N. Machiavelli: Om lovene, det almene vel og den frie republik

[15] Lykken var i den grad med Rom, at selv om det gik fra at være styret af kongerne og aristokraterne over til folkestyret gennem de sam­me faser og af de samme årsager, som er blevet drøftet ovenfor, så tog man alligevel aldrig al myndighed fra de monarkiske organer for at give den til de aristokratiske, og man eliminerede heller ikke aristokraternes myndighed for at overdrage den til folket. Det var denne blanding af styreformer, der skabte en fuldkommen stat.

[16] Som det påpeges af alle dem, der skriver om indretningen af en republik, og historien bekræfter det med utallige eksempler, er det nødvendigt for den, der vil grundlægge en republik og give den love, at gå ud fra, at alle mennesker er slette, og at de altid vil følge deres onde tilbøjeligheder, når som helst de har lejlighed til det. Og når en eller anden ondsindethed hos menneskene holdes skjult en tid lang, så kommer det af en skjult årsag, det vil sige af, at en sådan ondsindethed ikke erkendes, fordi man ikke har gjort nogen direkte erfaring med den. […] Dette viser rigtigheden af det, jeg sagde ovenfor, nemlig at menneskene aldrig udvirker noget godt, hvis ikke af nødvendighed; men hvor de frit kan væl­ge og gøre, som de vil, indtræder der overalt hurtigt forvirring og uorden. Følgelig siger man, at sulten og fattigdommen gør menneskene arbejdsomme, mens lovene gør dem gode. Hvor man handler rigtigt af sig selv uden en lov, er loven ikke nødven­dig, men når den gode vane mangler, er loven straks nødvendig.

[58] Hvem der vil regere over et folk, det være sig i en republik eller i et mo­narki, og som ikke sikrer sig imod fjenderne af den nye tingenes tilstand, skaber sig en stat, der kun vil få kort tid at leve i. Jeg anser i sandhed de fyrster for beklagelsesværdige, som for at sikre deres stat må gribe til ulovlige midler, fordi de har folket imod sig. Thi den, der kun har de få imod sig, sikrer sig let og uden mange voldshandlinger, men den, der har hele folket til sin fjende, kan aldrig sikre sig, og jo flere grusomheder han begår, jo svagere bliver hans stat. Derfor findes der for en magthaver intet bedre middel end at gøre folket til sin ven.

[60] En lille del af menneskene ønsker friheden for at få magt, hvorimod alle de andre, og det er langt de fleste, ønsker den for at kunne leve i sikker­hed

[194] Det er nemt at erkende, hvorfor folkene nærer denne hengivenhed for friheden. For erfaringen viser, at staterne kun har øget deres territorium og deres rigdom, når de levede i frihed. […] Frem for alt er det højst forun­derligt at tænke over, hvilken storhed Rom nåede frem til, efter at det havde befriet sig fra kongerne. Årsagen er let at indse, for det er ikke interessen for den enkeltes [fyrstes, borgers, gruppes] vel, der skaber staternes storhed, men det er interessen for det almene vel. Det er nemlig uden tvivl således, at det almene vel kun agtes i republikkerne, for her sker alting for at fremme det.  Og selv om denne eller hin privatmand skades derved, så er der så mange, der har fordel af det, at de er i stand til at trodse viljen hos de få, som måtte lide tab. Det modsatte finder sted, når der er en fyrste [tyran], idet det oftest er således, at det, der er til gavn for ham, er til skade for staten, og det, der gavner staten, skader ham. Så snart altså en republik afløses af et tyranni, er det mindste onde, der kan ramme staten, at den ikke længere går frem og ikke vokser i magt eller rigdom. Men som oftest, ja, næsten altid, sker det, at den går tilbage. Hvis skæbnen ville mage det sådan, at der kom en duelig tyran til magten, som med sit mod og sin militære kun­nen øgede sit territorium, så ville det ikke resultere i nogen som helst fordel for staten, men udelukkende for ham selv. For han kan ikke give kommandoposter til nogen af de fortjenstfulde og hæderlige borgere, han har opkastet sig til tyran over, da han ikke ønsker at skulle leve i stadig frygt for dem. De lande, han erobrer, kan han heller ikke underlægge den stat, han er tyran over, eller gøre dem skattepligtige til den, thi det er ikke i hans interesse at gøre staten mægtig, men derimod at holde den splittet og selv blive anerkendt af de enkelte byer og lande som deres eneste herre. Derfor er det kun ham, der drager nytte af erobringerne, ikke hans fædreland. Hvem der måtte ønske at få bekræftet dette synspunkt med utallige andre argumenter, kan læse Xenofons traktat De tyrannide.

[197] Denne opdragelse og disse falske udlægninger [af religio­nen] har altså bevirket, at man i vor verden ikke finder så mange republikker som i den gamle, og følgelig finder man heller ikke blandt folkene så megen kærlighed til friheden som dengang. Om end jeg også tror, at det har spillet en rolle, at Romerriget gennem sin militære magt og dominans udslettede alle republik­ker og alle frie folk, for selv om dette rige senere blev opløst, har dets enkelte byer ikke formået at gendanne sig som republikker, undtagen nogle ganske få steder. Hvordan det nu end forhol­der sig, så stødte romerne i enhver nok så lille krog af verden på republikker, der havde sluttet sig sammen, var fortræffeligt bevæbnede og parate til hårdnakket at forsvare deres frihed; og det romerske folk ville aldrig have besejret dem, havde det ikke været for dets usædvanlige og store kampkraft. […] Det er let at indse, hvad der var årsag til hin orden, og hvad der er årsag til, at den nuværende uorden fortsætter, for det hele kommer af, at man dengang levede i frihed, mens man nu lever i trældom. Thi alle byer og lande, der lever i frihed, gør i enhver henseende kolossale fremskridt, som det blev sagt ovenfor. Her er der flere mennesker, eftersom det er lettere at indgå ægteskaber, og ægtestanden er mere ønskværdig for mændene, eftersom enhver gerne avler de børn, han mener at kunne brødføde, når han ikke behøver at frygte, at hans formue skal blive taget ham fra. Han ved desuden, at børnene ikke alene fødes som frie borgere og ikke som slaver, men at de også ved hjælp af deres dygtighed kan nå frem til de højeste poster. Man ser, at rigdommene vokser og spredes, både de som kommer fra landbruget, og de som kom­mer fra håndværket. Enhver vil nemlig gerne øge sine besiddelser og søger at erhverve sig goder, når han tror, at han kan nyde godt af dem. Heraf følger, at menneskene kappes om at se både på deres egen og på statens fordel, og at der på såvel det ene som det andet område sker forbløffende fremskridt.

[261] Stater, og især de, der er vant til at leve i frihed og blive styret af deres egne borgere, stiller sig med en helt anden ro tilfredse med at leve under en magt, de ikke ser, om også den i visse henseender kan være tyngende, end under en magt, de ser hver eneste dag, således at hver eneste dag minder dem om deres underkastelse.

[436] Hvor det drejer sig om en beslutning, der er altafgørende for fædrelandets frelse, skal man ikke se på, om den er retfærdig eller uretfærdig, barm­hjertig eller grusom, rosværdig eller skændig. Man skal tværtimod skyde ethvert andet hensyn til side og træffe den beslutning, der frelser fædre­landet og bevarer dets frihed.

 

Fra Discorsi (1531) – da. oversættelse v. F. Wolder: Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius (2004). Læs mere om N. Machiavelli >  

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg