Reinhold Niebuhr: Mennesket som skaber og skabning

Rent umiddelbart kan man sige, at det problem som Hooker og senere calvinister løste, gik ud på at tilpasse et demokratisk samfunds frihed og retfærdighed til et mere traditionelt samfunds organiske stabilitet. Dette forudsætter, at den mangel på balance som skabte uretfærdighed, bliver erstattet med en ny og mere adækvat balance af magtinstanser. Det forudsætter også, at den alt for konventionelle godtagelse af traditionelle autoriteter erstattes af vilje til en differentieret bedømmelse af de reelle konsekvenser en givet politik har i samfundets liv.

Men dybere set er dette politiske problem kun en speciel udformning af det mere generelle problem hvordan mennesket skal være sig bevidst om sin status som både skaber og skabning i historien. Dersom det glemmer, at det er en skabning, og tror at det udelukkende er skaber, vil det mangle ærefrygt for fortidens værk, som ligger udenfor dets kompetence, og for det mysteriøse forsyn under hvilket en orden er blevet bygget til velsignelse for menneskets liv. Ligegyldig overfor fortidens værk, og ude af stand til at tage lærdom af historien, vil mennesket glad og ubekymret bygge nye samfund, for så at finde, at de giver plads for endnu værre former for fordærvelse end de traditionelle samfund. Således kulminerede de drømme som det 17. århundredes kristne sekter nærede til Cromwells diktatur; de franske encyklopædisters drømme kulminerede i Napoleons politiske eventyr og despoti; og de marxistiske drømme forvandlede sig til stalinismens mareridt.

Disse fejlvurderinger skyldtes, at man ikke tog egeninteressens hårdnakkede indflydelse med i beregningen, som måtte give sig udryk i nye historiske konfigurationer. De skyldtes også det faktum at fortidens uretfærdigheder havde fordunklet de traditionelle samfunds positive bidrag til at tæmme egeninteressen ved hjælp af historisk etablerede normer, og ved at sætte grænser for menneskenes nedbrydende ambitioner.

På den anden side: Dersom mennesket ikke anerkender sin status som skaber, sin frihed over historiens strøm, sin ret og pligt til at gøre indsigelser mod samfundets nedarvede traditioner, sin forpligtelse til at bruge sin evne til at skelne og dømmekraft til at omforme og forny enhver samfundsorden som har svigtet når det gælder at sørge for retfærdighed - da vil mennesket kun være en slave under fortiden, hvis laster vil blive endda mere fremtrædende når den med overlæg bliver bevaret i nutiden.

Mennesket vil da have en overdreven ærefrygt, som vil være til særlig stor skade i en civilisation, hvor der stadig frembryder nye dynamiske faktorer, som gør udbredelsen og beskyttelsen af retfærdigheden afhængig af en evne til at skelne og dømmekraft.


Fra The Se!f and the Dramas of History, 1955. Læs mere om R. Niebuhr >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg