Axel Olrik: Danerne ved deres fremtræden i historien


Denne Afhandling, der er trykt i Dansk Tidsskrift 1903 s. 9-25, indlededes af Axel Olrik selv med følgende Ord: "Om kort Tid udkommer et Skrift af nærværende Forfatter: Danmarks Heltedigtning. 1ste Del: Rolf Krake og den ældre Skjoldungrække. Den efterfølgende Afhandling gengiver et Stykke af dets Tankegang, i lidt forkortet Form." Det er særlig Hovedafsnittene : § 1-4 Danmark i Folkevandringstiden, § Historiske Træk i Bjarkemaal og § 28-30 "Kongesædet paa Lejre" det drejer sig om. Afhandlingen staar ligeledes i nær Forbindelse med et Arbejde, som Axel Olrik syslede med i sine sidste Leveaar "Billeder af Danmarks Historie i Oldtiden", hvor han fremsætter sit samlede Syn paa Udviklingen i Danmarks ældste Historie. Antagelig vil dette ikke helt fuldførte Værk blive udgivet i 1920 af Udvalget for Folkeoplysningens Fremme.

- Hans Ellekilde i Olriks Folkelige Afhandlinger.


NAAR man spørger Folk om, hvornaar Rom blev anlagt, eller naar det persiske Rige blev til, kan de fleste dannede Mennesker svare saa nogenlunde derpaa. Men hvis man spørger dem, hvornaar det Folk og den Stat, som de selv tilhører, er opstaaet, vil de være blottede for Svar. Er de meget kloge, vil de sige, at det taber sig i forhistorisk Dunkelhed. Men hvor meget man kender, véd faa; og Historikerne har næppe stillet de givne Data tilstrækkelig tydelig frem for den almindelige Bevidsthed; de har overladt Danmarks ældste Historie til fri Tumleplads for fremmede, dvs. tyskerne.

Lad mig da begynde ved Begyndelsen. Danmarks Lande dukker op af Urtidens Mørke ved Kristi Fødsels Tid, da romerske Legioner nærmede sig deres Grænse, og en romersk Flaade færdedes i Vesterhav og Kattegat. Da optegnedes af romerske Forfattere Navne og Bopæl for en Mængde Smaastammer. Paa den jyske Halvø sad otte saadanne Stammer, deraf Sakserne mod Syd indtil Elben, Himbrer og Harder (Himmerlandsboer og Harboer) nordligst op mod Limfjorden. Den skandinaviske Halvø havde én mægtig Stamme, Svierne, med Kongemagt og Krigsskibe; ellers var ogsaa den stykket ud blandt Smaastammer, Guter og Daukioner i Syd, og hvad de nu hed alle.

Saa kommer atter dunkle Tider, inden Folkevandringen paa ny bragte de nordiske Lande i Forbindelse med Syden. Det var de Aarhundreder, hvor de germanske Stammer smæltede sammen i større Folkeforbund: Saksernes, Frankernes o. s. v., og da Kongemagten under de mange Kampe hævede sig som det faste Midtpunkt i ny Statsdannelse. Da Forhænget atter drages til Side fra de nordiske Lande, staar Danerne paa Scenen, ikke som en opdukkende Stamme i Rang med de andre, men som den mægtigste og mest foretagsomme af alle i Norden. Dette Navn, som ikke er til i den romerske Litteratur, er fra Aar 500 kendt overalt i Europa: i Grækenland, i Italien, i Frankerriget, paa hvis Kyst danske Vikinger hærjer, og hos Angelsakserne i England, hvis ældste Digtning nær efter Folkevandringstiden er fuld af Pris over Danerne og deres Kongeborg.

Hvorledes Danerne har gennemgaaet denne Overgangstid: Nationalstat og Kongevælde paa de ældre Smaastammers Plads, faar vi en enkelt Udtalelse om hos Jordanes, Goternes Historieskriver: Danernes Folkestamme, som han regner for sammenhørende med Sveerne, har uddrevet Herulerne fra deres Bopæle, og kræver nu Forrangen blandt alle Skandiens Folk paa Grund af deres høje Vækst. Ud af denne enlige Oplysning véd vi dog ikke, hvilken Rolle den krigerske Erobring har spillet for hele Danerigets Dannelse, og hvad der kan skyldes f. Eks. frivillig Sammenslutning i Fare, eller en gradvis Sammenvoksning. Ikke heller véd vi, hvorledes Danernes Fremvækst fordeler sig paa de forskellige Aarhundreder, saa lidt som om Skikkelser og Begivenheder, der staar i Forbindelse dermed. Kun ét staar klart: den Fylde og Energi, hvormed Danerne træder frem, straks da de ved Aar 500 viser sig i Historien.

Vil vi lægge Farver paa dette Almenbillede, maa vi gaa til Sagnet, fordum ivrig dyrket af Historikerne; nu en Nybygd, som de atter har ladet staa øde. Men Literatur- og Folkemindeforskerne har slaaet sig ned der. Opfattende den hele Sagnverden som Digt, og nøje vaagende over dets Skiften igennem Tiderne, har de skabt en Forstaaelse af dets Levnedsløb, som gør at heller ikke dets Udspring er os noget helt ukendt.

Danernes Historie i Folkevandringstiden fører os til den Kongeæt, hvor Halvdan, Hroar og Rolf er fremtrædende Navne.

De ældste Efterretninger findes i engelske Kvad, først og fremmest den fyldige Skildring i Beovulfkvadet, det store engelske Epos fra 8de Aarhundrede.

Digtets Helt er Kæmpen Beovulf af "Geaternes" Folk (Forskerne har stredes, om det var jyder eller Gøter, der mentes); hans største Daad er, at han kommer til Danernes Land og dræber den Trold Grendel, der hjemsøger Kong Hrodgars Gaard; han finder siden Døden i sit eget Land i Kamp med en Drage. Men det er ikke disse Træk – gamle fantastiske Heltemoliver, her knyttede til en "geatisk" Kæmpes Navn, – der nu skal sysselsætte os. Derimod kommer Digtet til – lejlighedsvis, især i indskudte Optrin eller Samtaler, – at bevare en Mængde Begivenheder hos de nordiske Folk; herom har Digteren haft en Viden, der ikke kommer Beovulf ved, men maa grunde sig paa egne historiske Traditioner og Kvad.

Digtet begynder: "Lyt! om Spyd-Daner spurgte jeg Frasagn, Folkekongers Kraft i fordums Dage, djærve Ædlinger, hvad Daad de øved." Han fortæller om Skjold (Skyld), der som lille Barn kom sejlende paa Skib, blev Danernes Konge og efter sin Død atter lagdes paa Skibet, og Vindene førte det bort. Efter ham følger en Søn Beovulf (rettere Beov, forskellig fra Digtets Helt); og saa kommer den "høje" Halvdan, "han var, mens han leved gammel og kampgrum, huld mod Skjoldungfolket". Han efterlader sig tre Sønner, Hjargar, Hrodgar og Helge, for uden en Datter gift med Svenskekonge Aale (?). Digtets egenlige Handling begynder, da de to af Brødrene er døde; Hrodgar sidder ene og lykkelig, og raader for Riget. Han lader bygge en mægtig Hal "og han gav den Navn af Hjort" (vel paa Grund af dens slanke Bygning og hornlignende Gavlprydelser). Digteren nævner ikke Navn paa Kongsgaarden i sin Helhed, skønt han foruden Hallen ogsaa omtaler den ældre "Borg" og dens Huse. Det er ét Kongesæde inde i Landet, i en vis Afstand fra Havet; hvor i Danernes Land, hører man ikke. Danernes Rige er en omfattende Samling Øer og Kystlande; det regnes med til den skandinaviske Halvø. – I denne Kongehal foregaar Digtets Handling. Grendel kommer ved Nat op af Søen, griber Kongens Kæmper og slæber dem bort som Bytte, Hallen staar øde, indtil Beovulf kommer fra Geatelandet og sejrer over Trolden i natlig Brydekamp i Hallen; siden fælder han den gamle Troldemoder i Søens mørke Dyb. Efter Sejren holdes Gilde med Mjøddrik og Harpers Klang; Hrodgar sidder i Højsædet med sin Brodersøn Hrodulf (dvs. Rolf), mens hans Dronning færdes omkring og viser den sejrrige Helt sømmelig Opmærksomhed.

En Gang kaster Digteren et Blik tilbage paa de Kampe, der er gaaede forud for Skjoldungernes Lykke og Velvære. Beovulf fortæller i sit Hjem, hvorledes Hrodgars Datter Frøvar (Freavare) gik og bar Øl til Kæmperne, hun som havde været fæstet til Hadbardernes Drot Ingeld, Frodes Søn; man vilde dermed ende den lange Fejde mellem de to Folkestammer; dog ofte hviler Dødsspyddet kun en føje Tid. Ved Brylluppet ser Hadbarderne en af Frøvars Følgesvende gaa med Vaaben, der er taget fra slagne Hadbarder; og en gammel Spydkæmpe, grum i Hu, ægger sine Landsmænd op med saarende Ord, indtil jomfruens Svend segner blodig for Sværd, men Drabsmanden flyr; da brydes Kæmpernes Edspagt fra begge Sider, i Ingeld vaagner Dødshadet, men Elskoven svinder; "derfor kalder jeg ikke Hadbardernes Venlighed svigeløs imod Danerne, deres Venskab ikke fast."Digteren antyder saaledes, at der senere kommer nye Kampe med Hadbarderne.

Ogsaa mod Danekongernes egen Skæbne vender han sit Blik, i vage Antydninger om deres Fremtid; men disse Antydninger samler sig om en enkelt Skikkelse, den unge Hrodulf (dvs. Rolf, vor nordiske Rolf Krake). Første Gang nævnes han, da Hrodgar med Hrodulf sætter sig til Gilde efter Grendelkampe; "Hallen var fuld af Venner, ingen Svig (eller Ondskab) øved Skjoldungerne dengang." Snart efter vender Digtet tilbage til det sidste Motiv. "Sangen var sungen, Legerens Kvad; Gammen steg nu højt, jubel lød fra Bænkene, Skænkerne bar Vin i herlige Skaaler. Da gik Valtjov frem, den ringsmykte Viv, did hvor de to gode sad sammen, Farbroder og Brodersøn; da endnu knytted Venskab dem sammen, den ene var den anden tro; Ordføreren Ufred sad ved Skjoldungdrottens Fødder, ... Da talte Skjoldunge-Disen: Modtag dette Bæger, kær Husbond min! vær glad i Hu, Mændenes Guldven! ... Renset er nu Hjort, den skære Guldsal; nyd, mens du kan, den store Løn, og efterlad til dine Sønner Folk og Rige, naar du en Gang skal møde Skæbnestyrelsen. Jeg kender min glade Hrodulf, at han vil holde hin Ungdom i Ære, om du førend han skilles fra Verden, du Skjoldungers Ven. Jeg venter, at han vil gengælde vore Sønner med godt, om han mindes alt det vi har gjort ham til Vilje og Værdighed, dengang han var Barn. – Hun gik hen til Bænken, hvor hendes Sønner sad, Hrørik og Hromund, og Kæmpernes Sønner, Ungslægten tilsammen; dèr sad ogsaa den gæve Beovulf, Geaten, hos de to Brødre."

Digterens Ord, at "endnu" var der Venskab mellem Hrodgar og Hrodulf, indeholder Nøglen til den hele Sammenhæng. Han kender – og forudsætter kendt af sine Tilhørere – Sagnet om den Ufred, der opstod mellem Halvdans Efterkommere; og han henleder Opmærksomheden paa den, inden han lader Dronningen holde sin Tale. Ud herfra maa den forstaas. Hendes kloge og milde Ord til Hrodulf om at være en Støtte for hendes Sønner faar Spænding ved, at man tillige føler de Kræfter, som skal virke i modsat Retning. Tilhørerne ser alt det udfolde sig, som skal bestemme Fremtiden. Hrodulfs fremragende Betydning (der tages i Beovulfdigtet et Hensyn til ham, som slet ikke staar i Forhold til hans fuldstændige Ligegyldighed for Kvadets Handling); paa den anden Side Hrodgar-sønnerne som unge og værgeløse. Udfra Digterens Vink om, at Freden imellem dem blev brudt, øjner Tilhørerne en Skæbne, der er lige den modsatte af Dronning Valtjovs Ord. Ved Skjoldungkongens Fod sidder hans mest betroede Mand, hans Ordfører eller Talsmand, med det ildevarslende Navn Ufred; de stolede begge paa ham, skønt han var bleven sine Brødres Banemand; han nærede Misundelse til hver, der var bedre end han selv, – hedder det andetsteds. Ogsaa han er med som stum Person i denne Scene, hvor Fremtiden antydes. Han er øjensynlig den, der ægger Skjoldungerne op imod hinanden, den typiske onde Raadgiver i Oldtidens Heltedigt. Selve hans Navn Ufred (Unfrith) røber ham som Ufredstifteren, som en ren digtersk Person. Dette kommende Brud paa Skjoldungernes Sammenhold er et væsenligt Motiv i den engelske Digtning om Danekongerne. Vi har foruden de gentagne Hentydninger i Beovulf et andet gammelt Kvad, Vidsid, hvor det berøres i lignende Udtryk. "Hrodulf og Hrodgar holdt længe Venskab med hinanden, Brodersøn og Farbroder, efter at de havde bortdrevet Vikingernes Æt og brudt Ingelds Vælde, i Hjort nedslaget Hadbardernes Magt."

Ved Siden af denne Hrodulf-Skikkelse, hvem den krigerske Magt og det fremtidige Fredsbrud giver en vis Tyngde, optræder de andre Medlemmer af Skjoldungættens unge Kuld. Hrørik omtales som uudvoksen, vist endogsaa med Antydning af, at han bør tage sig sammen for at du til noget; ligefrem Ros over denne Kongesøn forekommer aldrig. Endvidere findes Hjarvard, Søn af den afdøde ældste Broder Kong Hjargar, ikke omtalt som Støtte for Kronen, men snarere tilsidesat; han nævnes, fordi Hrodgar ikke har givet ham den Brynje, hans Fader har ejet, den skænkes nemlig til Digtets Helt, Beovulf. Denne tilsidesatte Søn af den ældste Broder huskes naturligvis ikke i den poetiske Overlevering for disse Ubetydeligheders Skyld, men fordi han – i Fremtiden – griber ind i Kongeættens Historie, sikkert ved at gøre Krav paa Tronen som den nærmeste Arving. Bestemtere kan vi sige det ud fra nordisk Overlevering: Hjarvard er den, der ved Overfald paa Kong Rolf fælder ham og tilraner sig Riget – Endnu maa det nævnes, at Digtet et Sted udtaler, at Hjorthallen en Gang senere blev lagt øde ved Kampens Luer, – vel den sidste skæbnesvangre Kamp i Hjort.

Som de fremtrædende Begivenheder i denne ældste Digtning om Danerne staar da dels den langvarige Kamp mod en anden Folkestamme, Hadbarderne (hvoraf Digtningen stærkest dvæler ved ét Optrin, Ingelds blodige Bryllup), og paa den anden Side Skjoldungernes indre Fejde, med Hrodulf (Rolf) som sit Midtpunkt.

Vi finder disse Personer, og til Dels de samme Handlingsmotiver, igen i senere Sagnoverlevering. Men tillige vender Beovulfkvadets Skildringer sig mod Fortiden; de indeholder store Stykker af en historisk Virkelighed.

Forskerne er i det hele enige om, at den Mængde nordiske Folkestammer, Høvdinger og Kampe, der antydes i Beovulf, repræsenterer en virkelighedstro Besyngelse af Folkevandringstidens Oplevelser. Det afgørende Kendetegn er, at Geatekongen Hugleiks Fald paa Vikingetog til Frankernes Rige viser sig at være en virkelig Begivenhed fra o. Aar 516, og at Enkeltheder i Skildringen svarer mærkelig nøje til de frankiske Krønikers. Et andet Bevispunkt er, at de geografiske Forestillinger svarer til de virkelige Forhold under Folkevandringen. Endelig bærer Begivenhederne med deres Mylder af Personer og Forbindelser, men uden faste poetiske Midtpunkter, Præg af endnu at være et Raastof i den episke Digters Haand.

Hvad enten vi tillægger denne poetiske Tradition en større eller mindre Kildeværdi i Enkeltheder, saa træder dog visse Almenomrids frem: 1) at Danerne gennemgaar en langvarig Kamp med en Folkestamme, der kaldes for Had-Barderne, dvs. de krigerske Barder, ogsaa nævnte som Vikingerne, og 2) at selve denne Tid, hvor Danerne pludselig skinner frem i Historien, falder sammen med disse Kongers Tidsalder, der gjorde saa dybt et Indtryk – af Storhed og af spændende Oplevelser – som ingen Skikkelser før eller senere i Nordens Historie.

I Danernes Fjender, Barderne, har en enkelt, nu afdød, højt begavet tysk, ja lad mig sige slesvig-holstensk Forsker, set den formodede tyske Urbefolkning paa de nuværende danske Øer, der fortrænges af Danerne. Jeg tror, at alle nyere Forskere er uenige med ham heri; de opfatter ud fra Kilderne Barderne som et fremmed angribende Folkeslag, og de sætter disse Barder som Frænder af de udvandrede Langobarder, paa Østersøens sydlige Kyst, i Mecklenburg og saa omtrent. Det er Folkevandringsmotivet i den nationale Udvikling: den ene urolige Stamme presser paa den anden; at sætte Modtryk mod dette bitre Angreb fører til Sammenslutning og Magtudfoldelse; den Kongeæt, der gaar foran i Kampen, har et Ry og en Vælde, som ingen har kendt til før. Halvdan-Ætten er hos os Folkevandringstidens Kongedømme med de større Opgaver; derfor staar der Glans af dem.

Folkevandringstiden er fuld af disse Skikkelser, der hæver sig i Vælde, danner Riger og udfører Værker, imod hvem selve Folkets gamle Helte maa blegne i Storhed. Kongeskikkelser som Ermanrik, Attila, Theodorik; Slag som Hunnernes og Goternes paa de katalauniske Marker. Straalende tindrer de frem paa Tidens Himmel og lige saa pludselig forsvinder de – ofte ved Drab – og deres Gerning er kun et Minde. Kun i Digtet lever de videre; dèr har dette korte Glimt af Storhed tændt Blus, og det vokser gennem Tiderne. En ny Heltedigtning fødes hos de gotisk-germanske Folkeslag, som faar sit væsenlige Indhold fra denne Tidsalders stærke Begivenheder: Sagnkrese om Hunner og Goter, om Gjukunger og om Didriks-Kæmper. Rolf Krake og den hele Halvdan-Æt er Skikkelser af samme Art. Vældige Kampe mod Fjender, en sluttet Danevælde som aldrig i gamle Dage, et straalende Kongesæde, og saa den pludselige Afbrydelse. Heltekongen falder, og man har kun hans lysende Minde, der straaler imod den fattigere ydre Virkelighed. Det er et Livsløb, der har skabt sig selv til Digt; denne Skikkelse bliver Sangernes Yndling og faar en videre Livsbane gennem skiftende Digtning i Hundreder af Aar.

Vi har al Grund til at tro, at disse Skjoldungsagn i deres ældste Form, ligesom de andre historiske Partier i Beovulf, ligger ret nær op mod Virkeligheden. Ganske vist kan vi ikke f.Eks. ved Hjælp af Oldsager eller Runeskrifter fra de store Mosefund føre et Bevis for Hadbardekampens Rigtighed. Men vi er ikke helt blottede for Enkeltheder af et vist haandfast Præg, der kan gøres til Genstand for Granskning. Der er Personnavnene og deres Sammenhæng til en Stamtavle. I Beovulfkvadet ser Skjoldungernes Stamtavle saaledes ud:


Halvdan
|
—————————————————————————
Hjargar   Hrodgar         Helge
|         |              |
Hjarvard Hrodrik-Hrodmund  Hrodulf


Her findes ikke, hvad vi kalder Opkaldelse; men her gælder den simple Regel, at alle Navne begynder med H. Paa samme Maade begynder ogsaa alle Navnene i den geatiske Kongeæt med H, og alle Navnene i den svenske med Selvlyd (Adisl, Ottar, Åle osv.). Uden Undtagelse gælder den Regel, at en Søns Navn skal danne Bogstavrim med hans Faders. Den samme Regel gælder for de urnordiske Runeindskrifter fra Folkevandringstiden: HlevagastiR Søn af Holt, ErilaR Søn af Asugisal osv.' Derimod gælder Reglen ikke for andre Konger i Beovulf end de nordiske, heller ikke for den nordiske Vikingetid, ikke engang i Skjoldungrækken saaledes som man huskede den i senere Tid; men kun i denne ældste Kilde. Grunden er da sikkert den, at vi i denne Stamtavle staar overfor et Stykke historisk Virkelighed. Denne bogstavrimende Navnegivning er en mærkelig Skik; den raader i Folkevandringstiden hos Nordboerne og hos Goterne, og sender svage Udløbere til enkelte andre Stammer. Dens Mening er øjensynlig, at den skal ikke blot indeholde en Velklang, men ogsaa gøre Faderens og Sønnens Navn anvendelige sammen i Digt. Det er mærkeligt, men det er ganske i den Tids Aand at gøre det poetiske Hensyn til Grundregel for Navnevalget.

Hvis denne Stamtavle over Halvdans Efterkommere er et Stykke historisk Virkelighed, har den en særlig Betydning ved at føre os ind i hin Tids Tankegang. Ikke blot dens almindelige Hang til poetisk Navnegivning, men selve det bestemte Navnevalg, der gør sig gældende. Vi ser, at Kong Halvdan har givet sine Sønner Navne, der først og fremmest hentyder til Sværd og Spyd (Hjar- og -geir, -gar). Men ogsaa et andet Element dukker op i Navnet Hrodgar. Hrod betyder Hæder, Æredigt, og fra Hrodgars Tronbestigelse holdes dette Navneæmne fast; ikke blot hans egne Sønner faar Navnene Hrodrik og Hrodmund, men ogsaa hans Brodersøn kaldes Hrodulf. Hæder, Besyngelse i Skjaldens Kvad, staar som det lysende Maal for disse krigerske Konger. Og de har opnaaet at mindes igennem Sang og Sagn i langt flere Aarhundreder, end de da kunde overskue.

Naar dette Stykke Stamtavle er paalidelig Historie, maa ogsaa den væsenlige Del af Begivenhederne være det. Ti en Stamtavle kan Sagndigtningen ganske umulig holde fast, uden at den har en klar og udpræget Handling, der tvinger hver Figur til at blive paa sin rette Plads. Men det vil sige, at Skjoldungfejden, der ad blodig Vej hæver Rolf paa Tronen og atter styrter ham fra den, maa fra første Færd have været Sagnets Indhold.

Lad os fra dette Udgangspunkt kaste et Blik ind i den nordiske Overlevering. Ikke til det hele Mylder af Optrin og Skikkelser; men til den Form, hvori Rolfdigtningen træder os i Møde i den ældste af vore Kilder, Bjarkemaal.

Bjarkemaal er Digtet om Kong Rolfs Fald. I Form af Samtaler – som en Slags lille Drama med Rolfs Kæmper Bjarke og Hjalte til Hovedpersoner – skildrer det den sidste Kamp paa Lejre, hvor Rolf bukker under, og hvor de trofaste Hirdmænd segner ved hans Hoved og Fødder, som Pant paa, at Troskabsløftet til Kongen er holdt indtil Døden. Men fra dette Stade i Heltenes Dødsstund kaster Digtet et Blik ud over deres Liv og Daad. Det er disse Scener, jeg nu vil løsne ud, se dem ikke med de samme Øjne, som den sagafortællende Eftertid, men ud fra Kvadets egen Tankegang og i Sammenhæng med den ældste, mere historiske Besyngelse.

Først møder vi Billedet af Hrøriks Fald. "Lad os fylke Skaren i faste Rækker" (kvæder Hjalte) "saaledes som Rolf har lært os, han, som slog den ringgerrige Hrørik og sendte den Niding til Hel ... ; han foretrak Guld for Hærfærd, og fattig paa Hæder opdyngede han Bunker af Malm, som han ikke nænte at give ud til ædelbaarne Venner. Da Rolf gæstede ham med sin Flaade, lod han sine Trælle tage Guldet ud af Kisterne og strø det foran Byens Porte; krigerløs vilde han hellere redde sig fra Fjenden ved Gaver end ved Vaaben .... Men den vise Drot vraged hans Gaver, skilte ham baade ved Gods og ved Liv; hans gerrige Modstander fik ingen Gavn af den langsomt opsparede Skat; Rolf tog den dræbtes Rigdom og uddelte blandt sine Venner alt det, som karrig Haand i saa mange Aar havde sanket; han trængte ind i den rige Borg og gav sine Hirdmænd et herligt Bytte uden Blodtab".

Gaar vi til de senere Fortællinger, indeholder de ganske vist en Kong Hrørik hnøggvanbaugi (dvs. den der er gerrig med sine Ringe) eller slønvanbaugi (den der bortslænger sine Ringe), der øjensynlig skal være den samme som Kvadets gerrige Hrørik; men Oplysningerne om ham vil ikke passe: han gøres til Rolfs Efterfølger paa Tronen, og til en farlig Fjende af Skjoldungætten; han er Kong Hroars Drabsmand. Alt det bringer os ikke nærmere til at forstaa hans Gerrighed, Hjælpeløshed og hans Fald for Rolf. Gaar vi derimod til den ældre Overlevering, til Beovulfvadet, saa ligger Sammenhængen lige for. Dèr har vi Rolf som den stærke Fører for Danerne, nu da Hroar ældes; Hrørik som den unge og uprøvede, maaske uduelige Ædling i Danernes gamle Kongsgaard; og der antydes det Sammenstød imellem dem, som Fremtiden skal bringe. Bjarkemaal indeholder den umiddelbare Fortsættelse: Spliden imellem dem er brudt aabent ud, Rolf kommer med Danernes kampvante Skarer sejlende til Lejregaard, forgæves bærer Hrørik sine Skatte ud for at købe sig Fred. Rolf lader ham dræbe, vinder selv Riget og uddeler Guldet.

Hvorledes Tvisten er opstaaet, giver Beovulfkvadet en Forklaring paa: det er den onde Raadgiver, der i Misundelse mod Rolfs Storhed ægger de to Skjoldunger mod hinanden; Besyngelsen er rent familietragisk; Bruddet paa gammelt Venskab mellem Hroar og Rolf er dens Brændpunkt. Bjarkemaal har ladet Famille- og Retsspørgsmaalet hvile og forkynder glad, at den Høvding, der vil skænke Guldet til sine Mænd og føre dem til Kamp og Sejr, han har Ret til Riget. Rent politisk set maa Rolfs Overfald pas Hrørik have været et Statskup, som vel kan undskyldes ved Danernes farlige Stilling overfor Hadbarde-Folket, og maaske kan bedømmes mildere under Henblik paa alle de Voldsgerninger, der skete ved samme Tid omkring hos de gotisk-germanske Kongeætter i Theodoriks og Chlodevigs Tidsalder. Digtningen i sin ældste Form behandler indgaaende det Problem, hvorledes han dog var i Stand til saadan Svig; senere bæres hans Daad oppe ved Beundringen for hans Storhed.

En anden Skikkelse, der viser sig i Bjarkemaal, er Agnar Ingjaldssøn, den haarde Kæmpe, hvem kun Bjarkes stærke Haand og Snirtirs Ægg kan fælde, og som endnu ler i Dødsstunden: "Han brød Høking, sit af Hug slidte Sværd, da han hug det i mit Hoved ... ; men jeg afhug hans venstre Haand, en Del af venstre Side og det højre Ben. Aldrig for sand har jeg set taprere Mand! Halvt lagt i Dvale sad han, støttet paa Haand og lo ad Døden, gik med Latter til Gladhjem". Naar Bjarke andetsteds i Kvadet omtales som gift med Rolfs Søster Hrut, har han sikkert faaet hende som Løn for denne Sejr. Men hvem er denne Agnar, der er saa nær ved at fælde selve Bjarke, og i hvad Sammenhæng hører dette Kampoptrin hjemme? Senere Tider vidste saa udmærket Besked om det. Islændingene véd, at han er en Skjoldung-Ætling, der kæmper for at vinde sine Forfædres Rige fra Rolf; i danske Sagn hos Sakse er han Hruts Brudgom, og han falder i Tvekamp i selve Bryllupshallen. Men alle disse senere Fortællinger giver os ikke det, vi vilde vide: hvorfor Agnar Ingjaldssøn er saa meget værre Modstander end andre. Svaret faar vi atter ved at gaa tilbage, i Tiden, til den ældre Overlevering. Kongesønnen Agnar, Ingjalds Søn, kan ikke være Søn af nogen anden end Hadbardernes Konge; Kampen mellem Agnar og Bjarke hører hjemme i Hadbarde-krigen. Den digterske Overlevering har samlet al Hadbardernes Styrke i denne ene Skikkelse; derfor er Striden saa haard at vinde, og Lønnen saa stor. Senere Tider glemte derimod Hadbardefejden, og saa fantaserede de om Agnars Byrd i Skjoldungætten og om hans Bejlen til Rolfs Søster.

Af Rolf selv omtaler Bjarkemaal – foruden Hrøriks Drab – et Tog til Sverig, hvor han redder sig ved at strø Guld paa Fyrissletten. Senere Sagn giver fantastiske Beretninger om alt, hvad han oplevede som Gæst i Adisls Hal. Læst med den ældre Overlevering for Øje er Bjarkemaals Fortælling næppe andet end et Krigstog. Vi hører i de ældste Kilder, at Svenskekongen Adisl kom paa Tronen ved at fælde Kong Aale, der var besvogret med den danske Kongeslægt. Rolfs Tog mod Upsal er formodentlig et Hævntog efter hans Fald.

Endelig er der, som sidste Begivenhed, Rolfs Fald paa Lejre. Vi hører, at den mensvorne Hjarvard udfører Overfaldet, at hans Hustru Skuld har ægget ham dertil, og Hæren omtales som Svear og Gøter. – Læst med de Ældre Kilder som Forudsætning vil det sige, at Kongesønnen Hjarvard ved pludseligt Angreb sætter sig i Besiddelse af sin Faders Trone; Svenskerne i hans Følge er da Hjælpetropper, formodentlig en Tak for sidst for Rolfs Tog mod Upsal. Men en poetisk Forskydning er i Gang, Hjarvards Arveret er glemt, og i Stedet træder Skuld frem som Type paa den onde Raadgiver; hendes Misundelse sætter Handlingen i Gang. Her, ligesom i den tidligere Skjoldungkamp, møder vi en af Digteren opelsket Nidingskikkelse, der vækker Ufred, men selve de handlende Personer er ellers de gamle Skikkelser.

Man er vant til at betragte Bjarkemaal, som om det udtalte det samme som de senere nordiske Fortællinger. Bryder vi ud af denne Vaneforestilling, tegner der sig ganske andre Begivenheder. Paa hvert Punkt af Rolfs Liv viser sig endnu de rent historiske Træk. Han kommer paa Tronen ved at styrte den ukrigeske Hrørik; hans Kongetids Begivenhed er Hadbarde-Kampen, hvoraf Digtningen fremfører et enkelt betydningsfuldt Optrin, Bjarke og Agnars Hugskifte i Slaget; han hjemsøger én Gang Sverig med sin Krigerskare, vover sig dristig ind i Landets Hjærte og slipper uskadt bort; og han bukker under ved Tronkræveren Hjarvards overfald.

Alt det er historisk, og dog Ligger Bjarkemaalets Rolftype saa fjærnt fra Billedet i den ældste Digtning. En straalende Kongeskikkelse, uden Daddel paa noget Punkt, og elsket som en Gud af de ædleste Kæmper. Kvadet ikke bortkaster, men fortoner det historiske Stof. Og denne Bjarkemaals Rolfskikkelse blev den senere Tids Ejendom, Bjarkemaal slettede sine Forgængere, de gamle Kvad, ud og blev Stamfader til en ny Digtning. Sagntræk om Rolf og hans Fader Helge – en tidligere ganske ubetydelig Skikkelse – myldrer frem baade for at vise ham som "den ypperste af Oldkonger i de nordiske Lande", og for at eftervise fra Roden af den Skjoldungættens tragiske Skæbne, der fandt sin Afslutning, da Rolf og hans Ædlinger bukkede under for den sorteste Nidingsdaad i natlig Kamp paa Lejre.

Jeg skal ikke følge denne Sagnkres i dens rige Udvikling; men jeg vender endnu en Gang Blikket mod et Punkt i dens historiske Grundlag: Kongsgaarden paa Lejre.

Det danske Kongesæde med Hjortehallen, der prises i de ældste engelske Kvad, men hvis rent geografiske Navn aldrig forekommer dèr, er aabenbart det, som nordiske Kilder kalder Lejre. Baade ved Hroar og ved Rolf er Forbindelsen med Lejresædet saa væsenlig, at en Fejltagelse ikke godt er mulig, og alle Enkeltheder passer jo.

Vil vi følge de gamle Kvads og Sagns Vidnesbyrd, har Lejre været det danske Riges Kongesæde fra umindelige Tider og indtil den tidlige Middelalder. Rigets første Konge, Skjold eller Dan, siges at have grundet det; allerede i Frodefredens Dage er "Lejrestolen" det korte Udtryk for den danske Storkongevælde; her er højlagte Halvdan, Hroar, Harald Hildetand og endnu langt senere Konger. En fremmed Krønikeskriver, Tietmar af Merseburg, skildrer Lejre som Rigets Hovedstad, tillige som det fælles Offersted, hvor Folket hver 9nde Vinter samles og ofrer 99 Mennesker, foruden Heste, Hunde, Haner og Høge.

For saa vidt er Lejres Storhed saa godt bevidnet, som det er tænkeligt. Der mangler kun én Ting, synlige Vidnesbyrd paa selve Stedet. Den første, der omtaler Lejre efter Selvsyn, fremhæver Stedets Mangel paa ydre Herlighed. Det er Svend Aagesøn i 12te Aarh. "Rolf Krake blev dræbt", skriver han, "i Lejre, der da var en navnkundig Kongsgaard, men nu dyrkes som en By af de ringeste, nær ved Staden Roskilde"'. Alle senere Forskere har modtaget det samme Indtryk af Misforhold imellem Sagnets Lysglans og de virkelig foreliggende Minder.

Lejres eneste Levning af fordums Storhed er de Gravhøje, der knejser langs med Højningerne omkring Byen, og de Stendysser, der kigger frem – eller har kigget frem, nu er de fleste forsvundne, – imellem Byens Huse og Sædmarker. Til disse Høje og Dysser har de berømte Skjoldungkongers Navne været knyttede i Middelalderens Overlevering, i Lejrekrøniken og hos Sakse. Men da Oldforskeren J. J. A. Worsaae første Gang besøgte Lejre, saa han straks, at det Mindesmærke, der i 200 Aar og maaske længere havde gældt for Harald Hildetands Gravhøj, var en Dysse fra Stenalderen, og at der fandtes Flintredskaber i dens jordfyld. Ved senere Besøg overbeviste han sig om, at alle Lejres Mindesmærker tilhører Sten- og Broncealderen. Fra jærnalderen fandtes intet. Selv om nogle Tidsrum af jærnalderens Skikke kun er sparsomt kendte, var det dog aabenbart, at der f. Eks. ikke var noget, der svarede til de store Kongegrave i Jællinge, heller ikke Runesten som Gorms ved Jællinge eller Gnupa-Ættens ved Slesvig.
Den næste Oldforsker, der tog Lejrespørgsmaalet op, var Henry Petersen. Hvad der vakte hans Undren var, at Lejre var saa ubetydelig en Landsby, og at dette allerede gjaldt for det 12te Aarh. Det er ellers sædvanligt, at Byer, der en Gang har haft Betydning, endnu efter Aarhundreders Forløb har et vist ydre Præg af fordums Anseelse eller i alt Fald fremtræder som betydelige Landsbyer. Man maatte ogsaa vente, at Lejre i historisk Tid viste sig som Midtpunkt i den Landsdel og det Herred, hvori det laa, og paa det hedenske Hovedoffersteds Plads vilde man sikkert have rejst en kristen Kirke. Men Lejre er en Smaaby, ligger i Udkanten af et Herred; den kan end ikke have haft Herredsting eller Herredshov, og ingen Kirke findes der.
Man troede tidligere, at selve Beliggenheden havde gjort Lejre egnet til Hovedstad: Roskildefjord var med to Arme gaaet ind til Byen og havde aabnet nem Indsejling til den. Det var det Resultat, den i sin Tid nedsatte Lejrekommission (fra 1843) kom til. Senere har "Danmarks geologiske Undersøgelse"' faaet oplyst, at i Jærnalderen var Lejreaa en lignende beskeden Strøm som nu, og endnu i den yngre Stenalder gik Saltvandet ikke længere end til en lille Boplads noget Nord for Byen.
Overalt fører Undersøgelserne i Marken til den modsatte Opfattelse af den, som de skrevne Kilder indeholder.

Skal vi da forkaste Beretningerne om Lejre som Kongesæde? Et saarbart Punkt har de ganske vist, dèr, hvor man troede dem paalideligst i Tietmars Krønike. Lejre stod slet ikke i Tietmars oprindelige Tekst; den lød kun paa, at Folket hvert 9de Aar samledes i Landets Hovedstad; senere, flere Aar efter, føjede han Ordene "Lejre i Sælland" til, idet han gik ud fra, at det maatte være den Hovedstad, der mentes. Saaledes bliver Tietmar intet førstehaands Vidne; hans Opfattelse bunder i den samme ubestemte Beundring for Lejres gamle Storhed, som vi kender fra Kvad og Sagn. Stadig staar Kvad og Mindesmærker med deres modstridende Vidnesbyrd.

Dermed er Spørgsmaalet ikke løst. Arkæologerne har prøvet paa at flytte med Lejre – først til Ringsted, saa til Søborg – men jeg tror nok, at Husnissen, Vanskelighederne, er flyttet med. Grundene til at søge det paa disse Steder er overmaade vage; og paa den anden Side holder en gammel Tradition, der allerede i 12te Aarh. var dybt rodfæstet og mangegrenet, paa det roskildske Lejre. Vi maa prøve, om Spørgsmaalet ikke lader sig løse ud fra dette Punkt, om ikke Sagn og Mindesmærker dog kan forliges.

Det gælder at spørge Sagnene om, hvad de kan svare paa. Hvad de mindst af alt kan give, er den virkelige Udstrækning af Lejres Tilværelse som Kongesæde. Tidsfølge, véd vi, er et vanskeligt Punkt for Sagnene; men den blotte Varighed er endnu værre, fordi Sagnet overalt vil fortælle Begivenheder. Sagnet opfatter kun episodisk. Vi skal ikke spørge gamle Kvad om, hvor længe Lejre var Kongesæde (saa svarer de: fra Kong Skjolds Tid og lige til Svend Estridsøns), men: hvilke Begivenheder foregik paa Lejre, mægtige nok til at bevare dette Sted i Mindet. Da opdager vi, at denne Mængde af Lejrekonger har oplevet saare lidt i Lejre. Sagnene samler sig alene om Halvdan-Ætten; en enkelt Begivenhed er uadskillelig knyttet dertil: Rolfs og hans Mænds sidste fortvivlede Kamp; tillige gaar der Sagn om, at Hroar har bygget eller prydet Lejregaarden, særlig hører vel herhen de engelske Kvad, der priser Hjorthallen som Hroars Værk og Danernes pragtfulde Kongebolig.

Nu løser Spørgsmaalet sig. Det er Digtningen om Halvdan-Ætten, der har gjort Lejre berømt; fra denne ypperste Sagnkres har den Forestilling bredt sig til den øvrige Sagnverden, at Lejre er Oldtidens Kongesæde. Lejrekonger har egentlig kun denne mindre Række været, men Ordet overføres paa dem alle, bliver Udtryk for den samlede, heltepoetiske Danevælde. Der gentager sig altsaa – blot i endnu videre Omfang – det, som sker med Sagnstoffet, at Rolf bliver Midtpunkt, og dermed Udgangspunkt for ny Sagndannelse.

Saaledes bliver det forstaaeligt, at Lejre ved Middelalderens Begyndelse ikke sad inde med Levninger af fordums Storhed, hverken Byens Omfang, Tingsted eller noget andet. Dens Glanstid laa ikke tohundrede Aar, men mange Aarhundreder tilbage. Siden hin natlige Kamp, hvor Rolf og hans Mænd bukkede under, og Borgen tændtes i Brand, har ingen Kongeskikkelse været knyttet til den; Byen har allerede i Oldtiden været Stedet med de store Minder og det ringe Ydre.

Men, vil man indvende, kunde Lejre virkelig i Folkevandringstiden, o. Aar 500, være et dansk Kongesæde? Dets Gravhøje og Dysser tilhørte jo alle Sten- og Broncealderen. Jo, for denne Tidsalder er der intet mærkeligt i, at de store Kæmpehøje fattes. Folkevandringstiden lagde sine døde Høvdinger i ganske simple Grave paa den jævne Bakkeskraaning; intet ydre Kendetegn røber, at her ligger Stormænd jordede med Smykker og kostbart Gravgods. Der er intet i Vejen for, at vi endnu kan grave Halvdan, Hroar og Rolf op af Brinkerne ved Lejreaa.

Men det, som bør have vor Interesse nu, er ikke, om et heldigt Spadestik en Gang aabner Lejres Kongegrave. Det er tværtimod de store Almenomrids af Kongesædets Historie. I Stedet for den gængse Tegning af Lejre som Oldtidens Kongesæde og Tempel, fra den fjerneste Fortid og indtil kristen Tid, vil vi male det mere farvestærke Billede af Lejres luende Kongeborg, der synker i Grus over Rolfs Lig. Men op fra den sodede Grushob og fra Stedets Fattigdom paa synlige Minder af Herligheden rejser Helteskikkelserne, Rolf og hans Æt, sig i endnu større digterske Omrids; frigjort fra Virkelighedens Maalestok tegner han sig som "den ypperste Oldkonge i de nordiske Lande". Det er denne Rolfskikkelse, der giver Lejre sin Glans.

Men som Baggrund for denne Lejres mægtige Rolfskikkelse viser sig hele Folkevandringstidens bølgende, stridende Samfund, der tvinger Folkestammer til anspændt fælles Styrke, der sætter kraftige Karakterer nye Maal, saa store som ikke for nogen tidligere, som frembringer de straalende Herskerskikkelser, der atter pludselig svinder, og hvor Daaden bliver tilbage i Digt: Ermanriks, Attilas, Theodoriks og Rolf Krakes Tidsalder. Heltedigtet om Rolf er vort Pant paa, at vi har levet med i denne Tid, ikke faaet i Afglans fra det fjærne, men selv udført og oplevet vor Del af den gotiske Folkeæts stærke og fuldtlevende Ungdom.

 


Dansk Tidsskrift 1903. Genoptrykt i Folkelige Afhandlinger 1919. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om Axel Olrik >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg