F. M. Dostojevskij: Det russiske folk og tsar Peters reform

Peter den Stores reform er blevet os dyr: den har skilt os fra folket. De livsformer som denne reform gav folket til efterligning, passede hverken til dets ånd eller til dets bestræbelser; de passede slet ikke til dets mål og kom ganske i utide. Folket kaldte dem for ”tyske” og regnede den store tsars tilhængere for udlændinge. Denne vort folks moralske afsondring fra sin oplyste stand, fra sine førere og ledere, viser os i dag hvilken uhyre pris vi måtte betale for at tilegne os det nye liv. Men selvom folket ikke forstod, ikke billigede og ikke magtede reformen, blev dets mod ikke svækket. Mere end en gang har det bevist sin selvstændighed og har givet den til kende i mægtige anstrengelser. De kunne synes krampagtige, disse anstrengelser: Folket var jo alene, uden ledere, og havde det vanskeligt. Det vandrede i mørke, men alligevel holdt det sig med styrke på sin egen vej. Det fordybede sig i sig selv, forsøgte at skabe sig sit eget livssyn og fordelte sig i hemmelighedsfulde, afsporede sekter for deri at finde udveje til nye livsformer. Det er umuligt at brænde sine skibe på en mere afgørende måde end vort folk har gjort det, da det betrådte disse veje, som det under så mange kvaler selv har søgt sig. Og så kaldte man det til og med for rugeren over det gamle liv før Tsar Peter, vogteren af den gamle og golde formalisme.

Unægtelig - ideerne som ytret sig hos dette folk, helt henvist til sine egne kræfter, uden førere eller ledere, var dets forsøg på nye livsformer stundom alt for egenartede ofte frastødende. Og alligevel lå der en umiskendelig fælles ånd til grund for disse ideer og forsøg, folkets urokkelige tro på sig selv, en uhyre, ubrugt kraft. Efter Peter-reformen kom det kun en gang, kun en eneste gang til, en forening mellem denne ubrugte kraft og os - det var i året 1812, under Europas invasion. Da så vi folket give sig til kende, og hvad det egentlig er - det forstod vi dengang. Men ulykken er, at det ikke kender os og ikke forstår os.

Imidlertid, nu er adskillelsen i færd at få en ende. Reformen er blevet fortsat uafbrudt til vore dage, og har nu endelig nået sin yderste grænse. Videre kan vi ikke komme: Vejen fører fremover ikke længere - den er gået helt til ende. Alle russere som fulgte Peter, har erkendt Europa, er blevet fortrolig med den europæiske levevis - men europæere blev de ikke. […] Vi ved nu, at vi slet ikke kan blive europæere, at vi slet ikke er i stand til at presse os ind i nogen af de vestlige livsformer, som Europa har skabt ud af sine egne nationale grundlag, men som er os fremmede, og som er os imod - ligesom det ville være os umuligt at bære en fremmed dragt, som ikke er lavet efter vores mål. Vi har endelig indset, at også vi har en egen, en i højeste grad oprindelig nationalitet, og at vores opgave består i, at vi skaber os en ny form, vores egen form, som gror op af vores hjemlige jord, og som undfanges af folkets ånd.

Men vi tyer ikke tilbage til den hjemlige jord som besejrede. Vi fornægter ikke vores fortid, vi erkender meningen i den. Vi erkender, at reformen har udvidet vores synskreds, at vi, vakt og tilskyndet af den, har forstået vores fremtidige betydning i folkeslagenes familie.

Vi ved, at vi ikke længere kan afspærre os med en kinesisk mur fra den øvrige menneskehed. Vi forudser, og med ærefrygt, at vort fremtidige virke og vores indgriben må have en i højeste grad almenmenneskelig karakter, så at den russiske tanke måske er syntesen af alle de tanker som Europa med så stor hårdnakkethed og mandighed har udviklet hos sine enkelte nationer; at alle modsigelser, alt indbyrdes fjendtlig i disse tanker måske vil blive udsonet og videreudviklet ved det russiske folk. Ikke for ingenting har vi talt alle sprog, sat os ind i alle civilisationer, deltaget i ethvert europæisk folks interesser, og begrebet meningen og fornuften i foreteelser som var os ganske fremmede. Ikke for ingenting har vi lagt en kraft i vores selvkritik, som har forbavset alle udlændinge; de fandt deri et påskud til at bebrejde os, at vi var upersonlige, at vi var mennesker uden fædreland, og de indså ikke, at evnen til for en tid at rive sig løs fra sin jordbund for at betragte den nøgternt og lidenskabsløst i og for sig er et tegn på en usædvanlig egenart. Men evnen til et forsonende blik på det fremmede er en høj og ædel naturgave, som kun bliver meget få folkeslag til del. Udlændinge har endnu slet ikke fattet, hvad vi ejer af kræfter og muligheder. […] Men nu, synes det, går vi ind i et nyt liv. Og netop nu, før vi går ind i dette nye liv, bliver reform-tilhængernes, d.v.s. vores civilisations, udsoning og sammensmeltning med det folkelige grundlag uopsættelig. Vi føler, at man på begge sider endelig begynder at forstå hverandre, at de talløse misforståelser som i tidens. løb har hobet sig op mellem dem, nu endelig må opklares, således, at vi samdrægtigt og samlet, ved forenede kræfter, kan træde ind på en ny, bred og ærerig vej. Forening for enhver pris, uanset alle tænkelige ofre, og snarest: mulig - dette er vor ledende tanke, dette er vor devise. Men hvor finder vi berøringspunktet med folket? Hvorledes skal den første tilnærmelse gøres - det er spørgsmålet, et samvittighedsspørgsmål som angår alle for hvem det russiske navn er dyrebart, alle som elsker vort folk og vil dets lykke. Dets lykke - er jo vor lykke.

Det følger af sig selv, at det første skridt for at opnå samdrægtighed må være den elementære undervisning og folkeoplysningen. Aldrig vil vort folk forstå os, hvis det ikke forberedes til det. Nogen anden vej findes ikke.

Fra Bekendtgørelse angående tidsskriftet Vremja (Tiden), 1860. Læs mere om F. M. Dostojevskij >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg