Gudmund Schütte: Sønderjyllands nationale historie i en nøddeskal

Boecks oversigtskort over Sønderjylland >

Den gængse Fremstilling av Sønderjyllands Historie fylder mest Hjærnen med militære Sejre og Nederlag og med dynastiske Stridigheder, der tykkes os underlig uvirkelige, efterat alle Dynastier er fejet bort fra det tredje Rige og al landskabelig Separatisme stemplet som statsfjendtlig. Vi kan trænge til en ny Fremstilling, hvor det militære og dynastiske nedskæres til det mindst mulige, og hvor Hovedvægten lægges paa det sproglig-kulturelle. Nedenfor skal forsøges at danne en sådan mere tidssvarende Ledetråd. Den er avfattet i største Korthed, idet de videre Enkeltheder forudsættes kendte.

C. 400 e. Kr. To nordtyske Stammer angriber Anglerne, et Folk, som indtog en Mellemstilling mellem Saxer og Jyder. Uffe Hin Spage, Vermunds Søn, avslår Angrebet med Glans. Vermunds ord dærom: "Dær klang Skræp!" er blevne til et Mundheld. Sagnet om Uffes Dåd er det eneste Oldtidsminde, som Anglerne tog med sig fra Hjemstavnen til England. I 10de Århundrede gøres det til en sønderjysk-dansk Nationaldigtning. Endnu i Mandsminde var Uffesagnet det kæreste Fortælleæmne ved Konernes Gilde i den mellemslesvigske Landsby Ellund, se Andreas Lorenzens Optegnelse på Folkemålet i min Bog "Sønderjylland kalder", 2. Udg. S.29; 3. Udg. S. 45 (med Illustrationer av en engelsk Kunstner fra 14. Århundrede).

C. 500. Anglerne udvandrer til Britannien, som efter dem får Navnet England. Jyder arver Landskabet Angel, og det lægges under Danmark; Stednavnene er nu rent danske. Nogen Folkekamp mindes ikke; Sagnet fortæller hos Saxe: Uffe Vermundsøn giver Landet i Arv til sin Søn Dan, og Saxes Historie indledes med, at Angul kaldes Broder til Dan. Både ved Danevirke og Tønning og ved Danbakke i Angel kender Sagnet en Dans Gravhøj. I ingen dansk Egn er der flere Minder om Kong Dan.

804. Frankerkejseren Karl den Store raser på blodigt Korstog iblandt de hendenske Saxer i Holsten og giver Østholsten til deres Arvefjender Venderne. Dankongen Gudfred bygger til modværn Grænsevolden Kurvirke, Grundlaget for det senere Danevirke, 808. Efterfølgeren Hemming slutter 811 Fred med Frankerriget, hvorved Ejderen godkendes som Danmarks Grænse, hvad den på Papiret har vedblevet at være i over 1000 År, til 1864.

815, 934, 974. Frankerriget og senere Tyskland gør krigerske Indfald over Ejderen, uden varig Virkning. Kong Harald Gormssøn tager Brodden av den truende Fare, da han frivillig omvender sig og, som han stolt siger på Jellingstenen, "gjorde Danerne kristne". Ved dette Storværk røver han den annexionslystne Nabostormagt Påskuddet til fortsat krigersk Mission og skaber Muligheden for en fri, selvstændig Dankirke. Samtidig udbygges Danevirke, Nordens mægtigste og sagnrigeste Grænsevold. En rig Sagndigtning dærom fremblomstrer i Sønderjylland. Endnu i 19de Århundrede fortælles ved Danevirke om Dronning Thyre, Voldens Bygmesterske, hvordan hun snildt skaffer sig en påtrængende fremmed fyrstelig Bejler fra Halsen.

1043. Hedenske østholstenske Vender gør Indfald i Sønderjylland; Norgeskongen Magnus den Gode knuser dem på Lyrskov Hede. Jfr. Thor Langes profetiske Vers på Skibelundstenen ved Askov: "Magnus, tvende Rigers Pryd! Unde Gud din Kongesjæl at se Nordens Grænsepæl atter rykket frem mod syd!" (Opfyldt 10. Febr. 1920).

1103. Den bremisk-hamborgske Ærkebispestols århundredlange Stræben efter at underlægge sig Dankirken og fortyske Sønderjyllands Gejstlighed krydses av Kong Erik Ejegod ved stiftelsen av den danske Ærkebispestol Lund, der medomfatter Sønderjylland. Ærkebisp Absalon uddyber 1189 Sejeren yderligere ved at gennemføre en aldansk Kirkeforfatning. I Sønderjylland indføres det at fejre Valdemarsdagen 15. Juni 1169, "da Kongen vandt Rø (Rygen)"; på Als fejredes den endnu i 19. Århundrede.

Efter 1131. Som Modstykke til tysk Kulturs Indtrængen i sønderjysk Gejstlighed, Handels- og Håndværkerstand opstår i Slesvig By det danske Knudsgilde med Hertug Knud Lavard som værnehelgen. Det breder sig til Flensborg, Åbenrå, Haderslev, Hjørring og over bælterne til Skåne, senere også til Reval. Det er Danmarks første Nationalforening; opstået i vor sydligste Grænseby.

1232. Kong Valdemar Sejr giver Sønderjylland som Hertugdømme til sin Søn Abel, som 1237 ægter den dansk-fjendtlige, holstenske Grevedatter Mechtild og dærmed kaster sig i Armene på den rigsopløsende holstenske Separatisme. En Modvægt mod dette Misgreb danner Kong Valdemars sidste Regeringshandling, hans Underskrift på "jyske Lov" 1241, der forener Nørre- og Sønderjylland som Udtryk for den ældgamle danske Enhedslinje. Dansk Retstype hævder sig i Slesvig, Flensborg, Åbenrå og Haderslev Stadsretter, og på Landet i Nordslesvig forbliver Retssproget dansk. Dærimod giver Hertug Abel 1243 Tønder en Stadsret efter tysk Mønster, og i Sydslesvig bliver Retssproget tidlig fortysket.

1326. Holstenergreven Gert bliver Hertug i Sønderjylland og gennemtvinger det Vilkår, at Hertugdømmet og Kongeriget aldrig mere må forenes under een og samme Hersker, d.v.s. en blødende Voldsgrænse søges draget tværs igennem dansk Land og Folk. Samtidig avskaffer han Brugen av dansk Sprog i Stats- og Bystyret. I de følgende År lykkes det ham helt at opløse det danske Rige, men Gengældelsen rammer ham 1340 gennem Niels Ebbesen, og Kong Valdemar Atterdags Genialitet genrejser Riget. Den polære Modsætning til Grev Gerts folkefjendske Akt av 1326 bringer Kong Erik av Pommern, da han i 1421 iværksætter sit aldanske Folkevidnesbyrd om Sønderjyllands Stilling til Riget; i Ribe vidner Mænd fra begge Sider av Grev Gerts Voldsgrænse den 4. August, da Nørre- og Sønderjylland er eet Land, een Lov, eet Sprog. Det medvirker til, at Kejser Sigismund som Voldgiftsmand giver Danmark Ret i Striden 1424. Men Holstenerne får det danske "for evig udelt" og deres Kejsers Dom omstødt med den pansrede Næve, og skønt Flensborgs Borgerskab i Kampen støtter den danske Sag med Næb og Kløer, sejrer Holstens folkefjendske Stridsmagt. (Først et halvt Årtusende senere bliver det danske "for evig udelt" ført frem til Virkeliggørelse, da Nordslesvig stemmer sig hjem til Moderlandet 10. Februar 1920).

1460. Holstenske Junkere hylder i Ribe Kong Kristian I som Hertug av Slesvig og Greve af Holsten. Dærved er Grev Gerts antidanske Magtsprog fra 1326 sat ud av Kraft. Til Gengæld må Kongehertugen love, at de to Lande skal forblive sammen "up ewig ungedeelt". De sønderjyske Borgere, der nys har kæmpet trofast med Våben i Hånd for et dansk "for evig udelt", bliver ikke spurgt; de sønderjyske Bønder ligeså lidt. Disse ufrie Underklassefolk har at følge deres erobrende holstenske Herrer som Kvæg, der følger med en solgt Gård.

1523. Ved Oprøret mod Kong Kristian II kårer holstenske og danske Adelsmænd hans tyskopdragne Onkel, Hertug Frederik. De sønderjyske Bønder søger på Urnehoved Ting fåfængt at støtte den avsatte Konges Sag. Åbenrå Borgere værger den med Våben i Hånd, men kujoneres voldelig av Hertugens tyske Lejesvende.

1526. Da Luthers Reformation kommer til Sønderjylland, går den foreløbig undenom Sydslesvig, hvis Bispestad holder den ude et Par Årtier; da Gennembruddet endelig sker, gennemføres den hær på Plattysk. Senere indføres Reformatoren Luthers Sprog Højtysk, der søges fremtvunget med Vold og Magt. Det går dog kun trægt; på den anden Side har dette Sprogskifte til Følge, at Plattysken mister sin Rang som Købstædernes "fine" Sprog. Den kan ikke mere stå sig i Kappestrævet med det indfødte Folkemål; helt sydpå til Slesvig Bys Forstæder mærkes et Fremstød av Jysken. –

I Nordslesvig gennemføres Reformationen hurtig av Kong Frederiks Søn, Hertug Kristian (den senere Konge Kr. III), og vel at mærke på danske Linjer. En evangelisk Præsteskole oprettes 1526 i Haderslev. Nordslesvigs danske Folkekirke bliver en Hovedgrundpille for Danskheden.

1500-Tallet. Holstenske Junkere indslæber Livegenskabet i Sydøstslesvig, – Dänischwohld, Svans, Syd-Angel; den kgl. Regering udkøber Adelen av Nordlesvig, hvorved Bondestandens Selveje sikres. Denne Landsdel kommer således til at rumme Danmarks frieste Bondestand vestenfor Øresund. Det bliver en anden Hovedgrundpille for Danskheden.

1544. Kong Kristian III deler Hertugdømmerne med sine oldenborgske Frænder, og Efterfølgerne fortsætter. Således bliver de "up ewig ungedeelte" Lande splittede på Kryds og tværs. Sønderjylland bliver en latterlig Kopi av det latterlige tyske Kaos av Småstater, kommer grandgiveligt til at ligne en Kryds- og Tværsopgave. Lilleputstaterne udstyres med Toldgrænse, Hofholdninger og alt andet til Faget hørende og fostrer ligeså mange separatistiske Fyrsteloyaliteter.

1627-29, 1657. Den separatistiske Hertug Frederik III av Holsten-Gottorp er under Tredveårskrigen med til at kåre kong Kristian IV til nordtysk Kresoberst, men da det går Kongen galt, springer Hertugen strax fra, erklærer sig neutral og byder sine Undersåtter at indtage samme Holdning, ja, giver endog de kejserlige Tropper landsforræderiske Meddelelser om den danske hær. Angelboer og Friser trodser dog hans Påbud og støtter loyalt de danske Tropper; om hans brutale Hævn mod Nordstrandingerne se Art. 33 "Den Sønderjyske Mindehave" under "Nordstrand". – Under Svenskekrigen 1657-60 sviger han påny den danske Konge; ved Roskildefreden 1658 lønnes han for sit Forræderi med, at Kong Frederik III tvinges til at erklære ham for suveræn.

1700-Tallet. Holsten-Gottorperne drives under den fortsatte Strid med de danske Konger stedse i dansk-fjendtlig Retning; de havner i ligefremt Nationalhad. Den sidste, der hersker i Sønderjylland, planlægger at udrydde Dansken av alle sine Kirker. Det lyksborgske Separatisthof efteraber Holsten-Gottorperne og påtvinger 1735 Sundeved delvis tysk Kirke- og Skolesprog, trods Indbyggernes danske Protest. 1713 griber Danmark den holsten-gottorpske Regering i landsforræderisk Forbindelse med Danmarks svenske Fjender og udjager den av Sønderjylland; og 1779 uddør det lyksborgske Hertughus. Dærmed forpurres de hertugelige Fortyskningsplaner.

1700-Tallet. Den tyske Trosretning Pietismen medfører samtidig en mere dybtgående Fare for Fortyskning. Men Nordslesvigeren Biskop Hans Adolf Brorson omsætter Pietismen i dansk Åndsklædebon. Hans Salmesamling "Troens rare Clenodie" 1739 gør hurtig Ende på den Uskik at synge tysk til dansk Gudstjeneste. Brorsons Indsats styrker i høj Grad Danskhedens kirkelige Hovedgrundpille.

1700-Tallet. Generalsuperintendent Struensee, en indvandret Brandenborger, iværksætter en Skolereform, der i Sydslesvig virker som en skarp Fortyskning. Men i Nordslesvig kommer den til at virke på danske Linjer, fordi Skolesproget her er dansk. Den bliver således en ny Styrkelse av Danskheden.

1700-Tallet. Generalsuperintendent Adler, en født Angelbo, søger at indføre den flade tyske Teologiretning Rationalismen, men den preller virkningsløst av på Nordslesvigernes stærke pietistiske Religiøsitet.

1700-Tallet. De tyske Advoktater får kgl. Privilegium på at føre Sag og skrive Andragender. Dærmed er den nordslesvigske Almue udleveret til disse Lovtrækkere, der i ganske særlig Grad fortjener det Skudsmål, som den hæderlige, holstenske Historiker v. Hedemann-Heespen under ét giver de indvandrede Embedsmandskrese i Nordslesvig: "indbildske Udbyttere og Retsfordrejere", ("Die Herzogtümer Schleswig-Holstein und die Neuzeit" S. 635.) – Amtmand Gabel i Ribe skriver 1727 om det herskende tyske Retsvirvar i Nordslesvig, at Indbyggerne "daglig maae sucke under dette Aag og med Længsel vente, at Kongl. Mayst. dem i Naade dog eengang derfra ville liberere". (Se min Bog "Sønderjylland kalder" 2. Udg. S. 76, 3. Udg. S. 89)

Slesvig-Holsteinismens Fase No. 1.
1815. Professor Dahlmann, en til Holsten indvandret Meklenborger, bliver det holstenske Ridderskabs Ordfører og genopgraver Junkerløsenet "Up ewig ungedeelt" fra 1460, der – helt uhistorisk – opforgyldes som et "folkeligt Frihedsløsen". Der kræves en Fællesforfatning for Slesvig og Holsten indenfor de tyske Forbund, skønt Slesvig slet ikke tilhører denne Stat. – Man glemmer hærved, siger den uhildede Historiker v. Hedemann-Heespen (1.c. S. 604), at der bagved det tyske Slesvig gemte sig et andet Slesivg, – "Bonden, Håndværkeren, Småkårsmanden. Dette Folkelag var stumt, det havde ingen offentlig Mening. Man så i det intet andet end de "Dannedes" selvfølgelige Vedhæng. Først Paulsen har opdaget den nordslesvigske Bonde; først en Menneskealder efter 1815 har denne meldt sig selv".

Slesvig-Holsteinismens Fase No. 2.
1830. Nordfriseren Uwe Jens Lornsen formulerer i sit Forfatningsskrift Slesvig-Holsteinismens Program med separatistisk Tendens: "kun Konge og Fjende fælles med Kongeriget!" Lornsen sætter Skræk og Fart i Kong Frederik VI, så han gør Alvor av at indføre Stænderforfatningen. Men skønt på Nippet til at imødekomme Kravet om en slesvig-holstensk Fællesforfatning, lader han sig omsinde av den holstenske Helstatsmand Moltke; 1836 åbnes en slesvigsk Stænderforsamling, adskilt fra den holstenske.

Danskerpartiets Fase No.1.
På Lornsens Fremstød giver Flensborgeren Prof. Chr. Paulsen 1831 et dansk Svar med sit Skrift: "Über Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Scheswig".

1833. De tyske Advokater vinder endu en Sejr: det lykkes dem at fordrive det danske Retssprog fra dets sidste Tilholdssted i Nordslesvig. Nu er den Grav gravet, hvori det danske Kirke- og Skolesprog snart håbes at ville synke uden Sang og Klang, så Advokaterne kan danse på Graven og juble: "Up ewig ungedeelt! Hier alles deutsch!"

Danskerpartiets Fase No.2.
1836. Men de forregner sig; thi Nordslesvigerne møder op på den første slesvigske Stænderforsamling, og Bonden Nis Lorenzen kræver det danske Retssprog tilbage; den myndige Formulering stammer fra den danske Professor Chr. Flor i Kiel. 1840 opfylder Kong Kristian VIII det danske Krav. – Den tyskopdragne Nordslesviger Peter Hiort Lorenzen, der hidtil har virket for et konstitutionelt Slesvig-Holsten i Union med Kongeriget, bringes ved Sprogstriden til at bryde med Slesvig-Holstenerne og slutte sig til Danskerpartiet.

Slesvig-Holsteinismens Fase No. 3.
1837. Augenstenborgeren Hertug Kristian fremsætter (anonymt) sine Arvekrav på Slesvig-Holsten med Henblik på den kongelige Mandsstammes nærforestående Uddøen. Hærmed har Slesvig-Holsteinismen fået et personligt Samlingspunkt at fylke sig om. – De danske Nordslesvigeres Kongetroskab ytrer sig dæroverfor bl.a. i det sproglige Træk, at de istedenfor det tyske Navn "Stænderforsamling" danner et ægte kærnedansk Synonym "Kongegrand". – Kong Kristian VIII svarer først 1846 Augustenborgeren med sit "åbne Brev" om Arvefølgen.

Danskerpartiets Fase No. 3.
1838, 1839. Købmand P. C. Kock starter Bladet "Dannevirke" i Haderslev. Urmager Fischer starter Bladet "Freya" i Åbenrå. Hærmed har de hidtil stumme Nordslesvigere fået en Presse, der kan lade deres Røst høre.

1839. Bondesønnen Nis Hanssen stifter Foreningen til dansk Læsnings Fremme i Slesvig.

1840. Efter Sprogreskriptet om Genindførelse av dansk Retssprog i Nordslesvig, erklærer den tyske Advokatforening Strejke i Overretten overfor enhver Sag, der ved Underretten er ført på Dansk. Kong Kristian VIII krydser denne Sabotagehandling ved at tillade Underretsadvokaterne at procedere videre for Overretten.

1842, 10. November. Slesvig-Holsteneren Advokat Gülich foreslår i Stænderforsamlingen at stryge de slesvigske Skibes Mærke "Dänisches Eigentum". Han slutter sin flammende Tale med Udråbet: "Bort med Trældommens Stempel!"

Danskerpartiets Fase No.4.
Professor Chr. Flor, der den 11-12. November opholder sig i Slesvig By, drøfter med Stændermand Peter Hiort-Lorenzen et dansk Svar på denne Udæskning. Lorenzen påtager sig "som Vovehals at tage Positionen med Storm" og at "lægge Torpedo under Arken".

Den 11te beder Lorenzen om Ordet på Tysk og går derpå over i Dansk. Det "slog ned som Lyn i en Krudttønde". Slesvig-Holstenerne forbitres, både fordi Lorenzen er deres tidligere Forbundsfælle, og fordi han særdeles vel mestrer Tysken. Det ender med, at der nægtes Lorenzen Ret til at få sine Taler protokolført; når han siden tager Ordet, hedder det i Protokollen: "L. taler atter Dansk", eller "L. vedblev at tale Dansk".

Efter lang tovtrækning frem og tilbage avgør Kongen ved Reskript av 29. Marts 1844, at kun de Stændermænd, der ikke mestrer Tysken, har Ret til at bruge deres danske Modersmål. – Dette vækker umådelig Forbitrelse. Intet har voldsommere vakt Sønderjyllands Danskhed, og også i Kongeriget vækkes vide Kredse av deres nationale Ligegyldighed og Sorgløshed. Sætningen, "han vedblev at tale Dansk", er bleven Lorenzens Æresminde.

Danskerpartiets Fase No.5.
1843. Den slesvigske Forening stiftes.

Danskerpartiets Fase No.6.
1843. Skamlingsbankemøderne indledes med voldsom Protest mod Kongens vaklende Holdning i Sagen om Stænderforsamlingens Forhandlingssprog.

Danskerpartiets Fase No.7.
1844. Professor Chr. Flor får stiftet Røddingskolen i Nordslesvig, Verdens første grundtvigske Folkehøjskole.

Slesvig-Holsteinismens Fase No. 4.
1844. Slesvigholsteneren Advokat Chemnitz digter til en Sangerfest i Slesvig By Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Slesv.-holstenske Nationalfarver indføres.

Til Løsenet "Up ewig ungedeelt" 1460-1815, det separatistiske Program 1830, Tronkræverens Arvekrav 1837, kommer nu den fængslende Nationalsang og Nationalfarver 1844. Dærmed er Partiet fuldt rustet til det store Opgør i 48.

1846. Kong Kristian VIII udsender sit "åbne Brev" mod de augustenborgske Arvekrav. Det vækker voldsom Protest. Lybækkeren Em. Geibel skriver sit flammende Haddigt: "Der König von dem Inselreich hat einen Brief gesandt", med Omkvædet, "Wir wollen keine Dänen, wir wollen Deutsche bleiben!"

1848-51. Treårskrigen. En provisorisk slesvig-holstensk Regering dannes, sammensat næsten udelukkende av Holstenere plus enkelte Rigstyskere. Den augustenborgske Prins av Noer, iført dansk Generalsuniform, indbilder den loyale Garnison i Rendsborg, at Kongen er fangen av kjøbenhavnske Oprørere, og at den prov. Regering nu varetager hans Rettigheder. Beseler erklærer senere: "Hvis vi ikke havde opretholdt Legimiteten, vilde vi efter tre Dages Forløb have være landflygtige i Hamborg" (A. Sach, "Gesch. des Stadt Schleswig" S. 310). Det tyske Forbund, frem for alt Preussen, griber ind. Danske Sejre: Bov, Århus, Fredericia, Isted, Mysunde, Frederikstad; Nederlag: Slesvig, Kolding, Ekernførde. Vestslesvigsk Landeværn splittes ved Brøns 22. Januar 1849; (Mindeindskriften: "Ej Minde om en Glimredag, kun om et trofast Hjærteslag"). Om Nordslesvigernes kærnedanske Sindelag skriver en Række stedkendte Embedsmænd i "Schleswig-holsteinische Zeitung" 20. Marts 1849, se min Bog "Sønderjylland kalder" 2. Udg. S. 94, 3. Udg. S. 143. Sønderjyder er de tre vigtigste Sejerherrer i Krigen: Hedemann, Bülow, Krogh. Sønderjyden Bissen forherliger Sejerene ved Støtten Den tapre Landsoldat i Fredericia og Istedløven i Flensborg. På tysk Side er alle fremtrædende Feltherrer Preussere; men netop Preussen sviger tilslut Slesvig-Holstens Sag, og Bismarck hjælper redebont Danmark med at avkøbe den augustenborgske Tronkræver hans Rettigheder. Ved Londonkonferencen godkendes den danske Tronfølger Prins Kristian av Oldenborglinjen Beck som Arving til Hertugdømmerne; men Danmark må forpligte sig til under intet Vilkår at indlemme Slesvig i Kongeriget. Geibel skriver om denne Fred et nyt flammende Haddigt, der ender med en Spådom om Danmarks kommende Ulykke.

1851. Den danske Regering indfører dansk Skolesprog i det nordlige Mellemslesvig, og i de samme Egne dansk Kirkesprog skiftende med tysk. Den Omstændighed, at det danske Skolesprog udstrækkes til 9 helt fortyskede Sogne, udnyttes av Slesvig-Holstenerne som Udtryk for "exempelløst dansk Voldsstyre i hele Slesvig-Holsten".

1863. Ministeriet Hall, træt av den ulidelige Tovtrækning med Slesvig-Holstenerne, vælger at overhugge den gordiske Knude med et rask Hug: det forelægger Novemberforfatningen, som trods de med Preussen trufne Aftaler knytter Sønderjylland nærmere til Kongeriget end Holsten. Rigsdagen vedtager Forslaget. Kong Frederik VII dør i det kritiske Øjeblik. Den nye Konge Kristian IX værgrer sig i Førstningen ved at underskrive den Skæbnesvangre Lov, men tvinges af Hall ved Truslen om en Folkeopstand. Hærmed er den uforligelige Konflikt med Tyskland en Kendsgerning, og Følgerne udebliver ikke: en Stormagt kan tillade sig at omgås overlegent med Traktater, men for en Småmagt er det en utilgivelig Forbrydelse.

1864. Preussens Ministerchef Bismarck opererer snildt med Danmarks Brud paa Avtalerne. Yderligere tjener ham som Marionette den augustenborgske Tronkræver, "Herzog Friederich der Achte von Schleswig-Holstein", som øjeblikkelig er dukket frem ligesom en Trold av en Æske, og som samler hele det nationale Tyskland om sine "hellige Arvekrav". Preussen lokker Østrig med; de to optræder som militær Executorer. Krigen bryder løs; Danskerne rømmer Danevirke; Nederlag: Oversø, Dybbøl, Als, Lundby ved Ålborg; Sejre: Mysunde, Vorbasse, Helgoland – Sønderjylland tabes.

1865. Bismarck får de preussiske Kronjurister til at dømme, at Kristian IX var rette Tronarving til Hertugdømmerne; da Hertug Frederik endnu vil gøre sine Arvekrav gældende, avfærdiger Bismarck ham kynisk: "den Kylling, man selv har udklækket, kan man også dreje Halsen om på".

1866. Ved Fredsslutningen i Prag mellem de to uenige Sejrherrer Preussen og Østrig får Kejser Napoleon indsat den navnkundige Paragraf 5, der stiller i Udsigt, at Nordslesvig kan tilbagegives til Danmark som Følge av en Folkeavstemning.

1878. Bismarck får Østrig til at frafalde sig Krav på Paragraffens Opfyldelse. Det danske Landsfolk i Nordslesvig har aldrig frafaldet det moralske Krav, som Paragraffen hjemler det.

1864. Efter erobringen av Sønderjylland avskaffer Preussen øjeblikkelig den danske Ordning av Kirke- og Skolesproget i Mellemslesvig og ligeledes det danske Retssprog i Nordslesvig.

1888. Preussen avskaffer det danske Skolesprog i Nordslesvig, på nær 4 ugentlige Religionstimer. Undtagelsen viser, at man erkender det religiøse som Nordslevigernes ømme Punkt. Av samme Grund vover man ikke strax at avskaffe det danske Kirkesprog; det søges blot indskrænket underhånden ved såkaldt "frivillige" Andragender om tysk Prædiken, – Andragender, underskrevne av avhængige Embedsmænd, gældbundne Stakler og danske Optanter, som er truede av Udvisningens Damoklessværd. På den måde går det rask nok; i 1864 var der endnu 130 Sogne med rent dansk Kirkesprog, men i 1912 er der kun 30 tilbage. Man skimter allerede i nær Fremtid den Stund, da man kan lukke Butiken og skrive udenpå: "Hier alles deutsch".

1914-18. Talrige Sønderjyder ofrer nødtvungent Livet for Tysklands Sag i Verdenskrigen.

1920. Genforeningen med Moderlandet efter Folkeavstemningen 10. Februar medfører Genindførelsen av dansk Rets-, Kirke- og Skolesprog i hele Nordslesvig. Selv i tyske Privatskoler er Dansk nu Skolefag. På tysk Statsområde er der nu ikke blot tilladt offentlige danske Kommuneskoler i Flensborg, men danske Skoler og Forsamlingshuse findes helt sydpå i Byerne Slesvig og Tønning, d.v.s. i Egne, som tidligt mistede deres danske Retssprog og som næppe før har kendt dansk Kirke- og Skolesprog.

1945-46. Tysklands Nederlag i anden Verdenskrig medfører et mirakuløst Gennembrud av den kuede Danskhed i Sydslesvig: c. 150 Krav om danske Skoler, talrige Filialer av Sydslesvigsk Forening. Det engelske Militærstyre står helt uforstående hæroverfor, vildledt av den danske Samlingsregerings fatale Erklæring fra 1945: "Grænsen ligger fast", og fylder Sydslesvig med fanatisk tysksindede Flygtninge fra Østtyskland. De indfødtes Krav om administrativ Adskillelse fra Holsten opfyldes ikke. I de sidste Dage har Sydslesvigsk Forening nok opnået en viss Godkendelse og Fritagelse for Nedskæring av Medlemstallet. Men Modvinden er dog hård. Vi må håbe på vor Sags Retfærdighed.

Alt i alt er der i det mere end tusendårige Perspektiv intet, der hjelmer den "klynkende Opfattelse av Danmarks Historie", som Professor Joh. Steenstrup plejede at kæmpe imod. Den danske Bondefrihed og den danske Folkekirke i Nordslesvig har stået urokkelig, til Genløsningens Time slog. Overfor de tyske Fremstød, der i tusend År vælter sig frem mod Danskheden som Flodbølge efter Flodbølge, opstod omsider en fast Modstandsgrænse. Og nu viser der sig længere sydpå kraftigt Liv i den Danskhed, der forlængst regnedes for hensovet.
Vi har Ret til at være stolte av det ukuelige Sønderjylland. Vi har Pligt til at være det. Hvem der ikke kan se det, stempler sig som et uvidende Tossehoved.

 

Fra Grænseforeningens Arbejdsmark 1941-42. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg