Gudmund Schütte: Kimbrernes tyredyrkelse

Dengang et rationelt Studium av Nordens Oltid grundlagdes ved 19. Århundredes Gry, var vor hjemlige Gudetro overskygget, for ikke at sige kvalt, av det fjærne Islands os lidet vedkommende "Edda'". Fra dette uudtømmelige Skatkammer hentede Grundtvig og andre Foregangsmænd sin Bragesnak. De ægte hjemlige Kilder lodes uænsede.

Dybere pløjede først Henry Petersen med sin banebrydende Disputats "Nordboernes Gudsdyrkelse og Gudetro i Hedenold" 1876, senere Feilberg med "Sjæletro", "Bjærgtagen", "Jul" etc., og Axel Olrik med "Loke", "Odinsjægeren", "Nissens Historie" etc.

Men endnu lodes mange Felter uopdyrkede, og deriblandt var også Kimbrernes Tyredyrkelse.

Det sås særlig graverende ved Fundet av Gundestrup-Kedlen 1891. Sophus Müller i "Vor Oltid", S. 571, veed om Forholdet til hjemlige Trosforestillinger ikke andet at sige end dette: "ikke en eneste Figur kan gjenkendes efter den senere nordiske Mytologi". Og Japetus Steenstrup flyver helt over til Inderasien for at søge Forbindelse med Buddhamyterne, medens Voss søger Tilknytning til Persiens Mithra-Dyrkelse. Ikke een av de lærde Herrer falder det ind at slå efter hos Plutarch og læse, hvad han i Stykket "Marius" fortæller om Kimbrernes hellige Tyr!

Opdagelsen av denne Guddom blev dærfor gjort av en Mand, der hverken var Mytolog eller Oldforsker av Fag, nemlig Julius Wulff, Sekretær ved Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk, senere Konsulent. Han fremsatte den først i et Foredrag på en Udstilling i Års, hvor han gjorde opmærksom på det ejendommelige Træk, at Herredet Års, hvori Gundestrup-Kedlen med Tyrebilledet fandtes, nu til Våben har et Tyrehoved. Han skrev om Sagen i et Arbejde "Kimbrertoget", som jeg fik udgivet i "Selskab for germansk Filologis Smaaskrifter" 1909. Men det vakte kun liden Opsigt; ved Indvielsen av Himmerbobilledhuggeren


Bunden av Gundestrup-Kedlen med Tyrebillede.

Bundgaards Kimbrertyr i Ålborg 1937 vilde Wulffs Indsats være bleven glemt, hvis jeg ikke havde fremdraget den i en Tale, som tryktes i "Aalborg Stiftstidende" 17. April 1937.

Det står gennem Plutarch uomstødelig fast, at Kimbrerne dyrkede Tyreguden, og denne Dyrkelses Sæde påvises i Himmerland, dels gennem Gundestrup-Kedlen, dels gennem fortsat Folkeoverlevering om "Himmerlands Tyr". Tyremindesmærkerne ved Ræbild og i Ålborg er rejst med fuld Ret, og med Rette bygger også Byen Ålborg sin Kimbrergård.
Lad os nu se lidt nærmere på denne Trosform, som de danske Fagmytologer så længe har forsømt.

Tyredyrkelsen er en Trosform, der har udbredt sig langs Søvejen fra Middelhavets sydøstlige Egne.

Vi veed, at de gode, gamle Ægyptere dyrkede Tyren Apis; et andet ægyptisk Gudenavn, Serapis, er en sammentrækning av Guderne Osiris og Apis. Jøderne dansede om Guldkalven, Fønikerne ofrede Mennesker til Guden Moloch med Tyrehovedet. Det samme gjorde Kong Minos på Kreta til Tyren Minotauros, "Minos' Tyr"; det kretiske Palads i Knossos er prydet med Tyrehoveder. Den græske Tyran Falaris på Sicilien lod Mennesker brænde op i en Malmtyr. Endelig dyrkede Gallerne en Tyregud Tarvos trigaranos. Fra Gallien er Tyredyrkelsen vel nået til Jylland ved Ravhandelen; på Gundestrup-Kedlen findes flere mystiske Figurer av tydelig gallisk Ophav, f. Ex. den hjortehornede Gud Kernunnos, "Hornmanden".

Hvor vidt kan nu Dyrkelsen spores i nordlige Egne?

1) Tyredyrkelsen hos Kimbrerne i Himmerland kender vi som sagt fra Plutarch, "Marius", c. 23, fra Gundestrup-Kedlen, og fra sallingsk og himmerlandsk Folkeoverlevering. Esper Brogaard, kaldet Morsingbo, Husmand i Mogenstrup, fortæller dærom som følger: "I Skoletiden tjente jeg en Sommer hos Gravers Kristensen, Tise Østergård. Et Stykke av hans Mark gik ud mod Limfjorden, lidt syd for Hvalpsund. En Dag, vi stod på den ene Mark, hørte vi et Kreaturbrøl fra Himmerland. Da udbrød Gravers: "Nu brøler Himmerlands Tyr". Nogle Dage efter gentog det sig. Da man i Salling dengang købte store Avlstyre til Kvægavlsforeninger, troede jeg, at Gravers mente en sådan stor Krabat, når han kaldte den "Himmerlands Tyr". Jeg spurgte da i min Troskyldighed, om man havde sådan en forskrækkelig stor Tyr på Himmerland. Gravers lo og svarede: "Nej, de troer a't; men de æ söen en gammel Sej" (Talemåde). Så var jeg mere med på Noderne, for jeg vidste nok, at disse gamle Sejer undertiden gik tilbage til Manden med Stenøxen. Tre År senere tjente jeg atter i Tise, dvs. i Gl. Børsting og dær hørte jeg atter Udtrykket "Himmerlands Tyr", men jeg har glemt, hvordan det lød ordret. Der gik atter tre År, så kom jeg til Ålefiskeri på Limfjorden med Landingssted i Mogenstrup. I Forsommeren foregår Ålefangst med Snurrevåd om Natten og ophører som Regel tidlig Morgen "i æ Suelskåd", hed det. Lå vi da flere Både indenfor Prajehold, prajede man sin Nabobåd med Spørgsmålet: "Kan I ta nuer?" (Kan I tage nogle?). Et Øjeblik efter lød fra en anden Person i Båden, eller fra den første eller den tredje Udråbet: "Hår I høt Hessel Tyr?" I enkelte Tilfælde: "Himmerlands Tyr", men denne Form er meget sjælden blandt Fiskerne. Lød Svaret stadfæstende, hed det igen fra Naboen: "Så ka vi wal godt ta iland?" Selvsagt var det ikke hver Dag, man hørte denne Form for Signalet til Opbrud, men det var ofte. Udtalelsen kunde være motiveret med et Kreaturbrøl fra Land, men fremkom undertiden fuldstændig umotiveret. Efter andre Udtryk synes jeg, der er Grund til at tro, at Tyren har været regnet som en kæmpemæssig Størrelse, thi ved Fangst av en særlig stor Ål lød det ofte fra den Mand, der stod i Bagstavnen (han trækker Hovpisken ind): "Hær hår vi Hessel Tyr", eller "Hær er Hessel Tyr", og han råbte til en nærliggende Båd: "Hår I sit Hessel Tyr?", eller: "Kjenner I Hessel Tyr?".

Som man veed, er Hessel den største og anseeligste Gård, der sees fra Salling på den himmerlandske Side av Hvalpsund, så det er naturligt nok, at den særlige Stedmærkning "Hessel Tyr" kan træde istedenfor det almindelige Udtryk "Himmerlands Tyr". Når det nu videre mindes, at mytisk kvæg tit optræder som Havkvæg, kan der være god Rimelighed for at tro, at denne Tyr, der giver Partiet som Fisk, virkelig er Fortsættelsen av den gamle Kimbrergud. - Ifølge en Hjemmelsmand fra Års bruges Udtrykket "Himmerlands Tyr" også i Vesthimmerland, og Himmerbokonen Mette Øgaard fra Lovns kender ligesom Esper Brogaard "Himmerlands Tyr" brugt ved Fangsten av en extra stor Ål. Man kan jævnføre "Djævlejætten" ved Møn, en Fisk med Tyrehoved.

2) Ved Åby Bjærg nær Vendsyssel Vildmose er der nylig fundet et Tyrebillede. – Vendsyssels Folketro kender også den vilde Jæger under Navnet Hornsjægeren, hvad der peger mod Tyreskikkelsen; den vilde Jægers Særnavne bunder sædvanlig i stedlig Overlevering: på Sjælland "Volmer" = Valdemar Atterdag; på Fyn "Palnejæger" = Palnatoke; ved Slien Abel; i Salling "Volmer Lykke" fra Grinderslev Kloster; i Himmerland "Vognsjægeren", der peger tilbage på det himmerlandske Væsen "Knarkvognen".

3) Thyur-guth, nu Tyregod i Jelling Syssel, turde være Sakralnavn. Leddet -guth optræder ofte på en Måde, der peger mod sakral Brug. Jfr. Vi-gøth, nu Viuf, med Forleddet vi, "hellig"; skånsk Herredsnavn Lyuth-guth, "Folkehelligdom"; svensk Sakralnavn Liud-guda-vi. Nævnes må også Thiuring, nu Tjørring i Hardsyssel; hær er der i Navnet ikke nogen iøjnefaldende Mindelse om Helligdomsrang, men peger Thyurguth på Tyredyrkelse, gør Thiuring det sagtens også.

4) Nær Troldbjærg på oprindelig Søbund i Gammelting Mose, Langeland, er der fremdraget Tyrebilleder under Omstændigheder, der tyder stærkt på sakralt Præg. Jævnfør J. Winther, "Troldbjærg", I, Fig. 57.

Videre har jeg i Norden ikke kunnet spore Tyredyrkelsen. EIlers forekommer højt regnet Spor av en hellig Ko. Det synes altså, som om Tyredyrkelsen har været indskrænket til Jylland med nærmeste Omgivelser.

Det næste Spørgsmål bliver, under hvad Navn den hornede Guddom har været dyrket?

Efter alt at dømme har man ofte sagt slet og ret "Tyr", undertiden med en stedlig Tilføjelse: kretisk Mino-tauros, "Kong Minos' Tyr"; gallisk Tarvos tri-garanos, "Tyr med tre Traner"; jfr. den Tyr, der muligvis dyrkedes i Thyurguth. Om ægyptisk Apis slet og ret vil sige "Tyr", må undersøges.

Andensteds gav man Tyren Tilnavne. Hos Fønikerne hed han Moloch, dvs. "Herskeren". Hær i Jylland har Guden vistnok heddet "Horn", ligesom Gallernes Hjortegud hed Kernunnos, "Hornmand". Vi sporer det i den vilde Jægers Tilnavn Hornsjæger, jfr. det himmerlandske Herred Horn(h)øg, "Hornhøj", som indeholder et av Nordhimmerlands Højdepunkter.

Medens Overleveringen om Tyredyrkelsen er rig nok i Sydlandene, er den jo mager og tildels tvivlsom i Trosformens yderste nordlige Udstrålingsfelt. Men det ligger kanske noget i, at man overhovedet ikke har søgt. Med nærværende har jeg villet pege på, at hær er en Opgave for dansk Mytologi.

 

Jyske Samlinger, 5. R., 4 Bd. (Festskrift Klitgaard), 1938, med Tilskud fra Historisk Tidsskrift for Skive og Omegn. 1924. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg