F. M. Dostojevskij: Når troen fornægtes

Disse herrer [John Stuart Mill, Charles Darwin, David Strauss] mener - efter hvad man forsikrer meg - på ingen måde at forkynde barbariet; for eksempel, når Strauss hader Kristus og ophøjer det til et princip at spotte og håne kristendommen, så tilbeder han ikke desto mindre menneskeheden i dens helhed, og den forkyndelse han kommer med, kunne ikke være ædlere og mere ophøjet.

Det er meget mulig, at det forholder sig sådan, og at målet for alle samtidens ledende talsmænd for Europas fremskridtstanke er både filantropisk og storslagent. Men dette synes mig til gengæld at være hævet over tvivl: at man kunne bare give disse store moderne professorer den fulde og hele mulighed til at afskaffe det gamle samfund og bygge et nyt, og så ville resultatet blive sådan et mørke, sådan et kaos, noget så plumpt, så blindt og så umenneskelig, at hele bygværket ville styrte sammen under menneskehedens forbandelser endog før det var færdigbygget. Når Kristus fornægtes, kan menneskeånden frembringe de mest forbavsende resultater. Det er et aksiom. Europa, i det mindste i de højeste repræsentanter for sin tænkning, forkaster Kristus; og vi er, som man ved, nødt til at efterabe Europa.

Fra Borgeren nr. 50, 1873. Læs mere om F. M. Dostojevskij >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg