E. Burke: Hvornår er en revolution forsvarlig?

Dersom en politisk omvæltning skal fortjene nogen anerkendelse, må den betragtes som et forberedende skridt til udformningen af noget bedre, enten det gælder selve styreformen, eller de personer som forestår det, eller begge dele. Det ene må fornuftigvis ses i sammenhæng med det andet. For eksempel, når vi lovpriser vor revolution i 1688, dengang nationen stod i en forsvarsstilling mod den udfordrende part, og havde ret til at udløse alle en forsvarskrigs onder, - så standser alligevel ikke tanken med det. Når vi tænker på det gamle regimes fald, har vi samtidig i tankerne den lykkelige nyordning som fulgte. Når vi sætter revolutionen højt, tager vi med i betragtningen både værdien ved at vi fralagde os noget, og værdien af det vi fik til gengæld.

Bevisbyrden hviler tungt på dem som river hele formværket og styreformen i sit eget land i stykker: de må påvise, at der ikke fandtes nogen anden udvej til at etablere en styreform som var egnet til at virkeliggøre sine fornuftige mål, end den udvej som de fulgte, med midler som gjorde millioner mennesker ulykkelige, og førte til den fuldstændige undergang for adskillige hundrede tusinder. I sine politiske foranstaltninger har menneskene ingen ret til at skubbe den nulevende generations velfærd helt ud af syne. Måske er omsorgen for vor egen samtid det eneste moralske ansvar som sikkert hviler i vore hænder. Hvad fremtiden angår, må vi behandle den som om vi var en værge. Vi må ikke forsøge at forøge dens formue på en sådan måde, at vi bruger dens kapital som indsats i det rene hasardspil.

Fra An Appeal from the new to the old whigs, 1791. Læs mere om E. Burke >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg