S. T. Coleridge: Socialpolitiske indgreb er en samfundspligt

For nu at svare på den første indvending [at det er forkastelig at regulere det frie arbejdsmarked med lovbestemte regler] […] vi kunne med rette spørge, hvorfor dette antages at være forkasteligt? Det er ganske klart at en sådan antagelse ikke bygger på historisk erfaring eller på britisk konstitutionel praksis; lovbøgerne er (måske i for hør grad) fulde af beviser på det modsatte. Den første lov om lærlinge var et indgreb i det frie arbejdsmarked. […] Men hvis denne protest mod indgreb i det frie arbejde ikke finder nogen sanktion i juridisk praksis, så kan den med endnu mindre ret appellere til den britiske forfatningsprincipper og ånd; og hav os undskyldt, hvis vi tilføjer: Gud forbyde at den skulle! […] Princippet for alle konstitutionelle love er så langt som muligt at harmonisere den enkeltes krav med alles krav, som individer, og med samfundets krav i sin helhed: og først på grundlag af denne tilpasning bliver individets krav til rettigheder. Alle love vedrørende Kanalen viser, at der er ingen form for ejendom som ikke den lovgivende magt ejer og har ret til at kontrollere og afgrænse så snart individernes rettighed viser sig at være til uforholdsmæssig skade for samfundet. […]

Men frit arbejde! - i hvilken betydning, bortset fra en yderst spidsfindig, kan barnearbejde, fremtvunget af nød hos forældrene, ”som giver sin tilslutning ikke med sin vilje, men med sin fattigdom”, kaldes frit? […] Det er vores pligt at erklære højlydt, at dersom arbejdet virkelig var frit, da ville arbejdsgiveren købe og arbejderen sælge det den førstnævnte ingen ret har til at købe og den sidstnævnte ingen ret til at disponere over: nemlig arbejderens helse, liv og velfærd. Dette tilhører ikke ham selv alene, men også hans venner, hans forældre, hans konge, hans fædreland og Gud. Dersom arbejdet virkelig var frit, da ville kontrakten på den ene side komme for nær selvmordet, og på den anden side for nær drab. Den ovennævnte indvending ville derfor egne sig bedre for dem som hævder eksistensen af selvtilstrækkelige, abstrakte rettigheder, uafhængige af pligter, end den egner sig for engelske borgere som ikke gør krav på nogen rettigheder som ikke henviser til en eller anden pligt som sit udspring og sande grundlag. […]

Men vi går videre til den […] sidste indvending, nemlig at i disse oplyste tider kan man trøstigt overlade det til arbejdsherrenes sunde skøn og menneskelighed at bøde på disse misligheder. Dette ville utvivlsomt være meget smigrende for vor tid, og endda mere smigrende for kommende tider. Det er imidlertid tilstrækkeligt for os at påvise, at det bare er en påstand. […] Man komplimenterede vor tid med at være oplyst, human, etc. mange år før slavehandelen blev afskaffet. Og blev denne handelen måske afskaffet på grund af voksende humanitet og oplyst egeninteresse hos slaveejerne?

 

Fra Two Addresses, 1818. Læs mere om S. T. Coleridge >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg