Karl Jaspers: Fornuften - politikkens styrende princip

Fornuften er væsentlig for politikken, for den må lægge grundlaget for alles fællesskab i staten og institutionerne.

Men det fællesskab som fornuften frembringer, er i første række altid et fællesskab af enkeltmennesker, som finder hverandre og virkeliggør fornuftens hemmelighedsfulde solidaritet, uden nogen aftale, uden nogen organisation, uden at snakke om det. Denne virkelighed er af overpolitisk art. Den må gribe ind i politikken, hvis politikken skal kunne udfolde sig i konstruktiv virksomhed og varighed. Men selv må den ikke trækkes ind i politikken. Den er og vil noget mere end politik, også når politikken bliver et lidenskabeligt, fornuftpræget anliggende, som grundfæster eller fordærver alle menneskers eksistens, og som derfor er en opgave for hver enkelt (alle store filosofer, sågar de største blandt mystikerne, var politiske tænkere).

Man kan ikke regne eksistensen af de fornuftiges fællesskab for en politisk faktor. Men fornuften kan blive en sådan faktor, når den leder den planlæggende forstand til at begrænse sin virksomhed til det reelt mulige, og dermed forpligter den til i al planlægning at lade chancerne stå åbne, således at de fornuftige kan mødes og virke og udfolde sig. Alle samfundsindretninger må overvejes med tanke på dette. De må kun reguleres så langt som det sagligt set er uomgængeligt nødvendigt; udover dette må man hellere tage risikoen for tålelige fejlslag i driften med på købet, end at indsnævre det rum, hvor de enkelte menneskers fornuft kan vokse og gøre sig gældende. Fornuften kan kun vokse, når den er til stede i menneskene. Er den ikke det, så konstruerer man et mekanisk apparatur med mennesker, som kun har forstand. Det hele fungerer som en maskine. Det bliver et stykke virkelighed, som ikke er mennesket værdigt, og som - konsekvent nok - ender med hele denne fordærvede virkeligheds undergang. Alle menneskelige indretninger, som arbejder med mennesker som sine lemmer, må - dersom disse indretninger skal bevare sin menneskelige karakter – forudsætte, at menneskene selv har mulighed for at være fornuftige. Kun når man venter sig fornuft, kan den komme én i møde.

Det er urealistisk at grundlægge det man organiserer, på de enkeltes, de fornuftiges fællesskab. Grundlæggelsen af en organisation må ske i omtanke for alle, og følgelig gennem opbygning af maskinlignende organisationer. Men det er en højere form for realisme at vide, mens dette sker, at helhedens ånd kun opstår gennem de fornuftiges fællesskab; maskinen må stå til tjeneste under denne ånd, som alene kan mestre de stadigt opdukkende vanskeligheder. Ligesom maskiner må repareres, når de går i stykker, mens det levende kan hjælpe sig selv, således må mekaniserede institutioner falde fra hinanden, dersom ikke fornuften i den ånd de besjæles af, formår at give dem ny livskraft, at reparere det som er bragt i uorden og i det hele taget at sikre deres selvhævdelse. En svækkelse af ydelseseffekten i øjeblikket kan være et symptom på styrkelse af deres indre liv.

Fra Die Atombombe und die Zukunft des Menschen, 1961. Læs mere om K. Jaspers >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg