E. Burke: Menneskets rettigheder i samfundet

Det ligger mig fjernt teoretisk at fornægte menneskers reelle rettigheder, og endnu fjernere ligger det mit hjerte at fornægte dem i praksis (for så vidt det står i min magt at give eller tilbageholde). Med afvisningen af deres [de revolutionæres] falske rettighedskrav agter jeg ikke at skade de reelle, som deres påståede rettigheder ville ødelægge fuldstændigt. Så sandt det borgerlige samfund er blevet til for at tjene til gavn for mennesket, har han ret til al den gavn, som er dets formål. Det er en velgørenhedsinstitution, og selve loven er slet og ret velgørenhed udøvet efter en bestemt norm.

Mennesker har ret til at leve i overensstemmelse med denne norm. De har ret til at øve retfærdighed, som mellem ligemænd, hvad enten deres ligemænd er offentlige funktionærer eller i privat virksomhed. De har ret til frugterne af deres flid og til midlerne til at gøre deres flid frugtbringende. De har ret til det, som deres forældre har erhvervet og til at ernære og opdrage deres børn, ret til vejledning i livet og trøst i døden. Alt, hvad hver især kan udrette for sig selv uden at træde andre for nær, har han ret til at gøre, og han har ret til en rimelig andel af alt, hvad samfundet kan udrette til gavn for ham med alle sine kombinationer af dygtighed og magt. I dette partnerskab har alle samme rettigheder, men ikke i samme forhold: Den, hvis part i fællesskabet kun udgør 5 shillings, har lige så god ret til det som den, hvis part udgør 500 pund, har til sin større andel. Men han har ikke krav på en lige så stor part af udbyttet af den fælles kapital. Og med hensyn til den delagtighed i magt, myndighed og lederskab, som hver især bør have ved statens styrelse, må jeg bestride, at den hører med til de klare originale menneskerettigheder i et borgersamfund - for jeg taler her kun om mennesket som samfundsborger og intet andet - det er et spørgsmål, som må afgøres ved overenskomst.

Hvis borgersamfundet er blevet til ved en overenskomst, må denne overenskomst være dets lov. Denne lov må afgrænse og modificere alle led i den forfatning, som dannes ved den. Enhver art af lovgivende, dømmende eller udøvende magt er dens skabning. De kan ikke eksistere under nogen anden tilstand, og hvorledes kan da nogen ud fra borgersamfundets overenskomst gøre krav på rettigheder, som ikke i mindste måde forudsætter dens eksistens, rettigheder, som er i direkte modstrid med den? Et af borgersamfundets vigtigste motiver, som også bliver en af dets grundsætninger, er at ingen bør være dommer i sin egen sag. Herved har hver især givet afkald på, hvad der før overenskomsten var hans mest fundamentale ret, nemlig selv at dømme om og forfægte sin ret. Han frasiger sig al ret til at være sin egen hersker. Samtidig giver han afkald på en stor del af sin ret til selvforsvar, naturens første lov. Mennesket kan ikke på een gang nyde både en civiliseret og en uciviliseret stats rettigheder. For at kunne opnå retfærdighed må han opgive sin ret til at afgøre, hvad der er retfærdigt i spørgsmål af største vigtighed for ham. For at sikre sig et vist mål af frihed må han overgive friheden som helhed i samfundets varetægt.

Regeringer bliver ikke til i kraft af naturlige rettigheder, som kan eksistere - og gør det - ganske uafhængigt af dem, og eksisterer i langt større klarhed og i en langt højere grad af abstrakt fuldkommenhed; men netop denne abstrakte fuldkommenhed er deres svaghed, når de skal praktiseres. Samtidig med, at de har ret til alt, mangler de alt. Regering er en opfindelse, som menneskelig visdom har gjort for at drage omsorg for menneskers fornødenheder. Mennesker har krav på, at denne visdom sørger for disse fornødenheder. Blandt disse må i et civiliseret samfund medregnes, at deres lidenskaber tøjles tilstrækkeligt. Samfundet kræver ikke alene, at den enkeltes lidenskaber skal holdes i ave, men også, at den store masses tilbøjeligheder lige så vel som den enkeltes ofte må modarbejdes, dens vilje bringes under kontrol og dens lidenskaber bringes til underkastelse. Dette kan kun gøres af en magt uden for dem selv, en magt, som ikke under udøvelsen af sine funktioner er underkastet deres vilje og de lidenskaber, som det er dens hverv at tøjle og betvinge. Således forstået må tvangen lige så vel som friheden regnes til menneskerettighederne. Men eftersom friheden såvel som tvangen varierer efter tid og omstændigheder og giver rum for talløse modifikationer, kan de ikke fastlægges efter en abstrakt regel, og intet kan være mere tåbeligt end at drøfte dem på det grundlag.

I samme øjeblik man slår noget af på menneskeretten til fuldt ud at være sin egen herre og tillader nogensomhelst kunstig begrænsning deraf, bliver hele regeringens ordning et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt. Deraf kommer det, at en stats forfatning og den rette fordeling af magten er en sag, der kræver den yderste delikatesse og en alsidig kyndighed. Der kræves et grundigt kendskab til menneskenaturen og til de menneskelige fornødenheder og til, hvad der fremmer eller hæmmer de forskellige formål, som statsinstitutionerne i forening må tilstræbe. Staten behøver fornyelse af sin styrke og lægemidler for sine sygdomme. Hvad nytter det at diskutere et menneskes abstrakte ret til føde eller medicin? Hovedsagen er, hvordan man fremskaffer og anvender disse ting. Til overvejelsen heraf vil jeg altid anbefale at kalde bonden eller lægen til hjælp fremfor professoren i metafysik.

Videnskaben om statsdannelse eller om fornyelse eller reformering af den kan lige så lidt som nogen anden eksperimentalvidenskab læres a priori, ej heller er en kort erfaring tilstrækkelig til at undervise os i denne praktiske videnskab. Moralske årsagers praktiske virkninger viser sig nemlig ikke altid straks, men det, som til en begyndelse synes skadeligt, kan på længere sigt vise sig fortrinligt, og denne fortrinlighed kan muligvis opstå af de dårlige virkninger, det første medførte. Det modsatte kan også indtræffe, og meget plausible projekter, som begynder lovende, ender ofte på skammelig og beklagelig vis. I en stat er der ofte nogle dunkle og næsten skjulte årsager, omstændigheder, som ved første øjekast synes af ringe vægt, medens dog statens trivsel eller modgang i meget høj grad kan afhænge af dem. Da nu statsvidenskaben i sig selv er så praktisk orienteret og bestemt for så praktiske formål og tillige er en sag, der kræver erfaring, og tilmed mere erfaring, end et enkelt menneske kan samle i hele sin levetid, hvor opmærksom og skarpsindig han end er, bør ingen uden den største varsomhed fordriste sig til at nedrive et bygningsværk, som, om så blot nogenlunde, igennem lange tider har tjent samfundets fælles formål, eller til at genopføre det uden at have modeller og forbilleder af prøvet brugbarhed at gå efter.

Når disse metafysiske rettigheder anvendes i det praktiske liv, går det med dem som med lysstråler, der trænger ind i en tæt substans: De afbøjes efter naturlovene fra deres rette linie. De enkle menneskerettigheder undergår i den tætte og komplicerede masse af menneskelige lidenskaber og bekymringer en sådan mangfoldighed af brydninger og tilbagekastninger , at det bliver absurd at tale om dem som om de fortsatte i deres enkle oprindelige retning. Menneskenaturen er indviklet, samfundets anliggender så mangeartede som vel muligt, og derfor kan ingen simpel ordning eller ledelse af magten være velegnet for menneskets natur eller hans anliggenders beskaffenhed. Når jeg hører om de simple, nemme løsninger, som enhver ny politisk forfatning tilsigter og praler med, kan jeg med sikkerhed slutte, at ophavsmændene enten er groft uvidende i deres fag eller særdeles skødesløse med deres pligter. De enkle regeringsformer er, med et mildt udtryk, mangelfulde i deres væsen. Hvis man blot skulle betragte samfundet under een synsvinkel, ville alle disse enkle politiske former være overmåde fængslende. Enhver af dem ville have meget større virkning med hensyn til sit enkle formål, end den mere komplicerede er i stand til at bevirke med alle sine langt mere sammensatte. Men det er bedre, at man, omend ufuldkomment og uden faste regler, varetager helhedens tarv, end at man sørger meget omhyggeligt for nogle af dets parter, medens andre måske helt forsømmes eller skades alvorligt, fordi man overbeskytter de enkelte foretrukne.

Disse teoretikeres påståede rettigheder går alle til det yderste, og lige så rigtige de er metafysisk set, lige så gale er de fra et moralsk og politisk synspunkt. Menneskerettighederne er en slags mellemproportional, umulige at afgrænse, men ikke umulige at skelne. I forhold til regeringen er menneskers rettigheder det, som er fordelagtigt for dem, og de balancerer ofte mellem større og mindre goder, undertiden består de i kompromisser mellem godt og ondt, undertiden mellem det ene og det andet af to onder. Statsfornuft er et beregningsprincip, som adderer, subtraherer, multiplicerer og dividerer reelle moralske størrelser ud fra moralens grundsætninger, ikke fra metafysikkens eller matematikkens.

 

Fra Reflections on the Revolution in France, 1790, da. overs. Chr. Truelsen, Tanker om den franske revolution, Ribe 1987, s.59-63. Læs mere om E. Burke >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg