N. Machiavelli: Om religion

[45] Ligesom respekten for den religiøse kult er årsagen til staternes storhed, således er foragten for den årsagen til deres undergang. Hvor der ikke findes gudsfrygt, går et rige nødvendigvis til grunde, eller der træder i dens sted frygten for en hersker, som erstatter den manglende religion. Men da en hersker kun lever i kort tid, går et sådant rige i forfald, så snart det må undvære hans personlige duelighed.

[196] Når jeg altså tænker over, hvoraf det kommer, at folkene i gammel tid elskede friheden højere end i dag, tror jeg, at det udspringer af den samme årsag, som nu gør menneskene min­dre stærke. Og den ligger efter min mening i forskellen mellem den antikke og den nutidige opdragelse, der igen må føres til­bage til forskellen mellem vor religion og de gamles. For skønt vor religion har vist os sandheden og den rette vej, så får den os til at lægge mindre vægt på verdslig hæder. Den værdsatte omvendt hedningene uhyre meget, ja, betragtede den som det højeste gode, og derfor var de i deres handlinger mere tapre og krigeriske. Det fremgår af mange af deres religiøse ordener, først og fremmest af deres ceremonier, der var storslåede, sam­menlignet med vore, som er ydmyge og udmærker sig ved en vis forfinet pomp, snarere end ved storslåethed, og er uden hand­linger, der udtrykker tapperhed eller kraft. I de hedenske cere­monier manglede der hverken pragt eller storslåethed, og man lod dem ledsage af blodige og vilde offerhandlinger, hvorunder man slagtede store mængder af dyr. Sådanne frygtindgydende skuespil fik menneskene til at blive ligeså. Yderligere erklærede den antikke religion kun de mænd for hellige, der havde vundet den største verdslige hæder, som hærførere og statsmænd. Vor kristne religion har mere forherliget de ydmyge og indadvendte end de handlekraftige. Den ser det højeste gode i ydmygheden, selvfornægtelsen og foragten for de verdslige ting, mens den antikke så det i tapperheden, i den fysiske kraft og i det hele taget i alle de egenskaber, som gør menneskene stærke. Når vor religion kræver, at du besidder indre styrke, betyder det, at du skal være i stand til at bære lidelser, snarere end at du kan handle kraftfuldt og energisk. Denne måde at leve på synes altså at have gjort verden svag og til et bytte for ryggesløse personer, der sorgløst kan regere over den, fordi de har indset, at det sto­re flertal af menneskene for at komme i paradiset hellere finder sig i deres overgreb end hævner dem. Selv om det derfor ser ud til, at verden er blevet kvindagtiggjort, og himlen har mistet sin kraft, så skyldes det uden tvivl først og fremmest fejheden hos de mennesker, der har udlagt vor religion med dådløsheden og ikke med handlekraften for øje. For hvis de ville betænke, at den tillader os at lovprise og forsvare fædrelandet, ville de indse, at den i virkeligheden ønsker, at vi skal elske og ære det og ud­danne os således, at vi kan forsvare det.

 

Fra Discorsi (1531) – da. oversættelse v. F. Wolder: Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius (2004). Læs mere om N. Machiavelli >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg