Axel Olrik og Hans Ellekilde: H. F. Feilberg og Folkeminderne

Der er oplevelser der knytter medlemmer af en slægt, eller af en vennekres inderligere sammen, øjeblikke hvor selv de fjærnere stående med ett opdager, at de dog er nær, fordi et bestemt bånd af følelser omslynger dem alle, – sådan kan det også være med en videre kres, mennesker som måske aldrig har setes og dog mødes i fælles forståelse ved en lejlighed, fordi én fælles forudsætning binder dem alle.
Sådan var det med Feilbergs 80-års fødselsdag nu i sommer, den 6te august. At mange, der var komne i berøring med ham, vilde samles til fest, var en selvfølge.
Der var sikkert mange flere endnu, der gærne vilde have været med; folk der kendte ham af skrifter – og han kan nu engang ikke skrive uden at give sin egen sjæl, – og som gærne vilde have været med at sige en tak, ja, og opleve dette: at mødes i noget der er fælles og som fylder helt.
Jeg vil gærne have lov at dele med disse mange, – alle dem der har læst, om det så blot er få linjer af Feilberg, og fået et personligt indtryk, – og gøre dem efter min ævne til medejere af disse minder, – om der kunde ud til Dem stråle lidt af 80-årsdagens glans.
Tænk Dem nu først en lille smuk by som Askov, i søndagsstilhed og strålende sommer, og Danebrog vejende fra alle haver til hilsen af dagens gæst. Og tænk Dem så Feilberg, den altid ungdommelige, som den der er først på færde i byen. I alt fald, da jeg om morgenen åbnede husets dør, dær hvor jeg boede, var den første jeg så – Feilberg – stående i snak med en gammel mand; han var lige kommen fra sin morgentur over mark og krat; og han snakkede livlig til mig om det ene og andet; en og anden af byens tjænestepiger (de er jo før på færde end vi andre) kom og trykkede ham i hånden; og sådan nåede han hjem til sit eget hus, hvor nu først hans børn var oppe og hilste ham til lykke. – Jeg skal ikke følge dagen frem, men springe straks til dens festlige top, da vi samledes ude i Skibelund.
Jeg véd ingen sted hvor jeg bedre kunde tænke en stor og alvorlig glædesfest holdt end i Skibelund. Selve vejen derud med dens kæmpehøje; og dær syd for Kongeåen, ligesom i skygge, strækker Sønderjylland sig. Et pust af stedets minder og ånden fra dets mindesmærker nærmer sig, når man går gennem krattet. Og så mødes man ved den lille samlingssal. Æresgæsten kommer i bil, for første gang i sit liv, Askovs eneste bil, og springer barneglad ud af den.
Inde i salen samles vi et hundred mennesker; eftermiddagssolen lyser ind over de dækkede borde og de gullige vægge; kæder af grønt og navnetræk i blomster på salens gavl bærer præg af en eller anden kunstnerhånd; en henrivende flok af unge piger, askovske gymnastiklærlinge, har overtaget opvartningen. Det er helt festligt at mødes med dem man kender, og med de mange, som man kun har dagens glæde fælles med. Her er mange fra stedet, og fra egnen, nogle fra de steder hvor Feilberg tidligere har virket, og enkelte videnskabsmænd, venner eller udsendinge fra forskernes lag.
Jeg tror nok vi begyndte med, at den stedlige øvrighed udbragte kongens skål; og han skulde have overrakt sølvkorset, som efter loven skal tildeles i en højtidelig forsamling; men så var der alligevel en lov om, at den der i forvejen er ridder af Danebrog behøver det ikke, og så kom det bare med posten, og sad og skinnede på opslaget hos den gamle. Han sad dær mellem en svigerdatter og sit kæreste barnebarn, og når noget gik ham lidt til hjærte, rakte han hånden og trykte deres stærkt.
En sang af Marius Kristensen havde netop ævnen til at anslå de strænge, der hos os alle lå og ventede på at klinge; og så fulgte talerne slag i slag, med andre sange imellem. Marius Kristensens var en tak for hans folkelige gærning, hvordan han havde lært os at forstå hinanden, og lært alle at forstå det nedarvede liv og tænkemåde. Så talte jeg på videnskabsmændenes vegne, ved at overrække ham det festskrift, hvortil videnskabsmænd fra alle Nordens lande havde ydet bidrag. Poul Bjerge bragte en tak for hvad han i sin Askovtid havde været som støtte for skolen, som venlig rådgiver for de unge lærere, og for al den gærende ungdom som søgte dertil; en gårdmand fra Darum, Lambert Hansen, takkede for hvad han som præst havde været for sin menighed; adjunkt Refsdal (fra Bymålslaget i Kristiania) for hvad hans forfatterskab havde været ud over Norden.
Der var endnu et festskrift (fra den vidtspredte folkemindeforening F. F., Folklore-Fellows), og der var flere taler, foruden hilsner og digte viden om fra. I al denne mylder står en skikkelse for mig; det er hans lidt yngre bror Peter Feilberg, inspektøren fra Søborg (nei nu hedder han nok etatsråden), den af brødrene der mest ligner »vores« Feilberg i forfatterskabets finhed, men af væsen ligner han mere en gammel bondehøvding, især hvis du ser ham til hest på en lille Islænder med gammeldags ridetøj. Han stod hen bag gamle Feilbergs stol, med hænderne støttede på stoleryggen, og sommetider lagde han armene ned over skuldrene på ham som til en omfavnelse. Han talte om barndomshjemmet i Vester Vedsted, derude ved den vidtstrakte strand, og om den beundring de yngre brødre altid havde haft for Frederik, »el capitano Federigo« der sad til rors i fartøjet; og fartøjet selv var ikke større, end at det kun rummede én, mandskabet måtte gå ved siden af båden og trække; de havde fulgt denne store bror gennem vadderne og over marskens grøfter, til Ribe latinskole, og videre i livet. Altid havde han været »el capitano« for dem, den de så op til med højagtelse, og årene havde kun øget det og ikke mindsket. Rigtignok havde det ikke til enhver tid været dem let at forstå hans hensigt med alt det han tog sig til; der var bl. a. hans spørgelyst overfor alle ting, der egenlig ikke kom ham ved, som når han under Ribes besættelse af Tyskerne udspurgte soldaterne på dårlig skoletysk om låsemekanismen på deres geværer, – den spørgelyst som ingen der har haft med Feilberg at gøre, kan undgå at ha mærket til. Og broren talte videre om hans manddomsgerning og manddomshjem på stranden ved Darum, og om børneflokken der voksede op, og hvordan det for dem blev barndomshjemmet i al dets glans; og han ønskede lykke over al den slægt som var fostret dær. Og han ligesom trykkede den store bror til sit hjærte, mens han stod dær bag stolen og talte; og på børnebørns kinder løb tårerne ned: og opvartningspigerne stod ganske stille lyttende på den plads i salen, hvor de netop var, og dannede smågrupper som om en kunstnerhånd havde skabt dem.
Jeg må tilstå, jeg var kommen til festen med en lille angest. Jeg havde været med til 70 årsdagen for ti år siden. Den morgenstund da Askovfolkene flokkedes i hans have og sang »Den signede dag«, og han stod på verandaens trin og lyttede dertil, og siden talte om sit liv og dets kår, – stod for mig som noget af det alvorligste og højtideligste jeg mindes. Kunde noget sådant gøres om igen? Nej, men det blev også noget andet. Der var toner som af et helt folks hyldning til den, som har elsket folket og lyttet til dets stemme og tolket dets væsen. Festen var vokset til noget meget større end den da var.
Men også Feilberg var vokset. Der er jo over hans fremtræden dette uendelig jævne, fri for enhver prunk; man kan næsten ikke tænke sig ham uden den korte, glatte trøje fra hans arbejdsstue, den lille kalot og det studse skæg, og man kommer til at huske det blå blæk fra ordbogssedlerne, der somme tider sad på fingerspidserne, og jeg tror også det engang sad oppe i håret. Og nu rejste sig, i det svindende dagslys, da festen led mod ende, en høj skikkelse, med langt hvidt skæg og med et blik der søgte fjærnt. Jeg læste engang – sagde han – et ord af en gammel mystiker: »Jo nærmere et menneske er ved sit udspring, des yngre er det«, og »jeg ønsker, at jeg i morgen må være yngre end i dag.« Der var noget i disse udtryk, der greb mig. Og det står for mig sammen med ordet af Paulus: »Af Guds nåde er jeg det jeg er«. I en alvorlig tid kom det ord til mig. Glæde er Guds nåde, og sorg og strid er også Guds nåde. Jeg tør ikke sige, at jeg til enhver tid holdt det fast; men det har stået som et mål for mig også at forstå det. Og hvad der i ungdommens urolige tid, og i manddommens utrolig travle arbejdsdag har været svært for mig, det har jeg lært på de gamle dage. Jeg har lært at se, at al islætten i livets brogede væv var Guds nåde. Derfor, siger jeg, er jeg en ung mand; ti jeg er nær ved mit udspring, nærved Gud. Og han bragte tak til dem der havde hjulpet ham frem, hans trofaste far og mor, dem han var mødtes med i manddoms gerning, venner der hjalp ham på fode da han legemlig syg og nedbrudt kom til Askov, tak til de yngre der aldrig så ned på ham, tak til Sverig og Norge for lyse minder. Tak at I undte mig en fest som denne; det er den første af den art jeg oplever, og det blir vel også den sidste.
Lad i tilslutning dertil Marius Kristensens digt få en plads her:

End lever dybest i folkets grund
det gamle sprog og de gamle
minder,
og i en fredelig, stille stund
det gamle kildevæld rinder.

Du sad og lytted til kildens lyd,
og som den risled, du nynned efter,
om stille timer i trang og fryd,
om folkets medfødte kræfter.

Om som du sad der og lytted til
blev spredte stumper til melodier,
blev til et hjemlandets tonespil,
der løfter op og befrier.

Naar vi i livets det travle jag
kan glemme, hvor vi dog ret har hjemme,
saa kommer du paa en stille dag
og giver minderne stemme.

Så taler du i vort eget mål
og til vort hjærte går kendte klange,
og blødt da bliver det hårde stål
ved mindets smæltende sange.

Ja, tak, du gamle, fordi saa varm
du agted mindernes dybe kilde,
og aldrig glemte i livets larm
at søge fred i det stille.

Og tak fordi du til os har bragt,
hvad hver især allerbedst kan fatte,
en tak for stadig og trofast vagt
om folkets arvede skatte.

Det er ikke godt muligt at fremføre Feilbergs værk uden også at dvæle ved hans egen skikkelse; ja man må helst have den til levende forudsætning, så forstår man hans arbejder.
Dog, denne sommer (1911) er ikke blot mærkeår i Feilbergs liv, den er det også i hans værkers historie. Nu ved samme tid har Universitetsjubilæets danske Samfund udsendt sidste hæfte af hans ordbog – hans største langvarigste arbejde, og et af de værker der længe vil mindes og rådspørges i vor forskning.
Ordbogen er dog ikke alt Feilbergs videnskabelige værk; og jeg vil foretrække at begynde med begyndelsen. Allerførst det spørsmål: hvad var det der gjorde Feilberg til videnskabsmand?
Tingen er slet ikke så let at svare på. Ti kun for en ringe del har han søgt de stier, der allerede var banede før ham. Jeg stiller spørsmålet lidt om og siger: hvor møder vi Feilberg først som videnskabsmand?
Hans første bog er »Fra Heden«, skildringen fra det midtslesvigske bondeliv. Og dens tilblivelse har, som næsten alle Feilbergs arbejder, sin »historie«: ydre tilstødende begivenheder der kaldte den frem. Man er samlet på præstekonvent, og der tales om den skildring af befolkningen på den mellemslesvigske slette, som pastor Kok i Burkal (ham med »Det sønderjydske Folkesprog«) havde skrevet i Slesvigske Provincialefterretninger. Nej, det kan jeg gøre bedre, siger Feilberg. Skriv, siger de andre. Og han skrev sin artikel; lidt senere bliver den sendt ud i bogform af Folkeskriftselskabet i Haderslev.
Det er selve bevidstheden om, at han kender folkets daglige liv og dets måde at tænke på, der kalder Feilberg frem som forfatter. Det var den barnevoksede lyst til at se og lyst til at spørge, anvendt på det mærkeligste æmne der lå ham indenfor rækkevidde: med barnets klare øje havde han suget bondens færd ind, han havde skiftet opholdssted et par gange, fra barndomshjemmet på Ribes kyst til Ullerup i Sundeved, til Solt i Angel, og sidst til Store Vi og til Valsbøl, men stadig så at han bevægede sig indenfor en forholdsvis lille befolkning, den sønderjyske, og hver tidligere erfaring skærpede hans blik for det ny han mødte.
En læremester har han ikke haft, uden selve livet, ja og så den spredte læsning; skal jeg nævne nogen videnskabelig forudsætning må det være studiet af botanik, hvis frie brug af iagttagelsesævnen er som skabt for ham: den har skærpet hans syn, og har givet ham sans for sammenhæng. Ja og så vel den æstetiske behandling af bondelivet hos dem der kendte det bedst, St. Blicher og Klaus Groth.
Men forgængere i den videnskabelige iagttagelse kan vi ikke påvise. Hans forhold her er det rent negative: Det kan jeg gøre bedre! Selv den mest indgående karaktertegning af dansk bondebefolkning, Junges Nordsjællandske Landalmue (1798) er af en ganske anden støbning. Dens forfatter føler sig uafbrudt som manden med lærdom og dannelse; han ser på sine bønder som en ganske interessant slags vilde, som han kan stille i det rette lys ud fra sin læsning af antikke og moderne forfattere, etnografiske arbejder og deslige. Feilberg er modsætningen; han forstår sine bønder ikke i kraft af modsætning men i kraft af samfølelse. Han kan le og han kan smile ved deres lune vid; han beundrer deres heltemod og deres tålmod, og han undskylder deres brøst, selv om han så inderlig gærne skaffer dem noget bedre. Ikke blot dette første arbejde, men hele hans livsværk er bygget op på sympatiens forståelse. Feilberg kan næppe kaldes Grundtvigianer; men ingen videnskabsmand er stærkere end han vidne om, at man kun bliver klog på det, man først har kær.
Ordbogen er hans næste værk. Nu til nytår (1912) blir det 35 år siden, han skrev den første seddel; og endnu blir han ved at skrive dem, jeg véd ikke hvor mange hundredtusinder.
Her bygger han mere på forgængernes skoling. Som ung teologisk kandidat kom han som kapellan til pastor Ejler Hagerup i Store-Solt i Angel, den grundigste af alle dem der har skrevet om det sønderjyske folkesprog. Og allerede på Borchs kollegium var han bleven kammerat med K. J. Lyngby; og da Lyngby sendte ham sin Sønderjysk sproglære (1858), »var den noget som en åbenbaring for mig«. Lyngbys tidlige død blev da også anledningen til, at han besluttede sig til at tage arbejdet med de jyske folkemål op; og Lyngbys samlinger dannede fra første færd af grundstokken i værket, – siden er de rigtignok blevet overgået mangfoldige gange af andre bidrag.
Hvad Feilberg lærte her, det var lydlæren, meget af sprogbygningen og ikke mindst nøjagtigheden i arbejdet. Lyngbys anden hovedstyrke, den sproghistoriske sammenhæng mellem alle de tilsyneladende usammenhængende former næmmede han aldrig; men han havde den selvseendes ævne til aldrig at gå udenfor den faste grund, eller i værste fald at gå med en yngre ven under armen, der om fornødent kunde give et lille ryk i den. Ordbogen gemmer derfor ikke blot et uendeligt arbejdsslid af Feilbergs eget, men også en hel del af P. K. Thorsens og noget af Marius Kristensens.
Bogen blev det første store arbejde med pålideligt stof og i sikker lydform (den lyngbyske lydskrift). Men Feilbergs fortrolighed med folkets ytringsmåde er det store egne tilsæt, som giver den dens særlige karakter: den sproglige vending af enhver art, ordsprog og ordspil, billedlig tale, og ikke mindre den nøje oplysning om enhver faktisk ting, som benævnelsen gælder. De kender vist alle historien om hvordan Lyngby samlede sit sprogstof: Hvad gør Mor dær? spurgte han en gammel kone. Æ spinner, sagde hun. Men hvad gjorde hun så igår? spurgte han (han vilde have fortidsformen at vide). Igår karted æ, sagde hun. Der blev ingen stærke fortidsformer ud af den spørgen. Feilbergs udtryk er indtil det forbavsende grebne i flugten, selv om den han taler med er »så lådden, så man kan klippe ham langt ner i æ hals«.
At det var et solidt arbejde, vidste alle de kyndige. Hvor enestående det var, fik man vel først at vide af J. A. Lundells anmældelse (1888): »Som dialektordbok överträffer arbetet allt hvad Skandinavien förut äger i den vägen«. (Svenska Landsmålen VI cciij).
Bogen er imidlertid ikke blot blevet dette i de tredive år den har været i tryk; den er vokset og har i ikke ringe grad skiftet præg. »Bidrag til en ordbog over de jyske almuesmål« indeholder nu uhyre meget, der ikke har umiddelbart med jysk og almuesmål at gøre.
Foruden at være en ordbog over folkemål er nemlig Jysk ordbog mere og mere blevet en ordbog over folkeminder, og det ikke blot jyske eller fællesdanske folkeminder, som i ordbogens begyndelse, men også folkeminder fra snart sagt alverdens lande.
Feilbergs mening med således at forbinde en folkemåls- og folkemindeordbog er den, at han, såvidt han ævner, vil »fremdrage og forklare de kulturminder, sproget gæmmer« (punkt 4 i »Plan for en ordbog over jyske folkemål« 1882). Men dette er ikke noget nyt som Feilberg selv har fundet på, han går her fra først af trofast i sin forgænger Chr. Molbechs fodspor. I sin fortale til Dansk Dialect-Lexikon 1841 hævder C. Molbech: »Dialektens Lexicograf har et videre Formaal end det strengt linguistiske [dvs. sproglige]. Han vil overhovedet fremstille et Billede af Folkets Eiendommelighed, dets Nationalitet og Charakteer, for saavidt Træk af samme udtrykkes giennem Almuens Tungemaal eller angives ved dettes særegne Udtryk og Talemaader. Derfor indsee vi, at Folkeskikke og Folkelege, Gilder og Høitider, Huusliv, Maaltider og Madskik, gamle Vedtægter, Myther og Overtro, national Dragt og Klædningsstykker, Huusbygning og Redskaber og flere Gienstande, som tilhøre Folkelivets efterhaanden ved en stærkt fremskyndet Cultur indsvindende Kreds, maa indgaa i vedkommende Dialect-Lexikon, for saa vidt som alle disse Gienstande ved egne Benævnelser, Formeler eller Talemaader frembyde Sammenhæng med Sproget .... og saaledes Anledning og Leilighed til at bevares fra den Undergang, der truer saa stor en Deel af Nationernes Individualitet, og med denne deres Selvfølelse og Selvstændighed«.
Dette nationale synspunkt for folkemålsarbejdet, som Chr. Molbech her på en så veltalende måde hævder, er også for Feilberg det grundlæggende synspunkt for hans arbejde på at skabe een på en gang jysk folkemåls- og jysk folkeminde-ordbog. Det var jo også kun, hvad man kunde vente af en mand, der i sin ungdom med så stor dygtighed og varme havde hævdet Valsbøl og den mellemslesvigske hedes grunddanskhed under tysk overfladefernis. Men under udarbejdelsen af det mægtige værk udvides hans synskreds overmåde stærkt, og derigennem ændres hans synspunkt i ikke uvæsenlig grad. Allerede i 1872, godt 3 år før arbejdet med ordbogen begyndte, havde den norske folkelivsforsker Eiler Sundt påpeget for ham den snævre kultursammenhæng tilbage i tiden mellem nutidsalmuens liv og oldtidens liv, som det kendtes af sagaer, Eddadigte og oldsager. I midten af 80erne lærer han den engelske folkemindeforskning at kende og lærer af den, især af mænd som E. Tylor og Andrew Lang, at se universelt på vort eget folks, og ganske særlig hans kære Jyders tro og skik. Hans lille afhandling »Fællesskab blandt folkene i skik, æventyr og leg« (Historisk månedsskrift 1889) viser, hvorledes han begynder at tilegne sig de engelske »antropologers« grundtanke om den til grund liggende ensartethed mellem alle jordens racer og folkeslag, både kulturfolkene og de såkaldte »vilde« folk. »En stor mængde af hvad folket således har, er ikke særeje for jyderne eller for det danske folk, eller engang for de nordiske folk, men fjærne folkeslag har deres lod og del i det altsammen« (s. 264).
Denne nye erkendelse, dette nye universelle syn på folkeminderne satte det dybeste spor i Jysk ordbog. Feilberg kunde ikke længer, som ved de første bogstaver A og B, således som Chr. Molbech, nøjes med kun eller næsten kun at anføre dansk folkeoverlevering til national kulturel belysning af det jyske folkemålsstof, han kunde heller ikke nøjes med at kende den nordiske oldtids eller vore nabofolks folkelige forestillinger. Han måtte, for at forstå den gamle jyske bonde og hans mål til bunds, søge at skaffe sig en såvidt mulig verdensomfattende folkemindelærdom, for at han kunde have kundskab om, hvorfra dette eller hint mærkelige træk i vor almues forestillingsliv og livsanskuelse havde sit udspring, eller når dette som oftest ikke umiddelbart var til at kende, hvor udbredt verden over da vedkommende trosforestilling eller skik egenlig var. Men med hele den uegennyttige tjenstvillighed, som er et af de smukkeste træk hos gamle Feilberg, søger han ikke at holde den storslåede folkemindelærdom, han gennem åringers møjsommelige arbejde kommer i besiddelse af, for sig selv, for selv at drage den størst mulige fordel og ære af den, hvad der jo slet ikke havde været noget urimeligt i. Han søger tværtimod at lade den komme samtidens og eftertidens folkemindeforskere herhjemme som i fremmede lande til størst mulig nytte. Derfor presser han det mest mulige af den i knappest mulige form ind i sin Jysk ordbog. Da han omsider er kommet til vejsende med ordbogen og vil til at udarbejde et »tillæg«, hvad der jo med den senere udvikling i minde i ret høj grad tiltrængtes ved de første bogstaver, især A og B, er stoffet vokset så mægtigt, at han ikke længer på nogen måde kan få plads til det i det dog ikke mindre end 366 sider store tillægsbind. Han medtager da de nærmestliggende og for jysken mest nødvendige af de tilkomne henvisninger, især dem der vedrører nordisk folkemindelitteratur. Resten gemmer han i sine seddelkasser, og trods sin høje alder, der vilde tvinge de fleste andre til hvile og lediggang, øger han stadig deres indhold, således at han nu, 90 år gammel, omtrent ejer et lige så stort folkemindestof, samlet og ordnet, som i hele ordbogen, hvor vi dog har ikke mindre end 6500 tættrykte spalter. Med særlig forkærlighed vælger han nu at skrive sedler til de værker, som ellers på forhånd ligger hans unge fagfæller ret fjærnt; således f. Eks. det vældige indiske heltedigt Mahabharata, der ikke just læses i et snuptag, det er nemlig 16 gange større end Iliaden og Odysseen tilsammen. Forhåbentlig vil disse utrykte tillægssamlinger, som det danske folk er arving til, engang komme på tryk i en ren og skær folkemindeordbog under Feilbergs navn. Indtil det sker, vil Jysk ordbog for alle de folkemindeforskere, som kan læse dansk, stå som den ganske uvurderlige håndbog, som det hjælpemiddel de vanskeligst kunde tænke sig at undvære ved planlæggelsen og gennemførelsen af nye undersøgelser over folkeskik og folketro og folkedigt. Ved siden af de mange ypperlige henvisninger finder vi nemlig ikke så helt sjældent små vejledende bemærkninger, der synes ligesom at foregribe en senere dybtgående undersøgelses resultater. Jeg nævner som et eksempel et brudstykke af hans ordbogsartikel om månen. »Månen har indflydelse på vækst og sygdom, alt hvad man ønsker skal aftage, må gøres i aftagende måne: orme og vorter fordrives, svulster smøres bort, kirtelsyge helbredes; mens alt hvad der skal vokse og fremmes, må ske ved tiltagende måne, således køer føres til tyrs, korn sås, planter sættes, uld klippes«. I disse få ord er sikkert den ledende tanke i de forskellige folkeslags månetro grebet med fast hånd.
Men Jysk ordbog er, som hvermand véd, ikke det eneste værk, hvorved Feilberg har fortjent sine fagfællers og sine landsmænds hyldest og tak. Foruden en sand vrimmel af mindre afhandlinger, snart af folkeoplysende indhold, således de berømte, årligt tilbagevendende afhandlinger i Aarbøger for dansk Kulturhistorie (1891-1900), snart af strængere videnskabelig karakter (afhandlingerne i de tyske folkemindetidsskrifter Am Urquell og Zeitschrift für Volkskunde, det danske sprog- og folkemindetidsskrift Dania og dets efterfølger Danske Studier, Englændernes »Folklore« ikke at forglemme), har Feilberg samtidig med arbejdet på Jysk ordbog haft lykke til at kunne fuldende en ganske antagelig række værdifulde bøger af folkemindeindhold. Det første af disse arbejder er »Dansk Bondeliv I« 1889.
Det er næsten overflødigt at sige noget om denne bog, som er så kendt og elsket af alle danske der blot har den mindste interesse for fortidens liv, og som ved sin lykkelige udgivelsesmåde gennem Foreningen til Folkeoplysningens Fremme er spredt til de videste kredse af vort folk. Men de er måske mange, der kender den ud og ind, som ikke tænker på, at »Dansk Bondeliv« er den første og hidtil eneste bog i sin art herhjemme. Ingen har før Feilberg tænkt på at give en samlet skildring af vor bondestands daglige liv, i Danmark som helhed, for nu et par menneskealdre siden, før »fremskridtets« og landbrugsmaskinernes tid. Helt er det ikke lykkedes ham. Dansk Bondeliv er fra Feilbergs hånd en udvidet omarbejdelse af hans, man kunde sige »hjemstavnsskildring«, Fra Vester-Jylland 1882, med fremstillingen af livet i Ribeegnen, ganske særlig da som det levedes i hans manddomshjem Darum. Uvilkårlig bliver »min Vesteregn«, hvor han kender alt af selvsyn, tyngdepunktet i hans skildring af Dansk Bondeliv; derimod bliver livet på øerne, hvor Feilberg væsentlig kun kender dagliglivet på anden hånd gennem højskoleelevers spredte optegnelser og gennem tidligere forfatteres mere tilfældige skildringer, mere stedmoderligt behandlet. Det har dog alligevel været mere til gavn end til skade. For at bøde på hovedmanglen ved »Dansk Bondeliv«, Jyskens vel fremtrædende plads, er nemlig en stor række videnskabelig værdifulde folkelivsbeskrivelser fra de danske øer groet frem. Jeg nævner blandt de bedste Falsterskildringen i Frederik Lange Grundtvigs næsten over al måde indgående værk, Livet i Klokkergården, Christine Reimer: Nordfynsk Bondeliv I-V, Ingvor Ingvorsens Fortællinger om gammelt sjællandsk Bondeliv ved Henrik Ussing, samt den ganske nylig udkomne bog om husmænd og landhåndværkeres liv, Karoline Graves: Ved Hallebyå o. m. fl. Også i Jylland har naturligvis »Dansk Bondeliv« sat arbejde i gang: jeg nævner blandt de ejendommeligste værker: Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv I-VI (1. og 2. række), hvor der slet ikke findes så få »oplysende sidestykker fra øerne« og Henrik Ussings østjyske hjemstavnsbog: Livet i Erritsø. Men ikke blot folkelivsskildringen har fået en rivende udvikling ved inspirationen fra Dansk Bondeliv, også vor hjemstavnsdigtning har det. De unge digtere af bondeæt så, at det kunde »gå an« at give de til bondelivet så dybt knyttede stemninger udtryk i lyrisk digtning; jeg behøver blot at nævne Jeppe Aakjær: Rugens sange, for hvilken i virkeligheden »Dansk Bondeliv« danner forudsætningen og baggrunden. Trods alle fejl, der naturlig må knytte sig til et arbejde, der sætter nye værdier ind i folkets kultur, er det dog ikke overdrivelse at betegne Feilberg som vor folkelivsforsknings grundlægger, eller om man vil, lade ham dele æren derfor med to så højt fortjente mænd som Bernhard Olsen, Dansk Folkemusæums stifter, og Troels Lund, Dagligt Liv i Norden's forfatter.
Feilberg kom ikke selv i sit senere forfatterskab til at udfylde »Dansk Bondeliv« med nogen på selvsyn bygget skildring af livet i en dansk øbobygd, men han indledte selv på smukkeste måde de dybtgående undersøgelser af enkeltområder indenfor vort folkeliv, der er nødvendige, inden vi kan få, ikke bare det Dansk Bondeliv, der lægger grund, men det Dansk Bondeliv, der slutter af, som i et mægtigt helhedsværk sammentrænger vor samlede viden om vor bondestands liv i inderlig forbindelse med fortidens og i vekselvirkning med vore nabolandes bondeliv. Det er Feilbergs videnskabelige hovedværk »Jul«, I-II 1904.
Denne bog har ligesom »Fra Heden« sin egen historie**). Ved det nordiske filologmøde i Kristiania aug. 1898 hører Feilberg den svenske oldsagsforsker Montelius holde et i formen ganske ypperligt foredrag om Nordens soldyrkelse og om julen som den største af årets solfester. Feilbergs indtryk var lige modsat, at julen ikke fra først af kunde være nogen solfest, så ganske ubetydelig en rolle solen spillede i den til julen knyttede skik og brug og overtro hos den nordiske nutidsalmue; at den snarere var lige omvendt, en dødefest i årets mørkeste og mest knugende tid. Han vilde gøre indsigelser imod Montelius' foredrag, gøre opmærksom på, hvor urimeligt det var, at Nordboerne med deres måneår og deres slette kalender skulde holdt en fest ved solhvervstid for den stigende sol. Men tiden var ikke til det, mødet var forbi, og kun den sidste festlige stund på Holmenkollen var tilbage. Men nu vidste Feilberg hvad han vilde, nu efter at Dansk Bondeliv II med dens ret fyldige skildring af bondens store familiefester, bryllup, barsel, begravelse var ved at være tilendebragt: han vil samle sine kræfter til at skrive en bog om julen, en omhyggelig udredelse af, hvorledes den var bleven fejret i de tre nordiske lande i nutiden og med en grundig undersøgelse af udspringet for den. Mens de andre deltagere i filologmødet tog bort, blev Feilberg tilbage i det sommerhede Kristiania, han måtte, før han rejste, have gennemgået alt hvad Kristianias håndskriftsamlinger indeholdt af juleskik. I de næste 6 år blev det hans hovedopgave at samle og gennemforske alt hvad der kom julen ved. Og resultatet af disse anstrengelser blev et værk, der ikke hverken i skandinavisk, tysk eller engelsk litteratur over nordeuropæisk folketro har noget sidestykke, der står det lige i videnskabelig grundighed, siden Mannhardts berømte Baumkultus der Germanen 1875. De to værker udfylder på smuk måde hinanden: Mannhardts bog er grundlæggende for opfattelsen af de gotiske folks årsfester med undtagelse af julen, hvor Feilberg har fremsat den opfattelse, der sikkert for fremtiden bliver den herskende. Som den folkelivsforsker Feilberg er, grunder han sine nye hypoteser om julen som en dødefest det mest mulige i virkeligheden, den gamle nutidsalmues »hedenske« julefest i hvert af de nordiske lande »altid med den fineste sans for den rolle hver forestilling og skik spiller i menneskers liv«. Han bruger sin hypotese med varsomhed, ganske særlig hvor virkelighedens træk er ved at glippe, men selve hans fremsættelse af den i kapitlet »Julemørkets løndom« »er mønsterværk, ikke blot i anskuelighed, men også i den videnskabelige tænknings orden og kraft«.
Feilbergs næste store arbejde, »Bjærgtagen« 1910, er et værk af en hel anden støbning end »Jul«. Det er en undersøgelse af folkedigt, ikke som »Jul« af folkeliv. Det er højst rimeligt, at Feilberg har været så udslidt af 6 års vedholdende arbejde med alle de folkeskikke der knyttede sig til julen, at han rent uvilkårlig har følt trang til at samle sig om en opgave, der lagde beslag på andre ævner hos sin forfatter end de rent folkeskikundersøgende, selv om han meget godt følte, at folkedigtsforsker, sagnforsker i egenlig forstand det var han ikke. Men han havde til gengæld et ypperligt kort på hånden, han var folkelivsforsker med liv og sjæl. Han kunde ikke sysle med de nordiske bjærgtagningssagn uden at spørge sig selv, hvilke oplevelser, hvilke virkeligheder i folkets liv der lå bag – det er noget som folkedigtsforskere af faget tidt og mange gange udmærket godt kan lade være med. I sit glimrende sidste kapitel »resultater og slutninger« oplyser han på slående måde, hvorledes bjærgtagningssagnene opstår. En ung pige forvilder sig i de store norske eller svenske skove, hun bliver omsider fundet, halvtosset eller sindsforvirret af ensomheden eller sulten i skoven. Almuen forklarer sig det på mytisk vis således, at »huldren« eller »skogsfrun« har taget hende til sig i deres bolig, men af en eller anden grund har måttet slippe hende igen. En af disse grunde er f. eks., at menigheden ringer med kirkeklokken efter hende. Det må jo fra vort synspunkt forklares således, at den vildfarne hører kirkeklokken, og dermed bliver klar på hvor hun er, eller at hun uvilkårlig går efter dens lyd, mens almuen forklarer det samme forhold mytisk: den hellige klang bryder troldfolkenes magt. Eller den unge kulsvier passer milen langt borte i skoven. I de af ensomheden avlede erotiske fantasier ser han pludselig en forførerisk dejlig kvinde for sig; da han kommer til besindelse igen, ser han der ingen er ved hans side. Han slutter da mytisk, at det er »skogsfrun« eller om han er dansker, at det er ellepigen der har aflagt ham et besøg og forledt ham til elskov. At det skulde være ren indbildning uden virkelighed bag, falder ham slet ikke ind, og naturligvis heller ikke de naive mennesker, han fortæller sin oplevelse.
Men lige så overbevisende sikre Feilbergs forklaringer er, når det gælder sagnforestillingernes, om man vil rent naturmæssige, fysiske udspring, lige så famlende og usikker bliver hans opfattelse, når det gælder ikke sagngrundlag, men sagnene selv i deres indbyrdes sammenhæng og digteriske udvikling, når de helt eller delvis er løsrevet fra den virkelighedsjordbund, hvorfra de oprindelig er groet frem, vakt tillive af en menneskelig trang til årsagssammenhæng i tilværelsen. En mængde folkedigtning, æventyr og folkeviser ikke mindst, er jo vandret langt bort fra det land eller den tid, af hvis livsvirkelighed de først er sprunget frem, og har fæstet bo hos folk der ikke i deres lands natur eller deres historie og kultur har haft mulighed for samme digtningsfremkaldende oplevelser. I det her foreliggende tilfælde vilde sikkert en sagnforsker af faget sat sit hovedarbejde ind på at klare forholdet mellem de keltiske og de nordiske bjærgtagningssagn, når stofsamlingen havde vist ham det mærkelige, at det kun er Kelter og Nordboer der har bjærgtagningssagn. Han vilde undersøgt hvilke sagntyper der forekom hos Kelterne, og hvilke hos Nordboerne, og derefter slået fast, om der er digtsammenhæng mellem Kelter og Nordboers bjærgtagningssagn, eller om de må siges at være opstået uafhængig af hinanden ud fra hver sit typisk forskellige sagngrundlag. Han vilde undersøgt, hvorledes de nordiske bjærgtagningsviser »Hr. Bøsmer i Elverhjem« eller »Elverhøj« forholder sig til senere nordisk bjærgtagningstro. I folkevisen advares der imod at drikke af ellefolkenes drik, så er man i deres vold, men i danske nutidssagn fra alle dele af landet advares der tværtimod imod at vrage bjærgfolkenes brød, som ligger ude på højen: den karl som spiser af det, får sundhed og held, den anden som vrager det, går det ulykkeligt. Er forholdet måske det, at folkevisen er af udansk herkomst, at den på en eller anden måde er opstået under keltisk indflydelse? Glæder man sig til fyldig besvarelse af disse og lignende vigtige folkedigtsproblemer i »Bjærgtagen«, bliver man skuffet: fra Feilbergs hånd får vi væsentlig kun »spredte iagttagelser« vedrørende det vældige materiale han har samlet. Han gør knap nok opmærksom på den mærkelige forskel i sagngrundlag imellem keltiske og nordiske bjærgtagningssagn. Kelterne tror nemlig, så underlig det end kan lyde for os, at kun gamle udlevede mennesker dør, men at folk der dør af sygdomme i deres fagreste ungdom, ikke i virkeligheden er døde, de er blot taget af alferne, og det hæslig fordrejede legeme, som vi ser for vore øjne i sengen, er kun en skifting, som alferne har lagt for at forblinde mennesker. Hvis den bjergtagne kan afholde sig fra at spise alfernes mad, kan disse ikke holde ham i deres vold (dvs. den mytiske forklaring af, at den dødssyge unge mand eller kvinde overraskende pludselig – som det jo tit sker – kommer sig af sin livsfarlige sygdom). Man kunde ønske, at Feilberg med hele sin vældige viden om nordisk folketro havde oplyst om, hvorvidt der på skandinavisk kulturområde var spor af samme tro: at død i tidlig alder var opfattet som bjærgtagning dvs. naturvætters tyveri af mennesker, eller hvis det ikke var tilfældet, så med al kraft havde slået den typiske forskel mellem keltisk og nordisk folketro på dette og sagtens på flere beslægtede punkter fast. Årsagen til, at Feilberg ikke gør disse tilsyneladende så nærliggende undersøgelser, er nok den, at han af sit hele stærke lærlingeforhold til den engelske folkeminder videnskab er indstillet på en forskning, der efter ævne søger den fællesmenneskelige lighed i sagn og tro, overalt hvor man kan finde den, derimod desværre ikke på en forskning, der søger at fastslå de faktisk tilstedeværende typiske forskelle, ikke blot mellem de store menneskeracer, men også imellem ganske nær hinanden boende nabofolk eller folkegrupper, således som i dette tilfælde Kelter og Nordboer. Det er dog kun ved et sikkert skøn over de typiske forskelle, at folkemindeforskeren kan nå til bunds med at fastslå de mulig tilstedeværende, bagvedliggende fællesmenneskelige ligheder.
Endnu stærkere præget af den engelske forskerskoles fejl end »Bjærgtagen«, er Feilbergs næste bog »Sjæletro« 1914. Det væsenlige indhold er tre afhandlinger fra Aarbøger for dansk Kulturhistorie 1894-96: »Et kapitel (og et nyt kapitel) af folkets sjæletro« og »Et blad af afgudsbilledernes historie«, gennemsete og udvidede og sammen med en helt ny afhandling: »Tilgivelse«, udgivet under fællestitlen: »Sjæletro«. I denne titel ligger Feilbergs, efter mit skøn, ganske urigtige engelske synspunkt for udforskningen af almuens forestillinger om menneskets psykologi, om døden og om livet efter døden. Skønt Feilberg selv er klar over det rette synspunkt, at »hvor det gælder folketroen, må man lægge al spiritualisme til side og tage håndgribelig på alt«, (Bjærgtagen s. 107), har han dog i overdreven beskedenhed ikke turdet stole på sine egne gode danske øjne, hvis synskraft trods alderen ikke var svækket, men har anset det for nødvendigt at anlægge engelske briller, uden at være klar over, at han derved hele tiden fik et skævt billede af sandheden og virkeligheden i hans eget folks tro. Feilbergs uvilje imod den fra Grimmerne udgåede tyske skoles spekulative mytologi, med dens urimelige hang til at forklare alle mulige folkemindefænomener ud fra et eneste vilkårlig valgt naturmytisk synspunkt (således trangen til at finde »solmyter« overalt, selv i æventyret om Lille Rødhætte), havde fået ham til at overse, at også den engelske folkemindeskoles grundanskuelse om en fællesmenneskelig sjæletro (den såkaldte aninisme) som det første udspring til al folketro, til al religiøsitet, var spekulation, og ikke, som Feilberg troede, fuldgod erfaringsvidenskab. »Mennesket bestaar af Sjæl og Legeme, deri ere alle de viseste og bedste Mænd enige,« siger det »unge menneske« i Kierkegaards »In vino veritas«, og det kan han gerne have ret i, men urigtigt er det af de engelske folklorister uden videre at gå ud fra som en selvfølge, at naturfolk og europæisk almue umiddelbart skulde besidde en så ophøjet erkendelse. De glemte at undersøge det vigtige spørgsmål. Kender nu almuen fra først af overhovedet begrebet sjæl? Det synes at vise sig, i al fald for den nordiske almues vedkommende, at almuen ikke opfatter mennesket som en tvehed, sammensat af uensartede bestanddele, sjæl og legeme, men tværtimod som en eenhed, legemet med alle dets egenskaber. Når et menneske efter sin død af den ene eller anden grund bliver genganger, er det altså ikke efter den gamle almues opfattelse hans »sjæl«, der farer rundt og spøger, men det er virkelig hans legeme, der færdes på jorden i massiv legemlig skikkelse. Derfor kan man også fæste genfærdet til jorden ved ydre voldsmidler, man kan tøjre det ganske forsvarlig ved at ramme en solid egetræspæl gennem liget o. s. v.
Feilberg strejfer gang på gang denne erkendelse i sin »Sjæletro«, men han holder den ikke fast. De højt dannede engelske folkloristers filosofiske forhåndsteori slører hans blik, og hindrer ham i at opfatte vor gamle danske almues massive sansebestemte verdensanskuelse i hele dens ejendommelighed: dens idealer i retning af en rolig søvn i graven efter livets møje, en »hvilen i fred,« når regnskabet med verden er gjort fuldstændig op, al gæld betalt, alle penge, som de efterlevende skal arve, bragte frem af deres skjulested, al hemmelig brøde efter ævne sonet, al sorg hos børn og børnebørn slukket, så intet skal tvinge den gamle frem af sin grav for som genganger at gøre det færdigt, han ikke nåede i levende live. Havde Feilberg ikke været så stærkt grebet af de engelske folkemindeforskeres syn, havde han sikkert til fulde forstået, hvad meningen er med den især i Danmark forekommende mærkelige sagntype: Tilgivelse, som han dog allerede nu kaster så klart lys over ved hjælp af nygræsk folke- og kirkeskik. Det hænder af og til, når en ny grav skal graves på den gamles plads, at et lig findes ganske uforrådnet. Hvorfor er den dødes lig ikke opløst? Almuen giver svaret: han har sveget sin kærest i sin ungdom, og hun har erklæret, at hun aldrig vilde tilgive ham. Da den døde på forskellig vis har opnået denne tilgivelse, findes liget næste dag opløst til støv. Almuen opfatter det således: nu er den dødes regnskab med livet opgjort, og så er gengangertilværelsen for hans vedkommende afsluttet, hans personlighed løses op sammen med hans legeme, livet har ikke længer krav på ham, han har fået fred.
Jeg skal ikke med samme udførlighed som her ved Bjærgtagen og Sjæletro kritisere Feilbergs sidste videnskabelige arbejder, det vilde på mange måder blot blive en gentagelse af det tidligere sagte. I Skabelsessagn og flodsagn 1915 gør Feilberg ud fra sagnforskningssynspunkt vægtige indvendinger imod tyske forskeres opfattelse af det hebraiske skabelsessagn: »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden« som lånt fra Babylon. Forskellen mellem den vilde babyloniske skabelsesmyte om skaberhelten Mardak, der hugger uhyret Tiamat over i vældig kamp og danner himmel og jord af hendes krop, og så den fra vor barndom så velkendte jødiske skabelsesberetning, synes overvældende stor. Skulde der dog, trods Feilberg og trods danske læseres umiddelbare anskuelse være indre sammenhæng mellem babylonisk og hebræisk, må det være den, at hos Jøderne er »alt blevet nyt«. Mens Babylons skabelsesmyte på så mange punkter ligner naturfolkenes rå skabelsesmyter i stil og stemning, er vi i Jødernes skabelsesberetning i en fuldstændig anden verden. For syndflodsagnenes (dvs. storflodsagnenes) vedkommende erkender Feilberg derimod forbindelsen mellem babylonisk og jødisk, de to i indhold så nær beslægtede sagn kan ikke være opstået uafhængig af hinanden, og sandsynligheden taler afgjort for, at det er jøder, som har lånt og omdigtet en babylonisk myte.
Med »Nissens historie« 1919 er vi igen i mere hjemlige egne. Feilberg forklarer efter mit skøn overbevisende de to hovedforudsætninger for nisseskikkelsens opståen: 1) den almenmenneskelige trang til i sin umiddelbare nærhed, i højen på sin mark, i ættetræet i gården e. lign., at have en hjælper, hos hvem man søger bistand under livets genvordigheder. 2) ønsket om at forklare de mange ubegribelige hændelser, der forefalder i stald eller udhus, kalven der på underlig måde slipper løs, karlen eller pigen, der vågner op på brøndkarmen efter søvngængeri, en ko, der kvæler sig i bindslet, men kommer overraskende til live igen o. s. v. o. s. v. Alt dette og meget andet giver man »Nissen« skylden for, og han bliver derved, som vi nu kender ham, et hjælpende, drillende eller hævnlystent lille væsen, boende i udhus og stald, hvor man i nattens mulm og mørke hører hans puslen. Udredningen af digtsammenhængen i de mange sagn, der fortælles om nissen og om beslægtede husvætter, herhjemme og ude omkring, er betydelig mere gennemført end i »Bjærgtagen«, selv om det endnu langt fra kan betegnes som en mønstergyldig undersøgelse. Feilberg bliver vel meget hængende i det fremmede materiale, savner den energiske sluttethed om det nordiske stof, med nøje klarlæggelse af forholdet til de øvrige hjemlige hjælpende vætter, ganske særlig »bjærgfolkene«, men alt i alt er det et smukt arbejde; i modsætning til den tungtskrevne, lidt dystre Bjærgtagen, velgørende præget af Feilbergs festlige lune.
Også de to samlinger Kanadabreve som Feilberg har udgivet: »De derovre« 1912 og »Hjemliv på Prærlen« 1917, kan med nogen ret regnes mellem hans videnskabelige arbejder. Mens »Danske Nybyggeres« udgiver, professor Karl Larsen er svag overfor »romanen« og det ejendommelige psykologiske tilfælde i de brevsamlinger, der har stået til hans rådighed, så har Feilberg sikkert udgivet disse breve fra nære slægtninge, fordi de forekom ham på typisk måde at tegne dagliglivet, som det tit kommer til at forme sig for vore landsmand i det fremmede, under forhold så afgjort forskellige fra vore egne. Jeg vil tro, at Feilberg derved har givet stødet til udforskningen af dansk folkeliv udenfor Danmark, ligesom han i Dansk Bondeliv har givet stødet til indgående hjemlig folkelivsskildring og forskning.
Endnu uudgivet er et større manuskript: »Radikaler til sagndannelse« (burde vel snarere hedde »Sagnrødder«). Her er Feilberg inde på sit yndlingsområde som sagnforsker: forklaringen af, hvorledes sagnene opstår. Han påpeger de vigtigste sagnskabende fænomener i natur- og menneskeliv og viser, støttet på sine store samlinger i et digterisk beåndet sprog, hvorledes folkene digter sagn til forklaring heraf. Dette arbejde burde udgives. Vi får nemlig her det smukkeste indtryk af, hvad Feilberg betyder som sagnforsker: hans ævne til at se med folkets øjne på alt det mærkelige, der gør indtryk på dets fantasi. Han når derved ikke sjældent til en erkendelse, som langt mere skolemæssigt uddannede folkedigtsforskere kun altfor hyppig går glip af.
»Sagnradikaler« bliver sagtens efter menneskelig beregning, Feilbergs sidste større værk; men man skal intet forsværge: endnu 89 år gammel skriver Feilberg en temmelig omfangsrig, lærd afhandling: »Holger Danske og Antikrist« i Danske Studier 1920. At det væsenlig er et samlerarbejde uden ny opfattelse, er der ingen grund til at opholde sig over: også derved rækker vor folkemindeforsknings gamle stormester efterslægten sin hjælpende hånd. I de efterfølgende breve vil vi se ham beskedent betegne sin indsats i folkemindevidenskabens udvikling som en håndlangers, der gør det nødvendige og nyttige, men underordnede arbejde at slæbe sten og andre råæmner til mægtige folkemindebygværker, som de store arkitekter Molke Moe, Axel Olrik o. s. v. opfører, og som han, håndlangeren, egenlig ikke har nogen rigtig mening om. Hans unge medforskere vil, idet de takker ham for hans vidunderlig uegennyttige håndlangergerning, som de selv hver dag nyder godt af, hædre ham med et stoltere navn end folkemindevidenskabens »håndlanger«, de vil kalde ham »grundlægger«. Med »Fra Heden«, »Dansk Bondeliv I-II, »Jul« og »Kanadabreve« har han lagt grunden til dansk folkelivsforskning; med Jysk ordbog, og de utrykte tillæg har han lagt grunden til forskning af dansk folketro; i »Bjærgtagen«, »Nissens historie og »Sagnradikaler« har han, også i folkedigtforskningen øvet en grundlæggers hæderfulde gerning ved sin usvigelige betoning af, at folkedigtning forstås dybest kun i sammenhæng med den folketro og det folkeliv, den er udsprunget af, ellers kommer folkedigtsforskningen kun altfor let til at svæve i luften. At han, for at blive i billedet, har bygget færdig fra grundvold til øverste tinde, vil ingen med rette kunne påstå, men de skønneste bygværker, skabte af menneskesnille, skylder jo også i reglen mange bygmestre deres tilendebringelse. En har til Guds ære lagt grunden, en anden 100 år efter ladet tårn og tinder knejse imod sky. Menneskeligt set er det jo så rimeligt, at den, som siger det første gode ord i en ny videnskab, ikke er den, som har lykke til at sige det sidste ord i sagen og nå til den store afsluttende erkendelse. Der er for enhver forsker en grænse, hvorudover hans ævner ikke når, også for vor gamle lærer og mester. Der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen. Vi elsker og ærer ham ikke mindre for det, vi mener det er bedre i uegennyttig, trofast forsken at lægge den sikre grund for efterslægtens stolte bygværker, fremfor som mange højtbegavede videnskabsmand at bygge tårn og tinder, før grundvolden er lagt, dybt og stærkt, og derfor have den skæbne at se »bygværkerne« ramle sammen som »korthuse«, fordi der ikke i berømmelsessygens hastværk er tilstrækkelig sørget for det vigtigste, grundvolden for det hele, de af livet og erfaringen udsprungne kendsgerninger, samlet med utrættet flid.
»På det jævne« har Feilberg bygget som en ægtefødt søn af sit folk, skyende efter ævne det lokkende »himmelblå«, og han har derved i de mange års stilfærdige arbejdsomhed udført videnskabelig stordåd til ære og nytte for sine landsmænd, der gennem ham har lært sig selv dybere at kende, har lært at føle sig som et enkelt lille led i den samlede menneskeheds kæde af folkeslag. Vi, hans landsmænd, kan takke ham for, hvad han herved har udrettet for Danmark, ikke ved at rejse ham mindestøtter, men ved at fortsætte hans arbejde. Naturligvis vil kun få have ævner og betingelser for som folkemindeforsker at tage hans gerning op. Men de mange som kender Feilberg og holder af ham, vil alligevel være i stand til at give den på eengang nationale og universelle forskning der træder i Feilbergs fodspor, stadig nyt liv og kraft, ved trofast deltagelse i indsamlingen af folkets minder, dets tro og skik, dets digt og mål til Dansk Folkemindesamling. Det er jo den samling, som på hele folkets vegne tager arv efter Feilberg, når han selv, mæt af dage, i Guds fred er vendt hjem til sit lyse udspring.

 

Noter.
*) A. Olrik forfattet det første afsnit til side 169 I. 23 som tale ved et møde i foreningen Danmarks Folkeminder, september 1911, H. Ellekilde juni 1921 afsluttet dette foredrag fra s. 169 I. 24 ff. [Fra sætningen begyndende med "Foruden at være en ordbog over folkemål..."] og ud.
**) Det flg. afsnit om »Jul« er bygget på Axel Olriks utrykte manuskript Nordisk jul (1906), hvor A. O. i begyndelsen gør rede for det værk, »på hvis skuldre han står«, nemlig Feilbergs Jul.

 

Dansk Udsyn 1921. 1. aargang 3. hefte s. 162-183. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard.

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg