T. S. Eliot: Familien og den kulturelle overlevering

Den vigtigste kanal som kulturen overleveres gennem, er familien: intet menneske kan frigøre sig helt fra den art af kultur eller hæve sig over det kulturniveau, som det modtog fra omgivelserne i sine første leveår. Det ville være misvisende at antyde, at familien kan være den eneste kanal som kulturen overføres gennem: i ethvert komplekst samfund suppleres og forlænges den af andre former for overlevering. Endog i forholdsvis primitive samfund er det sådan. I mere civiliserede samfund med et spe­cialiseret arbejdsliv, hvor ikke alle sønner uden videre fik samme arbejde som sine fædre, der var lærlingen ikke (i hvert fald ideelt set) blot en slags tjener for sin mester, og gik ikke bare i lære hos ham som man lærer på en teknisk skole - han blev gjort fortrolig med en livsform som fulgte med denne specielle art af handel eller håndværk; og håndværkets tabte hemmelighed er måske den, at det ikke bare var en teknisk færdighed som blev overle­veret, men en hel livsform. Kultur - som er noget andet end kundskab om kultur - blev overleveret af de gamle universiteter: unge mennesker har haft varigt udbytte af sit ophold der, selv om de ikke drev det til noget i deres studier og aldrig oparbejdet sig nogen smag for lærdom, eller gotisk arkitektur, eller ritualer og sædvaner ved et college. Jeg går ud fra, at noget lignende gælder den overlevering som sker gennem samfund af frimurertypen: for at blive optaget er at blive indviet i en bestemt livs­form (uanset hvor lidt livskraftig den måtte være), som er modtaget fra fortiden, og som må føres videre i frem­tiden.

Men langt den vigtigste kanal for overlevering af kultur er og forbliver familien: og når familielivet ikke længere spiller den rolle det skulle, har vi grund til at vente, at kulturen vil blive ringere. Nu er familien en insti­tution som så at sige alle taler vel om: men man bør huske på, at det er et begreb, som kan have varierende række­vidde. I vor tid indebærer det ikke stort mere end de familiemedlemmer som er i live. Og hvad de levende familiemedlemmer angår, er det en sjælden undtagelse, når en reklame viser os en stor familie eller tre generationer: den vanlige familie som går igen på reklameplakater, består af forældrene og et eller to små børn. Det som vi indbydes til at beundre, er ikke hengivenhed for en familie, men personlige følelser mellem de enkelte familiemed­lemmer: og jo mindre familien er, desto enklere er det at sentimentalisere disse følelser. Men når jeg taler om familien, har jeg i tankene en forpligtelse som strækker sig over et længere tidsrum end dette: en ærbødighed for de døde, endog i den dunkle fortid, og en omsorg for de ufødte, endog i en fjern fremtid. Dersom denne ærefrygt for fortid og fremtid ikke dyrkes i hjemmet, kan den aldrig blive noget mere end en tom taleform i samfundet. En sådan interesse for fortiden er forskellig fra den forfænge­lighed og det snobberi som stamtavler kan lægge for dagen; et sådan ansvar for fremtiden er forskellig fra det man finder hos politiske programkonstruktører [...].

Der er en fare for, at man kan fortolke "uddannelse" sådan, at det dækker både for meget og for lidt: for lidt når det er underforstået, at uddannelse er afgrænset til det man kan undervise i; for meget når det er underfor­stået, at alt som det er værd at bevare, kan overleveres gennem undervisning. I det samfund som enkelte re­formmagere ønsker, vil familiens rolle i overleveringen af kultur blive indskrænket til et minimum, især hvis barnet - som H. C. Dent håber - bliver formet "fra vuggen til graven" af et ensartet uddannelsessystem. Og dersom ikke barnet bliver klassificeret som nøjagtig lig sin far af de tjenestemænd som har til opgave at udføre sorteringen, så vil det blive uddannet i et andet skolemiljø - ikke nødvendigvis bedre, for alle vil være lige gode, men et andet -, og opdraget i overensstem­melse med det som den offentlige mening i øjeblikket holder for at være "ægte demokratiske retningslinjer". Eliterne kommer følgelig blot til at bestå af individer, hvis eneste fælles bånd er deres arbejdsinteresser: uden nogen social sammenhæng, uden nogen social kontinuitet. De vil være forenet i kraft af bare en del, og navnlig den mest bevidste del, af ens personlighedsliv; de kommer til at mødes som komitéer. Størsteparten af den "kultur" de har, kommer blot til at være det, de har til fælles med alle andre individer som tilsammen udgør deres nation.

Det forsvar man kan føre for et samfund med en klassestruktur, og påstanden om, at et sådant samfund i en vis forstand er et "naturligt" samfund, vil ikke kunne vurderes sagligt, hvis vi lader os hypnotisere af de to begreber som så ofte stilles op mod hverandre, aristokrati og demokrati. Hele problemet forfalskes dersom vi hævder, at det ene udelukker det andet. Det jeg har fremsat, er ikke noget "forsvar for aristokratiet" - ingen understregning af et enkelt samfundslags betydning. Snarere er det en argumentation til fordel for en samfundsform, hvor et aristokrati har en speciel og væsentlig funktion, lige så speciel og væsentlig som den funktion hvert andet lag i samfundet har at udfylde. Det som er af vigtighed, er en samfundsstruktur, hvor der er en sammenhængende række af kulturelle niveauer: og det er vigtigt at huske, at vi ikke må se det som om de øverste niveauer besidder mere kultur end de lavere, - men de repræsenterer en mere bevidst kultur, og en større kulturel specialisering. Jeg er tilbøjelig til at tro, at intet virkeligt demokrati kan bestå, hvis det ikke indeholder disse forskellige niveauer af kultur. De forskellige kulturniveauer kan også betragtes som forskellige magtniveauer, i den forstand, at en mindre gruppe på et højere niveau vil lige så stor magt som en større gruppe på et lavere niveau; for man kan med en vis ret hævde, at fuldstændig lighed betyder universel ansvarsløshed; og i et samfund som det jeg forestiller mig, ville hvert enkelt individ få sig pålagt et større eller mindre ansvar overfor samfundet, alt efter den sociale position vedkommende kom til at indtage - hver enkelt klasse ville have forskellige for­mer for ansvar. Et demokrati hvor enhver havde lige ansvar for alle ting ville virke knugende på de samvittig­hedsfulde og opmuntre til tøjlesløshed hos de andre [...]

Det er rigtigt, at undtagelsesmennesket må få muligheder for at nå højere op i samfundet og opnå en po­sition, hvor han kan udfolde sine talenter til det største gavn for sig selv og for samfundet. Men idéen om et uddannelsessystem som automatisk sorterer enhver efter hans medfødte evner, lader sig ikke gennemføre i prak­sis; og dersom vi gjorde det til vort vigtigste mål, ville samfundet opløses, og uddannelseskvaliteten synke. Samfundet ville opløses ved, at klasser ville blive erstattet af hjerneeliter, eller måske bare af smarte hoveder. Et­hvert uddannelsessystem som tilsigter en fuldstændig til­pasning af uddannelsen til samfundet, vil have en tendens til både at indsnævre uddannelse til det som fører til succes i verden, og indsnævre succes i verden til de per­soner som har været lærenemme elever under systemet. Udsigterne til at få et samfund regeret og ledet kun af dem som har bestået visse eksamener eller tilfredsstillet visse former for testning som psykologerne har udpønset, er ikke beroligende: selv om det kunne give større chancer til talenter som hidtil har stået i skyggen, ville sandsynligvis andre talenter blive skudt til side, og mennesker som kunne yde en fremragende indsats, ville blive reduceret til magtesløshed.

 

Fra Notes Towards the Definition of Culture (1948). Læs mere om T. S. Eliot >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg