med smuk Tilegnelse til Frederik den sjette, og der skulde hengaa 15 Aar, før Thiele igen skulde udrette Arbejde af Værdi for den danske Sagnforskning.

Heller ikke i Fortalen til Danske Folkesagn IV faar vi Oplysninger om de Medarbejdere, der har optegnet den ganske fortrinlige vestjyske Oyerlevering fra Egnen om Vosborg, ligesom der ogsaa findes ypperlig Overlevering fra Salling og Fjends Herred. En Rejse til Vestjylland, som Thiele havde tænkt sig 1820, har han næppe foretaget i 1821 eller 1822, der vilde dog naturnødvendigt blive fortalt om den i hans Livs Aarbøger for disse Aar. Vi maa haabe paa, at lykkelige Fund for Fremtiden bringer det for Dagens Lys, hvem der har været Thieles jyske Medarbejdere. Det er dog ikke helt let i det enkelte Tilfælde at fastslaa, om der har foreligget samtidig mundtlig Overlevering. Vi har ikke, som i første Samlings Noter, Kendetegnet Mundligt eller Meddelt, nej, vi maa snarest slutte, at der foreligger mundtlig Overlevering fra fremmede Medarbejdere, naar Thiele i sine Noter ingen Oplysninger giver om Sagnets Herkomst fra litterær eller haandskreven Kilde. Vi maa dog regne med, at der kan være mundtlig Overlevering fra Samtiden, saa godt som overalt, hvor ikke Meddelelserne i ældre litterære eller haandskrevne Kilder er fuldstændig dækket i Thieles Gengivelse. Det kan først en indgaaende Undersøgelse af alle Opskrifter vise, som jeg endnu ikke her har haft Lejlighed til at foretage. I mange Tilfælde har vi dog udelukkende ældre litterær Overlevering. Thiele siger i Forordet til fjerde Samling: "Hvorvidt jeg har gjort rigtigt i at optage nogle faae Sagn af gamle Bøger og Haandskrifter, uden at have hørt dem af Folkemunde, veed jeg just ikke. Jeg har anseet dem for engang at have været gjængse og nu tabte for Traditionen, en Skjæbne, som vel i den næste Mandsalder vil have rammet, hvad jeg her har opbevaret i Bogverdenen." Det gælder dog ikke blot for fjerde Samling, hvor de ældre Sagnoptegnelser bl. a. Adelssagnet om Jens Glob den haarde, breder sig særlig stærkt, men i Virkeligheden alle de tidligere Sagnsamlinger tilbage til Prøver af danske Folkesagn 1817. Selv om jeg ikke paa nogen Maade kan anerkende Thieles Sammendigtning af flere ældre Optegnelser med samtidig mundtlig Overlevering som videnskabelig berettiget, saa maa det fuldt ud anerkendes, at Thiele har gjort et fortrinligt og forbilledligt Arbejde paa at gennemforske den ældre litterære Overlevering, og at hans Noter sjældent lader den i Stikken, saaledes, at han i Virkeligheden skulde have flere litterære Kilder for det enkelte Sagn, end han udtrykkelig angiver. Hovedanken mod Thieles Benyttelse af det ældre Stof er, at han ofte nøjes med yngre utilstrækkelige Gengivelser, ikke trænger igennem til det oprindelige Kildestof. Det gælder saaledes Sagnene i Ole Worms berømte Indsamlinger fra 1623 og 1638, Thiele lader sig desværre nøje med den tarvelige Gengivelse af Worms fynske Meddelelser 1623 i Suhms Samlinger til den danske Historie 1779 I S. 70-92, og Worms jyske Meddelelser kender han ikke. Her er Svend Grundtvig, Thieles Efterfølger, altid gaaet til selve Kilden. S. Grundtvigs Uddrag af Indberetningerne til O. Worm i Dansk Folkemindesamlings Kapsel 122 Danefæ er gaaet lige over i Tang Kristensens Danske Sagn I-VII, og 2den Række I-II. Ved Resens Atlas Danicus, som Thiele bruger i det almindeligt benyttede Haandskrift, Uldall 186 Fol., er Thiele af gode Grunde afskaaret fra at gaa til Kilden, da de oprindelige Optegnelser er gaaet tabt; men hvor de undtagelsesvis foreligger, som ved Peder Syvs Afskrifter af Præsteindberetningerne fra Stevns (Rostgaard 21, 4), forbigaar Thiele denne Kilde, eller har ikke været opmærksom paa den. Ogsaa ved det 18. Aarhundredes Hovedværk for den danske Sagnforskning, Hans de Hofmans Samlinger af Fundationer og Gavebreve udi Danmark og Norge I-Xl 1755-80, gaar Thiele i Modsætning til Tang Kristensen ikke til de haandskrevne Indberetninger, men her er Ulykken ikke saa stor, da Hans de Hofman gengiver sine Kilder knapt, men redeligt. Man kan ogsaa anke over, at Thiele ikke i tilstrækkelig Grad er opmærksom paa, at Erik Pontoppidans Theatrum Daniæ 1730 er meget upaalidelig i Gengivelsen af sine Kilder, og at Pontoppidan i sine Værker Annales Ecclesiæ Danicæ I-IV, Marmora Danica og de første Bind af Danske Atlas, som udkom før hans Død 1764, optræder som Sagnfordærver, i det mindste som en Mand, hvis Sagnoplysninger man skal være mest muligt paa Vagt overfor. De sidste Bind af Danske Atlas IV-VII er udgivet af Hans de Hofman, og har i Regelen ingen selvstændig Betydning for Sagnforskningen, da Hans de Hofman optager den Overlevering, han allerede tidligere har citeret i Fundationer. I Thieles senere Bind Danske Folkesagn citerer Thiele jævnlig Danske Atlas alene, men man bør her gaa tilbage til den ældre Gengivelse i Hofmans Fundationer og de tilgrundliggende Præsteindberetninger. Desværre har Thiele givet Erik Pontoppidans forvanskede Sagnformer et umiskendeligt Fortrin, naar han skulde danne sin egen Sagnform. Det gør sig gældende bl. a. i de for den danske Litteraturhistorie vigtige Sagn om Toves Tryllering og Ellekongen i Stevns. Selv hvor Thiele kun har en enkelt Kilde, er det Umagen værd at se hans Kilde nøje efter, for Thiele er ikke altid nøjagtig i Gengivelsen af sine litterære og haandskriftlige Kilder, men det gælder dog i langt højere Grad det senere Arbejde, Danmarks Folkesagn 1843 end Danske Folkesagn I-IV, der virkelig var Thieles Hovedarbejde, i hele den Tid Udgivelsen stod paa.

I Danmarks Folkesagn I-II 1843 optages alle de Sagn, som tidligere har været trykt i Danske Folkesagn I-IV 1818-23 med Undtagelse af o. 40 Smaasagn, der har forekommet Thiele for ubetydelige, eller som han vanskelig, som ved de færøske Sagn, kunde faa passet ind i det tiltalende System, hvorefter Danmarks Folkesagn er ordnet. Men i Stedet for de udeladte Sagn kommer der o. 300 nye Sagn til, godt og vel Halvdelen fra boglig Kilde, Resten fra samtidig mundtlig Overlevering. De vigtigste nye boglige Kilder er Hans Kristian Rask Morskabslæsning for den danske Almue 1839-41, hvor bl. a. Worsaae har optegnet ikke saa helt faa Folkesagn fra forskellige af Landets Egne, et Stof, der dog ikke er fuldstændig udnyttet af Thiele i Danmarks Folkesagn. Desuden Tyge Beckers stedshistoriske Tidsskrift Orion I-IV 1839-41, Adjunkt P. C. Adler o. fl. Efterretninger angaaende Byen Ribe I-VII, P. Fr. A. Hammerich Skandinaviske Reiseminder 1840, Lægen J. R. Hübertz Beskrivelse af Ærø 1834 med dens ganske fortrinlige Indsamling af Ærøs Folkeoverlevering m. m. Det er ikke paa dette Tidspunkt muligt at fastslaa, i hvilken Grad Thiele personlig har samlet det nye mundtlige Stof i Danmarks Folkesagn; jeg vil antage, at Thiele selv har samlet det nye Hornsherredstof under sine mange Ferieophold paa Lindegaarden i Skibby, og det nye mønske Stof under et Ferieophold hos Pastor Freuchen i Magleby Præstegaard 1827. Det er dog sandsynligt, at Hovedmassen af det nye, mundtlige Stof stammer fra mange forskellige Medarbejdere, af hvilke han i sin korte Fortale fremhæver Læge J. R. Hübertz, Tyge Becker og Worsaae, mens Werlauff har hjulpet ham med Forbedringen af Notestoffet og Sagnenes Ordning (sml. Breve fra Thiele 6/11 og 20/12 1841, udateret Januar 1842 i Werlauffs Brevsamling, Ny kgl. Saml. 2387, 4 0). Ingen af de tre Hovedmedarbejdere, end ikke Hübertz, bliver nævnt i Thieles Levnedsskildring, og det er desværre kun yderst lidt, Thiele finder Anledning til at skrive om sit Arbejde paa Danmarks Folkesagn. Han nævner under 1839 (Aarb. II 77), at han, naar Forretningerne tillod det, arbejdede paa den anden Udgave af Folkesagnene, især under et længere Sommerophold paa Frederiksberg, hvor hans Svigerforældre af andet Ægteskab (Nationalbankdirektør Aagesen), havde den unge Familie boende hos sig paa Overpræsident Kjærulfs Landsted i Sommermaanederne. Under 1843 meddeler Thiele blot: "I Løbet af denne Sommer berigede jeg Litteraturen med en ny Udgave af Folkesagnene, et Arbeide, der i længere Tid havde beskjæftiget mig" (Aarb. II 104). Heldigvis finder vi i Thieles Brevsamling (Ny kgl. Saml. 1540 Fol.) i Brevene fra Hübertz af 25/12 1838, 8/1, 10/4 og 17/4 1839 mere fyldestgørende Oplysninger.

Det fremgaar af Hübertz' udførlige Breve, at Thiele, i December 1838, har henvendt sig til Hübertz med Bøn om Bistand for sin nye Sagnudgave, hvad Hübertz, der allerede paa egen Haand havde samlet Folkeæventyr paa Fattighospitalet i Aalborg, og som i Aarhus (1832–38) havde arbejdet paa en Fortsættelse af Thieles Sagnsamling, beredvilligt og uegennyttigt ydede ham. Hübertz indsendte, hvad han allerede havde, nemlig Sagn fra Kapellan F. G. Haar i Mørke-Hornslet, og Sagn fra en Lærer i Omegnen af Grenaa – antagelig Meddeler af Sagnene fra Glæsborg i Djursland (Thiele I 133, 349 og II 128). Desuden egne Optegnelser fra Aarhus, saaledes bl.a. Sagnet II 110, Skipperen fra Aarhus og Finlappen. Rimeligvis har Hübertz ogsaa umiddelbart kendt Overlevering fra sin Fødeby Aalborg, hvor hans Slægt havde levet i halvandet hundred Aar. Men Hübertz gør mere end det. Han interesserer en af Lærerne ved Aalborg Latinskole, antagelig hans Bysbarn, den senere historiske Samler Anders Hansen Nielsen (Elvius S. 461), og siden selve Rektor E. Tauber, for at lade Eleverne i danske Stile optegne Folkesagn fra deres Hjemegn i Vendsyssel, Thy og Himmerland. Selv om nogle af de Pokkers Drenge gør sig Arbejdet let ved at afskrive Thieles Folkesagn, var der andre, der kunde optegne værdifulde Sagn fra deres Hjemegn. Det kan med nogen Sandsynlighed antages, at Præstesønnen Adam Christopher Fabricius fra Sjørring i Thy, Præstesønnen J. D. Bøggild fra Ellidshøj og Svenstrup i Himmerland og Proprietærsønnen Einer Troyel fra Vaar i Farstrup Sogn m. fl. har optegnet Folkesagn fra deres Hjemsogne. I alle Tilfælde skyldes det Hübertz' Medvirkning, at der i Danmarks Folkesagn I-II findes en saa god Overlevering fra Himmerland og Vendsyssel. Blandt sine Medhjælpere nævner Hübertz Prokurator v. Spreckelsen i Aalborg, tidligere Nibe, og en Seminarist Nielsen, som vel maa være den Mand, der har optegnet den overraskende gode Overlevering fra Østerild og Nabosogne i Thy. Hübertz anbefaler i sine Breve Thiele at henvende sig til Lærerne rundt om ved Landets Latinskoler, han nævner udtrykkeligt Caspar Paludan Müller i Odense, Adjunkt P. C. Adler i Ribe og de fælles Venner, Borgen (i Randers) og C. A. Thortsen (i Roskilde). Det er sandsynligt, at Thiele har fulgt Hübertz' gode Raad, men noget nærmere om Resultatet ved jeg ikke, der findes ingen Steder en saadan Rigdom af nye Sagn som netop fra Himmerland, Vendsyssel og Thy. Vi ved med Sikkerhed, at Thiele d. 8. Dec. 1838 har henvendt sig til St. Steensen Blicher om Optegnelse af Folkesagn, og at Blicher har svaret udførligt i et Brev af 17. Dec. 1838, trykt i Aakjær Blicher Livstragedie II 47 (sml. II 301) og i Samlede Skrifter 32, S. 29, sml. S. 43. l dette Brev har Blicher optegnet de to Sagn, der ligger til Grund for Thiele I 29 Svend Graaes Krigskasse og I 376 Røverne i Buhsbjerg (sml. Saml. Skrifter 29, 86 En jysk Røverhistorie 1844). Thiele har stiltiende forbigaaet Blichers Sagnoplysning, at Odder skulde have været Stærkodders Fødeby, og at en Sidelaage paa Odder Kirkegaardsmur endnu hedder Stærkodders Laage. Derimod har Thiele med rette taget Anledning til at optage de til Grund for Jyske Røverhistorier 1824 liggende jyske Sagn (se Thiele I 371, 379 og 381). At denne Thieles Henvendelse ikke er ganske uskyldig i Blichers Arbejde med Æ Bindstouw 1844, vil jeg anse for paa Forhaand sandsynligt.

Thieles to andre Hovedmedarbejdere ved Siden af Hübertz, nemlig Tyge Becker og J. J. A. Worsaae, stammer begge fra Vejleegnen, idet Tyge Becker er født d. 17. Maj 1812 paa Herregaarden Tirsbæk ved Vejle fjord, Worsaae er født d. 14. Maj 1821 i Vejle. De har begge arbejdet i samme Egn, Sydøstjylland, og det vil ikke være muligt paa Forhaand at sandsynliggøre, hvad der stammer fra den ene eller fra den anden af disse stærkt sagninteresserede Historikere. Vi ved, at Tyge Becker særlig har interesseret sig for Herregaards- og Personalhistorie, Worsaae for Sagn knyttet til Oldtidsminder som i Rasks Morskabslæsning og for Sagn om Svenskekrigen. Worsaae havde i sin tidlige Ungdom skrevet en Afhandling: Bidrag til Veile Byes og Amts Historie i det syttende Aarhundrede (Hist. Tidsskr. 1ste R. II 8. 175-258), hvori han har samlet den Sagnoverlevering om Svenskerkrigen, som Thiele flittigt har benyttet i Danmarks Folkesagn I. Af de fynske Medarbejdere var Mathias Winther død 1834, men Vedel Simonsen har utvivlsomt ydet Thiele Bidrag til Danmarks Folkesagn (sml. II 259), selv om han overfor Thiele har fortiet, at han fra 1828 laa inde med en prægtig Samling fynske Folkesagn om Svenskekrigen, nu opbevaret i Nationalmusæets 2den Afdeling, men brugt i Vedel Simonsens stedshistoriske Værker om Rugaard og Elvedgaard fra Fyrrerne.

Sammenligner man Teksten i Danske Folkesagn I-IV 1818-23 og Danmarks Folkesagn I-II 1843 er det ganske aabenbart, at Danske Folkesagn har den bedste Tekst, og at Brugerne af Thieles Sagnværk, der lettest orienterer sig i Danmarks Folkesagn 1843 med dens faste, klare Orden, dens fortrinlige Steds-, Person- og Sagregistre, principielt bør gaa tilbage til Danske Folkesagns Tekst, selv om Teksten sjælden er saa forringet som i Sagnet Danmarks Folkesagn I 47 Kong Valdemar og Tovelille, som Professor Kr. Nyrop fejlagtig antog for mundtlig nordsjællandsk Sagnoverlevering fra o. 1840! Findes Sagnet først i Danmarks Folkesagn 1843, kan det meget vel betale sig at se den litterære Kilde efter. I Sagnet Peder Spillemands Forræderi (I 89) lader Thiele saaledes Forrædderen blive levende begravet ved en Sandbanke ved Søgaard i Hejnsvig, mens Kilden P. C. Adler VI 82 lader Peder Spillemand blive dræbt først af de forbitrede Bønder, før hans Lig begraves i Sandbanken ved Søgaard. Da Originaloptegnelserne til Danmarks Folkesagn paa sørgelig Vis er forsvundne, lader det sig kun i to Tilfælde gøre at kontrollere Thieles Forhold til den haandskrevne Kilde. Det er de to Sagn i Blichers Brev af 17. Dec. 1838. Af dem dækker I 376 Røverne i Buhsbjerg reelt, om ikke formelt Blichers Optegnelse, mens I 29 Svend Graas Krigskasse er blevet stærkt forringet i Thieles Gengivelse, og Thiele henviser fejlagtigt til Oldsagn fra Alheden (Saml. Skr. VI 148 f.) som sin Kilde. Blicher oplyser i sin Optegnelse, at mens han var Præst i Thorning (1819-25) gik en Skolelærer i Bedehøj, Kragelund Sogn, en Nat og satte Pinde ned i lige Linie efter Lyset over Skatten i Graa Mose, mens Skolebørnene, som fik det at vide og ikke havde Mesterens stærke Tro, gik ud tidlig om Morgenen og rykkede Pindene op. Det gengiver Thiele saaledes: "Hidtil har det været forgæves at søge Skatten, og da en Skolelærer en Nat havde sat Pinde i Jorden, hvor han saae Lysene, for siden at grave efter, fandt han næste Morgen alle Pindene oprykkede." Man faar det fejlagtige Indtryk af Thieles Gengivelse, før man kender Blichers rodfaste Originaloptegnelse, at Læreren satte Pinde i Jorden, paa selve det Sted, hvor Lysene brændte, og ikke blot i lige Retning efter Lyset, samt at det maa have været overnaturlige Væsener, der havde rykket Pindene op, og ikke noget saa reelt som Skolemesters egne Skolebørn. Thiele har i sit Hjertes Godhed villet dække Skolelæreren i Bedehøj, der næppe kunde være tilfreds med, at denne Anekdote om hans mislykkede Skattegravning og hans Skolebørns Kritik skulde komme offentlig frem, men selv derfor behøvede Thieles Gengivelse af Blichers Sagnoptegnelse ikke at blive saa forringet, som den i Virkeligheden er.

Det vil fremgaa af det her anførte, at det er et stort Tab, at Thieles Originaloptegnelser og Originalmeddelelser er gaaet tabt, og mange Gaader, som Thieles Folkesagn byder Folkeminde- eller Litteraturforskeren, vilde med største Lethed kunne løses, hvis bare vi havde de originale Optegnelser. Det er beklageligt, at Thiele, der anvendte saa stor Omhu paa at redde Thorvaldsens litterære Efterladenskaber for Eftertiden, hans Dagbog fra Ungdomstiden og hans store Brevveksling, har været saa mærkelig skødesløs overfor sit eget videnskabelige Efterladenskab. Umuligt er det ikke, at Thieles Optegnelser kunde gemme sig et eller andet Sted i Privateje, uænset og upaaagtet. Det vilde glæde mig meget, om denne Afhandling om Thieles Folkesagn kunde bidrage til, at Originaloptegnelserne kunde komme frem af deres Skjul, indgaa i Dansk Folkemindesamling, der rummer de store danske Folkemindesamlere S. Grundtvig, Feilberg, Tang Kristensen og Axel Olriks Efterladenskaber. Her vilde Thieles Folkesagn faa en Æresplads, og de originale Optegnelser vilde hurtigst muligt blive udgivet til Ære for Thiele og til Gavn for den danske Folkemindeforskning, for at vi kan faa den fulde Nytte af Thieles store Værk: Danmarks Folkesagn, hvad vi desværre ikke paa dette Tidspunkt kan faa, da vi af Erfaring ved, at Thieles Sagngengivelser ikke altid reelt dækker den originale Sagnoptegnelse, saaledes som S. Grundtvigs Folkesagn i Gamle danske Minder I-III stedse gør det.

Lad mig i denne Sammenhæng gøre opmærksom paa, at Thiele har endnu en stor Fortjeneste af dansk Folkemindeforskning, foruden sine Danske Folkesagn 1818-23 og sine Danmarks Folkesagn 1843. Det er hans grundlæggende Værk "Den danske Almues overtroiske Meninger" 1860. Spiren til dette Værk er en lille Samling "Almindelig Folkeovertroe i Danmark", der er udgivet sammen med Danske Folkesagn III 1820 (S. 93-124). Denne Samling indeholder blot 73 Numre, mens den store Samling 1860 indeholder i alt 779 Numre med fyldige og værdifulde Henvisninger til beslægtet Tro i udenlandsk Folkeoverlevering. I den ypperlige Fortale takker Thiele som bidragydende Medhjælpere især Skolelærer Lars Nielsen i Rerslev, Inspektør ved det store kongelige Bibliothek Carl Brosbøll (Carit Etlar) og Boghandler Johannes Wolff for rigelige, værdifulde Bidrag og for god Bistand i denne Sag. Thiele meddeler ikke noget nærmere om, hvad hver af disse og mange andre unævnte Medarbejdere har optegnet til ham, eller hvad der skyldes hans egen Optegnelse, lige saa lidt som han lægger nogen Vægt paa, fra hvad Egn af Landet, end sige hvad Sogn, de enkelte Folketrosvidnesbyrd stammer. "Hvad vilde det have gavnet Sagen," skriver han i sit Forord, "om Samleren, til Exempel, her havde anført, at han havde hørt dette eller hint af en Kone fra Voldborg-Herred, naar dog samme Kone maaskee havde hørt det af sin Moder eller Bedstemoder, – der var fra Thy?" Thieles Tankegang ser meget bestikkende ud, og den har øvet en skæbnesvanger Indflydelse paa hans Efterfølgere Feilberg og Tang Kristensen, der begge, især Tang Kristensen i sine yngre Dage, har lagt lovlig lidt Vægt paa at oplyse om, hvorfra i Landet de enkelte Trosforestillinger stammer. Det er først Axel Olrik, der ogsaa for Folketroens Vedkommende har sat den stedlige Tilknytning til Hjemstedet paa sin rette Plads ved at ordne ikke blot Sagnstoffet, men ogsaa Folketrosstoffet efter Hjemsted. Nu bliver Dansk Folkemindesamlings Afskrifter af Folketro ordnet efter to forskellige Stikord, og indenfor hvert Stikord efter Hjemsted. Det er heller ikke meget, Thiele i sin Levnedsskildring oplyser om Indsamlingen af Stoffet til "Den danske Almues overtroiske Meninger", den er antagelig blevet til lidt efter lidt og har umærkelig vokset sig større og større. Han meddeler i sin Levnedsskildring under Aaret 1858: "Ved Siden af mine dramatiske Productioner var jeg i dette Aar beskjæftiget med Ordningen af en Samling til den danske Almues overtroiske Meninger, der endnu henlaa som Efterslæt af Folkesagnene. Denne Samling var i de sidste Aar bleven betydelig forøget under mine Ophold paa Vedbygaard, hvor jeg giorde Bekjendtskab med Skolelæreren i Reersløv, Faderen til den bekiendte Novelleforfatter, Anton Nielsen, ligesom ogsaa min Bibliotheks Amanuensis, Wulf, havde været ivrig i at forøge mine Forraad." Lars Nielsen var Væversøn fra Rørby Sogn ved Kallundborg og født d. 3. April 1799; han var Lærer i Snelev ved Fuglebjærg fra 1824 til 1832, han havde været Lærer i Rerslev fra 1832 til 1875, og døde 7/12 1889. Fra disse Egne, især vel fra Barndomsegnen, stammer hans Meddelelser om Folketro. Ganske betegnende er det, at Faderen optegner Folketro til Thiele, mens Sønnen, Lærer Anton Nielsen i Munke Bjærgby, samtidig optegner Folkeminder til Svend Grundtvig. I Anton Nielsens Levnedsskildring af Faderen, "Gamle Nielsen", 1888 nævnes desværre ikke noget om Lars Nielsens Samarbejde med Thiele.

Det er muligt, at Thiele havde tænkt sig at fortsætte med en Bog svarende til Evald Tang Kristensens Børnerim, Lege og Remser 1896, der findes i alt Fald to smukke Samlinger af Børnerim i Danske Folkesagn III og IV, men i alle Tilfælde blev et saadant Forehavende desværre ikke gennemført. Men hvad Thiele har betydet som Foregangsmand for den danske Folkemindeindsamling er maaske endnu betydningsfuldere end selve hans Værker om Danmarks Folkesagn og Den danske Almues overtroiske Meninger. Thiele brød for første Gang den Vej, hvorpaa hans store Efterfølgere Svend Grundtvig, Evald Tang Kristensen, Feilberg og Axel Olrik har vandret, og de har alle paa den ene eller den anden Maade staaet i Gæld til Just Mathias Thiele. Hovedværket om danske Folkesagn, Tang Kristensens Danske Sagn I-VII er saaledes vokset ud af Thieles Danmarks Folkesagn I-II, ligesom den vældige danske Folketrosordbog i Feilbergs Jyske Ordbog I-IV er en Videreførelse af Thieles Begynderarbejde fra 1860. Og selv nu, hvor vi staar nær ved den danske Folkemindeindsamlings Afslutning, er der Brug for unge Studenter, der i Thieles Aand og med hans poetiske Sans vil indsamle Folkedigtning og Folketro i deres Hjemegn eller i de Dele af Landet, der har deres særlige Interesse, lad være af lige saa personlige Grunde som Egnen omkring Nørager ved Tissø for den 22aarige Thiele. Og har man ikke nogen personlig Tilknytning til nogen bestemt dansk Egn som Hjemegn eller Slægtsegn, bør man som Københavner eller Købstadsbo ikke af den Grund afholde sig fra at deltage i Indsamlingen af dansk Folkedigtning og Folketro. Ved Henvendelse til Dansk Folkemindesamling kan den unge Student altid let faa at vide, hvilke Sogne i Landets forskellige Egne der maa regnes som magre Sogne, hvor der næsten ikke i de 117 Aar, der er forløbet, siden den unge Thiele begyndte sin Indsamling, er samlet noget af Betydning, og hvor derfor hver Haandsrækning er af Værdi for Dansk Folkemindesamling. Af egen Erfaring ved jeg, hvorledes Folkemindeindsamling i ens Hjemegn giver en et helt andet Syn paa Hjemegnen og dens aandelige Forhistorie, end man rent umiddelbart er i Besiddelse af, man ser bag Nutidens Modernisme Naturens og Folkets nedarvede Oldtidspræg. Jeg havde allerede den Gang studeret Thiele i min Gymnasietid paa Sorø med stor Iver og Interesse, og jeg har jævnlig fortsat dermed senere hen, naar jeg har skrevet om Ellekongen i Stevns, Klintekongen paa Møn, De underjordiske paa Bornholm, Palle Jæger i Nordfyn, Toves Tryllering og Kong Valdemars vilde Jagt, om Jens Glob den haarde m. m., og jeg haaber ogsaa i Fremtiden at arbejde videre med Thieles Folkesagn og deres Indflydelse paa den danske Kunstdigtning. (Sml. mine Artikler i Fyns Stiftstidende 6/11, 9/11, 23/11, 25/11 og 24/12 1930, H. C. Andersens Æventyr og Thieles Folkesagn). Skulde det være lykkedes mig at vække Interesse for Thiele og bidrage til, at de unge Studenter med Udbytte kunde studere Thiele og benytte det Skatkammer af Viden om danske Folkesagn, hans Sagnsamlinger rummer, saa har jeg naaet den nærmeste Hensigt med denne lille Redegørelse for Thieles Folkesagn, for deres Indsamling og for den mest praktiske Udnyttelse af Thieles Sagnstof. Om jeg skulde naa mit videre Maal, Tilvejebringelsen af mere værdifulde Oplysninger om Thieles danske Folkesagn, end jeg her har været i Stand til at give, vil Fremtiden vise. Jeg kan ikke sige andet, end at selv de mindste Oplysninger, der fremmer vort Kendskab til Tilblivelsen af et smukt og værdifuldt dansk Kulturværk som Thieles Folkesagn, vil være mig meget kære. Junges Nordsjællandske Landalmue 1798, som Thiele saa ofte henviser til, har sammen med Thieles Folkesagn været mig i Læreres Sted, før jeg som ung Student havde den Lykke at faa Axel Olrik og Vilhelm Andersen til Lærere, Mænd, hvis Vejledning og Undervisning jeg aldrig skal glemme. Det er mig lidt ubegribeligt, at Vilhelm Andersen kun har gjort saa lidt ud af Thiele i sin store Litteraturhistorie (III 396); jeg haaber, at Vilhelm Andersen skal komme til at opleve Undersøgelser af unge danske Litteraturhistorikere, der viser, i hvor høj Grad H. C. Andersens Æventyrdigtning, Blichers Novelledigtning, Heibergs Skuespil, Poul Møllers og Chr. Winthers Lyrik er blevet lykkeligt paavirket af Thieles Folkesagn.

 

Festskrift til Vilhelm Andersen fra kolleger og disciple. Udgivet i Anledning af hans Halvfjerdsaars Fødselsdag den 16. oktober 1934., s. 112-134. Findes også i særtryk. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om J. M. Thiele >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg