Gudmund Schütte: Sjællændernes danske Samlingskraft

Som Finland kaldes de tusind Søers Land, kunde Danmark passende kaldes de tusind Øers og Halvøers Land, splittet av Bælter og Sunde og Fjorde, strøet ud i Øst og Vest. Dærfor symboliserer vort Rigsvåben Landet ved Åkandeblade, gyngende på Vandet (senere er de blevet til Hjerter). Et andet sindbilledligt Udtryk er Den kgl. Porcelænsfabriks tre Bølgelinjer, der forestiller Øresund, Storebælt og Lillebælt. Tyskerne ynder at kalde de rigtige Danskere for "Inseldänen" (Ødanskere) og vil gærne insinuere, at Jylland ikke hører med, fordi det er landfast med Tyskland; "Tysklands nordligste Punkt er Skagens Horn", siger Dr. Daniel i sin Bog "Deutschland", som er udkommen i mere end 20 Oplag. Ja, hvem der er vant til at læse Landkortet, som en viss Mand læser Bibelen måtte jo sværge på, at Danmark var selvskrevet til at opløses på kryds oq tværs. Først måtte Jylland havne hos sit naturlige Fædreland, Tyskland. Og forresten måtte hele Området efter tysk Forbillede stykkes ud i separatistiske Småbidder, så det kom til at ligne et Kludetæppe: Kongerigerne Sjælland og Fyn, Storhertugdømmerne Lolland-Falster og Bornholm, Hertugdømmerne Vendsyssel og Hardsyssel, Grevskaberne Salling og Mors, Friherskaberne Fur, Anholt, Stryn og Endelave! Hver av disse Lilleputstater matte have haft eget Rigsflag, egen Lov og Ret, egen Mønt, Mål og Vægt, eget Toldområde, eget Militær med strålende Uniformer, dobbelt strålende, jo mindre Området var. Og vor Saga måtte have været et øredøvende Spektakel av blodige Hanekampe mellem kongerne av Sjælland og Fyn og mellem alle Skillingsfyrsterne og Røverridderne indbyrdes.

Tilløb har unægtelig forekommet. Man tænke på splittelsen under Svend, Knud og Valdemar, eller på en tragikomisk Tildragelse under den skånske Krig, da Ålborringerne skulle stille 200 Soldater, men foretrak at overfalde Nabobyen Nibe og presse de intetanende Nibinger til at erstatte dem som Kanonføde.

Men det var dog kun Undtagelser. Et Paradis for middelalderligt Særstræv og Småstats-Slagsmål er Danmark aldrig blevet. Det er henved 1000 År før Tyskland smeltet sammen til en grundmuret Enhed. Søen, den "gyngende Landevej", har bundet sammen mere, end den skilte. Men det var ikke det eneste Bånd. Der må have været en folkelig Samlingskraft, et nationalt "Syndetikon". Og hvor er det at finde? – Vi tænker uvilkårlig først på Jylland. Av alle danske Landsdele ejer Jylland utvivlsomt den mest iøjnefaldende Karakter: det er, ligesom den jyske Halvø av al sin Magt stemmer sig imod Vesterhavets stride Brændinger. Og netop således er Jyden, stejl og stædig. Som Blicher siger: "Men han goer itt ind igjen, fa' de uhn han haa gjent hen". Det var Jyder, der øvede næsten alle danske Kongemord; det var Jyden Niels Ebbesen, der kappede Hovedet av den kullede Greve; det var Jyder oppe i Vendsyssel, der ca. 1840 øvede blodig Lynchjustits; det var de "stærke Jyder" i Horsensegnen, der for Troens Skyld trodsede Politi og Dommere; det var Vestjyden Kierkegaard, vort største Navn i Filosofiens Årbøger, der levede sit Liv i stejl Ensomhed.

Men netop at udføre en samlende Dåd, – at slette Skel, mildne Modsætninger, vende Blikket fra den snævre Enkeltmandsret til det store Hele, – det er ikke særlig Jydens Sag, – selvom en sådan Holdning, som Blichers Exempel viser, ikke er udelukket hos ham. Hær er det, at Sjællænderen kommer til sin Ret.

Myten udpeger Sjælland som det danske Riges Vugge. Kong Dan, hedder det i "Lejrekrøniken", kom fra Uppsala og herskede først over Sjælland, Låland-Falster og Møn; disse Øer kaldtes tilsammen Videslev og udgjorde også senere en Rets-Enhed, den sjællandske Lovs Råderum. Og i Lejre på Sjælland herskede Kong Frode-Fredegod, som stiftede den hellige, ubrødelige Frodefred, så Guld kunde ligge urørt ved Alfarvej. Han er i Virkeligheden en forklædt Gud, den samme som Frodefredens Stifter Frøj i Uppsala. Altså var Sjælland et av Centrerne for Frodefredsreligionen, der sagtens har omfattet hele Danmark. Sikkert er det, at intet Tempel på nuværende dansk Grund kunde kappes med det i Lejre.

Og fra Riget Videslev har Danerne i 5-6. Århundrede som Nybyggere og som politiske og økonomiske Foregangsmænd spredt sig ud over det gamle danske Område. De har lagt deres Visitkort hist og hær, – det er særlig Stednavnene på -lev, – Utterslev, Eslöv, Brønderslev, Haderslev etc. De udtrykker, mener man, "Arvegods" eller "overladt Gods" og findes i alle gamle danske Landskaber på nær sådanne Udkanter som Bleking, Bornholm, Størstedelen av Hardsyssel og Nordfrisland. Hvad der hedder -lev, er i Reglen Bygder med stort Hartkorn. Grundlæggerne har været forud for deres Tid, har indført Stordrift, nye Dyrkningsmetoder og tekniske Fremskridt som Vandmøllebrug. Med Selvfølelse opkalder de Bygderne efter sig: Roslev har kanske tilhørt Kong Hroar, Helgelev hans Broder Helge, Sigerslev Kong Sigar, den fagre Signes Fader; også dærved er Levbyggerne Banebrydere, for en sådan personfremhævende Navneskik havde hidtil ikke været kendt i Danmark. "Kongelev" bliver Navn for Krongodser; dærom minder vel Kongerslev i Østhimmerland. Det findes i Østjylland et Jarlslev og et Jarllev, uden Tvivl gamle Jarlesæder. Og dærudenom en lang Række Årslev hvor der sikkert har siddet kongelige Årmænd. På Sjælland, Langeland og i Østjylland findes flere Herslev, vistnok opkaldte efter den Embedsmand, der hed Herse. Således avspejler Levbygderne et mægtigt Arbejde, der er bleven gjort for at sætte Skik på Administrationen. Uden Tvivl var det samtidig, at Landet fik den Herredsinddeling, det har den Dag idag.

Midt i Videslevriget, i Lejregård, fremblomstrede Danmarks første navnkundige Kongeæt, Skjoldungerne. Den er som et klart Bål, der pludselig skinner ud av Sagas bælg mørke Nat. Hrolf Krake overstrålede alle andre Heltekonger i Norden. Til hans Hird strømmede de ypperste Helte langvejsfra. Skjoldungernes Ry nåede til England; det navnkundige engelske Oldkvad "Beowulf" indledes således: "Lyt! Vi har hørt om danske Folkekongers Ry i gamle Dage". Samtidig dukker Danernes Navn pludselig op i Frankrig, i Italien, i Grækenland. Det er, vilde man i Nutiden sige, ligesom en Radiosender, der pludselig øger sin Kraft og sender sine Bølger ud over hele Europa. Og i "Beowulf" forherliges Danerne mere end noget andet Folk med hædrende Navneprydelser: "Bjærtdaner" (dvs. "Glansdaner"). "Spyddaner", "Ringdaner", "Hærskjoldunger", "Sejerskjoldunger". Der er ligesom Sang i Luften. Vi sporer, at det har været en Tid, hvor der blev øvet et mægtigt Storværk og lagt solid Grundvold for et tusendårigt Rige.

Efter Skjoldungernes Tid er den danske Kongestamme ikke mere hjemstavnsbunden; den tilhører fra nu av hele Landet. Men når en Valdemar den Store og en Valdemar Atterdag gensamler Riget efter Splittelsen, bygger de dog videre på Traditionen fra den sjællandske Æt Skjoldungerne. Og i det menige sjællandske Folk lever Samlingstanken videre og giver sig atter og atter talende Udtryk. Da Kong Sven Tveskæg ved de danske Kvinders Rundhåndethed var bleven løskøbt av Fangenskabet hos Jomsborgs Vikinger, stod det endnu tilbage at løskøbe Gidslerne. Hær valgte Jyderne med deres stædige Særfølelse at sammenskyde enkeltvis efter Ætter. Men Sjællandsfarerne og Skåningerne foretrak at yde sin Part under ét. Da Sven Grade i Året 1146 lod sig kåre til Konge for Sjælland alene, stod den sjællandske Bonde Ole Stam op på Tinge og nedlagde harmfuld Indsigelse: "Forbandet være du, hvis du splitter Riget!" Mens Venderne hærjede de danske Kyster, kneb det tit med at få de stridige Jyder med til et fælles Forsvar. Men menige Roskildeborgere sluttede sig av egen Drift sammen til et Kaperselskab for under en Jagtmands ("Vedemands") Ledelse at fejde mod de vendiske Plageånder. Det var Danmarks første "Modstandsrøre" og "Andelsselskab".

Og denne sjællandske Samlings- og Forsvarsstræben fik sit mægtigste Udtryk i Ærkebiskop Absalon og hans Broder Esbern Snare, de to højbårne Foregangsmænd av Slægten Hvide. Når Nøden er størst, er Hjælpen nærmest; det sandedes hær. Absalon er een av de Kærnekarle, der mest energisk har fastslået Danmarks Ret til at leve. Altid rustet, aldrig trættet, hvad enten det gjaldt at retlede Kongens Kortsynethed eller at revse Jydernes hårdnakkede Egensind. Og altid var han sikker på Støtte fra sine trofaste Sjællandsfarer.

Absalons literære Våbendrager var Munken Saxe fra Soer. Mens han idelig revser Jydernes Stridighed, priser han Sjællandsfarer og Skåninger for deres nationale Fællesfølelse. Hans Danmarkshistorie næsten driver Nationalismen til Overmål; den ånder et Tyskerhad der grænser til det monomane. Forresten er Saxe snakkesalig som en ægte Sjællænder. Men storslået er den Vidskuen og Energi, hvormed han samler Sagnminder fra den fjerneste Hedenold. I denne Samlervirksomhed overgås han højt regnet av de islandske Sagamænd, og på hele det nord- og mellemeuropæiske Fastland står hans Værk uden Mage.

Nedgangstiden under Holstenervælden og Hansevælden lod næppe mere den sjællandske Samlingskraft komme til Orde. Men siden Reformationen lod den atter høre fra sig. Kristiern Pedersen fra Helsingør frelste Saxes Værk fra Undergang og blev det nydanske Skriftsprogs Fødselshjælper. Dette Skriftsprog er jo i sine Hoveddrag sjællandsk. Adelsmanden og Statsmanden Peder Oxe fra Gisselfeld hævede Danmark til en økonomisk Stormagtstilling, som desværre Oldenborgeren Kristian IV trods sin gode Vilje i Bund og Grund ødelagde. Juristen Rasmus Vinding fra Vindinge ved Skelskør var Hovedmanden for Kristian V's "Danske Lov", 1683, der sammensvejsede Danmarks enkelte Landskabslove til et organisk Hele, – et storslået Reformværk, hvorved Danmark kom et Hestehoved forud for de tilgrænsende Kulturstater. Danmarks Fremmelighed måles bedst derved, at Tyskland først i 1900 nåede lige så vidt. Hær fejrer Samlingstanken en av sine største Triumfer. Og vel at mærke, Enheden er ikke opnået ved Vold og Tvang, men ved lempelig Udligning av de stedlige Særegenheder. For Retfærdigheds Skyld må det tilføjes, at Sjælland ikke er ene om Æren; Jyden Peder Lassen fra Randers har sin Del i Reformværket. Den sjællandske Præst Laurids Kock (1634-1691) skrev Fædrelandssangen "Danmark, dejligst Vang og Vænge", der i sit Slutvers understreger Samlingstankens Ønskemål:

Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar Vang,
hegnet trindt omkring, – Gud signe
den i Nød og Trang!
Gid som Korn opvoxe Knægte,
der kan frisk mod Fjenden fægte
og om Danebod end tale,
naar hun er i Dvale!

Også andre har på Kocks Tid forfægtet Samlingstanken, – deriblandt f. Ex. Sjællænderen Peder Syv, der flittigt samlede Ordsprog og Fornviser og forfattede en "Dansk Sprogkunst". Men det særlige ved Kock er hans Sprogtone. På en Tid, da den verdslige Digtekunst druknede i lærd Unatur, evnede han at skabe en Fædrelandssang, der har holdt sig frisk på Folkets Læber til vore Dage. I den Retning er han en virkelig Banebryder. Det sjællandske Mål har ellers Ord for at være noget vegt og snakkesaligt. Men hos Kock sætter det ind med Fynd og Klem: "Danmark, dejligst Vang og Vænge", – en pragtfuld Optakt med sine malmfulde Stavrim, ganske anderledes marvfuld end Oehlenschlægers "Der er et yndigt Land". Kock minder ligefrem om Grundtvig, f. Ex. ved en Vending som denne: "Saadan talte Dronning Thyre, ret kaldt Danebod". Han minder også om ham ved urigtigt Stavelsestryk: "hvor man dem paa Tog hensénder", og "lægges af maa den Uváne", - det lyder som Grundtvigs "Guldhárper" og "Guldhjærter".
Jeg har nævnt Grundtvig. Han er jo den næste Sjællænder, vi hær støder på. Med ham når den sjællandske Samlingskraft sit Højdepunkt siden Absalons og Saxes Dage. Åndelig næret av Saxes Historieværk og av sin gamle sjællandske Barnepiges Folkesnak favner Grundtvig videre ud end nogen anden i sin Tids småtskårne, lavloftede Danmark, – Snorres Kongesaga, Eddaens Gudelære, Beowulf , – alt tager han ind; han ligefrem vælter Stof ud over Folket, og hans Folkehøjskoletanke giver et Samlingsløsen, der ikke standser ved Danmarks Grænser, men breder sig ud over hele Norden, ja, i vore Dage endnu videre. Der er hos Grundtvig som hos Saxe en bred Snakkesalighed, der turde bunde i sjællandsk Folkenaturel, men tillige en Myndighed og Vælde, som er sælsynt i Danmark, og som minder om de gammel testamentlige Profeter. Således særlig i Spådomskvadet "Danmark om hundrede Aar"*). Grundtvig som folkeligt Samlingsmærke er og bliver et Særsyn, – en Overraskelse, der vælder op av den bløde, sjællandske Muld.

Nutildags at udpege Fortsættelser er ikke så let, fordi Slægtstrådene ofte indeholder Tilskud fra andre danske Landskaber. Valdemar Rørdam og hans nationale Digtning vilde man være tilbøjelig til at opfatte som Fortsættelse av den gamle sjællandske Linje. Han er jo født i Tureby på Sjælland. Men Stamfaderen var Jyde. Med Vilhelm Andersen er der også Vrøvl: han er født nær Ringsted, men hans Stamfader var en Nordfriser. Jeg har altid tyktes, at der i hans Mundstilling og livlige Mimik var noget typisk sjællandsk, og han har også overfor mig indrømmet, at der i hans Natur vistnok er et Valgslægtskab med Sjællænderne. Det er overflødigt hær at skildre ham som den glødende Elsker av dansk Literatur og Sprog. Men jeg må tilføje et særligt lille Træk: som Universitetslærer plejede han at cykle ud med sine Studenter og vise dem Sjællands Skønhed og historiske Minder. Hær har vi den sjællandske Samlingstanke, omsat i Gærning.

En udpræget Sjællandsskjald er jo Christian Winther. Oluf Friis skriver om ham i "Biografisk Haandleksikon": "Voksede op under Indtryk af sjællandsk Natur og en fin og harmonisk Præstegaardskultur".

To ægte Sjællændere fører Grundtvigs Linje videre med Studier i nordisk Gudelære. Den ene er Folkemindeforskeren Hans Ellekilde fra Hellebæk, som fortsætter Axel Olriks store Værk "Nordens Gudeverden". Den anden er Bonden, Gårdejer Jens Kr. Nielsen fra St. Hedinge, som har overrasket mig ved at sende mig en stor Avhandling om Sindbilledsproget i Eddakvadet "Vølvens Spådom". Det er unægtelig et Særsyn, at Folk fra det brede Land dyrker den Slags Førstehåndsstudier.

Endelig er der Manden fra Reersø, Thorkild Gravlund. Han var een av Samlingstankens kraftigste Forfægtere i Nutiden, og han understreger dens sjællandske Tilskud. Dærfor interesserer han sig som Grundtvig i høj Grad for Sjællænderen Saxe, hvis Livsgærning han har skildret i Fortællingen "Danmarks Dreng". I denne Bog, som også ellers i sine Skrifter, stræber han at gennemføre en ren dansk Sprogtone, undgår f. Ex. konsekvent Ord med den tyske Forstavelse be-. I sin Bog "Dansk Folkekarakter" har Gravlund skildret det fælles danske og det for hver enkelt Landsdel ejendommelige. Han interesserer sig også for de gamle danske Landskabslove; de Udtrykker den Fællesskabets Ånd, som han stræber at genoplive, under stadig Hensyntagen til det Særegne og stedlig nedarvede. Alt dette gør han med en ejendommelig personlig Udtryksmåde, der stundom kan falde i det dunkle.

Om den menige Sjællænder og hans Sans for Samlingstanken vil man kunne finde Iagttagelser hos Gravlund og ydermere hos Jyden Bibliotekar Anders Uhrskov i Bogen "Dansk Folkevid". Det er fra disse to Forfattere, jeg væsentlig henter det følgende.

På Reersø har man givet Samlingstanken et typisk teknisk Udtryk. Når det er lykkedes at samle de nødvendige Medarbejdere og Andelshavere til et Fællesforetagende, siges der "Nu er Stelen sat". Samme Udtryk kendes jo også i Jylland, men det bruges hær kun om det rent fysiske: det Grundlag, der skal til, når man ved Kornets Indkørsel skal fylde et Logulv. Men på Sjælland har det fået en åndelig Mening. Da vi i sin Tid fik Ministeriet Zahle, der vistnok ene udgjordes av Sjællændere, blev der spøgende sagt, at det kaldtes eller kaldte sig selv "det sidste Hold av Mænd". Dette fremhæver Vilh. Andersen som typisk Sjællandsk overfor Ministeriet J. C. Christensen, der prægedes av den ene Mand, Vestjyden J. C., der ensom bar sit Ansvar. Uhrskov kører i Tog med to gamle, snakkende Nordsjællændere. "Nu skal vi snart dø," siger den ene. "Ja, vi er jo mange om ed", svarede den anden. Det er Fællesfølelsen, der slår igennem. Sådan vilde en Jyde aldrig have udtrykt sig.

En Anekdote illustrerer de forskellige Landsdeles Særpræg. En Jyde, en Fynbo og en Sjællænder var indkvarterede på samme Gård. Jyden gik ned i Stalden til Hestene. Fynboen gik i Køkkenet til Pigerne. Men Sjællænderen gik til Kros. Det er atter Hovedmodsætningen: Jyden som den ensomme, der foretrækker Dyrs Selskab for Mennesker, og Sjællænderen, som den omgængelige, der søger sammen med Folk.

Når nu Sjællænderen fra Hedenold av repræsenterer Samlingskraften i det danske Folk, så har dette vel givet sig tydeligt Udtryk i Sang, i Ordsprog, i Mundheld? Vi seer jo, at den ensomme Jyde, så overseet og tilsidesat han end til Tider har været, nutildags evner at hævde sig kraftigt i Literaturen; det vrimler med Sange om Jylland og Jyden og med Anekdoter om hans Ejendommelighed og ufrivillige Komik. Men Sjællænderen, – nej. Det er, ligesom han svinder bort for os. Det højeste, hans Selvhævdelse kan drive det til, er at mumle i Krogene. Som f. Ex. i følgende Anekdote. Ved et sjællandsk Bryllup har en Jyde holdt en Festtale på Jysk. Bagefter siger een av de Indfødte til sin Nabo: "Tålen vå vesnok rejdi ydmærget, å ves a ded hade væt hålt på vårt ejed danske Muål åendt som på Jydsk, så æ jæ ves puå, a vi hade grætt allsåmel". Hær viser det sig, at Sjællænderen i det stille regner Sjælland for Hovedlandet og Sjællandsk for Hovedsproget, men højt kommer det ikke frem.

Naturligvis kan der siges meget ondt om Sjællænderen. Man taler om "den sjællandske Syge"; Sjællænderen skal være mere flygtig end den sejge, vedholdende Jyde. Nærmere Undersøgelse av dette tillader Pladsen hær ikke, og jeg slutter med Ønsket om, at Sjællænderens gode og samlende Egenskaber må trives og voxe til Gavn og Gammen for vort fælles Fædreland.

Noter.

*) Se min Tydning i "Skive Venstreblad" 19, 21/10 46 "Skive Folkeblad" 28/10.

 

Aarhus Stiftstidende 8. September 1936. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg