Søren Kierkegaard: Det ubetingede

Aldrig som i vort århundrede var vel slægten og den enkelte i den (den bydende - den lydende; den foresatte - den underordnede; læreren - den lærende osv.) således frigjorte fra, om man så vil, alle gener af, at noget står og skal stå ubetinget fast; aldrig følte vel "meningerne" (de mest uensartede, på de forskelligste gebeter) sig således, i "frihed, lighed og broderskab", ugenerede og lyksaliggjorte under frispasens "til en vis grad"; aldrig vil vel slægten så dybt komme til at sande, at den og hver enkelt i den trænger til, noget står og skal stå ubetinget fast, trænger til, hvad guddommen, den kærlige og i kærlighed, opfandt, det ubetingede, i stedet for hvilket mennesket satte dette beundrede "til en vis grad"; Byd sømanden at sejle uden ballast - han kuldsejler; lad slægten, lad hver enkelt i den forsøge at bestå uden det ubetingede: det er og bliver hvirvel. Det kan i længere eller kortere tid, i mellemrum synes anderledes, at det er fasthed og tryghed: i grunden er og bliver det hvirvel, selv de største begivenheder og det mest anstrengende liv dog hvirvel eller som det at sy uden at fæste ende - indtil enden atter gøres fast derved, at det ubetingede anbringes, eller derved, at den enkelte, om end på nok så stor afstand, dog forholder sig til et ubetinget.

Fra Om min forfattervirksomhed (1851). Læs mere om S. Kierkegaard >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg