Gudmund Schütte: Åge Meyer Benedictsen, en dansk ildånd

Medens Olrik var min Mentor på det særskilt danske Område, var der en anden, der tog mig ved Hånden og førte mig ud i det fremmede Folkehavs brogede Mangfoldighed.

På en Kæmpehøj på den jyske Hede står en Sten med Indskriften: "Åge Meyer Benedictsen 1866-1927. De undertrykte Nationers Tolk. En lysende Ånd for det danske Folk. Venner, hans ædle Virke vandt ham, satte Sten over Stridsmand god". Ordene lyver ikke. Han var noget enestående, en virkelig Ildånd.

I vore Dage er det Mode at prise den nordiske Race. Og visst har den ydet store Ting. Tænk på Absalon, Valdemar Atterdag, Dronning Margrete! Tænk på Grundtvig, hvis folkelige Løsen har bredt sig over Norden og videre endnu!

Dog smører man tit for tykt på. Uselvisk, flammende Kamp for høje Idealer er ikke særlig den nordiske Races Sag. Det var ikke den, der gennem Sekler forsvarede det hjemlige Hedenskab mod Korsriddernes pansrede Næve: det var Vender, Preussere, Litauere og Ester. Forfølgelser for den kristne Tros Skyld udstod ikke Nordboer, men Armeniere, Irer, de franske Valdensere, de tjekkiske Hussiter. Tænk på det mægtige Billede med Gud, der går foran sit udvalgte Folk gennem Ørkenen, om Dagen som en Røgsøjle, om Natten som en Ildsøjle, – det er ikke skabt av Nordboer, men av Jøderne, dette mærkelige Folk, hvis Tro har båret det frelst gennem alle Forfølgelser.

Nu er det mærkeligt med Grundtvigs Arvetagere, at een av hans mest ildhu Efterfølgere netop var en Jøde, nemlig Højskoleforstander Trier i Vallekilde. Hær har vi et Fingerpeg, for Jøderne er overhovedet – både i godt og ondt – langt mere ildfulde end vi flegmatiske Danske.

Og dærmed har vi Baggrunden for een av de ejendommeligste Personligheder i dansk Åndshistorie, for min Ven Åge Meyer Benedictsen, – den fyrige, uselviske, utrættelige Talsmand for nationale Menneskerettigheder, en enestående Fremtoning i Nutidens Danmark.

Thi hans Fader Filip Ferdinand Meyer var av æt Jøde. Hærfra tør vi udlede Benedictsens brændende Interesse for kæmpende, undertrykte Folkeslag og tillige hans fænomenale Sproggeni; begge disse Egenskaber er fostrede av Jødefolkets tusendårige Lidelseshistorie og dets Adsplittelse i babelsk Sprogforvirring.

Moderen Anne Maria Benedictsen kom fra en helt anden Kant, fra den fjærne Sagaø Island. Hærfra stammede vel Sønnens dybe historiske Sans og hans Kærlighed til det islandske Folk. For øvrigt var Anne Benedictsen en Tid lang knyttet til det Kgl. Teater som Skuespillerinde, og denne Slægtsarv forklarer sikkert den mærkelige, dramatiske Anskuelighed, der prægede Sønnen som Foredragsholder.

Dansk var kun den ene Bedstemoder, Anna Marie Frahm. Hendes Fader var Olfert Fischers Næstkommanderende i Slaget på Reden mod Englænderne 1801. Sømandsblodet forklarer Benedictsens ukuelige rejsetrang.

Altså i Benedictsen mødes to Strømme fra fjærne, vidt adskilte Egne, fra det hellige Land Palæstina og fra den højnordiske Sagaø, og internationalt i bedste Mening var hans Virke. Men hans Hjærte slog for Danmark, og hans Virke bliver dette Lands Hæder.

I sin ydre Fremtræden særtegnede han sig ved sin fremmedartede Racetype og sin ejendommelige, hjemmelavede Dragt, som trodsede Modens Krav; det var en Bluse med en blød, russisk Skjorte. Han vilde gærne have den gjort til dansk Nationaldragt, men fik kun vundet en enkelt Proselyt, Valgmenighedspræst Bjerre i Soer.

Åge Meyer, som han først skrev sig, fødtes 1866 i Kjøbenhavn. Tidlig drev Sømandsblodet ham ud. 13 år gammel forlod han Skolen og stak til Søs. Med en Frændes Skib foer han til Island for at gæste sin Moders Hjemstavn. Efter flere Rejser vilde Skæbnen, at han fik en Finger kvæstet og kom på Garnisonssygehuset i Kjøbenhavn. Dær fik hans Søskende ham snakket fra hans Marineplaner; han kom i Hauchs Skole og blev Student 1886. Fra Medicinen gik han over til Sprogstudiet. Han var dengang stærkt politisk interesseret, ivrig i Venstres Kamp mod Estrups Provisorier; det var et Udslag av hans glødende Frihedstrang, der senere gjorde ham til de undertrykte Folks Talsmand.

Han hørte Forelæsninger i Kjøbenhavn, Moskva, Warszawa, Leipzig og drev på sine Rejser selvstændige Sprogstudier. Den kendte Iranist Professor Arthur Christensen fremhæver i Mindebogen stærkt, at Benedictsen har ydet fremragende Arbejde ved Udforskningen av ukendte Dialekter. Men Kandidat blev han aldrig. Skylden dærfor var forresten ikke helt hans egen. For da han endelig meldte sig til Examen i Kjøbenhavn, var hans Fag så specielt, at Universitetet ikke orkede at stille en Examinator, og dærmed sov Examensplanen ind.

Iøvrigt ejede Benedictsen en fantastisk, rentud mithridatisk Sprog- og Talefærdighed. Han lærte i en Håndevending de særeste exotiske Sprog og kunde udtrykke sig i dem, havde også Snarråd til at møde de mest overraskende sproglige Situationer. Statsråd Koefoed fortæller i Bogen "50 Aar i Rusland" S. 98, hvordan Benedictsen engang under et Ophold i Tiflis klarede på Russisk at optræde som "tamada", dvs. som udvalgt officiel Bordtaler, der skal holde Skåltale for enhver av Selskabets Gæster i nøjagtig Rækkefølge efter Rang og Stand. "Han ikke alene tog mod Valget, men hjulpet af nogle faa Stikord, skilte han sig særdeles pænt fra sit Hverv. At han undertiden kunde forveksle et Ord med et andet, skadede ikke. Tværtimod, de Smaafejl, han begik, bidrog kun til at højne Stemningen. Navnlig vakte det en Storm af Lystighed, da han i Talen for den gamle Barnepige, som ogsaa var med ved Bordet, fortalte, at hjemme i Danmark havde han ogsaa en gammel "forelsket" (i Stedet for "elsket") Barnepige."

Benedictsens Rejser førte ham vidt over Jordkloden. Som nævnt først til Island og atter dærtil 1910 og 1911; 91 gæstede han Finland, 93-94 Rusland, Polen, Tyskland, 97-98 Albanien, Bulgarien, Armenien, Kurdistan, 1900 Kaukasus, 1905 Persien, Syrien, 1907-8 engelsk og hollandsk Indien og Borneo, 1909 Irland; også i Frankrig og Spanien har han været, og hans sidste større Rejse gjaldt Vestindien. Han havde altid "Bisselæder i Sålerne" ligervis som den evige Jøde.

Og Udbyttet av Rejserne fik ikke Lov at mugne op; ud, ud til de fjærneste Avkroge skulde det spredes. Det skete ved Oversættelser fra Finsk og fra de slaviske Sprog, ved Folkeuniversitetsforedrag, Artikler og Bøger. Jeg nævner: "Finnerne og deres Land", 1891; "Et Folk, der vaagner" (Litauerne), 1895; "Armenien" 1925 og 1927. Er Bindtallet ikke stort, så er Indholdet desto lødigere og røber en ualmindelig fin Kender av Folkesjælene.

Da jeg havde læst Bøgerne om Finnerne og Litauerne, blev jeg Fyr og Flamme for Forfatteren. Jeg tænkte mig dengang en lignende Livsbane, og mine første trykte Artikler i "Flensborg Avis" 1893, handlede netop om lignende Æmner om Tysktyrolernes Forsvarskamp mod Italienerne og om Vendernes Kampe mod Nordtyskerne; men det var kun spredte Tilløb. Benedictsen dærimod viede hele sit Liv til en international Oplysningstjeneste.

Uforglemmeligt var mit Møde med Benedictsen og hans unge Hustru Jeanette Schønheyder van Deurs i deres idylliske Landhus "Linalyst" ved Hørsholm. Jeanette havde gået i Skole med Åges Søster, Skuespillersken Olga Meyer (nu Fru Schmiegelow) og kom tit i det meyerske Hjem. 1889 fik Åge både Olga og Jeanette med på en Selskabsrejse til Nordhavene med Fragtdamperen "Danmark", hvis Kaptajn han kendte. De fleste faldt fra i Skotland, men Åge og Jeanette holdt ud, og det blev for Livet. 1891 holdt de Bryllup. Jeanette var en sart, poetisk Sjæl, der passede som støbt til Åges drømmende, dybt åndelige Natur. Hele Huset var fyldt av hendes Væsens Ynde og Poesi; selv Huskatten måtte føje sig ind i Billedet, for hun døbte den "Solskin". Jeanette var også sin Husbonds Medarbejderske, for de mange litauiske Folkeviser i hans Bog har hun med fin Formsans omsat i danske Rytmer.

Jeg må citere lidt av Forordet til "Et Folk, der vaagner".

"Til Dig, min Modstander, retter jeg disse indledende Ord. Din overlegne Tvivl om det berettigede i Folkeslagenes nationale Selvstændighedstrang har, mere end noget andet lokket mig til at skrive. Gid jeg kunde rokke din Tvivl og vise dig, at det ikke blot er barnlig, indskrænket Følelse, Snæversyn i den snævre Menneskeverden, det man kalder Nationalfølelse.

Jeg har rejst en Del, kender mere end af Navn mange af Evropas Folkeslag. Jeg har med Forkærlighed dvælet hos dem, der ingen folkelig Selvstændighed har, de, hvis Jordstrøg paa Landkortet er farvet ens med et af de store Herskerfolks. Jeg har villet høre og se, om Grænserne der var ligesaa udviskede, ligesaa penselglattede, om Misfornøjelsen kun levede i lyriske Fantasier eller ogsaa kun var "økonomisk-social". Jeg har villet høre og se, om det nationale virkelig betyder saa lidt, er noget saa udvortes og tilfældigt, at det kan kastes let af som en Klædning, der byttes, om de nationale Bevægelser kun kunstigt holdes vedlige fra et endnu uafhængigt Moderland, eller af urolige Hoveder eller Folk, som søger egen Fordel og i deres Forfængelighed tirrer værdiløse, ja i mange Tilfælde skadelige Følelser ......

Mit lille Arbejde gælder et af Evropas ulykkelige Folk, ulykkeligt som Folk betragtet. Det gælder de Par Millioner, som tilhører den litaviske Nation.

Ældgammelt af Navn og Oprindelse har dette Folk boet, hvor det nu bor, saa langt Historien har kunnet vise tilbage. Det har en Gang været et stærkt og frit Folk, dets Fyrster var endog i det 14-15de Aarhundrede Østevropas mægtigste. Nu er det delt mellem to Herrer, den preussiske Konge og den russiske Tsar, kuet og afmægtigt. I lange Tider laa det hen som døende ... Men pludselig, blot i Løbet af de allersidste Tider, er det vaagnet eller ved at vaagne, trods alle Spaadomme, trods den foragtende Underkuelse. Dette Folk af Bønder, hvor knap 1/7 kan læse og skrive, er ved at opdage, at det dog er et Folk, der ejer et Sprog og et Land at elske.

Dette svage Folks Opvaagnen er et skønt Vidnesbyrd om, hvad nationalitetsfølelsen mægter. De, der endnu engang vil spørge: "Og hvad Nytte er det til, at dette Folk vaagner?", – vil jeg svare: "Nøjagtig samme Nytte, som at en sløv og mekanisk Trællende pludselig opdager Meningen med sit Arbejde, faar Sjælen med i det. Arbejderen er "vaagen", naar han vil have mere end Brødet ud af sit Arbejde, og det er det, Litaverne nu vil".

Bogen om Litauen var Forfatterens Smertensbarn. Salget gik trevent; Forlæggeren var gnaven, ja, uhøflig. Benedictsen klager sig i et Brev til en Søster 1896. "Naar jeg undtager saadanne hjertelige personlige taksigelser for min bog, har jeg ellers slet ingen glæde haft af den. Selv er jeg aldeles utilfreds med den. Jeg har skudt et skud i luften, hvor jeg brændte af lyst til at ramme centrum. Har jeg ved min bog ikke gjort Litaven skade, – nytte har jeg ikke gjort det ulykkelige folk".
Dette Brev er yderst karakteristisk for den hårde Selvkritik, som Benedictsen altid viser, hvad man vil se i Brevene i Mindebogen om ham. Han kæmper ustandselig med et "Mindreværdskomplex". Og dog lod han sig ikke kue. Dobbelt rørende er Brevet om Litauerbogen, når man veed, at netop denne Bog siden har vundet Ære og Pris.

Jeg vil citere en Folkevise fra Bogen, – et dybt Hjærtesuk fra dette Folk, der i Århundreder trælkedes av Russere, Polakker og Tyskere.

Ak, min Moder, lille Moder!
Hvortil har du op mig fostret?
Mon til tungt og bittert Arbejd?
Mon til lutter salte Tårer?

Bedre, om jeg lå i Floden,
lå dærnede blødt i Sandet!
Dær fik jeg vel Fred og Glæde
hos de blanke Fisk i Vandet.

Onde Herrer må jeg tjene.
Aldrig Glæde, aldrig Hvile!
Solen synker, Månen stiger.
Und mig dog en Helligaften!

Således toner det i Benedictsens vidunderlige Bog. Han føler dybt Bondefolkets Trællekår. Fattigt, ringeagtet, med et Skuldertræk dødsdømt av de verdenskloge Politikere. Altså håbløst? Nej, han taber trods alt ikke Modet. "Et Folk, der vaagner", således kalder han på Trods sin Bog. Det klinger som en Fanfare, det skal være en Fanfare, og er, trods alle Ugleskrig, også blevet det. Et Kvartsekel efter det, som Benedictsen kaldte "Et Skud i Luften", er Drømmen bleven til Virkelighed. Og dæri har Benedictsen en ikke ringe Lod. Med Føje har den [desværre nu omstyrtede] litauiske Stat ladet hans Bog udgive på Engelsk som Propagandaskrift. Og den [fhv.] litauiske Sendeherre Savickis siger i Mindebogen, at mangen vanslægtet Litauer først gennem Benedictsens Formaninger er kaldet hjem til den nedarvede Nationalitet. Et stolt Hædersvidnesbyrd for Smånationernes Talsmand!
En anden Smånation, Benedictsen studerede, var de sorbiske Vender i Lausitz sydøst for Berlin. Dær traf jeg ham for anden Gang. Venderne har det som Litauerne, blot endnu værre; de er ikkun en liden Ø i Tyskhedens Hav, halvt gennemsyret av Germanisering. Også hær hersker en vemodig Stemning; den forhøjes av Spreewalds fagre Flodlandskab og av Bønderkvindernes maleriske Nationaldragter. Fra Lausitz rejste vi til Leipzig for at studere. Vi boede sammen med en armenisk Student Bunyatian, hvad der vel fik Indflydelse på Benedictsens senere Livsvirksomhed. – Ved vort Indtog i Huset forefaldt en pudsig Scene. Der var netop Aftenselskab hos vor brave Vært, pens. Oberst v. Stein, og en av Gæsterne ytrede ved Synet av Benedictsen, at hær havde man vel den danske Nationaltype og Nationaldragt. Jeg kunde ikke tilbageholde et lunt Smil. – Vi to deltog sammen i Øvelser på det rumænske Seminar hos Professor Gustav Weigand, en ualmindelig nobel og frisindet tysk Forsker.

På en Rejse i 1898 ramtes Benedictsen av et hårdt Skæbneslag. Hans Hustru blev syg derhjemme og døde kort efter hans Hjemkomst. Ved Jordefærden i Gentofte kunde han ikke underkaste sig det gængse Kirkeritual, så Højtideligheden måtte foregå i Kirkens Våbenhus. Dær talte Valgmenighedspræst Bjerre, Toldforvalter Ivar Berendsen og jeg. Bagefter måtte jeg blive nogle Dage hos Benedictsen. Han var helt opreven. Jeg tvivlede om, at han nogensinde vilde rette sig igen.

Men han rettede sig. Med vidunderlig Spændstighed fandt han Helsebod i Arbejdet, især gennem Folkeuniversitetet. Alle vilde høre ham, og han blev en av Virksomhedens fasteste Støtter. Og i 1912 fik han i egentligste Mening Helsebod for sin Hjærtesorg, idet han ægtede den jyske Lærerinde Katrine Andreasen fra Dejbjerg, Datter av en til Kongeriget indvandret Sønderjyde. Hun skabte ham et nyt, lykkeligt Hjem og hjalp ham både i Armeniersagen og i Islandssagen.

Hjemmet med de mange østerlandske Kuriositeter blev mere og mere en international Salon, hvor man kunde møde Armeniere, Bulgarer, Syrer, den landflygtige lettiske Maler Lepin, den senere litauiske Sendeherre i Kjøbenhavn Savickis, osv. Dog ikke en Salon med hul Prunk; alt gik dær frit og utvungent til.

Sine Erfaringer iklædte Benedictsen ægte folkelig Form, med et usædvanlig malerisk og åndfuldt Sprog, og spredte dem viden om. Ind i de fjerneste Avkroge trængte hans Forkyndelse. Og uopslidelig var hans Ildkraft; fire-fem Timer kunde han tale uavbrudt uden at trættes og uden at trætte Tilhørerne.

Som andre Originaler havde Benedictsen naturligvis sine Særheder. Han kunde være pirrelig i Hjemmet. Når jeg på en Restaurant lod mig give en Ostemad, og den blev serveret sammen med Smørrebrødet til Benedictsen, var han dybt krænket, for Ost var ham forhadt, måtte ikke tåles i hans Hus. Efter sligt vilde man ikke tro ham egnet til at udholde Rejsestrabadser i vilde asiatiske Egne. Men det passede ikke. Dærude var han ikke til at kende igen. Alt kunde han tåle; i enhver Knibe vidste han at klare sig. I Kurdistan hørte engang hans tro armeniske Tjener, hvordan to Banditer i hans såkaldte "Livvagt" ganske gemytligt drøftede Risikoen ved at myrde ham. "Skidt, det har sgu ingen Fare", sagde den ene. "Hans Konge kan jo prøve på at lede efter ham hær! Nys sendte vi en anden Franker til Helvede, hvem spørger efter ham?" Det var vel nok en hyggelig Nat, Benedictsen efter dette tilbragte med sin Livvagt! I Athen blev han fængslet som bulgarsk Spion, og i Indien blev han av Englænderne chikaneret og skygget med Politi og Detektiver, fordi han søgte Oplysning hos de indfødte Nationalister. Sligt gjorde ham bitter, men aldrig uretfærdig: det engelske Styres gode Sider vidste han at værdsætte og fremhæve.

Man kan forstå, at Benedictsens Formløshed bragte ham på det sorte Bræt hos de stive Englændere. F. Ex. stødte han Snobberne ved i en fin Bombayclub at møde, ikke i ulastelig Kjole og Hvidt, men i sin hjemmelavede Nationaldragt, der hær gjorde mindre Lykke end hos den brave Oberst v. Stein i Leipzig.

Men tro dog ej, at han bare som blind Fusentast altid rendte Panden mod Væggen. I Litauen, i Armenien og på Island har hans Yrke haft velsignelsesrige Frugter.

Armenien er et Land, der tidligt blev kristnet. Og det stod altid som Kristenkulturens fasteste Bolværk mod Øst. Kristenlandene Lilleasien, Syrien, Palæstina, Ægypten, Nordafrika slugtes alle av Islam, men Armenien stod ukuelig, trods Tyrkernes Myrden og Hærjen. Armenierne var ligeså retsløse som andre kristne Trælle, men mens det lykkedes Græker, Rumæner, Serber og Bulgarer at bryde Åget, fik Armenien blot undgælde for de andre kristne Trælles Held. I Førstningen var det kun spredte, planløse Voldsgerninger, men 1884 fattede sultan Abd-ul-Hamid den djævelske Plan helt at udrydde det værgeløse Folk. Han iværksatte de gyselige Armeniermassakrer, som Kejser Wilhelm på sin Orientpilgrimsfart "humant" lukkede Øjnene for. Nye Mord fulgte 1900 og 1909, blot mere lokalt afgrænsede. Under Verdenskrigen genoptoges den fule Terror med øget Bestialitet. Og den græsk-tyrkiske Fred bragte et nyt Forræderi: de europæiske Stormagter prisgav Armenien til de sejrrige Tyrker på nær en Stump, som under russisk Overherredømme fik et visst Selvstyre. – Det var denne Folketragedie, der greb Benedictsen så dybt, at han foresatte sig at tale til Europas Samvittighed om det, han kaldte "Århundredets største Skændsel". Sammen med den ædle tyske Menneskeven, Dr. Lepsius, rejste han en stor Hjælpeaktion. Han fik stiftet Foreningen "De danske Armeniervenner" 1902, og fik udsendt den kloge og opofrende Karen Jeppe, hende, der ved sin ædle Hjælpetjeneste har vundet Hædersnavnet "Armeniens ukronede Droning". Benedictsen selv hjalp til sin sidste Stund; det pinte ham, at Sygdom holdt ham borte fra en Hjælpekongres i Genève. Kort sagt, mens Stormagterne overbød hinanden i Ligegyldighed, har han sikret Danmark en Hædersplads i Menneskelighedens Årbøger.

Lysere var hans islandske Virke. Island var jo av Danmark aldrig blevet mishandlet på tyrkisk Vis, men det var i Sekler vanrøgtet, lammet ved Monopolhandelen, glemt av dansk Ånd. Den dærav følgende gensidige Kulde og Mistro svinebandt ethvert Fremskridt, og det nagede Benedictsen. Som Islænderpigens Søn følte han sig kaldet til at bygge Bro. Men surt var Sliddet og ikke altid påskønnet.

I "Højskolebladet" 1915 slog han til Lyd for Islandssagen, og ved Samvirke med Islændingen, Professor Finnur Jónsson, Minister Zahle og Dr. phil. Arne Møller stiftedes 1916 "Dansk-Islandsk Samfund", der rask fik Vind i Sejlene. Alt ialt har Benedictsens Indsats haft meget at sige for den Fordragelighedens Ånd, der endelig gjorde Ende på Forfatningsstriden ved Unionsakten 1918.

For Sønderjydernes nationale Kamp havde Benedictsen selvsagt også et varmt og åbent Sind, omend dette ikke blev hans egentlige Virkefelt, fordi Armenien og Island optog ham for stærkt. Han vandt et skattet Navn i Sønderjylland ved sine Foredrag dærnede, og på sin vestjyske Ejendom fejrede han en Genforeningsfest, hvor Sønderjyden Red. A. Lebeck og jeg var Talere. De danske Sønderjyder vil vide at takke ham, fordi hans almindelige Hævden av nationale Menneskerettigheder faldt i Tråd med deres egen Stræben og gavnede den.

Som Vidnesbyrd om, hvordan Benedictsens Forkyndelse kunde slå ned i folkelige Sind, der ikke fuldt evnede at fordøje de fremmedartede Indtryk, skal hær fortælles en pudsig Oplevelse. En jævn, sjællandsk Gårdejer, lad os kalde ham Hr. Sørensen, var bleven så hentagen av de fængslende, maleriske Skildringer fra Frankrig, at han indbød Benedictsen til en gratis Lystrejse didhen. Benedictsen vilde så for egen Regning medtage Fru Katri, og Enden blev, at også Fru Maren Sørensen slog Følge. Avsted kom de, men næppe var de nået Berlin, før det sjællandske Par tabte Gassen. "Ded er jo itte noued å rejse yd for", vrissede Fru Maren. "Ded er jo bare Huse lissom hjemme i Gomperup". Jo længere de kom desto utilfredsere blev det værdige Ægtepar over dette Rejseri. Ingen av dem forstod et Ord Fransk, men alligevel vilde de partout vide Rede på alting. Hr. Sørensen passede på hver Centime, Benedictsen gav ud for ham, forat de ikke skulde blive snydt. Engang stod de på en sydfransk Banegård og biede på et Lokaltog. Der holdt et Tog lige ud for dem og Fru Maren vilde endelig vide, om det ikke var deres. Benedictsen måtte spørge, skønt han forud vidste, det var fåfængt. Togføreren svarede: "C'est la ligne commune". ("Det er Hovedlinjen"). I samme nu sås Fru Maren samle sit Kluns og energisk entre op i en Kupe. Med Nød og næppe fik Benedictsen hende halet ud igen. "Hvorfor vilde De dog dærind?" spurgte han forbauset. "Jo, je hørte jo så tyddelig, at han sa': Kom ind!" – Tilsidst endte det med, at de to Ægtepar foretrak at skilles i Mindelighed; hvordan Hr. og Fru Sørensen nåede levende hjem med den Franskforståelse, der hær blev lagt for Dagen, melder Historien inte. For dem var Rejsen en bitter Oplevelse av Forskellen mellem Fantasi og Virkelighed. Det hele er et lærerigt Exempel på småborgerlig dansk Fantasiløshed og Ufølsomhed overfor fremmede Forhold og Indtryk.

Helt modsat gik det engang Benedictsen blandt Ikkedanskere i Tjekkoslovakiet. De kom ind i en Bondegård og fortalte Gårdejersken, at de kom fra Dansko, fra Danmark. Øjeblikkelig stak Konen i at græde. Forbauset spurgte Benedictsen "Hvad er der i Vejen? Er det så sørgeligt?". "Nej", svarede Konen og tørrede sine Øjne. "Men det er jo det Land, hvor vor gode Kongedatter Drahomira blev Dronning!" Så følelsesfuldt og trofast gemmer Tjekkerfolket et halvtusendårigt Fællesminde for Bøhmen og Danmark.

For mine Studier interesserede Benedictsen sig ligeså levende som Far og Onkel Bluhme. Da jeg i 1926 udgav den etniske Håndbog "Vor Folkegruppe Gottjod", skrev han til mig, 24. November:

"Til lykke til det store værks fuldendelse. Hvor må du føle dig lettet, da endelig de tunge, skrevne ark forvandledes til denne udmærkede Bog. Der skulde gøres en god fest for dig, og en mand af faget, af den ædle, tunge arbejdsrace, du selv tilhører, skulde sætte en egekrans på dit dygtige, videnfyldte hoved! Læst dit arbejde har jeg kun glimtvis, men fortalen har moret mig, – hvor er den træffende og snild, – snedig vil jeg ikke bruge –, men du værger dig på forhånd klogt og bider til, hvor det gælder det lette kavalleri med dets smukke, flagrende dolmaner, men de spinkle paradekårder. Det er jo nok muligt, at det bliver en tung kørsel, nu og da, gennem det bakkede landskab på din kanon, – men det er da en solid vogn at køre på. – Jeg glæder mig til at læse visse afsnit af bogen i juleferien."

Av Kærlighed til den hjemlige Jord erhvervede Benedictsen en vestjysk Hedelod på Troldheden i Hardsyssel. Dær mellem Lyng og Egepurl, med milevid Udsigt, byggede han 1912 et vakkert Sommerhus, "Videvang", hvor han siden tilbragte sine Hvilestunder; thi Hedens Trylleri var en Lægedom for hans skønhedstørstende Sjæl. Dær somrede man frit og fornøjeligt.

I Kæmpehøjen "Katris Høj" står nu Urnen med Benedictsens Aske, som han selv har ønsket det. Gammelt Egekrat dækker Højens Sider, og en Natursten, fundet ved "Videvang", bærer Indskriften til Hæder for de undertrykte Nationers Tolk, den lysende Ånd, Stridsmand god. Ovenover er udhugget en evig brændende, østerlandsk Lampe. Gravhøjen er avbildet i den av Fru Katri udgivne Mindebog, der giver et smukt billede av Benedictsens Personlighed.

Han døde for tidligt. Ved uselvisk Anspændelse av sine Kræfter til Ydelsens yderste Grænse har han forkortet sit Liv. Den rastløst higende Flamme har fortæret sit fysiske Næringsgrundlag. Men fagre Frugter har hans Yrke båret, i Litauen, i Armenien, i Island. Og Danmark kan være stolt av at have fostret en så forbilledlig Søn.

 

Islandsk Aarbog 1935. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg