J. Ortega y Gasset: En dissekering af massemennesket

Hvorledes er dette massemenneske, som i dag behersker alt '. offentligt liv, det politiske såvel som det upolitiske? Hvorfor er det, som det er, d. v. s. hvorledes er det blevet til? Det er bedre at besvare begge spørgsmål under et, da de gensidigt belyser hinanden. Det menneske, som i vore dage søger at stille sig i spidsen for livet i Europa, er højst forskelligt fra det 19. århundredes ledertype, men det var det 19. århundrede som skabte og uddannede det. Alle de kløgtige hoveder fra årene 1820, 1850 og 1880 kunne a priori, ved hjælp af et let tankeeksperiment, forudsige Historiens nuværende, alvorlige situation. Det er virkelig tilfældet, at intet af det nye, der sker, ikke har været forudsagt for hundrede år siden, "Masserne rykker frem!" sagde Hegel apokalyptisk. "Hvis der ikke opstår en ny åndelig magt, vil vor tid, som er en revolutionær tid, forårsage en katastrofe," profeterede Auguste Comte. "Jeg ser nihilismen s flodbølge rejse sig" råbte den overskægfagre Nietzsche fra en klippetop i Engadin. Det er forkert at sige, at man ikke kan forudse de historiske begivenheder. Utallige gange er de blevet spået. Hvis fremtiden ikke bød profetierne en tumleplads, ville man heller ikke fatte den, når dens tid kommer, og den bliver til fortid. Den tanke, at historikeren er en bagklog profet, sammenfatter hele Historiens filosofi. Ganske vist kan man kun forudsige fremtiden i store træk, men det er i virkeligheden også det eneste, vi fatter af fortiden og nutiden. Vil man se sin egen tidsalder klart, må man derfor betragte den på afstand. Men på hvor lang afstand? Det er ligetil: netop på så lang afstand, at man ikke kan få øje på Cleopatras næse.

Hvordan frembyder livet sig for dette massemenneske, som det 19. århundrede har produceret i uafbrudt tiltagende rigelighed? For det første frembyder det gennemgribende lettelser på det materielle område. Gennemsnitsmennesket har aldrig haft så let ved at løse sine økonomiske problemer. Samtidig med at der skete en relativt betydelig nedgang i de store formuer, og industriarbejderne fik ringere kår, blev den økonomiske horisont lysere og lysere for gennemsnitsmennesket i alle sociale lag. For hver dag føjedes en ny luksus til dets levestandard. Middelstandens stilling blev stadig sikrere og mere uafhængig af fremmed indblanding. Hvad man tidligere havde betragtet som en skæbnens nåde, som man måtte tage imod i ydmyg taknemlighed, blev nu en ret, man ikke takker for, men som man simpelthen kræver.

Fra omkring 1900 begynder arbejderen også at udvide og betrygge sit liv; men han må dog kæmpe for at nå sit mål. Det går ikke så let for ham som for middelklassen, der får velstanden færdig serveret af en stat og et samfund, der er vidundere af organisation.

Til den økonomiske betryggelse og fremgang kommer der andre lettelser, der angår ens person, som fordelene ved komfort og et velordnet samfund. Livet glider bekvemt som på skinner, og der er ringe udsigt til, at det skulle blive udsat for farer eller voldsomme rystelser.

En tilværelse, der var så åben og ligetil, måtte nødvendigvis føre til, at der på bunden af gennemsnitsmenneskets sjæl aflejrede sig den livsopfattelse, som er udtrykt så fint og træffende på spansk i den gamle vending: "Ancha es Castilla" - vid er Kastilien = gør, hvad du har lyst til. D.v.s. at livet i alle disse elementære og afgørende forhold forløb gnidningsløst for det nye menneske. Og man forstår øjeblikkelig, hvor betydningsfuldt dette var, når man tager i betragtning, at livet i ældre tider ikke bød menigmand begunstigelser på noget af livets områder. Livet var tværtimod en trykkende byrde - økonomisk så vel som fysisk. Fra fødselen af følte han livet som en uoverstigelig række hindringer, som han var tvungen til at møde, og at der ikke var anden udvej end at affinde sig med dem og indrette sig, som han bedst kunne, på den smule plads, der var overladt ham.

Men modsætningsforholdet træder endnu skarpere frem, når vi fra det materielle område går over til det samfundsmæssige og moralske. Siden midten af forrige århundrede eksisterer der ingen sociale skranker for gennemsnitsmennesket. D.v.s. at der heller ikke i det offentlige liv allerede fra fødselen af er hæmninger eller indskrænkninger for det. Der er intet, der tvinger det til at lægge bånd på sig. Også her er "Kastilien vid". Der findes ingen "stand" eller "kaste". Samfundet har ingen privilegerede. Gennemsnitsmennesket lærer, at alle er lige for loven.

Aldrig nogen sinde i Historien havde mennesket befundet sig i en sfære, i et livsmiljø, der havde blot den fjerneste lighed med det nuværende. Det er virkelig en radikal fornyelse i menneskenes kår, som det .19. århundrede indførte. Der er blevet skabt en ny sceneramme om menneskets tilværelse, ny i fysisk og social henseende. Den ny verden er blevet muliggjort af tre principper: det liberale demokrati, eksperimentalvidenskaben og industrialismen. De to sidste faktorer kan sammenfattes under eet: teknikken. Ingen af disse faktorer er opfundet i det 19. århundrede; de stammer fra de to foregående sekler. Det nittende århundrede har altså ikke æren af at have fundet på dem, men af at have gennemført dem. Det er der ingen, der bestrider. Men det er ikke nok bare at konstatere faktum, vi må også undersøge dets uundgåelige følger.

Det 19. århundrede var revolutionært i sit væsen. Det revolutionære er ikke at finde i de kampe, der udspilledes på dets barrikader - de alene gjorde ikke revolutionen -; men i det faktum, at det gav gennemsnitsmennesket - samfundets store masser - levekår, som var fundamentalt anderledes end dem, de var vant til. Der blev vendt op og ned på samfundslivet. Revolution er ikke opstand mod den eksisterende orden, men indførelse af en ny orden, der går på tværs af den gamle. Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at socialt set indtager det menneske, det 19. årh. har fostret, en særstilling i Historien. Et menneske fra det 18. årh. er selvfølgelig forskellig fra en typisk repræsentant for det 17. årh., og denne adskiller sig atter fra menneskene i 16. årh.; men i det væsentlige ligner de allesammen hinanden, og de er knapt nok til at skelne fra hinanden, når de stilles overfor det moderne menneske. For "folket" havde liv igennem alle tider betydet begrænsning, forpligtelse, afhængighed, kort sagt, det havde levet under tryk, man kunne fristes til at sige: i undertrykkelse, forudsat at man her ikke indskrænker sig til den juridiske og sociale, men også medtager den kosmiske undertrykkelse. Den har nemlig altid gjort sig gældende, lige til den videnskabelige teknik - den fysiske og administrative - for hundrede år siden begyndte sin praktisk talt ubegrænsede ekspansion. Tidligere var verden selv for de rige og mægtige, lutter fattigdom, modgang og farer! (1)

Den verden, som det nye menneske fødes i, pålægger det ikke bånd af nogen art, den opstiller ingen forbud eller præker mådehold i nogen retning; snarere ægger den dets begær, som i teorien kan vokse ubegrænset. Sagen er nemlig, - og det er meget vigtigt -, at den verden, som går fra det 19. årh. og ind i det 20.'s begyndelse, ikke kun besidder de dyder og muligheder, den faktisk har, men at den også vækker en fast og dyb forestilling hos menneskene om, at morgendagen bliver endnu rigere, endnu mere fuldkommen og alsidig, som om verden havde en spontan og uudtømmelig grokraft. Til trods for tegn på små revner i denne klippefaste tro er der dog endnu i dag kun få mennesker, som nærer tvivl om, at automobilerne om fem år vil være billigere og mere komfortable end i dag. Man tror det lige så sikkert, som at solen vil stå op igen i morgen. Sammenligningen er slående, for menigmand tror virkelig, at den socialt og teknisk fuldkomne verden, han lever i, er naturens værk, og han skænker aldrig de geniale kræfter, højt begavede mennesker har lagt i at skabe den, en tanke. Endnu mindre vil han gå med til, at bevarelsen af alle disse fordele stadig afhænger af visse sjældne, menneskelige egenskaber, og hvis de en skønne dag skulle svigte, ville hele det storslåede værk hastigt smuldre bort.

På grundlag heraf noterer vi to træk på det moderne massemenneskes psykologiske diagram: den frie ekspansion af dets vitale ønsker, altså af dets personlighed, og en total mangel på taknemlighed overfor alt, hvad der har bidraget til at gøre tilværelsen behagelig for det. Begge træk er velkendte fra det forkælede barns psykologi. Og man er inde på ret vej, når man holder sig den for øje ved analysen af det moderne massemenneskes sjæl. Som arvtager til en lang og strålende fortid - strålende ved sine ideer og ved det, den satte ind på dem -, er det nye menneske blevet forkælet af sine omgivelser. At forkæle betyder, at man ingen grænser sætter for et andet menneskes ønsker, men giver det indtryk af, at det kan tillade sig alt, og at det ingen forpligtelser har. Den, der er udsat for en sådan behandling, lærer ikke sin egen begrænsning at kende. Da alt tryk udefra, ethvert sammenstød med andre mennesker, er fjernet fra det, bilder det sig til sidst ind, at der ikke eksisterer andre mennesker; det vænner sig til ikke at regne med dem, og først og fremmest til ikke at anerkende, at nogen kan være det selv overlegen. Fornemmelsen af andres overlegenhed kunne det kun få ved, at et andet og stærkere menneske tvang det til at indskrænke sig og forsage. Derved ville det have lært den grundregel, der siger: "Her slutter jeg, og her tager en anden, som er dygtigere end jeg, fat. Vi er altså to: jeg og den anden, som er mig overlegen." Gennemsnitsmennesket i tidligere tider blev dagligt af sine omgivelser belært om denne simple livsvisdom, thi dets verden var så ubehjælpsomt organiseret, at der ofte indtraf katastrofer, og tryg-

hed, rigelighed og stabilitet var ukendt for den. Men de nye masser hører til i en verden, der byder på et utal af muligheder og sikkerhedsforanstaltninger, og alt dette står fikst og færdigt til massernes rådighed, uden at der kræves nogen indsats fra deres side for at opnå dem, lige som solen står på himmelen, uden at vi behøver at hejse den derop. Intet menneske på jorden skylder nogen tak for den luft, vi indånder, for ingen af os har skabt luften: den er en del af det, som "hører til", om hvilket vi siger, at "det er naturligt", fordi det ikke mangler. De forkælede masser er dumme nok til at tro, at den materielle og sociale organisation, der lige som luften står til deres rådighed, er af samme oprindelse, da den jo tilsyneladende heller aldrig svigter, og da den er næsten lige så fuldendt som naturens værker.

Min påstand er da denne: selve den fuldkommenhed, hvormed det 19. århundrede har organiseret visse grene af livet, bevirker, at masserne, som nyder godt deraf, ikke betragter den som organisation, men som natur. På den måde kan man beskrive og forklare den absurde sjælstilstand, masserne frembyder: det eneste, der interesserer dem, er deres egen velfærd, men samtidig står de ikke solidarisk med denne velfærd. Da de i civilisationens velsignelser ikke ser den geniale opfindelse og den sindrige konstruktion, der skal omgås med stor varsomhed, og som man må sætte noget ind på at bevare, tror de, at deres rolle indskrænker sig til at insistere i deres krav på dem, som om det var medfødte rettigheder. Når de sultne og fattige folkemasser laver opløb for at kræve brød, er deres metode som oftest den, at de ødelægger bagerierne. Dette eksempel kan tages som et symbol på, hvorledes masserne nu om dage, i større og mere indviklede proportioner, ter sig overfor den civilisation, de får deres næring fra. (2)

 

Noter:

(1) Hvor rigt et menneske end kunne være i forhold til andre, var de bekvemmeligheder og den luksus, dets rigdom kunne skaffe det, dog meget begrænsede, da verden som helhed var fattig. I dag er livet for gennemsnitsmennesket langt lettere, tryggere og mere komfortabelt end for den mægtigste mand fra ældre tid. Hvad gør det, at det ikke er mere velhavende end andre, når verden i sig selv er rigere og stiller første klasses veje, jernbaner, telegraf, hoteller, personlig sikkerhed og aspirinpulver til dets disposition?

(2) Masserne - hvad enten de er pøbel eller "aristokrati" -, vil altid, når de bliver overladt til dem selv, af lutter livstørst ødelægge kilderne til deres eget liv. En pudsig karikatur af denne tendens til propter vitam, vivendi perdere causas, har vi i en begivenhed, der fandt sted på torvet i Nijar, en lille by i nærheden af Almeria, da Carlos III, den 13. september 1759, blev udråbt til konge. "Bagefter blev der givet ordre til at give hele den store forsamling noget at drikke. Der blev drukket 77 fade vin og 4 sække brændevin. Vinånderne opflammede i den grad folk, at de under høje hurraråb begav sig på vej til kornmagasinet, hvor de smed alt det opmagasinerede korn ud ad vinduerne, samt 900 realer, der fandtes i kassen. Derefter gik de til tobaksmonopolet, hvor de tømte lagrene og tog lønningskassen. I butikkerne brugte de samme fremgangsmåde og for at gøre det hele endnu festligere, beordrede de, at de skulle tømmes for alle mad- og drikkevarer. Gejstligheden gjorde sit for at bidrage til festens forhøjelse og opfordrede med skrigen og råben kvinderne til at kaste alt ud, hvad de havde i huset. Med den største nidkærhed fulgte kvinderne opfordringen, og snart var der hverken brød, korn, mel, byg, fade, kasseroller, mortere eller stole tilbage, og hele byen var ødelagt." (Efter et samtidigt dokument, i Sanchez de Tocas eje. Citeret i Manuel Danvila: Reinado de Carlos III, t. II, s. 10, note 2). I festrusen over kongevalget udrydder folket sig selv. Vidunderlige Nijar! Din er fremtiden!

 

Fra La Rebelión de las Masas (1930), overs. Massernes oprør, v. K. Schottländer, Kbh. 1964. s.56-62. Læs mere om J. Ortega y Gasset >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg