G. W. F. Hegel: Den guddommelige fornuft, statssamfundet, individet og folkeånden

Gud regerer over verden; indholdet af Hans herredømme, fuldførelsen af Hans plan er verdenshistorien. At fatte denne er historiefilosofiens opgave, og dens forudsætning er, at idealet fuldbyrder sig selv, - at kun det som er i overensstemmelse med ideen, har virkelighed. I det rene lys af denne guddommelige idé, som er noget mere end bare et ideal, forsvinder skinnet, som lader verden fremstå som et vanvittigt, afsindigt hændelsesforløb. Filosofien vil gribe indholdet og virkeligheden i den guddommelige idé, og retfærdiggøre den forsmåede virkelighed. For fornuften er fornemmelsen af det guddommelige værk.

Det som ellers kaldes virkelighed, betragtes af filosofien som humbug; det kan nok synes, men er ikke i og for sig virkelig. Denne indsigt bærer i sig, hvad man kunne kalde trøsten mod forestillingen om den absolutte ulykke, om vanviddet i det som er sket. Trøst er imidlertid bare en kompensation for et onde som ikke burde være sket, og hører hjemme i det endelige. Filosofien er altså ikke en trøst. Den er noget mere; den forsoner og forklarer det virkelige, som forekommer uret, med det fornuftige, påviser, at det er fornuftigt, og derfor begrundet i ideen selv, som fornuften skal tilfredsstilles gennem. For i fornuften er det guddommelige. Det indhold som ligger til grund for fornuften, er den guddommelige idé og Guds plan. Opfattet som verdenshistorie er fornuften ikke i den enkeltes subjektive vilje ensbetydende med ideen, men alene Guds virksomhed er lig ideen [...] Gud taler; Han ud-taler bare sig selv, og Han er magten til at ud-tale sig selv, at gøre sig fornembar. Og det er Guds sandhed, Guds afbillede som fornemmes i fornuften. [...]

Hvilket materiale er det nu, at fornuftens mål virkeliggøres gennem?

De forandringer som sker i historien, forudsætter noget som de giver sig selv hen for at virkeliggøre. Men de finder sted i kraft af den subjektive vilje. Den ene side af sagen er altså også her subjektet selv, menneskenes behov, subjektiviteten overhovedet. I det materiale som den menneskelige viden og vilje udgør, kommer det fornuftige til eksistens. […] Den subjektive vilje, som ytrer sig i begrænsede lidenskaber, er afhængig, og sine begrænsede formål kan den kun tilfredsstille indenfor rammen af denne afhængighed. Men menneskets subjektive vilje har også et substantielt liv, en virkelighed, hvor den bevæger sig i det væsentlige, og har dette som mål for sin tilværelse. Dette væsentlige, enheden af den subjektive vilje og det almene, er den moralske helhed, det vil i konkret skikkelse sige: statssamfundet. Statssamfundet er den virkelighed, hvor individet har og nyder sin frihed, idet individet her optager i sig det almenes viden, tro og vilje. Det er altså verdenshistoriens umiddelbare, nærmere bestemte formål, hvor friheden når frem til sin objektive form, og udfolder sig i denne. Statssamfundet er midtpunktet for de andre konkrete sider af samfundslivet, retten, kunsten, de moralske adfærdsmønstre, livets bekvemmeligheder. I statssamfundet er friheden objektivt og positivt virkeliggjort i disse fænomener. Dog må dette ikke opfattes som om det enkelte individs subjektive vilje bliver udviklet og fuldbyrdet gennem den almene vilje, således at denne kun er et middel for hin. Statssamfundet består heller ikke i et ”alle menneskers samliv”, som gør det nødvendigt at indskrænke de enkelte individers frihed. Friheden opfattes nemlig kun negativt, hvis man forestiller sig den således, at subjektet i samlivet med andre subjekter indskrænker sin frihed således, at denne fælles indskrænkning (et udtryk for at alle gensidigt generer hverandre) lader et lille område blive tilovers for hvert enkelt, hvor han frit kan udfolde sig. Tværtimod er ret, moral og stat, og de alene, frihedens positive virkelighed og tilfredsstillelse. Den enkeltes vilkårlige indfald er netop ikke frihed. Den frihed som indskrænkes, er den vilkårlighed som knytter sig til det indskrænket ”private” ved de menneskelige behov.

Alene i statssamfundet har mennesket fornuftig eksistens. Al opdragelse går ud på, at individet ikke skal forblive noget rent subjektivt, men blive objektivt i staten. Ganske vist kan et individ bruge statssamfundet som sit middel for at opnå et eller andet. Men sandheden ligger i, at hver og en vil netop dette, og har skåret alt det uvæsentlige bort. Alt hvad mennesket er, kan det takke statssamfundet for; kun i dette har det sit væsen. Al værdi som mennesket har, al åndelig virkelighed, har det ene og alene gennem statssamfundet. For menneskets åndelige virkelighed består i, at dets væsen, det fornuftige, er virkeliggjort for det som et vidende menneske; at det fornuftige har umiddelbar objektiv virkelighed for mennesket. Kun på den måde kan det komme til bevidsthed, og leve et moralsk liv, det retslige og moralske liv i staten. For det sande er enheden af det almene og den subjektive vilje. Og det almene er i statssamfundet - i lovene, i almene og fornuftige bestemmelser.

Den subjektive vilje, den subjektive lidenskab, er det virksomme, det virkeliggørende; ideen er det indre; statssamfundet er det eksisterende, virkelig moralske liv. For det er enheden af den almene, væsentlige vilje og den subjektive - og dette er den moralske livsform (Sittlichkeit). Individet som lever i denne enhed, har et moralsk liv, har en værdi som kun består i denne substantialitet. Antigone hos Sofokles siger: de guddommelige bud er ikke af i går eller af i dag, nej, de lever uden ende, og ingen. kan sige, hvorfra de kom. Det moralske livs love er ikke tilfældige, men de er det fornuftige selv. At dette substantielle skal gælde i menneskenes handlinger og i deres sindelag, at det skal bestå og opretholde sig selv, det er statssamfundets mål. Det er fornuftens absolutte interesse, at denne moralske helhed eksisterer. […]

Statssamfundet eksisterer ikke for borgernes skyld; man kunne snarere sige, at den er målet og de er værktøjerne. Imidlertid er dette billede af forholdet mellem mål og værktøj overhovedet ikke passende her. For statssamfundet er ikke noget abstrakt som står i modsætning til borgerne; men de er ligesom momenter i det organiske liv, hvor intet lem er mål og intet middel. Det guddommelige i statssamfundet er ideen, sådan som det eksisterer på jorden. […]

Det er tilbøjeligheden til at handle efter den almene vilje og gøre noget alment til sit mål, som gælder i statssamfundet. Endog i den primitive stat finder der en viljens underkastelse under en anden vilje sted. Dette betyder imidlertid ikke, at individet ikke har sin egen vilje, men det betyder, at dets indskrænket ”private” vilje ikke længere har gyldighed. Indfald og lyster har ingen gyldighed. Allerede i disse primitive statsforhold giver man afkald på denne rent ”private” vilje, og den almene vilje er det væsentlige. Idet den indskrænkede ”private” vilje i det mindste holdes nede, går den tilbage i sig selv. Dette er det første moment som er nødvendigt for det almenes eksistens: viden og tænkning optræder dermed i statssamfundet. Kun på denne grund, d. v .s. i statssamfundet, kan kunst og religion eksistere. Det vi her betragter, er nationer som har organiseret sig fornuftigt. I verdenshistorien kan der nemlig kun være tale om nationer som danner en stat. Man må på ingen måde bilde sig ind, at noget sådan kunne forekomme på en øde ø, eller i isolation overhovedet. Sandt nok har alle store mennesker arbejdet sig frem til dannelse i ensomhed, men kun ved, at de gjorde det til sit eget, som statssamfundet allerede havde skabt. Det almene må ikke være bare noget som enkelte mennesker har ment; det må have reel eksistens. Netop i statssamfundet eksisterer det, og har gyldighed. Her er det indre tillige virkelighed. Ganske vist er virkeligheden ytre mangfoldighed, men her er den fattet i det almene.

Den almene idé kommer til syne i statssamfundet. Om udtrykket ”komme til syne” er det her at bemærke, at det her ikke betyder det samme som i den vanlige forestilling. For denne skelner mellem kraft og tilsynekomst, som om kraften er det væsentlige og tilsynekomsten det uvæsentlige. Men i kategorien kraft ligger der i sig selv endnu ingen konkret bestemmelse. Men der hvor ånden er… der er tilsynekomsten det væsentlige... Mennesket er identisk med sin handling; hele rækken af dets handlinger er hvad det har gjort sig selv til. Således er ånden af væsen energi, og når det gælder den kan man derfor ikke se bort fra måden den kommer til syne på. Måden ånden kommer til syne på er nemlig dens selv-bestemmelse, som igen er det element, hvori dens konkrete natur udfolder sig. Det er en forstands-abstraktion at tale om en ånd, som ikke bestemmer sig selv. Åndens tilsynekomst er dens selvbestemmelse, og denne tilsynekomst må vi betragte i form af stater og individer.

Det åndelige individ, folket (i den udstrækning dette er en sammensat organisk helhed), kalder vi en stat. Denne benævnelse risikerer at virke tvetydig; for med ”stat” og ”statsrett»” forstår man jo vanligvis den rent politiske side af samfundslivet, til forskel fra religion, videnskab og kunst. Men her er staten opfattet i en videre betydning, på samme måde som når vi bruger ordet ”rige” om det åndeliges tilsynekomst. Et folk opfatter vi altså som et åndelig individ; og i folket betoner vi ikke først og fremmest de ydre egenskaber, men fremdrager det som i et væk har været kaldt folkeånden, d. v .s. dets egen bevidsthed om sin sandhed, sit væsen, og hvad det overhovedet holder for at være sandt, de åndelige magter som lever i og styrer et folk. Det almene som arbejder sig frem og bliver erkendt i statssamfundet, den form hvori alt det som er, udtrykkes, - dette er det som udgør en nations dannelse. Men det bestemte indhold som denne form for det almene indeholder, og som indeholdes i den konkrete virkelighed som former staten, er folkeånden selv.

Det virkelige statssamfund besjæles af denne ånd i alle sine specielle anliggender, krige, institutioner, osv. Dette åndelige indhold er noget fast og ægte, helt frit for vilkårlighed, partikulariteter, indfald, individualitet, tilfældighed; det som er prisgivet dette, har nemlig ingen del i folkets natur: det kan sammenlignes med støvet som svæver over en by eller en ager, men ikke omformer dem på nogen væsentlig måde. Dette åndelige indhold udgør individets væsen, netop fordi det er folkets ånd. Det er det hellige som binder menneskene, binder sjælene sammen. Det er et og det samme liv, et stort formål, et stort mål, et stort indhold, som al privat lykke og al privat vilkårlighed afhænger af.

Således er statssamfundet verdenshistoriens nærmere bestemte formål, hvor friheden finder sin objektivitet, og udfolder sig gennem den. For loven er åndens objektivitet, og viljen i dens sandhed. Og kun den vilje som adlyder loven, er fri; for den adlyder sig selv og er hos sig selv, og er altså fri. Idet statssamfundet, fædrelandet, udgør et tilværelses-fællesskab, idet menneskets subjektive vilje underkaster sig lovene, forsvinder modsætningen mellem frihed og nødvendighed. Nødvendig er det fornuftige i betydningen det substantielle, og frie er vi idet vi anerkender dette som loven og følger det som vort eget væsens substans: da er den objektive og den subjektive vilje forsonet, og udgør en og samme uforstyrrelige helhed.



Fra Die Vernunft in der Geschichte, forelæsninger 1823-27, publiceret efter Hegels død, i samleudgaven Werke, 1832-45. Læs mere om G. W. F. Hegel >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg