Paul Johnson: Om intellektuelle

I løbet af de seneste tohundrede år er intellektuelles indflydelse vokset. Når vor verden er blevet, som den er i dag, er dette de verdslige, ikke-gejstlige intellektuelles værk. Set i historiens lange perspektiver er dette på mange måder et nyt fænomen. Vel har intellektuelle i deres tidligere fremtoninger som præster, skriftkloge og sandsigere fra første færd stræbt efter at lede samfundet, men i deres virke som vogtere af religiøst bestemte kulturer, hvad enten disse så har været primitive eller sindrigt udtænkte, blev deres moralske og ideologiske forkyndelser alle dage holdt i tømme af ydre autoritet og nedarvet tradition. De var ikke, og kunne ikke være, frie tænkere, sindets eventyrere.

Med den klerikale magts tilbagegang i 1700-tallet dukkede en ny mentorskikkelse op, som udfyldte det opstående tomrum og fangede samfundets øre. Den verdslige intellektuelle kunne nære en gudstro, være skeptiker eller være ateist, men han var fuldt så opsat som nogen pave eller ypperstepræst på at diktere menneskeheden, hvordan den havde at opføre sig bestride sine anliggender. Han påberåbte sig fra første færd at nære en ganske særlig og kærlig omsorg for menneskenes vel og en evangelisk pligt til at varetage den ved sin forkyndelse. Han greb sit selvbestaltede hverv an på en langt mere uhæmmet måde end sine gejstlige forgængere. Han følte sig ikke bundet af nogen form for åbenbaret religion. Fortidens samlede visdom, traditionens arvegods, anernes erfaringsgarvede forskrifter eksisterede kun for, at han valgfrit kunne godtage eller forkaste af det, hvad hans egen tænkning måtte lede ham til. For første gang i menneskehedens historie, og med voksende selvsikkerhed og dristighed, trådte mænd frem og påstod, at de var i stand til at diagnosticere samfundets onder og helbrede dem ved deres egen, uhjulpne begavelse. Ja, ydermere at de kunne anvise foranstaltninger, hvorved ikke blot samfundets struktur også menneskenes fundamentale adfærd ville kunne omdannes til det bedre. Til forskel fra deres præstelige forgængere var de ikke en eller flere guders tjenere eller fortolkere; de var deres afløsere. Deres helt var Prometheus, som stjal ilden fra Olympens guder og bragte den tilbage til menneskene.

En af de mest udprægede særtræk hos de nye, verdslige intellektuelle var den fryd, hvormed de gjorde religion og trosforkyndere til genstand for kritisk granskning. I hvilken grad havde disse store trosretninger gavnet eller skadet menneskeheden? I hvilket omfang havde disse paver og sjælehyrder levet op til deres påbud om renhed og sandhed, barmhjertighed og næstekærlighed? De kendelser, der blev afsagt over både kirkesamfund og gejstlige, var barske. Nu, efter to århundreder, under hvilke religionen stadig har været i tilbagegang, og verdslige intellektuelle har spillet en stedse voksende rolle i udformningen af vore holdninger og institutioner, turde det være på tide at se nærmere på deres virke, både offentligt og privat. I særlig grad agter jeg at undersøge, ud fra hvilke moralske kvalifikationer og evner til at dømme andre, intellektuelle måtte være kompetente til at give menneskeheden besked på, hvordan den har at opføre sig. Hvordan styrede de deres egne respektive tilværelser? I hvor høj grad opførte de sig ordentligt overfor deres pårørende, venner og bekendte? Teede de sig hæderligt og korrekt i deres seksuelle og finansielle transaktioner? Sagde og skrev de sandheden? Og hvordan har deres egne programmer bestået tidens og det virkelige livs prøver?

[…]

Vi er nu ved afslutningen på vores undersøgelse. Det er ved at være lige netop tohundrede år, siden de vestlige intellektuelle begyndte at fortrænge det gamle kleresi som menneskeslægtens ledere og lærere. Vi har betragtet en række eksempler på intellektuelle, som søgte at rådgive menneskeheden. Vi har studeret, i hvilken grad deres moral og deres dømmeevne kvalificerede dem til dette kald. I særlig grad har vi undersøgt deres indstilling til sandhed, den måde, hvorpå de søger efter og vurderer bevismateriale, deres holdning til ikke bare menneskeheden i almindelighed men især til det enkelte menneske - den måde, hvorpå de behandler deres venner, kolleger, tyende og frem for alt deres familier og andre slægtninge. Vi har berørt de sociale og politiske konsekvenser af at følge deres råd.

Hvilke slutninger er der at drage? Læserne må selv dømme. Jeg selv mener, at jeg i dag sporer en vis skepsis hos offentligheden, når intellektuelle rejser sig for at prædike til os; en voksende tilbøjelighed blandt almindelige mennesker til at bestride selv nok så eminente akademikeres, forfatteres og filosoffers ret til at fortælle os, hvordan vi skal opføre os og ordne vore anliggender. Den opfattelse synes at brede sig, at intellektuelle ikke er visere som læremestre eller værdigere som eksempler til efterlevelse end fortidens medicinmænd eller offergoder. Jeg deler denne skepsis. Hvis man henvender sig til en snes tilfældigt udvalgte mennesker, som man træffer på gaden, er det sandsynligt, at de vil fremsætte lige så fornuftige syn på moral og politiske anliggender som et tværsnit af den såkaldte intelligentsia. Men jeg vil gå et skridt videre. En af de vigtigste ting, vort tragiske århundrede bør have lært os, er dette: Vogt jer for intellektuelle! Ikke blot bør de holdes på betryggende afstand af magtens midler, de bør også betragtes med særlig mistænksomhed, når de indlader sig på at give almengyldige råd. Man vogte sig for intellektuelles komiteer, konferencer og sammenslutninger. Vær skeptisk overfor offentlige proklamationer, som udbasuneres fra deres tætsluttede rækker. Tag ikke uden videre deres bedømmelser af politiske ledere og store begivenheder for gode varer. For intellektuelle er så langtfra stærkt individualistiske enspænder-naturer; de følger slavisk visse adfærdsmønstre. Som kategori betragtet er de ofte ultra-loyale indenfor de kredse, som er dannet af dem, hvis anerkendelse de higer efter. Det er det, der gør dem, en masse, så farlige, for det sætter dem i stand til at skabe opinionsklimaer og dominerende trospåbud, som i sig selv ofte avler irrationelle og destruktive handlingsforløb. Frem for alt må vi altid huske, hvad de intellektuelle sædvanligvis glemmer: at mennesker betyder mere end begreber og idéer og må have forrang for disse. Det værste af alle despotier er idéernes hjerteløse tyranni.

 

Fra Intellektuelle, Kbh. 1989 s.11f., 384f. Oversat fra engelsk (Intellectuals, 1988) v. C. Dahlerup Koch. 1989. Læs mere om P. Johnson >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg